Staten og revolutionen

Når socialister argumenterer for, at en samfundsomvæltning ikke kan ske via parlamentet, men kræver en revolution, så anklages de ofte for at være udemokratiske.

Et af de bedste svar på dette spørgsmål er Lenins lille bog Staten og revolutionen, som han skrev i månederne op til den russiske revolution i oktober 1917. Denne bog er en af Lenins mest 'europæiske'. Dens udgangspunkt er ikke blot halv-feudale diktaturer som Rusland, men i højere grad de borgerlige demokratier i Vesten med parlamenter, reformistiske massepartier og mulighed for at vælge repræsentanter for arbejderpartier ind i parlamentet.

Lenin har to grundlæggende argumenter i Staten og revolutionen: For det første at den borgerlige parlamentarisme ikke er lig med demokrati. For det andet at revolutionen vil bane vejen for et demokrati, der langt overgår det borgerlige.

Udgangspunktet er, at staten er opstået som følge af, at der eksisterer uforenelige klassemodsætninger i samfundet. Når disse modsætninger ikke længere kan løses fredeligt, er staten opstået som et magtapparat, der kan fremstå som hævet over samfundet. Dens opgave er at regulere konflikterne og forhindre, at de river samfundet itu.

Statens middel til dette er at sikre sig monopol på brugen af organiseret voldsanvendelse. Monopolet udøves dels gennem statens militær, politi og fængsler, dels ved at sikre sig at befolkningen som helhed er ubevæbnet og ikke tillades at organisere væbnet modstand.

Men selv om staten fremtræder som stående over samfundet, så er den ikke en neutral mægler mellem modstridende interesser. Tværtimod er staten den ene klasses – mindretallets – redskab til at undertrykke den anden klasse – flertallet. Staten har gennem historien altid været en klassestat, selv når den ikke direkte udtrykker den herskende klasses interesser.

Lenins pointe i at understrege dette var, at han var oppe imod reformistiske opponenter i arbejderbevægelsen, der hævdede, at den borgerligt-demokratiske parlamentarisme var en undtagelse fra reglen. En af dem, Karl Kautsky, mente, at stemmeretten havde givet den moderne arbejderklasse mulighed for at træde ind på den politiske scene, overtage det moderne statsapparat, rense staten for dens klassekarakter og derefter bruge staten som redskab til at indføre socialisme.

Men denne opfattelse – der i dag kommer til udtryk i partier som SF og Enhedslisten – glemmer, at selv om kapitalistklassen sjældent blander sig direkte på den politiske scene, så har den i statsapparatet et redskab til at sikre, at den daglige udbytning kan foregå uforstyrret. Det er dette, der bl.a. kommer til udtryk i statsmagtens konsekvente indgreb i strejker. Et endnu tydeligere eksempel er militærkuppet i Chile i 1973, hvor det netop var statens voldsapparat, der væltede en demokratisk valgt regering. Det var ikke parlamentet, som kontrollerede statsmagten, men omvendt.

Det parlamentariske demokrati opererer med en adskillelse af politik og økonomi. Forstået på den måde, at befolkningen som helhed inviteres til at tage del i kampen om den politiske magt. Men invitationen gælder kun, så længe parlamentet undlader at antaste kapitalisternes økonomiske magt. Det er derfor, at politikere og regeringer altid er så handlingslammede, når det gælder om at løse de virkeligt store problemer i samfundet som arbejdsløshed, forurening og udstødning. Som Lenin skrev: "I parlamenterne snakker man kun, med det særlige mål at holde det 'menige' folk for nar."

Alternativet til parlamentarismen er at overvinde adskillelsen mellem politik og økonomi. Arbejderklassen kan først vinde den politiske magt, når den har vundet den økonomiske magt, dvs. kontrollen over produktionsmidlerne. Som eksempel på dette kiggede Lenin på erfaringerne fra Pariserkommunen i 1871, hvor arbejderne i Paris i en kort periode havde erobret magten over byen.

Arbejdermagten i Paris kom til udtryk på to måder: For det første blev den stående hær og politiet opløst som selvstændige enheder. I stedet blev befolkningen som helhed bevæbnet. For det andet sikrede man sig, at alle offentlige funktioner blev underkastet folkelig kontrol. Alle embedsmænd skulle vælges, de skulle aflønnes med en almindelig arbejderløn, og de kunne afsættes når som helst.

Hensigten med disse foranstaltninger var at involvere befolkningen aktivt i politik. I stedet for at overlade politik og offentlige funktioner til et lille lag af professionelle, der kunne påstå at handle på vegne af 'folkets vilje', skulle hele befolkningen inddrages, så politik kom til at handle om folks eget liv. På den måde var det demokratiske indhold i Pariserkommunen langt større end i den borgerlige parlamentarisme.

Der rejste sig imidlertid et problem for Pariserkommunen – nemlig at den udover at give magten til arbejderklassen samtidig måtte fungere som undertrykker af de klasser, som var imod Kommunen. I og med at arbejderklassen var blevet den herskende klasse, så havde også den brug for en stat til at undertrykke andre klasser med.

Men hvor alle tidligere klassestater havde været redskaber for herskende mindretal, så er arbejderstaten flertallets stat. Det betyder dels, at undertrykkelsen kun skal sikre, at det gamle privilegerede mindretal ikke erobrer magten tilbage. Dels at arbejderstaten ikke behøver at sikre den økonomiske udbytning. Arbejdermagten er baseret på, at arbejderne selv har kontrollen over produktionsmidlerne. Hermed kan man begynde at afskaffe udbytningen og i stedet indrette produktionen efter behov.

Denne forskel lagde grunden til, at den nye stat gradvist kunne 'dø bort'. For med udvikling af produktionen til at opfylde alle folks behov og med den gamle herskende klasses opløsning ville det i længden ikke være nødvendigt at opretholde statens undertrykkende funktioner. Lenin forestillede sig ikke – som nogle anarkister gør – at et socialistisk eller kommunistisk samfund kunne fungere udelukkende ved selvorganisering på gulvplan. Også i et socialistisk samfund vil der være brug for et apparat til planlægning af produktionen og fordeling af produkterne.

Men som allerede Friedrich Engels havde peget på, så ville staten hermed forvandle sig fra at være 'undertrykker af mennesker til at blive administrator af ting.'

Martin Johansen

Læs selv Staten og revolutionen på Marxisme Online.

Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 7

Sidst opdateret 6.4.01