Socialistisk Revy nr. 7 - Side 18 - September 1998  

Nu starter pølsefabrikken igen

Selv med små illusioner om uddannelsessystemet, vil de nye studerende blive skuffede over deres uddannelse. Martin Johansen begrunder her, at uddannelsessystemet først og fremmest tjener erhvervslivets profitjagt - ikke de studerende

Forventningerne til fremtiden var utvivlsomt store, da omkring 45.000 nye studenter den 1. september startede på en af de videregående uddannelser. Men det store frafald - på mange uddannelser over 30 pct. - studieskift, følelse af ensomhed og utilstrækkelighed vidner alt sammen om, at forventningerne ikke bliver opfyldt.

De studerendes forventninger er ellers relativt beskedne og meget menneskelige. En ny undersøgelse peger på, at for de flestes vedkommende drejer uddannelsen sig om dels at få et arbejde, der hele tiden giver nye udfordringer, dels at få en balance mellem privatliv og karriere. En undersøgelse fra sidste år viste, at halvdelen af de nye studerende ønskede en videregående uddannelse for at fordybe sig, og 29 pct. valgte bevidst sundheds-, pædagog- og humanistiske uddannelser for at gøre noget for andre mennesker. Kun et lille mindretal vælger uddannelse for at tjene penge og komme til tops i samfundet.

Alligevel er der en stor frustration over, at de videregående uddannelser ikke lever op til forventningerne. Øjvind Larsen, lektor på Handelshøjskolen, skrev i Information: "Det moderne universitet er blevet en fabrik." Og Peter Hyldgård kommenterede i samme avis: "Billedet af universiteterne som en fabrik er ikke nyt. Ofte kaldes de for pølsefabrikker: Et sted, hvor man producerer en billig metervare, kandidaterne i en jævn strøm, og hvor det blot er et spørgsmål om at få så mange igennem systemet så hurtigt som muligt."

Hyldgård kritiserer det såkaldte taxametersystem, hvor universiteternes bevillinger tildeles efter antallet af studerende, for at være årsag til miseren. På linie med dette sagde Jørgen Gleerup, lektor ved Odense Universitet: "Mar-kedsorientering kan friste til forfladigelse. Vi risikerer universiteter, der udelukkende løber rundt efter flere studerende og ekstra bevillinger."

Kritikerne har utvivlsomt ret i, at taxametersystemet og markedsorienteringen bærer en stor del af ansvaret for, at kvaliteten på de videregående uddannelser er faldet. Gennem de seneste år er antallet af studerende pr. underviser steget voldsomt på de fleste fag, hvilket fører til stigende brug af forelæsninger, hvor muligheden for at stille spørgsmål og for at føre en diskussion mellem undervisere og studerende er meget ringe. Tit foregår forelæsningerne i overfyldte lokaler - Politiken har givet eksempler fra økonomistudiet i København, hvor 410 mødte op til en forlæsning i et lokale med plads til 325, og teologistudiet, hvor 150 mødte op i et lokale med plads til 110.

Kritikken af taxametersystemet rammer dog kun en del af sandheden. Mange af kritikerne har en forestilling om, at universiteternes rolle handler om "sandhed, samtale og demokrati". Men forestillingen om universitetet som arnestedet for åndsfrihed, sandhed og demokrati er en romantisk, akademisk illusion, som bygger på forestillingen om, at universitetet selv definerer sin rolle i samfundet.

I virkeligheden bliver hele uddannelsessystemet i langt højere grad formet af kræfter, som ligger udenfor, nemlig arbejdsmarkedets krav. Kort fortalt udgør uddannelsessystemet den mekanisme, hvormed kapitalismen kan forme det menneskelige materiale, så det passer bedst muligt til kapitalens jagt efter profit. Uddannelsessystemet skal reproducere den klassestruktur, som modsvarer den måde, som produktionen og udbytningen foregår på. Og i og med at produktionen over tid forandrer sig, så forandres også kravene til uddannelsessystemet.

Det er indlysende for de fleste, at denne sammenhæng gælder for den grundlæggende uddannelse, som alle mennesker skal igennem. Det moderne produktionsapparat kræver et vist universelt niveau af læse-, skrive- og regnefærdigheder, som middelalderens landbrugssamfund ikke gjorde. Og det er lige så klart, at de faglige uddannelser er tæt forbundet til den teknologiske udvikling.

Men sammenhængen mellem kapitalismens struktur og uddannelsessystemet slår også igennem overfor de videregående uddannelser. Man kan se det konkret i de planer, som diverse under-visningsministre har udarbejdet for universiteternes fremtid. Sidste år fremlagde daværende undervisningsminister, Ole Vig Jensen, en rapport, som primært handlede om, hvordan erhvervslivet kan øge sin indflydelse på uddannelserne. Rapporten indeholdt bl.a. forslag om, at erhvervslivet skal have repræsentanter i de styrende organer på skoler og universiteter samtidig med, at de studerendes indflydelse er blevet begrænset. Erhvervsfolk skal kunne virke som censorer og undervisere. Virksomhedspraktik skal indføres på alle niveauer i uddannelsessystemet, og firmaer skal kunne sponsorere udvalgte områder af forskning og undervisning. Rapporten var udarbejdet på baggrund af interviews med virksomheder som Carlsberg, Danfoss, Lego og Den Danske Bank.

Mange studerende og undervisere på de videregående uddannelser har reageret med stor skepsis overfor denne erhvervsretning og opfatter det som et brud på universiteternes åndsfrihed. Men universiteterne har altid været bundet til kapitalens behov, også før eliteuniversitetet blev forvandlet til masseuniversitetet. Det gamle eliteuniversitet tjente som udklækningsanstalt for den herskende klasse og den del af middelklassen, som direkte tjente den herskende klasse, dvs. grupper som advokater, embedsmænd i statsapparatet, lektorer og ingeniører. Studerende blev næsten udelukkende rekrutteret fra den herskende klasses egne rækker, og der var derfor relativt stor overensstemmelse mellem de studerendes krav til uddannelserne og uddannelsessystemet selv.

Men med den vedvarende teknologiske fornyelse i industrien i perioden efter 1945 har dette billede ændret sig radikalt. På den ene side stillede konkurrencen krav om, at produktionen hele tiden blev udvidet og effektiviseret, hvilket førte til en langt højere anvendelse af teknologi og videnskab i produktionen. Dermed blev der er stort behov for teknisk uddannede på mange niveauer - forskere i naturvidenskab, ingeniører og faglærte arbejdere, selv de ufaglærte skulle uddannes og skiftede navn til 'specialarbejdere'.

På den anden side krævede denne udvikling, at industrien blev understøttet af en stor offentlig sektor, hvilket igen betød masseproduktion af arbejdskraft med mellemlange eller lange videregående uddannelser: Læger og sygeplejersker til at sikre, at tilskadekomne eller syge arbejdere kunne lappes sammen hurtigst muligt. Pædagoger til at passe lønarbejdernes småbørn. Socialrådgivere til at lempe udstødte grupper tilbage på arbejdsmarkedet. Og naturligvis administratorer i stort antal til at knytte det hele sammen.

I dag betyder uddannelsernes kvalitet mindre for regeringen. Det vigtigste er, at så mange kommer igennem så hurtigt og så billigt som muligt

Dermed skete der en eksplosion i antallet af studerende. Ved Københavns Universitet blev antallet af studerende fordoblet fra 1959 til 1964 og igen fra 1964 til 1968. I midten af 50'erne blev der årligt produceret ca. 700 kandidater fra universiteterne. Tyve år senere var tallet over 3.500, og i dag ligger det på omkring 8.000. Mellem 1965 og 1975 blev der åbnet tre nye universiteter i Danmark samt en række højere læreanstalter.

Dette skabte et nyt lag af lønarbejdere, de akademiske lønarbejdere. Alex Callinicos beskriver i bogen The Changing Working Class, hvorledes dette lag er sammensat: "1. En lille minoritet, som er kapitalistklassens lønnede medlemmer, og som deltager direkte i beslutninger, som vedrører kapitalakkumulationen; 2. En meget større gruppe, den 'nye middelklasse', bestående af højtlønnede funktionærer, som primært besidder managements- og overvågningspositioner mellem arbejdere og kapitalen; 3. Flertallet - almindelige lønarbejdere, der har lige så lidt kontrol over deres arbejde som manuelle arbejdere og ofte ringere betalt."

Grænserne mellem de tre grupper er ikke knivskarpe. Det betyder, at de akademiske lønarbejdere, mens de er under uddannelse eller i starten af deres karriere, i det mindste kan drømme om at få et meningsfyldt og udviklende arbejde, som den førnævnte undersøgelse peger på. Men for langt de flestes vedkommende er den barske virkelighed, at de ender i underordnede stillinger i den offentlige administrations samle-båndsfabrik, hvor deres arbejdsfunk-tioner bestemmes af politikere og overordnede embedsmænd, ikke af dem selv.

Af denne grund er det ikke noget problem for politikerne at udvide optaget af studerende - målsætningen er, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse - uden at give de nødvendige bevillinger til ekstra lærere og lokaler. For den herskende klasse er det vigtigere at uddanne lønarbejdere, der lydigt parerer ordre og kan bestride deres erhvervsfunktion, end at træne de studerende i kreativitet og selvstændig tænkning. Uddannelsessystemet indeholder naturligvis plads til at eksperimentere med disse sider, men når økonomien presser, kommer den rene samlebåndsproduktion af kandidater til at veje tungere end uddannelsernes kvalitet. Derfor er det fra systemets side også meget logisk, når undervisningsminister Margrethe Vestager lancerer ideen om, at bruge SU'en til at styre de studerende endnu hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Det er dette pres fra erhvervslivet og økonomien, der afføder frustrationen over, at der er så stor afstand mellem de studerendes forventninger, og hvad uddannelsessystemet faktisk kan præstere. Men hvis studerende og undervisere vil gøre op med universitetet som en pølsefabrik og gøre op med den faldende kvalitet i uddannelserne, så ligger svaret ikke inden for uddannelsessystemets egne rammer. Svaret ligger ikke i at diskutere åndsfrihed og akademiske dyder, men i et opgør med den funktion, som uddannelsessystemet har tiltænkt kandidaterne.

Det var netop et sådant opgør med de kapitalistiske erhvervsfunktioner, som var en af de bedste sider ved studenteroprøret i 70'erne. Mange studenter ønskede et opgør med kapitalismen og begyndte derfor at se kritisk på deres rolle som kommende akademikere. I stedet forsøgte de at omdefinere deres rolle fra at være systemets udvalgte folk til at understøtte den modsatte side i samfundet, arbejderklassen.

Resultatet blev de såkaldt 'fagkritiske' rapporter, hvor studenter i samarbejde med arbejdere og fagforeninger gik tæt på forhold som arbejdsmiljø, akkordræs og det fagretlige system. Rapporterne ramte faktisk en nerve i arbejderklassen. LO-konsulent Jørgen Elikofer skrev om en af rapporterne i 1972: "Man er ved at sige til sig selv, at dette helvede af en arbejdsplads, der her er beskrevet, enten hører fortiden til eller er den rene opdigtning. Men taler man med folk, der til daglig går under disse forhold, så bliver der nikket genkendende."

Det væsentlige i det fagkritiske arbejde er, at drivkraften ikke var en slags medlidenhed med arbejdere og udstødte, men de studerendes eget ønske om at få et indhold og kvalitet i studierne, som de kunne stå inde for.

Kravet til nutidens studerende er i virkeligheden det samme - at stille sig kritisk overfor de akademiske erhvervsfunktioner og kritisk overfor akademikernes samfundsmæssige placering. I og med at uddannelserne tjener til at genskabe en bestemt klassestruktur efter, hvad der tjener erhvervslivet bedst, så ligger løsningen på uddannelsernes faldende kvalitet ikke i at diskutere, om akademikerne skal spille en rolle i den politiske kamp, men hvilken.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 18.10.1998