Socialistisk Revy nr. 7 - Side 14 - September 1998  

50 år med den internationale socialistiske tradition

For 50 år siden var Tony Cliffs marxistiske analyse af stalinismen, State Capitalism in Russia, et grundlæggende værk for revolutionære. Teorien om statskapitalismen fornyede den revolutionære praksis og dannede den internationale socialistiske tendens.
Den amerikanske socialist Ahmed Shawki har interwievet Cliff om teorien og dens relevans for revolutionær marxisme i dag

Shawki: Hvad var oprindelsen til teorien om statskapitalisme? Hvad fik dig til at sætte spørgsmålstegn ved tidligere marxistisk teori?

Cliff: Jeg blev trotskist i 1933. Teorien om statskapitalismen er en udvikling af Trotskijs position. Betydningen af internationalisme og umuligheden af socialisme i ét land, arbejderklassens egen frigørelse, af det stalinistiske bureaukratis reaktionære rolle - alt dette er fundamentalt for Trotskijs position, og gennem ham, også for vor teori.

Men ved afslutningen af anden verdenskrig blev de perspektiver, Trotskij havde lagt frem, ikke realiseret. Trotskij skrev, at én ting var sikkert, det stalinistiske bureaukrati ville ikke overleve krigen. Det ville enten blive styrtet af en revolution eller en kontrarevolution. Da krigen sluttede i 1945, huskede James P. Cannon, leder af det største trotskistiske parti i USA, at Trotskij havde sagt, at det stalinistiske bureaukrati ikke ville overleve krigen. Det stalinistiske bureaukrati var der stadig. Det beviste at krigen ikke var slut.

Det stalinistiske bureaukrati kollapsede ikke, det udvidede sig. Stalinismen spredtes til Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien, Albanien, Østtyskland. Og stalinismen ekspanderede også i Kina.

Stalinismen havde derfor dengang en fantastisk styrke. Og vi måtte forholde os til det.

Enten ser du på marxismen som et tryllemiddel, som en varm jakke, der beskytter dig mod de begivenheder, du ikke kan undslippe, eller du ser på marxismen som noget, som forholder sig til det, der sker i den virkelige verden. Og hvis teorien er i konflikt med virkeligheden, så er der noget galt ikke med begivenhederne, men med teorien.

En af grundene til, at jeg kom til Storbritannien var for at skrive en bog om Østeuropa. Det var indlysende for mig, at Østeuropa var en forlængelse af det stalinistiske regime i Rusland: statsejendom, den samme plan, den samme stat.

Dette rejste et problem. Nogle kammerater i den Fjerde Internationale kneb udenom det, fx Ernest Mandel, dens ledende teoretiker, der i 1948 skrev, at Rusland var en arbejderstat, men de østeuropæiske lande var kapitalistiske. Men enten var de østeuropæiske lande også arbejderstater, eller også var Rusland det ikke. Du kan ikke få i pose og sæk. Hvis nu de østeuropæiske landene var arbejderstater, har det mange konsekvenser. Den første er, at kernen i marxismen, at arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk, slet ikke gælder. Arbejderne spillede overhovedet ingen rolle i etableringen af de stalinistiske regimer. Selv i Kina kom den kinesiske arbejderklasse sig aldrig over de massive nederlag, det led i den kinesiske revolution i 1925-27, og spillede derfor ingen rolle i etableringen af Maos regime. Så hvis du accepterede, at Kina og Østeuropa var arbejderstater, er arbejderklassen ikke afgørende.

Tony Cliff udviklede for 50 år siden teorien om statskapitalisme

Hvis arbejderklassen ikke er afgørende, er det meningsløst at hævde, at ideer er vigtige. Hvad skal du med ideer hvis du har tanks? Derfor forkaster du arbejderklassen som en aktør i historien. Du forkaster de marxistiske ideer som en vigtig faktor.

Eller du kan i stedet sige, at der er noget galt med teorien. Jo mere overbevist du er om grundlæggende marxistiske ideer, jo mere er du klar til at forkaste ting, som er mindre vigtige i forhold til disse grundlæggende ideer. Hvis du er virkelig overbevist om dine ideer, kan du se virkeligheden i øjnene.

Shawki: Hvad var de teoretiske spørgsmål som begrebet om statskapitalisme først kæmpede med?

Cliff: Halvfems procent af teoriudvikling er ikke svarene, men spørgsmålene. Når du stiller spørgsmålene, kan du se nye teoretiske muligheder. Du stiller spørgsmålet: Hvorfor tog Trotskij det for givet, at det stalinistiske bureaukrati ikke ville overleve krigen? Hvorfor tog Trotskij det for givet, at Rusland var en arbejderstat? Trotskij definerede Rusland som en arbejderstat på grund af ejendomsformen, statslig ejendom, afskaffelsen af privatejendom. I Det Kommunistiske Manifest, definerede Marx kommunismen i en enkelt sætning: Afskaffelsen af privatejendom. Og desuden kom statsejendom i Rusland som et resultat af den proletariske revolution.

Spørgsmålet bliver så, hvad er forholdet mellem ejendomsformen og produktionsforholdene? Marx forklarede i Filosofiens elendighed, at privatejendom er en juridisk abstraktion, fordi privatejendom eksisterede både under slaveri, livegenskab og kapitalisme. Det er altsammen privatejendom, men slaveri, livegenskab og kapitalisme er ikke det samme. Formen er privat ejendom, men indholdet, de sociale relationer, er forskellige. Hvis formen og indholdet ikke er knyttet til hinanden, og du kan have privatejendom med kapitalisme eller med slaveri, så kan du også have kapitalisme med privatejendom eller med statslig ejendom.

Livegenskab er normalt forbundet med feudalherren på godset og med livegne i landsbyerne omkring godset. Men der var også livegenskab forbundet med den katolske kirkes ejendomme, en fjerdedel af al ejendom i Europa. Der var livegne, men der var ingen godsejer og ingen arverettigheder. Kirkens ejendom blev kaldt de fattiges fædrearv. Antagelsen var, at den ikke var privat ejet. Så ejendomsformen i sig selv betyder ikke noget.

Desuden forklarede Trotskij, hvorfor han troede bureaukratiet var så ustabilt. Han troede der stadig var to kræfter i Rusland: arbejderklassen som kæmpede for statslig ejerdom, og de kapitalistiske kræfter som kæmpede for at genindføre privatejendommen.

Trotskij antog, at bureaukrati optræder, som han formulerede det, i distributionsprocessen.

Han siger, at når der er en kø, skal der være nogen til at kontrollere den, og politiet som kontrollerer køen plejer dets egne interesser. Kilden til køen er knaphed. Men det teoretiske spørgsmål som må stilles er: Hvorfor er der knaphed?

I Rusland kunne de sende mennesker til månen, men de kunne ikke bygge huse nok. Bureaukratiet bestemmer, hvordan man skal distribuere lejligheder, klæder eller mad. Men før det optræder bureaukratiet også i afgørelsen om, hvorvidt man skal producere lejligheder eller maskiner, tungindustri, kampvogne og fly. Derfor optræder bureaukratiet ikke bare i distributionsprocessen, men også i produktionsprocessen.

Det næste spørgsmål, som opstår teoretisk er, hvorfor prioriteringen er tungindustri, militærisme. Hvor kommer disse prioriteringer fra? Er det fordi Stalin er en så ond, at han ikke ønsker, at folk skal have det godt ved at kunne få forbrugsgoder? Det forklarer ingenting.

Trotskij omtaler bureaukratiet som parasitisk, at der ikke er nogen dynamik i produktionen. Men hvis denne dynamik ikke findes, må der være en anden grund til, at arbejderne undertrykkes. Marx argumenterede i Kapitalen for, at anarkiet i den kapitalistiske produktion er bagsiden af tyranniet i det enkelte firma. Fordi kapitalister konkurrerer indbyrdes må de akkumulere for at overleve. For at akkumulere må de udbytte arbejderne mere og mere. Derfor er anarki og tyranni to sider af samme sag.

Hvad var den anden siden af Stalins tyranni? Hvilket anarki måtte Stalin forholde sig til? Anarkiet var presset fra verdenskapitalismen, og presset fra verdenskapitalismen dengang antog hovedsagelig militære former. Derfor kom jeg til den konklusion, at de samme love, som Marx havde omtalt vedrørende det enkelte kapitalistiske firma, også kunne anvendes på Rusland som en kapitalist, som en kapitalistisk enhed.

Betegnelsen statskapitalisme passer bedst på virkeligheden.

Shawki: Hvordan hjalp den nye teori til at klargøre den trotskistiske bevægelsens blindgyde?

Cliff: Det teoretiske gennembrud, som statskapitalismen gav, var vigtig. Det blev umiddelbart klart for os, at Trotskijs perspektiver var forkerte. Der var ikke noget stort spillerum for revolutionære. Stalinisterne selv optog et vældigt stort område, og på samme tid gav stalinismen indirekte støtte til reformismen. Og reformismen havde solid støtte på grund af efterkrigs-boomet. Det, som derfor var indlysende var, at i den umiddelbare fremtid spærede stalinismen på den ene siden og reformismen på den anden, vejen for os. Det var deprimerende, men vi måtte se virkeligheden i øjnene og udvikle realistiske perspektiver. Det betød, at vi måtte undersøge stalinismens natur, finde rødderne til dens ødelæggelse, og på samme måde med reformismen.

Marx skrev om kapitalismen, at "alt fast og solidt fordufter." Dette gælder også statskapitalismen og reformismen. Da den ungarske revolution fandt sted i 1956, sov jeg ikke i fire nætter, men lyttede til radioen i stedet. Det bekræftede, at stalinismen ikke var en monolit, at der var klassekamp, at arbejderne rejste sig.

Teorien gav os også grundlaget for at fortsætte kampen. For at fortsætte kampen må du forstå perspektiverne. Derfor var teorien fundamental for vor overlevelse. For 50 år siden blev organisationen grundlagt - vi var otte dengang. Vi overlevede, og vi voksede, mens meget større organisationer baseret på forkerte teorier og perspektiver kollapsede.

Shawki: Hvilke konklusioner bør revolutionære drage af de store forandringer, der er sket i stalinismen og kapitalismen de sidste år?

Cliff: De stalinistiske regimers sammenbrud i Rusland og Østeuropa i 1989 åbnede et stort spillerum for revolutionær socialisme i hele verden. Sammenbruddet havde massive konsekvenser for den stalinistiske verdensbevægelse. I nogle tilfælde gik kommunistpartierne praktisk talt i opløsning, fx i Storbritannien. Andre steder har kommunistpartierne meget større indflydelse, de er meget større. Men også i disse tilfælde har der vært en radikal forandring i partiets natur. I Sydafrika, i Frankrig, i Italien blev kommunistpartiet tilhængere af markedet og privatisering. De er ligesom de højredrejede socialdemokratier.

Efter krigen og indtil de tidlige 70ere, havde vi den længste opgangsperiode i kapitalismens historie. På samme tid indførte de reformistiske partier reformer. Labour-regeringen fra 1945 til 1951 opretholdt kapitalismen, men samtidig opnåede den store forandringer i arbejdernes interesse. Sundhedsvæsenet og sygesikringen blev indført. Det samme gjorde 40-timers ugen. Hvert år blev der bygget 200.000 kommunale boliger. Til sammenligning blev der kun bygget 600 i 1996. Jernbanerne, minerne, gas, elektricitet var statsejede - 20% af industrien var offentlig ejet. Reformistiske politikere gav os reformer, og derfor var regeringen populær. Fra 1945-51, var der 43 genvalg. Labour vandt 42 af 43, et fantastisk resultat.

Tingene har forandret sig siden da. Så længe kapitalismen ekspanderer, og kapitalisten kan få en stor profit, kan arbejderne får nogle små indrømmelser i form af god løn eller sociale tjenester.

Men hvis kapitalismen stagnerer, må arbejderne give goderne fra sig. Man kan ikke have kapitalisme uden profit. Nu møder vi reformistiske partier, som ikke giver reformer. Under den sidste Labour-regering, fra 1974-79, blev der ikke indført nogen betydningsfulde reformer. Da Lenin sagde, at den eneste måde at opnå reformer på, er ved revolutionær kamp, gjaldt det i Rusland i 1905. Det gjaldt ikke i Storbritannien i 1950erne, 1960erne og 1970erne. Det gjaldt ikke i Europa efter krigen. Det gjaldt ikke i USA i lang tid. Arbejderne opnåede reformer uden revolutionær kamp. Men reformvejen blev lukket. Det er meget vanskeligere at opnå reformer nu end for fx 10 år siden. Dette er en af grundene til, at de reformistiske ledere lover mindre end de plejede, og har bevæget sig massivt til højre.

Ved at mobilisere lokalbefolkningen, trods socialdemokraternes modvilje, blev det britiske fascistparti, National Front, knust

Imidlertid har arbejderne ikke nogen tro på, at de kan opnå reformer ved revolutionær kamp. De har ikke nok selvtillid, nok enhed, nok erfaring fra en arbejderklasse i kamp. De har heller ikke nogen tro på, at reformistiske politikere vil indføre reformer. Derfor er der en høj grad af apati, og en vældigt modsætningsfyldt bevidsthed blandt arbejdere. Deres bevidsthed er modsætningsfyldt på grund af situationen. Der er både meget vrede og mangel på selvtillid. Vreden kommer fordi situationen bliver værre og værre med dårligere betingelser og utryghed. Mangelen på selvtillid kommer efter flere år med bureaukratisk kontrol, med et lavt klassekampniveau. Og med denne kombination nikker de med hovedet når du siger "nu kan det være nok". Men når du siger "lad os gøre noget ved det", så hedder det "vent, jeg er ikke sikker. Jeg er enig med dig, men vore kammerater er ikke klar".

Spørgsmålet er, hvordan man bygger broer til disse folk, som er delvis enig med dig, men som stadig er uenig på andre punkter. Problemet er hele tiden, at finde broer til det, vi har tilfælles uden at begrænse os til dette og stadig kunne rejse spørgsmål, de ikke er enige med os i. Vi må være i stand til at stryge hunden med hårene og mod hårene næsten på samme tid.

Vanskeligheden er, at til trods for krisen og åbningerne for det revolutionære venstre, er vi stadig marginale. Problemet for os er, at vi i lang, lang tid, har vært en propagandaorganisation. Selv nu bruger vi 90% af vor tid på propaganda - diskuterer ideer, sælger aviser, snakker med individuelle arbejdere. Højst 10% er agitation. Vi må gentage argumentet om, at den eneste vej til reformer er revolutionær kamp. En stor sejr kan blive et signal, som giver selvtillid til arbejdere andre steder.

Shawki: Hvordan berører opblomstringen af det fascistiske højre i Europa de revolutionære perspektiver?

Cliff: Vi står over for virkelige farer. Reformismens krise giver spillerum for revolutionære, men den giver også plads til fascisterne. I Frankrig i 1981 var der præsidentvalg. Socialistkandidaten, Francois Mitterand, fik 57% af stemmerne. Fascistkandidaten, lederen af Front National, Le Pen, fik mindre end 1 procent. Fjorten år med socialistisk styre, Mitterand døde, og der var nye præsidentvalg. Socialistkandidaten, Jospin, fik 23% af stemmerne, Le Pen fik 15% og den konservative Chirac vandt præsidentvalget.

I Italien dominerede de kristelige demokrater og socialisterne politikken i mange årtier og har ikke indført reformer i mange mange år. Ved valget i 1994 fik de kristelige demokrater et lillebitte antal pladser i parlamentet, og socialisterne fik ikke en eneste plads. Fascisterne fik 115 pladser. Men partiet, som blev størst i det italienske parlament var PDS, det tidligere kommunistparti, med over 200 pladser. Grunden er enkel. Socialisterne havde dannet regering to gange. Kommunisterne kunne sige, "Vi har aldrig været i regering. Vi er ikke ansvarlige for korruptionen".

Situationen er ekstremt dynamisk. Jeg nævnte højrefløjens vækst i Frankrig, men på samme tid har der været massive strejker, som har lammet regeringen. Også i Italien: Silvio Berlusconi, fra højrefløjen gik i regering i alliance med fascisterne. Seks måneder senere faldt regeringen som et resultat af massestrejker.

Jeg tror ikke, den ene fløjs sejr over den anden er uundgåelig. Det vil i stedet bølge frem og tilbage i lang tid, ikke som i 1930erne.

Jeg husker 1930erne, og jeg har følelsen af at se den samme film for anden gang - massearbejdsløshed, opblomstring af racisme, fascisternes vækst. Men denne gang går filmen meget langsommere. I Tyskland gik der meget kort tid fra krakket i 1929 til den dybe krise i 1930-31. Arbejdsløsheden nåede otte millioner på en gang. Der er i dag 4,7 millioner arbejdsløse i Tyskland, men krisens styrke og indflydelse på arbejdernes liv er meget mindre end i 30erne. Dengang var der ikke arbejdsløshedsunderstøttelse. Så arbejdere sulter ikke nu, ting er ikke så ekstreme som de var i 30erne. Men tendensen er ligesom i 30erne, selvom tempoet er meget lavere. Det betyder, at det er lettere at stoppe den end i 30erne.

Vi må bekæmpe fascisterne, men også prøve at stoppe de betingelser, som gør, at fascismen vokser. Og disse betingelser er frustration, skuffelse og lidelse. Socialisme er en håbets bevægelse; fascisme er en fortvivlelsens bevægelse. Reformisternes tragedie er, at de ikke kan give noget håb, og at de ikke ved, hvordan de skal tackle fortvivlelsen.

I 1977 var fascisterne i Storbritannien, National Front, virkelig på fremmarch og havde sandsynligvis 30-40.000 medlemmer. Vi satte os for at stoppe dem. Så 2000 af os drog til Lewisham i sydøst-London, hvor National Front skulle marchere, og hvor mange sorte mennesker bor. Og 2000 af vore kammerater mobiliserede omkring 10.000 af den lokale sorte ungdom. Sammen brød vi gennem politispæringenerne og knuste National Front. Men samtidig sagde Michael Foot, næstformand i Labour, at han ikke vidste hvem, der var værst, os eller National Front. Han kaldte os "røde fascister". Socialdemokrater er uegnede til at bekæmpe fascister. De er vant til parlamentarisk demokrati, til det legale system, og de ved ikke, hvordan man organiserer folk i gaderne.

Det var det samme i 1930erne. I Storbritannien i 1936 forsøgte Mosleys sortskjorter at marchere gennem Cable Street, et jødisk område i øst-London. Kommunistpartiet mobiliserede 100.000 mennesker, og de stoppede Mosley. Labour sagde til folk dengang, "tag ikke til øst-London. Bliv hjemme. Lad dem marchere."

Endnu mere chokerende er de tyske reformisters uduelighed da Hitler kom til magten. Jeg husker da Hitler blev statsminister i Tyskland den 30. januar 1933. Lederen af det socialdemokratiske parti i Rigsdagen sagde til folk, at de ikke skulle bekymre sig, der var kun seks nazister i regeringen. Flertallet i regeringen var konservative. I skal ikke bekymre Jer, for præsidenten er ikke nazist, han er den konservative feltmarskal Hindenburg. I skal ikke bekymre Jer for om nogle få måneder, er der valg. Så forbød Hermann Göring, den nazistiske indenrigsminister, kommunistpartiet og arresterede mange af socialistkandidaterne til Rigsdagen. Nazisterne vandt derefter valget.

Fagbevægelsens ledere udtalte, at "i over 60 år har vi samarbejdet med socialdemokratiet. Fra nu af, skal vi samarbejde med det Nationalsocialistiske parti i Tyskland." Hitler sagde tusind tak og forbød så fagforeningerne.

Shawki: Hvilken relevans har teorien om statskapitalisme i dag?

Cliff: Reformismens krise og stalinismens sammenbrud har skabt en fantastisk åbning for revolutionær socialisme. Det er meget lettere at opbygge en revolutionær organisation nu end det var for 20 eller 30 år siden.

Stalinismen marginaliserede og isolerede trotskismen ganske effektivt. Trotskister var i det hele taget bittesmå grupper med næsten ingen indflydelse. Aldrig før havde revolutionære været så marginaliseret. Selv i begyndelsen af dette århundrede havde de marxistiske kræfter været mere indflydelsesrige end trotskister nogensinde var. Stalinismen repræsenterede en massiv politisk tilbagegang for den internationale arbejderbevægelse.

STATE CAPITALISM IN RUSSIA Tony Cliffs klassiske tekst 377 sider 75 kr. Internationale Socialisters Forlag Postboks 642, 2200 Kbh. N

Hvis vi ikke var klar over, at stalinismen var nødt til at bryde sammen p.g.a. dens egne indre modsætninger, kunne vi ikke forbinde os med arbejderbevægelsens gamle revolutionære tradition - fra Chartistbevægelsen i Storbritannien i 1840erne til Pariserkommunen i 1871 til den russiske revolution i 1917. Teorien om statskapitalismen forbandt fortidens revolutionære tradition med fremtidens genopblomstring af den revolutionære massebevægelse.

Da vi startede i Storbritannien, var vi den klart mindste gruppe blandt de trotskistiske organisationer. De større organisationer er gået i opløsning, men vi har overlevet. Grunden er enkel: teorien om statskapitalisme. Da stalinismen kollapsede, blev vi ikke ramt. Tværtimod, vi fik bekræftet vore ideer, mens de mistede troen på deres. For en revolutionær organisation, er det allervigtigste at have tiltro til sine ideer.

På grund af vor statskapitalismeteori, så vi ikke på socialismen som statsejendom, men udfra arbejderklassens egenaktivitet. Dette bragte os tilbage til marxismens kerne. Det faktum, at vi altid stoler på aktivitet nedefra, betyder, at vi ikke bliver demoraliserede når en strejkebevægelse går i den forkerte retning. Ikke alle strejker vindes: mange strejker bliver forrådt af fagbureaukratiet. Men vi er ikke ansvarlige for strejkens nederlag. Vi argumenterer korrekt for den rigtige politik, den rigtige taktik, den rigtige strategi for kæmpende arbejdere.

Vore ideer holdt os levende. Det tog 10 år for vor lillebitte gruppe at vokse fra otte til 60. Så, i løbet af et par år, var vi 400. Så stagnerede vi på 400 mellom 1964 og 1968. Med Vietnamkrigen voksede vi fra 400 i april 1968 til 1000 i oktober 1968. Igen og igen går det fremad, så stagnation, til og med lidt tilbagegang, så et spring frem. Det er ikke fordi vi er mere talentfulde i dag. Det er på grund af det grundlag, vi lagde fra starten, at vi kan gøre det lidt bedre næste gang.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 6.4.01