![[ Indhold nr. 7 ]](../img/to_top.gif){kind=small}
Ensomhed, alkoholisme og fordummende tv-quizzer er ikke tilfældige fænomener, men skyldes den måde, det kapitalistiske samfund fungerer på. Frank Antonsen forklarer her Marx' teori om fremmedgørelse
Det er paradoksalt, at netop i de største byer, hvor der er allerflest mennesker, kan den enkelte føle sig allermest ensom. Det er ligeledes grotesk, at de rigeste og mest teknologisk udviklede samfund også er de samfund, hvor flest begår selvmord, føler sig deprimerede eller bliver misbrugere af alkohol og narkotika. Og jo flere kanaler, der kommer på fjernsynet, desto flere klichefyldte sæbeoperaer, quizzer og talkshows får vi, programmer, der alle sammen ligner hinanden mere og mere.
Forklaringen på disse paradokser skal ikke søges udelukkende inden i folks hoveder, i individernes psykologi. Tværtimod hænger problemerne tæt sammen med selve den måde, samfundet er bygget op på. Forklaringen findes i den marxistiske teori om fremmedgørelse, en teori, der ofte er blevet overset, men som faktisk er et af den revolutionære socialismes vigtigste og mest centrale begreber.
Marx begyndte selv med studiet af fremmedgørelse, og han analyserede sig frem til, at det er klassedeling og kapitalisternes kontrol over produktionsmidlerne, der fører til fremmedgørelse. Arbejderen mister kontrollen over sit eget arbejde, bliver blot en del af en maskine og bliver reduceret til en vare. Arbejderen tingsliggøres, dvs. bliver gjort til en ting, en abstrakt størrelse, hvor der helt ses bort fra individuelle egenskaber, evner, følelser og ønsker. Som Marx skrev allerede i 1844, fire år før manifestet, i Økonomiske og filosofiske manuskripter:
"... arbejdet bliver noget uden for arbejderen, dvs. det er ikke en del af hans inderste væsen; derfor bekræftiger han ikke sig selv gennem sit arbejde, men fornægter sig selv, føler sig elendig og ikke lykkelig... Han føler sig hjemme når han ikke arbejder og ikke hjemme når han arbejder. Hans arbejde er derfor tvunget og ikke frit... Det er derfor ikke tilfredsstillelsen af et behov men derimod blot et middel til at opfylde behov uden for en selv. Dets fremmedgjorte karakter ses tydeligt af den kendsgerning, at det skys som pesten når der ikke længere er nogen tvang."
Det eneste, der er til fælles for alle kulturer til alle tider, og det eneste, der derfor udgør menneskets "natur", er arbejdet; det at vi omformer vore omgivelser efter vore behov. Det er denne bevidste omformning af omgivelserne, der adskiller mennesket fra de andre dyr. Både bier, myrer og bævere kan bygge imponerende bygningsværker, men de er styrede af instinkter, så deres bygningsværker og metoder ændrer sig i det store hele ikke. Menneskets bygninger og metoder ændrer sig derimod hele tiden. Selv den dårligste arkitekt har et billede inden i sit hoved, en bevidst plan, som arbejdet udføres efter, og planen kan oven i købet ændres undervejs.
Men det, at arbejderen bliver tvunget til at sælge sin arbejdskraft og arbejde på noget han eller hun ikke har nogen kontrol over eller indflydelse på, gør at arbejdet og arbejderen selv bliver fremmedgjort.
Kimen til fremmedgørelse ligger i, at samfundet er inddelt i klasser, hvor den ene, kapitalisterne, ejer alle produktionsmidlerne og derved tvinger andre til at arbejde for sig på sine betingelser. Men denne fremmedgørelse forstærker også klassedelingen, idet klassedelingen bliver skjult bag markedsmekanismer hinsides nogens kontrol. Alle menneskelige relationer bliver til transaktioner.
![[ Shopping ]](07shop.jpg)
Fænomener som shoppingture og lykkepiller florerer,
fordi det kan bryde kedsomheden ved det daglige fremmedgjorte
arbejde |
Disse mekanismer og denne klassedeling forekommer i første omgang som noget "ydre", noget uden for det enkelte menneske, dernæst som noget "evigt" og "naturligt."
Derfor betragter det fremmedgjorte menneske fx klassedelingen som noget naturligt, der altid har været der, og ikke noget, som det virkeligt er tilfældet, der har en historie, har udviklet sig, og derfor kan ændres. Markedsmekanismerne betragtes som en slags naturlove eller guddommelige kræfter helt uden for menneskets kontrol, uagtet at "markedets" reaktioner skyldes de konkrete mennesker, der køber og sælger varer, værdipapirer o.lign.
Men det er ikke kun arbejdet vi bliver fremmedgjorte over for. Marx nævner fire ting, mennesket fremmedgøres fra:
1) Sit eget produkt - arbejderen har ingen indflydelse på det færdige produkt, har måske ikke engang selv råd til at købe det, fx hvis han eller hun arbejder på en fabrik, der laver luksusbiler.
2) Sin kreativitet, fordi arbejderen i selve produktionsprocessen tvinges til at udføre faste rutiner, uden mulighed for afveksling.
3) Sin menneskelighed - arbejdet fremmedgøres, hvilket leder til fragmentering og tingsliggørelse.
4) Sine medmennesker, mennesket føler sig derfor ensom og isoleret, hvilket kan føre til apati og flugt ind i alkohol, narkotika, sladderblade, fjernsynsprogrammer osv.
Og gennem fremmedgørelsen reduceres mennesket til 1) en ting, en del af en maskine, 2) en vare (arbejdskraften sælges og købes), og 3) sin pengebeholdning, der bliver et mål for menneskets "værdi". Penge bliver den ultimative vare, den alle andre varer måles i forhold til, og som alle andre varer kan byttes til. Marx kalder det varefetichisme, og forklarer:
"Arbejderens værdi stiger eller falder i overensstemmelse med udbud og efterspørgsel, og selv i den fysiske forstand bliver hans eksistens, hans liv, behandlet som et udbud af en vare... Lige så snart ... kapitalen ... ikke længere eksisterer for arbejderen, eksisterer han ikke længere for sig selv; han har intet arbejde, og derfor ingen løn, og siden han ikke eksisterer som et menneske, men som en arbejder, kunne han lige så godt blive begravet, sultet til døde osv... Kapitalens eksistens er hans eksistens, hans liv, for det bestemmer hans livsindhold uafhængigt af ham selv."
Folk er kun noget i kraft af deres arbejde. Dette er et meget udbredt fænomen, fx spørger man ofte nye mennesker, hvad de hedder, og hvad de laver, som om man derved kom til at kende dem bedre.
Marx uddyber:
"Det, der eksisterer for mig gennem pengene, det, jeg kan betale for, dvs. det, penge kan købe, det er jeg... Desto stærkere mine penges magt, desto stærkere er jeg. Mine penges egenskaber er mine."
Den ungarske socialist Lukacs pointerer i sit berømte essay Reification and the Consciousness of the Proletariat, offentliggjort i History and Class Consciousness, at denne gøren mennesket til en vare fører til en øget arbejdsdeling inden for alle grene af samfundet. Hvilket afspejler sig i det enkelte menneske, der på samme måde bliver inddelt i stadig flere uafhængige dele, og helheden går til sidst tabt:
"Hvis vi følger arbejdets udvikling fra håndværk via kooperation og manufaktur til maskinel industri, ser vi en fortsat tendens til større rationalisering, den fremadskridende udrensning af arbejderens kvalitative, menneskelige og individuelle egenskaber. På den ene side brydes arbejdsprocessen ned i stadig flere abstrakte, rationelle, specialiserede operationer, så arbejderen mister kontakten med det færdige produkt, og arbejdet reduceres til en mekanisk gentagelse af specialiserede handlinger. På den anden side, bliver den tid, der skal til for at udføre et stykke arbejde ... omdannet, idet mekaniseringen og rationaliseringen intensiveres, fra blot et empirisk gennemsnit til en objektivt afmålt arbejdstid, som bliver foreholdt arbejderen som en fastlagt og etableret kendsgerning."
Det enkelte menneskes særheder og særlige egenskaber bliver nu mulige kilder til fejl i stedet for kilder til rigdom og mangfoldighed, hvilket betyder en stadig større ensretning og standardisering. Den samme mode, den samme mad og de samme film udbredes over hele kloden. Hylderne i supermarkederne bugner af stort set ens varer, der bare hedder noget forskelligt. I stedet for at føre til en øget mangfoldighed, fører kapitalismen til det stik modsatte.
Det betyder også, at stadig flere aspekter af livet underlægges markedet. Selv kontakter mellem mennesker er blevet til en vare og formidles af kontaktbureauer, og ulykkelighed og depressioner køber man sig fra ved shoppingture, statussymboler eller Fontex. En af de seneste trends er "livsstilsprodukter", hvor man køber sig til en livsstil. Reklamerne prøver at bilde folk ind, at et bestemt produkt hører sammen med en bestemt livsstil. Noget så intimt og levende som seksualitet bliver til en vare, en død ting, gennem prostitution, pornografi og telefonsex. Underholdning er blevet en vare, og for at kompensere for manglende spænding i ens fremmedgjorte tilværelse, kan man købe skrabelodder eller tippe, eller man kan læse om de riges tilværelse for på den måde at flygte fra kedsomheden. I en evig jagt på profit, må markedet konstant udvides, enten ved at erobre nye lande eller ved at indordne stadig flere af livets aspekter under sig.
Lukacs forklarer:
"Tingsliggørelsen betyder, at et samfund lærer sig at tilfredsstille alle sine behov vha. udveksling af varer. Adskillelsen af producenten fra hans produktionsmidler, opløsningen og ødelæggelsen af alle 'naturlige' produktionsenheder.. og alle sociale og økonomiske betingelser nødvendige for den moderne kapitalismes opdukken tenderer mod at 'erstatte' relationer, som tydeligere fremviser de menneskelige relationer, med rationelle, tingsliggjorte relationer... Men dette medfører, at princippet om rationel mekanisering og beregnelighed må omfatte alle livets aspekter."
Denne fremadskridende rationalisering tillader borgerskabet, som sidder på produktionsmidlerne, at påtrykke samfundet en tingsliggjort, forstenet og fragmentarisk "orden". Den herskende klasses ideologi er den herskende ideologi, som Marx formulerede det.
Således hedder det fra "officiel" side, at menneskets natur er grådighed, evig konkurrence med sine medmennesker i en konstant jagt på at skrabe til sig. Men historien viser, at det er mennesket under kapitalismen, der bliver sådan, at det er kapitalismen, der skaber sådanne mennesker. I virkeligheden er grådigheden ikke indbygget i mennesket. Ikke engang under kapitalismen er mennesket bare grådigt, fx giver mange gerne et par kroner til diverse indsamlinger, og undersøgelser viser også, at mange gerne vil betale lidt mere for varer, hvis det betyder, at arbejderne og miljøet får bedre forhold.
Den officielle, herskende ideologi ser ofte ikke sammenhængen mellem forskellige problemer, fx fattigdom og kriminalitet, intensivering af landbrug eller industri og forurening, til trods for at mange undersøgelser rent faktisk peger på sådanne sammenhænge.
Rationaliseringen og mekaniseringen fører desuden også til dannelsen af et bureaukrati til at varetage denne ideologiske kontrol og ensretning.
Et måske lidt overraskende eksempel på denne "orden" er uret. Før kapitalismen for alvor slog i gennem havde man også ure, de fleste af dem havde ganske vist kun timevisere, og de blev mest betragtet som en kuriositet. Det er først med industrialiseringen, at det blev nødvendigt, at arbejderne mødte samtidigt, for at maskineriet kunne fungere. Derfor blev uret mere udbredt. Senere fik uret minut- og sekundvisere for at følge med det stadigt større behov for præcision. Samtidig blev børn allerede fra barnsben hevet væk fra deres naturlige miljø, og anbragt i skoler og andre institutioner, for at lære disciplin, dvs. for at lære at gøre, som der bliver sagt, og at komme til tiden. Skolerne tjente, og tjener stadig, først og fremmest til at uddanne folk til gode, produktive, tilpassede arbejdere.
Alt dette betyder også, at fremmedgørelsen tager til i styrke, i takt med at kapitalismen bliver ældre og vokser sig større. Postmodernismen er et godt eksempel på ekstrem fremmedgørelse, hvor alt betragtes som tilfældigt og uden sammenhæng med noget som helst andet - det ultimativt fragmenterede verdensbillede.
Fremmedgørelsen tjener til at skjule samfundets fundamentale mekanismer, klassesamfundet, idet millionæren og arbejderen abstrakt set er lige - de skal begge købe brød, tøj og begge betale for at have et sted at bo. Alle relationer fremstår som vareudvekslinger og ikke som menneskelige relationer og er derfor tilsyneladende uafhængige af mennesker og menneskelige handlinger. Det er en af kapitalismens store selvmodsigelser, at mennesker på den ene side betragtes som værende abstrakt set lige, mens på den anden side at deres "værdi" afhænger af størrelsen på deres pengepung eller bankkonto. Selv om folk abstrakt set er lige, har de ikke samme indflydelse på samfundets udvikling, derfor er det borgerlige demokrati, parlamentarismen, ikke et rigtigt demokrati. Dels betragtes den økonomiske og den politiske magt som værende uafhængige af hinanden, og desuden er det kun den politiske magt, der stemmes om.
Men denne tilsløring af klassesamfundet er aldrig fuldstændig. Arbejderen har det, den italienske revolutionære socialist, Gramsci, kaldte en "dobbelt bevidsthed", hvor den herskende ideologi støder sammen med konkrete erfaringer fra ens eget liv.
Fremmedgørelsen bekæmpes gennem at bekæmpe kapitalens monopol over produktionsmidlerne. Gennem kamp lærer arbejderne at stå sammen og lærer, at de ikke er isolerede og magtesløse, men at de selv kan organisere tilværelsen på en anden måde. Og det er gennem denne kamp, at den dobbelte bevidsthed, konflikten mellem konkrete erfaringer og abstrakt tilegnet viden, kan overvindes. Fragmenteringen og atomiseringen ophæves, i det mindste for en tid. Solidaritet er altså et vigtigt våben i kampen mod fremmedgørelsen.
Men fremmedgørelse vil kun forsvinde, i det øjeblik man ændrer produktionsforholdene helt, fordi den i sidste instans bunder i disse. Altså kan fremmedgørelse ikke overvindes inden for kapitalismen, men kun ved at opbygge et fundamentalt andet samfund, hvor produktionsmidlerne er i fælleseje, og hvor produktionen er planlagt og sker efter behov og ikke profit.
Den bedste strategi mod fremmedgørelse er derfor at opbygge et revolutionært socialistisk parti. På kort sigt, fordi socialister gør en forskel - de kan tage diskussioner op, og påvise manglerne i de forklaringer, den herskende klasse disker op med. Aktive socialister hjælper også med til at mindske isoleringen. På langt sigt, fordi det kun er ved at samle alle revolutionære i et revolutionært parti, at vi en dag får mulighed for at tage kampen op mod fremmedgørelsen og klassedelingen, tage magten og opbygge et fundamentalt nyt system.
Som Lukacs skriver i Historie og klassebevidsthed:
"Arbejderrådene (sovjetterne) udgør tingsliggørelsens politiske og økonomiske nederlag ... Under dets kamp om magten er dets opgaver todelte. På den ene side må den komme ud over proletariatets fragmentering... og på den anden må det bringe økonomi og politik sammen i den proletariske praksis' sande syntese...".
Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 7
Sidst opdateret 16.10.1998