Socialistisk Revy nr. 7 - Side 27 - September 1998  

Anmeldelser

Film  |  Musik  |  Bøger

Film

Fremtidsskræk

X-files - bekæmp fremtiden
Gillian Anderson, David Duchovny m.fl.
Manuskript og produktion: Chris Carter
Instruktion: Rob Bowman
 

Selv om man ikke kan stole på nogen, kan man godt lave verden om

Filmen X-files - bekæmp fremtiden skal nok gå hen og blive en succes. TV-serien af samme navn (på dansk Strengt fortroligt) er i forvejen en kæmpe succes i over 90 lande, og hos mange har den ligefrem fået kultstatus - også hos undertegnede. Men det interessante spørgsmål er, hvorfor X-files i første omgang er blevet sådan en succes?

En vigtig forklaring er, at serien stikker af mod alle andre tv-serier, vi bliver præsenteret for. Selvfølgelig betyder det noget, at skuespillerne er klasser bedre og budgettet mange gange højre end i de sædvanlige serier. Men vigtigere er indholdet.

Serien er ikke bygget op omkring sex og vold, selv om der forekommer voldelige scener. Den er snarere ovre i det puritanske, dog uden at missionere for puritanisme. Hovedpersonerne, de to FBI-agenter Fox Mulder og Dana Scully, lever og ånder kun for deres arbejde. Vi ser i hvert fald ikke noget til deres privatliv, og selv om Mulder og Scully må bruge en del tid sammen og har et stærkt partnerskab, er der intet, der tyder på, at de har et egentligt forhold til hinanden, eller til andre for den sags skyld. Deres eneste passion er at finde sandheden om, hvorvidt der findes en regeringskonspiration, som har kontakt med væsener fra rummet.

Det kunne have været en banal science fiction historie, men det er det ikke. For serien rejser en række spørgsmål, som rammer godt ind i tidens intellektuelle debat: Er der grænser for, hvad vi kan erkende med vores videnskab. Og er det, som vi ikke kan forklare, overnaturligt, eller er der en naturlig forklaring, som vi bare endnu ikke kender. Siden de glade tressere, hvor økonomien var i fremdrift, har det generelle syn på videnskab været under kraftig forandring. Det optimistiske videnskabssyn er ved at svinde ind i takt med at troen på fremtiden bliver mere og mere pessimistisk. Videnskab ses ikke længere entydigt som et redskab for fremskridt. Tværimod er flere og flere blevet bekymret for, hvad fremtiden vil bringe. Det er ikke så underligt med de stigende miljøproblemer, gensplejsning og kloning, som giver anledning til forestillingen om et fremtidsskrækscenario. Det er denne fremtidsskræk, som X-files spiller på, krydret med ideen om, at der eksisterer en hemmelig konspiration hjemmehørende i regeringskontorerne, som udover at have kontakt til væsener fra rummet også er skyld i en række begivenheder, som der hidtil ikke er nogen officiel, fyldestgørende forklaring på, fx mordet på John F. Kennedy. Et af budskaberne i serien og filmen er da også, at man ikke skal stole på nogen - heller ikke en demokratisk valgt regering.

Vel kan man ikke stole på en demokratisk valgt regering, og vel har regeringer og arbejdsgivere en del hemmeligheder, de ikke vil dele med os andre. Men den kaotiske verden med de dystre fremtidsperspektiver skyldes ikke en magtfuld konspiration, men at selve det kapitalistiske samfund er anarkistisk og uundgåeligt løber ind i kriser, og derfor ikke kan garantere os en ordentlig fremtid, tværtimod. Men det betyder også, at der er en løsning på kaos, som involverer mere end et par sandhedssøgende FBI-agenter, nemlig afskaffelsen af det kapitalistiske samfund.

Indførelsen af et socialistisk samfund vil rive videnskaben ud af kløerne på markedsøkonomien, og gøre den i stand til at skabe fremskridt for hele menneskeheden og ikke profit for de få. En film med et sådan budskab ville næppe slippe igennem et filmselskab, som er ejet af en af verdens største og rigeste mediemonopoler, Rupert Murdoch. Så indtil videre må vi nøjes med X-files.

Tom Christiansen

Pessimistisk generationsportræt

Mimi & Madammerne
Instruktion: Linda Wendel
 

Mimi & Madammerne handler i og for sig om, at Mimi er en bitch. Det store spørgsmål, der står tilbage, efter man har set filmen er: hvorfor? Hvorfor lave en film om, at en, der hedder Mimi er et dumt svin?

Filmen indeholder bestemt mange morsomme elementer og rammende ironi, og den første del af filmen virker mest af alt som et traditionelt lystspil i et moderne snit og med lidt pik og kusse i replikkerne. Mimi er en succesrig
talk-showværtinde og gift med den rige forretningsmand Frans, som hun også har datteren Zita med. Hun ser sig varm på ex-kæresten Klaus, der nu er en lige så succesrig stand-upkomiker og gift med Pernille. På den baggrund inviterer Mimi Pernille og tre andre tøser, der tilsammen i sin tid dannede bandet "Madammerne", til sit og Frans' lækre sommerhus - med mænd, vel og mærke. Men "madammernes" perfekte Alt for Damerne-overflade brydes hurtigt. En af madammerne, Majse, bor sammen med en fordrukken kunstner i en rodet og beskidt lejlighed, og Mimis perfekte tandpastasmil stivner, da hun bliver hevet indenfor i venindens lejlighed. Majses rodede liv er nærmest en lettelse at se på efter de andres overfladiske glansbilledliv, men kontrasten bliver aldrig rigtig brugt eller udviklet i filmen.

Som handlingen udvikler sig, og mændene slutter sig til madammerne i sommerhuset, krakelerer den pæne overflade, og personerne viser sig som mennesker, med alt hvad det indebærer af frustrationer, smålighed og knas i parforholdet. Men hvor sympatien med de alt andet end perfekte og lykkelige personer alligevel holder, afsløres hovedpersonen Mimi som en falsk egoist, der bruger andre i sit personlige rænkespil for at opnå noget, som hun måske ikke engang selv ved, hvad er. Hendes stræben efter Klaus indeholder ikke mere, end at hun ikke vil sætte sit perfekte liv over styr. Men hendes flirt med ex'en er dråben for hendes mand Frans, der smider hende på porten efter voldsomme skænderier. Mens de andre personer får tøjlet deres problemer og tager hjem fra sommerhuset med deres tilværelse og familie i behold - den tilbageholdende Sus finder endda endelig en sød mand - står Mimi tilbage alene med et ødelagt liv.

Det er uklart, hvad instruktøren Linda Wendels pointe egentlig er med filmen. Den noget karikerede skildring af personerne rammer under alle omstændigheder kun en lille del af samfundet - talk-showværtinder, forretningsmænd, kunstnere, designere og sangere har liv, der ikke ligner langt de fleste menneskers. Flere anmeldelser beskriver imidlertid filmen som "et overbevisende dansk tidsbillede med alt, hvad det indebærer af overfladiskhed, usikkerhed og selvoptagethed" (Filmguiden), "Linda Wendels rapkæftede 'Mimi & Madammerne' både ætser og irriterer i sit generationsportræt af de kvikke, frigjorte kvinder, der hænger fast i kompromiserne" (Information). "Ætsende" generationsportrætter er ikke enestående for Mimi & Madammerne. Dramatikeren Line Knutzon, der lige nu er aktuel på Dr. Dante, siger i et interview i Politiken, at hun er skuffet over sin generation og sin tid. Men vreden og skuffelsen over et lortesamfund med overfladiske værdier bruger hverken Linda Wendel eller Line Knutzon til at rette kritik mod systemet eller gøre noget. På trods af, at Line Knutzon mener, at nogen vel må "vågne op og tage et ansvar", siger hun: "Man kan i min alder ikke ignorere, at man har fire børn, selv om jeg nogle gange prøver. Man må slutte fred med nogle af sine sider og sine valg. Det er det, jeg forsøger at få sagt i [teaterstykket] "Snart Kommer Tiden". For jeg kan jo ikke bare stå på min ølkasse og råbe, at samfundet er noget lort."

Det er typisk for generationsportrætterne at der bagved ligger desillusionering og opgivenhed, som Line Knutzon udtrykker. Tanken er, at samfundet er noget lort, men at det ikke er muligt at kæmpe for grundliggende forandringer, som vi troede da vi var unge. (Line Knutzon har rent faktisk været medlem af DKU.) Derfor må vi søge løsningerne i vores personlige liv. Hermed bliver kritikken af samfundet i stedet til kritik af enkeltindivider og deres valg.

Det er præcis denne tanke, der også afspejler sig i Mimi & Madammerne. Linda Wendels generationsportræt er pessimistisk og den største skuffelse og foragt lader hun gå ud over Mimi, som i filmens slutning virkelig får, hvad hun har fortjent - ha-ha. Men det er ikke et portræt, der kan bruges til noget som helst, hvis man rent faktisk ønsker en bedre verden eller at forstå, hvorfor mennesker er ulykkelige. For så må man søge udover de snævre personlige forhold og se på det system, der former og begrænser os.

Nina Holm Jensen

Musik

Vores sange

Billy Bragg and Wilco
"Mermaid Avenue"
Elektra
 

Socialisten Billy Bragg har i mange år sunget og skrevet om arbejderklassens kamp og forsvaret "socialisme fra neden"- traditionen. Med udgivelsen af ikke tidligere indspillede Woody Guthrie sange bringes de socialistiske ideer for alvor til live.

Mermaid Avenue er navnet på gaden i Coney Island, Brooklyn, som var hjemsted for den amerikanske sanger og socialist Woody Guthrie i 40'erne. I de dansk medier er CD'en blevet virkeligt godt modtaget, både for de lyriske og musikalske kvaliteter. Men fælles for pressen er, at den bagvedliggende årsag til udgivelsen, underspilles og det faktum, at han ikke bare var en "protest- sanger", men først og fremmest var revolutionær socialist, forties.

Woody Guthrie blev født i Oklahoma i 1912. Det var en stat præget af mange uorganiserede landarbejdere og Ku Klux Klan havde stor indflydelse. Men det var også en af de stater i USA hvor socialistpartiet stod stærkest.

Guthrie's far var medlem af KKK og var kandidat for det Demokratiske parti i lokalvalget i 1910. Socialistpartiet organiserede modstanden. Deres avis solgte 750.000 eksemplarer om ugen i Oklahoma og havde 40.000 abonnenter. Det var i denne modsætningsfyldte opvækst at Guthrie blev socialist.

I 1935 tvang en enorm sandstorm kombineret med en økonomisk krise 500.000 fattige fra Oklahoma og Texas til at søge lykke og arbejde i det forjættede Californien. Woody Guthrie gjorde det samme og levede af forskellige småjobs og som sanger. Her møder han for første gang medlemmer af det amerikanske kommunistparti. Denne kontakt var afgørende for hans udvikling. Han begyndte at spille ved kommunisternes arrangementer og ved strejkestøttefester.

Mange af Woody Guthrie's sange er skrevet som direkte svar på politiske spørgsmål i USA, bl.a er "This Land Is Your Land" en reaktion på Irving Berlins nationalistiske sang "God Bless America". En af sangene på "Mermaid Avenue" handler om McCarthyismens angreb på den amerikanske venstrefløj; "Eisler on the Go" er sangen om Bertolt Brechts ven Hans Eisler, der blev stillet for McCarthy-komiteen og dømt.

Mange af sange på "Mermaid Avenue" handler om arbejderkamp og kampen for socialisme. "I Guess I Planted" handler om nødvendigheden af fagforeninger: "The big ones are made up of the little kind … Union song. Union battled. All added up. Won us all what we got now". "The Unwelcome Guest" handler om en socialistisk fagforeningsmand: "And we'll take the money and spread it out equal just like the Bible and prophets suggest."

"Mermaid Avenue" er ikke bare et hyldestalbum. Det genopliver en tradition af sange skrevet for og om arbejderklassen, tilsat nutidens bedste folk-rock musiktradition. Og med Woody Guthrie's egne ord: "Verden er fyldt med folk som ikke længere er ønsket - og som forsøger at gøre os alle til slaver - de har deres musik og vi har vores".

"Mermaid Avenue" repræsenterer vores musik.

Jan Hoby

Bøger

Statens hemmelige krigere

De Hemmelige Tjenester
Erik Jensen
Demos
100 sider, 50 kr.
 

Afsløringerne af Politiets Efterretningstjenestes meritter fortsætter ufortrødent.

I foråret blev PET tvunget til at lave en redegørelse over sit arbejde. Det skete på baggrund af tre tv-udsendelser, hvor en tidligere PET-agent stod frem, og fortalte om sit arbejde i starten af 1980'erne.

PET-redegørelsen er kun få måneder gammel, og allerede nu viser det sig at den er fuld af fejl. Det viser afsløringerne af, at efterretningstjenesten fortsatte med at registrere og overvåge venstrefløjen på trods af, at Folketinget i 1968 besluttede, at det var forbudt at registrere lovligt politisk arbejde.

Afsløringerne er blot endnu ét eksempel i en lang række på, at PET nidkært overvåger enhver aktivitet begået af venstrefløjsorganisationer og fagligt aktive.

Efterretningstjenestens mange suspekte aktiviteter er nøje beskrevet i bogen „De Hemmelige Tjenester", som Erik Jensen fra Demos' dokumentationsgruppe netop har sendt på gaden.

Bogens knap 100 sider er smækfyldt med eksempler på Politiets Efterretningstjenestes og Forsvarets Efterretningstjenestes arbejde gennem 40 år.

Selvom Erik Jensen kun har samlet de eksempler, som tidligere har været fremme i offentligheden, påviser han til fulde hvordan PET har sendt stikkere ind i lovlige politiske partier og bevægelser.

Men PET nøjes ikke kun med at overvåge. De har, ofte i samarbejde med stærkt højreradikale kræfter, infiltreret, bestjålet og registreret aktivister, der har udført helt lovligt politisk og fagligt arbejde, og i mange tilfælde har politiets agenter deltaget aktivt i demonstrationer og blokader med det formål at skabe tumult og ballade.

Afsløringerne har også vist, at PET stort set kun har koncentreret sig om at checke arbejderklassen og venstrefløjen. Dermed har landets magtelite også klart tilkendegivet, hvem de anser som deres største fjender.

„De Hemmelige Tjenester" giver et godt billede af den udvikling, der har været i PET's og FET's arbejde gennem de 40 år. I begyndelsen var indsatsen først og fremmest koncentreret omkring Danmarks Kommunistiske Parti. Men fra starten af 1960'erne blev viften bredt ud. Nye venstrefløjs-aktivister, der lagde afstand til Sovjetunionen, begyndte at vise sig på banen.

Disse grupper fandtes især på universiteterne. Det betød blandt andet, at PET i en årrække fra starten at 60'erne og helt op til 1990 fik lister med diverse data over de studerende på København Universitet. Og da modstanden mod USA's krig i Vietnam for alvor voksede i slutningen af 60'erne blev aktivisterne i Vietnam-bevægelsen massivt overvåget og registreret.

Men PET nøjes ikke med at overvåge venstrefløjen. Næsten hver gang arbejdere har været ude i større faglige kampe, har PET været med. Dels på en lytter, dels som aktive provokatører.

TV2-udsendelsen „Fak2eren" påviste i foråret PET's aktive indsats under HT-strejken i 1984 og under Påskestrejkerne året efter. Erik Jensen føjer en lang række eksempler til, lige fra de vilde strejker i starten af 1970erne, over havnearbejdernes konflikt i 1981, til RiBus-konflikten i Esbjerg for tre år siden.

Afsløringerne af PET's arbejde i Danmark kommer samtidig med, at efterretningstjenesterne i Norge og Sverige er kommet i modvind. I Norge er der påvist et uhyggeligt tæt samarbejde mellem Arbejderpartiet, der har været regeringsparti i store dele af efterkrigstiden, og efterretningstjenesterne. Og i Sverige har Socialdemokraterne haft deres egen super-hemmelige tjeneste, Informationsbureauet, ved siden af det officielle, SÄPO.

Den senere tids afsløringer af efterretningstjenesternes gøren og laden er god at blive klog af, når det gælder om at finde ud af, hvad der foregår bag det borgerlige demokratis facade. De viser nemlig, at det parlamentariske demokrati har nogle endog meget snævre grænser.

Når marxister kalder parlamentarismen for en narresut, er det fordi, samfundet ikke regeres fra Christiansborg. Afsløringerne af PET's arbejde viser, at efterretningstjenesternes inderste væsen er at foretage de ting, som er nødvendige for magthaverne, for at de kan fastholde magten, men som er en tand for beskidte til, at det kan foregå åbenlyst i et borgerligt demokrati. Efterretningsvæsenet - PET, CIA, SÄPO - er statens hemmelige krigere.

Poul Erik Kristensen

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 18.10.1998