Socialistisk Revy nr. 7 - Side 24 - September 1998  

Enhedslisten ramt af klassisk reformisme

Enhedslisten ser sig selv som en græsrodsorganisation. Jakob Nerup mener, at budgetansvarlighed og reformisme har erstattet græsrodsaktiviteterne

Efter 4 år i Folketinget er Enhedslistens opbakning i meningsmålingerne konstant dårligere, end da de blev valgt. Dette sker i en tid, hvor flere og flere unge undsiger liberalismen og markedsøkonomien. Og det er efter forårets storkonflikt, som burde styrke Enhedslisten. Forklaringen på, at det ikke sker, skal findes i Enhedslistens stadigt stærkere fokus på det parlamentariske arbejde og en konsekvent reformisme.

Hvis Enhedslisten tror, at det giver stemmer og flere medlemmer, jo mere ansvarligt og kompromissøgende de optræder, så tager de fejl. Tværtimod. For så ligner de jo de andre reformistiske partier (specielt SF som både er større og mere kendt) til forveksling. Det har været SF's selvudnævnte opgave at presse Socialdemokratiet til forlig uanset prisen. Enhedslistens øgede medlemstal og styrkede opbakning blandt unge skyldes, at mange unge søger efter et egentligt politisk alternativ til SF og Socialdemokratiet - ikke en fodformet udgave af samme politik. Desværre ser det ud til, at det også er blevet Enhedslistens mål at være med i det fine selskab hos SF og Socialdemokraterne. Det gælder ikke blot i det parlamentariske arbejde, men også i fagbevægelsen og arbejderklassens kamp.

Hermed er Enhedslisten havnet i den samme klemme som de andre reformister: Hvordan kan man få reformer i en krisetid, hvor der ikke er luft i økonomien, og hvor kapitalen skriger på mere profit og nedskæringer på velfærden - uden at slås for dem? I denne artikel vil jeg illustrere, at Enhedslistens politiske praksis er af den klassiske reformistiske slags uanset venstre-retoriske programmer.

Et klassisk reformistisk parti adskiller økonomisk og politisk kamp og har sit altdominerende fokus på det parlamentariske arbejde. Frem for at overbevise arbejderne om, at det er dens egen aktivitet, der kan forandre verden, bruges energien på at fortælle dem, at de skal stemme rigtigt ved valget. Aktiviteter i arbejderklassen ses i bedste fald som et supplement til det parlamentariske, men bliver de lidt for selvstændige, betragtes de oftest som et "forstyrrende" element. Forandringerne kommer ikke længere fra neden, men fra oven.

Enhedslisten bekender sig til noget mere i sit 1996-program: "I Danmark er forudsætningen for politisk forandring både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde. Derfor arbejder Enhedslisten på begge niveauer. Enhedslisten ønsker, at fungere som inspirator og organisator i kampen mod undertrykkelse og kapitalisme - og for socialisme." Men virkeligheden er anderledes.

Enhedslistens politiske praksis er bygget op om det parlamentariske og ikke det udenomsparlamentariske. I Folketinget er Enhedslistens kontor proppet med ansatte, omkring tre for hver folkevalgt, hvis vigtigste opgave er at arbejde med folketingsstof. I modsætning til denne overflod har Enhedslistens partiorganisation blot nogle få ansatte.

I de lokale partiorganisationer tilbringer en stor del af medlemsskaren deres tid med at granske og diskutere lokalpolitiske forslag, som Enhedslistens lille skare af folkevalgte lokalpolitikere skal fremføre i byrådet. Hele Enhedslisten organisation og politiske omdrejningsakse er parlamentarisk. Og det hænger uløseligt sammen med indholdet af den politik, Enhedslisten fører. Her er ord som realpolitik, forlig, kompromis, undersøgelseskommisioner og udvalgsposter fremtrædende.

I Folketinget har Enhedslisten flere gange reddet Nyrups regering fra at komme i mindretal ved at støtte nedsættelsen af en kommission - det gælder fx. Færøbank-sagen og PET-sagen. I stedet for at sætte systemet kniven for struben er det endt ud i ingenting. Hvorfor ikke vælte en regering, som væltede milliarder af kroner i lommen på Den Danske Bank og spionerede/spionerer mod venstrefløjen? Her er vi jo i selve kernen af Enhedslistens reformisme. I stedet for at angribe den danske stat for at være kapitalens forlængede arm, så blev det sendt i udvalg. Selv om Enhedslistens Frank Aaen af den borgerlige presse udnævnes til PETs skarpeste kritiker, er Enhedslistens politiske svar blot at kræve "en skærpet demokratisk kontrol". Ikke et eneste ord om, at den danske stat ikke er neutral, men et redskab skabt til social kontrol og undertrykkelse af arbejderklassen. Hvilket i øvrigt langt bedre end Frank Aaens humanistiske demokrati-kritik kan forklare, hvorfor staten finder det så nødvendigt at kontrollere socialistiske partier og arbejderklassens faglige aktivister.

Storkonflikten tidligere på året viste tydeligt, hvordan Enhedslisten fokuserer mere og mere på parlamentarisk arbejde i stedet for aktivitet nedefra

Desværre er arbejderklassen blevet stadig mere fraværende i Enhedslistens ordbog. Postmodernisternes forsøg på at aflive klasserne rent teoretisk har også påvirket Enhedslisten. Mangen en gang har vi hørt Enhedslisten tale om 2/3-delssamfundet eller som det lød i en boganmeldelse i Enhedslistens blad Socialisten nr. 100 "Klasseanalysen er død, livsstilsanalysen lever".

Selv om Enhedslisten ikke har afskrevet klasseanalysen, så er deres definition så udflydende, at den kan rumme alle typer fortolkninger. Det er et problem, de deler med andre reformister, og som har praktiske politiske konsekvenser.

Da Enhedslisten indgik forlig med regeringen om forårets Pinsepakke, brystede de sig af, at der var lavet omfordeling mellem rige og fattige. Sandheden om forliget er dog, at en meget stor gruppe i arbejderklassen med indkomster mellem 150 - 250.000 (ca. 40 % af alle skatteydere) ville tabe på forliget, hvis de har en ejerbolig. Når Nyrup laver den slags angreb forklares det med, at det er den forkælede middelklasse som rammes. Hvad kalder Enhedslisten en familie med disse indkomster?

I lokalpolitikken fungerer Enhedslisten på samme måde. På Indre Nørrebro sidder Enhedslisten i flertal sammen med SF. Her fører de sig frem som alle andre parlamentarikere. De accepterer "realpolitikken" og gennemfører loyalt nedskæringer. De accepterer rollen som arbejdsgivere, der står i modsætning til bydelens ansatte. De indlever sig i den politiske maskerade, hvor korridorforhandlinger, hemmelige udvalgsmøder og receptioner foretrækkes fremfor græsrødderne og deres problemer. Fx. vil Enhedslisten ikke mødes med græsrodsprojektet Rabarberlandet inden efterårets budgetforhandlinger, for ikke at blive bundet af løfter. Og de lufter fx. fyringstrusler til ansatte på Medborgerhuset Blågarden for at være på forkant med besparelserne. Ansvarligheden over for budgetterne er større end over for bydelens beboere og ansatte. At Socialdemokrater og SF'ere laver politik sådan, forbavser i dag ingen. Men også for Enhedslisten er der langt fra programerklæringerne til praksis.

Adskillelsen mellem økonomisk og politisk kamp var noget af det første, som skilte den revolutionære og reformistiske tradition i arbejderklassen. Allerede i Socialdemokratiernes fremvækst i forrige århundrede var dette et problem. Den polske revolutionære socialist Rosa Luxemburg kritiserede ved århundredeskiftet det tyske Socialdemokrati for at adskille kampen. Dels ved at den økonomiske kamp underordnes den politiske, dvs. den parlamentariske. I praksis betød det, at den faglige kamp ikke måtte stå i vejen for Socialdemokratiets valgmaskine. Dels organiseredes den økonomiske kamp udenfor den politiske. Ikke blot gennem fagforeningen, men gennem opbyggelsen af et særligt lag af fagforeningsfunktionærer.

Selv om Enhedslisten ikke bekender sig direkte til denne klassiske adskillelse af økonomisk og politisk kamp, så er det realiteten. Det førnævnte program bruger jo selve adskillelsen som afsæt for definitionen af sin politiske praksis. Desværre er Enhedslistens faglige praksis en kopi af denne klassiske reformisme.

I en nylig udkommet debatbog Frem mod år 200 - har fagbevægelsen en fremtid? kan vi finde mange indlæg af fagligt aktive Enhedslistefolk. Trods mange flotte ord om klassekamp og enkelte om socialisme, så er det gennemgående træk, at de fokuserer på begrænsninger, modsætninger og splittelser i arbejderklassen fremfor muligheden for opbygningen af et alternativ. En-hedslistens faglige spydspidser fjerner fokus fra det politiske potentiale som det klasse- og kampbevidste mindretal i arbejderklassen besidder og sætter i stedet spot på modsætninger arbejderne imellem. Så længe Enhedslistens fokus først og fremmest er på det parlamentariske, er det vanskeligt at se, hvordan Enhedslisten kan blive en "inspirator og organisator i kampen mod undertrykkelse og kapitalisme" og herigennem medvirke til at overvinde disse modsætninger. Al erfaring taler nemlig for, at det netop er gennem kollektiv kamp, at arbejdere overvinder de modsætninger, det borgerlige samfund bruger til at splitte dem med.

Konsekvensen af Enhedslistens holdninger så vi i forårets storkonflikt. Enhedslisten argumenterede naturligvis for at stemme nej til forliget og "støttede den ´bløde linie´ i koordinationsgruppen i København, dvs. gøre konflikten effektiv, men ikke udvide konflikten" (referat fra 3. møde i Enhedslistens bestyrelse 6.7.98). Denne bløde linie gik ud på to ting. For det første skulle konflikten begrænses til "lovlige" aktiviteter og sørge for at de offentlig ansatte ikke strejkede. Angiveligt for ikke at provokere regeringen til et indgreb! For det andet skulle fagtoppen ikke kritiseres eller mødes med for store krav fra tillidsmandsmøderne. Lederne af denne bløde linie var selv så bløde, at de måtte tvinges til at sætte kravet om 6 ugers ferie på plakaten. Den bløde linies kampmidler var at arrangere demonstrationer, hvor fagtoppen holdt taler, og lave annoncer. Da selve regeringsindgrebet kom, var de selv samme bløde ledere - også dem fra Enhedslisten - tavse. Derfor kunne Enhedslistens faglige udvalg udtale følgende, da regeringen greb ind : "Situationen har åbenlyst ikke kunnet bære store demonstrationer og overenskomststridige arbejdsnedlæggelser som i 1985. En afgørende forskel er, at vi har en socialdemokratisk ledet regering, at mange store arbejdspladser i København, der tidligere kunne gå foran, er forsvundet, og at der ikke længere er de samme rygmarvsreflekser omkring at gå på gaden og demonstrere. Parolen er derfor nu: kæmp for kravene lokalt."

Enhedslistens egen politik og praksis i denne kamp var medvirkende til, at indgrebet gled ned uden kamp. Så er det jo nemt for Enhedslistens desillusionerede faglige folk at give arbejderklassen skylden for sit eget nederlag. Samtidig med denne selvopfyldende nederlagslinie kørte Enhedslistens folketingspolitikere adskillelsen for åben skærm. De ville ikke mane til kamp eller blande sig, men snakkede blot om arbejdsmarkedets ret til selvbestemmelse.

At kalde Enhedslisten et reformistisk parti, med samme klassiske karakteristika og problemer som andre reformistiske partier, ville få have troet var rigtigt for få år siden. Men uanset de store programerklæringer, så er Enhedslistens politiske organisering og praksis et bevis på, hvor hurtigt velmenende socialister og imellem dem en del som vil kaldes revolutionære, bliver trukket til højre af reformismen og systemet, hvis de ikke har et klart revolutionært grundlag og mål. Forklaringen er ikke primært, at Enhedslisten bevæger sig på de bonede gulve blandt politikere og fagbureaukrater, og blot mangler lidt udenomsparlamentarisk praksis. Det er et politisk problem, som ikke afhjælpes af livsstilsanalyser eller programerklæringer, men af en grundlæggende anderledes praksis.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 18.10.1998