Fra asken og i ilden

Ruslands herskere er gået i panik ved udsigten til en økonomisk katastrofe. Kirijenko-regeringen blev tvunget til at devaluere rublen og true med at standse tilbagebetalingen af udlandsgælden. Jeltsin fyrede Kirijenko og erstattede ham med Tjernomyrdin, der selv var blevet fyret blot fem måneder tidligere. De vestlige banker er nu forfærdede over muligheden for Ruslands sammenbrud.

Der tales i de vestlige medier om en 'ny' økonomisk krise i Rusland, som kan føre til, at selv Jeltsin må gå af. Men krisen - forstået som en fortsat økonomisk tilbagegang - har været der hele tiden. Den begyndte under Gorbatjov for over ti år siden og spillede en vigtig rolle i det gamle USSR's kollaps for syv år siden. Tilhængerne af markedsøkonomien, som derefter tog over, hævdede, at en kort periode med 'chokterapi' ville rette op på situationen. På det tidspunkt skrev de vestlige medier konstant om mirakuløse planer for at genrejse økonomien på 300 eller 400 dage.

Det var ikke andet end tomme ord. I dag er det økonomiske output kun halvdelen af niveauet i 1988.

Når rublen i perioder har været stabiliseret, skyldes det udelukkende, at de forskellige regeringer simpelthen har undladt at udbetale lønninger til store grupper af arbejdere, samtidig med at de har optaget lån i vestlige banker, som er blevet fordelt som profit til en lille håndfuld enorme monopol-firmaer. Hvis der er tegn på økonomisk opsving i dele af Moskva-regionen, skyldes det udelukkende, at den overdrevent luksuriøse livsstil, som den stalinistiske magtelite, den såkaldte nomenklatura, tidligere førte i det skjulte, nu bliver fremvist offentligt af yuppier, markedsøkonomiens vidunderbørn, mafiosi samt tidligere medlemmer af nomenklaturaen i ny forklædning.

Hvorfor har 'reformeringen' af den russiske økonomi slået fejl? Markedstilhængerne har ingen forklaring. De gentager i stedet i det uendelige, at for at løse markedsøkonomiens problemer må man indføre ... endnu mere markedsøkonomi. Hvis én chokbehandling ikke er nok, så prøv igen og igen - endda selv om det betyder, at der til sidst ikke er nogen økonomi tilbage at 'reformere'.

De tidligere støtter af stalinismen har heller intet svar. For sagen er, at krisen hverken startede i august 1991, da Jeltsin tog over, eller i 1987, da Gorbatjov begyndte at tale seriøst om perestrojka. De første krisetegn dukkede op i de sidste år under Brezjnev. Men alligevel er stalinismens gamle krise tæt forbundet med markedsøkonomiens krise.

Det stalinistiske system kom i krise, fordi det fra top til bund var konstrueret med henblik på konkurrence med de vestlige magter - primært en militær konkurrence, som åd mellem 20 og 40 pct. af produktionen og tvang store dele af den øvrige produktion til at koncentrere sig om sværindustri. Forsøget på at konkurrere med en økonomi som USA's, der var dobbelt så stor som USSR's, førte til en massiv akkumulation af kapital - og efterlod meget få ressourcer til at opfylde befolkningens basale behov.

Under Gorbatjov udviklede den gradvise forværring af økonomien sig til åben krise. Hele grene af industrien blev på kort tid ude af stand til at opfylde de forventede mål. Samtidig kom andre grene i den situation, at de lå inde med enorme lagre af komponenter og halvfabrikata. Varemangel og køer dukkede op side om side med den slags 'overproduktion'.

Det var denne situation, som fik Gorbatjov til at forsøge sig med reformer. Men han blev opslugt af den stigende politiske, ideologiske og sociale krise. I hans tid fik tilhængerne af det magiske 'frie marked' en stigende entusiastisk opbakning fra såvel den demokratiske opposition som den gamle nomenklatura. Under Jeltsin fik de frie hænder. Men for dem, der ikke lod sig forblænde, var det tydeligt fra starten, at deres projekt ikke kunne fungere.

De fleste sektorer i økonomien var domineret af nogle få monopoler. Så snart den statslige kontrol blev fjernet, kunne direktørerne hæve profitten ved at skære ned på produktionen og hæve priserne, således at der opstod varemangel og prisstigninger på et endnu højere niveau end tidligere.

At åbne økonomien for udenlandsk konkurrence ville uundgåeligt føre til ødelæggelsen af store dele af industrien, især i forbrugsvaresektoren, som i årtier var blevet udsultet for investeringer. Men at bryde monopolerne op var heller ikke en løsning - fordi de russiske firmaer var nødt til at kunne matche de store vestlige multinationale firmaer i størrelse, hvis de skulle konkurrere med dem.

Reformatorernes program kunne uanset indpakningen ikke undgå at føre til yderligere økonomisk nedgang og hyperinflation, og markedskræfterne alene kunne ikke løse problemerne. Disse profetier blev hurtigt bekræftet af de tidligste 'demokratiske' reformregeringers præstationer. De partier, som støttede dem, blev ikke overraskende stort set udraderet ved de efterfølgende parlamentsvalg.

Det var i den situation, at Jeltsin vendte sig mod Tjernomyrdin, som var direktør for Ruslands enorme gasmonopol og en nøglespiller i den lille gruppe industriledere, som kontrollerer størsteparten af landets enorme privatiserede firmaer og styrer medierne med hård hånd.

Sådanne allierede gjorde det muligt for Jeltsin at sikre sit genvalg som præsident. Men der gik ikke lang tid, før Tjernomyrdin var lige så upopulær som hans forgængere. Og samtidig havde konflikterne i Jeltsins eget bagland udviklet sig til at ligne et opgør mellem mafiafamilier.

På denne baggrund udnævnte Jeltsin i foråret Kirijenko - og modtog stor hyldest i vesten for at indsætte en 'ung og modig reformator'. Men hele den triste og beskidte historie er et levende bevis på, at markeds'reformer' ikke er vejen frem i Rusland.

Markedsentusiasterne enten kan eller vil ikke indse, at tilbagevendende og stadigt dybere kriser er et indbygget træk ved markedskapitalismen. Det var netop derfor, at kapitalismen på verdensplan indførte statslig intervention i økonomien - statskapitalisme - efter den store krise i begyndelsen af 30'erne.

I dag kan heller ikke statskapitalisme afværge kriser. At springe fra 'statskapitalisme' til det 'fri marked' er som at springe fra asken og i ilden - og det samme er springet den modsatte vej. Løsningen er et helt nyt system, ikke nogle rokader i toppen af det eksisterende system.

Chris Harman, Socialist Review 222

Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 16.10.1998