Socialistisk Revy nr. 8 - Side 9 - Oktober 1998  

Det danske klassesamfund

Mange politiske kommentatorer mener, at arbejderklassen er et svindende mindretal, at de fleste er blevet middelklasse og at samfundet ikke er et klassesamfund, men et 2/3-dels samfund. Men Jakob Nerup påpeger her, at Danmark stadig er et klassesamfund.
 

I mediernes dækning af diskussionen om afviklingen af velfærden, som i disse tider føres mellem politikere, erhvervsliv og fagtoppen, optræder middelklassen som den politisk vigtigste. Samfundet ses som opdelt i 2/3 priviligerede og 1/3 svage. Som tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer udtrykker det til Aktuelt 22-8-98: „Det centrale i velfærdssystemet er meget positivt. Men de senere år er overførslerne steget meget… Og det har været godt for middelklassen, men skidt for de svageste…". Men Danmark er et klassesamfund. Middelklassen er ikke et flertal, men kun omkring 15 pct. af befolkningen. Arbejderklassen er ikke uddøende, men voksende og udgør 80 pct., mens de rige og herskende udgør én (1) procent!

Der er meget store forskelle i indkomster og formuer og dermed muligheder for at vælge sig sit liv mellem de tre ovennævnte klasser. Men endnu vigtigere er det, at klasser ikke er et spørgsmål om, hvor meget man tjener, men om hvilken rolle man spiller i samfundet. Marx og Engels definerer netop klasse som grupper af mennesker, der har det samme forhold til produktionsmidlerne. Under kapitalismen ejer den herskende klasse kapitalen - herunder produktionsmidlerne, mens arbejderklassen er tvunget til at sælge sin arbejdskraft for at få brød på bordet. Arbejderne sælger imidlertid ikke kun deres arbejde, men afgiver også kontrollen over sig selv i den tid, de er på arbejde. De har ingen kontrol over arbejdsprocessen og det, de producerer.

Ud fra denne definition er det ikke kun dem, der står ved et samlebånd, der er en del af arbejderklassen, men også sygeplejersker, buschauffører osv. Også folk, der tilbringer hele dagen foran en computer på et kontor, bliver mere og mere en del af arbejderklassen, fordi de får mindre indflydelse og mere utryghed.

Det er kun ved at se klasser på den måde, man kan forstå samfundets opbygning og forklare sociale forandringer. Selvom mange arbejdere i dag ikke opfatter sig selv som arbejdere, så vil deres objektive placering i produktionen før eller siden slå igennem i deres handlinger og selvopfattelse.

Konsekvensen af at betragte arbejdere i arbejde som middelklasse og de arbejdsløse som underklasse, er ikke kun teoretisk, men gør det legitimt at angribe højtlønnede arbejderes velfærd, angiveligt for at tage hensyn til de svage. I stedet for at slås for, at penge til velfærd skal tages fra de virkeligt rige, kapitalejerne, ser SF det som progressivt at ramme de såkaldt højtlønnedes adgang til børnecheck og efterløn, fordi „vi skal tage hensyn til de allersvageste" og Enhedslisten lægger ryg til pinsepakken, som rammer arbejdere i eget hus, fordi „vi skal tage hensyn til de arbejdsløse og lavtlønnede" (Frank Aaen i Enhedslistens Website). Med den politik bliver der kun tale om at omfordele indenfor arbejderklassen. Den påståede solidaritet skal betales af de "højtlønnede", der defineres som indkomster over 250.000 kr. eller husstandsindkomster på mere end 400.000 kr. Men masser af arbejderes lønninger, specielt de faglærtes, overstiger denne grænse. Og en husstandsindkomst for en faglært og en ufaglært med børn bliver nemt på 450.000 kr.

Samtidig udstilles de „svageste" som en isoleret gruppe i samfundet. Virkeligheden er, at de arbejdsløse, bistandsmodtagerne, efterlønnere, de studerende og pensionisterne generelt set er en integreret del af arbejderklassen. Men de fleste af disse, som ikke er pensionister og efterlønnere modtager kun overførselsindkomster i en begrænset periode, og flertallet af dem kommer fra arbejderklassen, bor sammen med andre arbejdere og altså har hele sit liv sammen med andre arbejdere.

Midlertidige ydelser som arbejdsløsheds-, syge- eller barselsdagpenge samt orlovsydelser, der tilsammen udgør 76 pct. af alle midlertidige ydelser, er alle kun tilgængelige for folk, der har en vis tilknytning til arbejdsmarkedet. Årligt berøres 700.000 af arbejdsløshed/sygdom, hvilket svarer til, at 1/4 af alle lønmodtagere modtager dagpenge i kortere eller længere tid. Også for antallet af bistandsmodtagere skal der skelnes mellem midlertidig og varig hjælp.

Påstanden om, at arbejderklassen er et svindende mindretal modsiges af realiteterne. Hvis man opfatter arbejderklassen som mennesker, der er tvunget til at sælge sin arbejdskraft og ikke har en nævneværdig kontrol og indflydelse på sit arbejde og da slet ikke på helheden og de store mål for sit arbejde, så omfatter arbejderklassen også de, der arbejder på kontor, underviser, producerer varer eller service. Og 1/5 af alle er stadig beskæftiget i industrien.

Det er en yndet påstand, at informationsteknologien kunne frigøre det monotone arbejde og give mere indflydelse. 1 million mennesker arbejder dagligt med en computer og mere end 100.000 bruger hele dagen foran skærmen. I følge en undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet oplever de mindre indflydelse, mindre variation og mere utryghed på arbejdet end andre.

Som det fremgår af tabel 1, så er ca. 2.144.000 lønmodtagere, der ikke selv bestemmer over deres arbejdskraft.
 

Lægger vi antallet af lønmodtagere og folk på overførselsindkomster sammen, så ender vi i nærheden af 3,5-4 millioner, svarende til mellem 80 og 90 pct. af den voksne befolkning. De 80 pct. tjener kun 57 pct. af indkomsterne og har ingen formue, som det fremgår af figur 1.

Selv om mange af lønmodtagerne ikke opfatter sig selv som arbejdere og gerne lader sig titulere „middelklasse" af Poul Nyrup, så er virkeligheden en anden. Inderst inde ved de fleste godt, at de kun har deres solidaritet i arbejderklassen at stole på. Forårets konflikt havde mere end halvdelen af befolkningens opbakning og hverken sygeplejersker eller magistre føler sig for fine til strejker og arbejdskamp. Noget som ellers kun skulle høre fortidens industriarbejdere til. Det fremgår af tabel 2, at hele 2,25 millioner er fagligt organiseret, så det er vel næppe et udtryk for middelklassens egoistiske normer.

Man tilhører ikke middelklassen, bare fordi man har bil og ejerbolig - det har 2/3 af befolkningen. Middelklassen var traditionelt en klasse af småborgere, der havde en lille virksomhed, en gård eller forretning samt velnærede embedsmænd.

Men gårdene bliver opkøbt af storkapitalistiske landmænd, forretningerne lukker til fordel for Netto, og embedsstanden proletariseres. Tilbage er den nye middelklasse af akademiske hjælpere, kontrollanter og chefer uden kapitalkontrol, samt selvstændige.

Af tabel 1 fremgår det, at denne gruppe tilsammen udgør mindre end en ½ million, hvoraf en stor del af de selvstændige er momsregistrerede arbejdere i enmandsfirmaer. Mindre end 20 pct. af husstandene tjener mere end 500.000, og som det fremgår af figur 1, så er kun ca. 1/3 af formuen i hænderne på middelklassen. Resten ejer de aller rigeste.

De rige - eller mere præcist den herskende klasse - har ekstraordinært mange privilegier. De er rige i enhver betydning; de tjener godt, de kan vælge og vrage i dagligdagen uden smålig skelen til pengepungen, og de har en fuldstændig social sikkerhed. De har magt: De træffer enten direkte beslutningerne eller også foregår samfundets beslutninger efter hensynet til ejendom, profit og markedet, hvilket er i deres interesse. Og de kan være rimeligt sikre på, at videregive privilegierne til deres børn. Kernen i denne gruppe er de, som ejer og de, som kontrollerer kapital i stor målestok. Det drejer sig højest om 1 pct. af den voksne befolkning.

Den rigeste tiendel svarer til 330.000 personer. Indenfor denne gruppe er udsvingene også meget store. Kun 35.000 personer, ca. 1 pct., tjener mere end 500.000 kr. før skat, og kun 2000 personer mere end en million. Det er som regel husstandsindkomsten, som bringer de fleste op i den rige tiendel, fordi de vellønnede bor sammen. Kun 24.500 familier har en husstandsindkomst på mere end 750.000 kr. årligt eller 62.500 kr. pr. md. Samtidig skal man huske på, at med en høj løn følger en god pension og ofte en del fryns som fri bil, telefon, PC'er, repræsentation, ferier osv. De rige ejer deres boliger og udgør vel også en pæn bid af de 9 pct. af befolkningen som har sommerhuse og de 11 pct. som har to eller flere biler.

De rige 1 pct. ejer 2/3 af den samlede formue i en kombination af fast ejendom og værdipapirer. I følge Danmarks Statistik eksisterer der aktier for 58 mia. kr. og obligationer for 1645 mia. kr. Disse enorme summer er enten placeret hos de rige eller i finans- og pensionsmaskiner under de riges kontrol.

De rige betaler meget lidt i skat af deres virksomheder eller aktiegevinster, og lovgivningen er med dem. I særklasse får A. P. Møller koncernen årligt foræret 1 milliard i skattefordele af staten.

Bag den demokratiske facade kontrollerer den herskende klasse samfundet. Først og fremmest gennem kontrollen med kapitalen, men også gennem direkte og indirekte kontrol med staten.

En lille gruppe kontrollerer de største og mest centrale dele af kapitalen i Danmark. De 200 største koncerner, som indbefatter samtlige dominerende virksomheder indenfor industri, handel og service, omsatte for 714 mia. kr. i 1994 ud af en samlet omsætning på 1693 mia. kr. for private virksomheder. De 15 største banker, forsikringsselskaber, kreditforeninger og pensionsfonde sidder på 90 pct. af alle kapitalstrømmene og ejer hovedparten af obligationerne. Lægger vi hertil de centrale embedsmænd og direktører i store offentlige virksomheder, så har vi kernen i den herskende klasse. Disse folk sidder ikke blot i deres virksomhed, men er gensidigt repræsenteret i hinandens bestyrelser, og kan således beherske den danske økonomi. I flg. Greens oversigt over vigtige erhvervsfolk i både privat og offentlig regi, er der 5000 vigtige personer, svarende til 1 promille af den voksne befolkning.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 8

Sidst opdateret 14. nov. 1998