Systemfejl

Mange mennesker spørger i disse dage, hvor hårdt den økonomiske krise vil ramme Europa og USA.

Det er ikke overraskende. De seneste ugers panik i den herskende klasse har meget lignet den panik, som pludselig udviklede sig, da oliepriserne skød op gennem taget i oktober 1973 og signalerede afslutningen på det lange opsving i efterkrigstiden. Panikken minder også om situationen i begyndelsen af 1990, da det pludselig blev klart, at det spekulative 'greed is good'-boom i sidste halvdel af 1980'erne var kørt fast.

William Keegan, redaktør af erhvervsstoffet i Observer, har sammenfattet den nye stemning i de kredse, han færdes i:

'De af os, som tog på ferie med en følelse af, at advarslerne om økonomiske problemer ikke blev taget alvorligt, er kommet tilbage og fundet en nærmest panisk stemning. Sydøstasien, Rusland, Canada, Australien, Latinamerika, Wall Street ... stemningen synes at have ændret sig fra tilfredshed til en frygt for et financielt og økonomisk Armageddon.'

Investorerne skræmmes fra vid og sans

Denne stemning er omvendt med til at skabe yderligere panik blandt de mest udtalte tilhængere af kapitalismen, idet de frygter, at krisen vil få deres ideologi til at forekomme lige så falleret som den stalinistiske ideologi gjorde efter Berlinmurens fald. The Economist skrev:

'En særligt farlig, men på ingen måde uventet bedømmelse af situationen, er ved at blive almindelig. Det er den, der siger: Se bare, det er hvad den fri markedskapitalisme gør for dig.'

The Economist gør ret i at være bekymret på dette spørgsmål. Det simple faktum, at mange af de, der er aktivt involveret i det kapitalistiske maskineri, nu ser en krise i 1930´er-målestok nærme sig, viser, hvor kaotisk og irrationelt systemet er. Men det indledende spørgsmål står stadig tilbage: Hvad kommer der til at ske?

Der er to svar på dette. For det første er muligheden for en meget dyb krise indbygget i systemet i den nuværende fase. For det andet betyder systemets kompleksitet, kaos og tilfældighed, at ingen kan forudse med nøjagtighed, hvad der vil ske i løbet af de næste 12 måneder.

Krisen er indbygget i systemet, fordi markedet pr. definition udelukker reel planlægning. Firmaer ansætter udelukkende folk for at producere varer, der kan sælges. Men de kan kun sælges, hvis der er andre firmaer eller mennesker, som er parat til at bruge deres lønninger, profitter eller aktieudbytter til at købe dem. Hvis ikke alle pengene i en økonomi bliver forbrugt, så kan firmaer ikke sælge alle de produkter, de er i stand til at fremstille. De begynder at lukke fabrikker, fyrer arbejdere og ansætter ingen nye.

Arbejdere er tvunget til at forbruge stort set alt, hvad de tjener, hvis de ønsker at opretholde en bare tålelig levestandard.

For kapitalisterne er det den umiddelbare profit, der tæller - og den opnår de kun ved at rage så meget til sig på så kort tid som muligt, uanset hvad der kan ske om et år eller to

Men tingene er meget forskellige, når vi ser på de profitter, aktieudbytter og renteindtægter, som går til kapitalisterne. Systemet har ingen mekanisme til at sikre, at de forbruger alle indtægterne. Selvfølgelig vil kapitalisterne altid forbruge nogle af deres indtægter for at skaffe sig selv og deres medløbere et liv i skændig luksus. Men hvad sker der med resten af indtægterne?

De kan bruges som investeringer i produktion af nye produkter eller serviceydelser. I det tilfælde bliver der efterspørgsel på andre kapitalisters produkter, der skabes nye jobs, og økonomien kan sågar komme i opsving.

Intet garanterer imidlertid, at sådanne investeringer finder sted. Om det sker eller ej, afhænger helt og holdent af, om kapitalisterne tror, at de kan tjene profit på det. Hvis en sådan profit af en eller anden grund ikke er sandsynlig - eller rettere: hvis kapitalisten tror, at den er usandsynlig - så bliver der ikke investeret, firmaer kan ikke afsætte alle deres produkter, fabrikker bliver lukket og arbejdsløsheden ryger i vejret.

Når den udvikling finder sted, bliver systemet fanget i en ond cirkel. Når et firma lukker en fabrik, så holder den op med at købe råvarer og komponenter fra andre firmaer, som så må fyre deres arbejdere. Når arbejdere sendes på gaden, så falder deres købekraft. På denne måde breder krisen sig som koldbrand gennem systemet.

Der er en række yderligere faktorer, som kan accelerere smittens spredning i systemet. De fleste firmaer betaler ikke kontant for de varer, de køber, men er afhængige af kreditter, som de forventer at kunne betale tilbage, så snart de har solgt deres produkter. Banker kan yde kreditter, fordi de omvendt regner med selv at kunne låne penge fra andre firmaer og rige personer. Regeringer kan begrænse købekraften ved at øge beskatningen på den ene side, og på den anden side øge købekraften ved at øge de offentlige udgifter. På tilsvarende måde er de med til at yde bankerne kreditter og opkræver dem igen gennem offentlig låntagning. Og på toppen af kransekagen er der en gruppe kapitalister, som har specialiseret sig i at tjene penge ved at spekulere i råvarer, aktier, valutakurser og kortvarige kreditter - i deres jagt efter kortsigtede profitter kan de først presse priserne i vejret og siden i den modsatte retning.

Der findes altså en omfattende og indviklet kæde af ind- og udlån af penge, som er med til at komplicere den allerede indviklede kæde af køb og salg af produkter. Det bliver næsten umuligt at gennemskue transaktionerne og finde ud af, hvad der foregår i den egentlige økonomi - produktionen. Så længe økonomien er på vej op, så er der kun få kapitalister, som har et ønske om at gennemskue tingene. For kapitalisterne er det den umiddelbare profit, der tæller - og den opnår de kun ved at rage så meget til sig på så kort tid som muligt, uanset hvad der kan ske om et år eller to. Spekulanter bliver fuldstændig revet med af deres egen spekulationsbølge, og direktører retfærdiggør deres stadigt større lønninger ved at puste profittallene kunstigt op.

Den samme kortsigtethed berører nødvendigvis også alle de personer, der har travlt med at indsmigre sig hos erhvervslivet - socialdemokratiske ministre, akademikere på vej op i hierarkiet samt diverse kommentatorer, der tjener til livet ved at skrive intetsigende artikler om markedsøkonomi og globalisering. De forsikrer alle sammen hinanden om, hvor fantastisk det går, og er ude af stand til at kigge ud over egen næsetip.

Men det kræver imidlertid ikke særlig megen intelligens at indse, at enhver kæde knækker, hvis bare et enkelt led går i stykker. Det samme gælder for kapitalismen: Hvis der sker bare et enkelt brud i de lange kæder af køb og salg, ind- og udlån, så er hele systemet pludselig i vanskeligheder. Den grundlæggende profitskabelse i produktionen kan være godt gemt bag spekulation i aktier og valutaer, men hvis der er problemer i produktionen, så er et sammenbrud i længden uundgåeligt. Op gennem 1980'erne og 1990'erne har den grundlæggende profitabilitet været meget lavere end for 30 år siden - hvilket der faktisk er mange, der har peget på.

Det led i kæden, som først går i stykker, kan være så langt væk og synes så perifert i systemet, at man kan tro, at det er uden betydning. Således var de første krisetegn i 1920'erne, at der opstod problemer med spekulation i grunde i Florida. Denne gang var det faldet på Thailands børs og i den thailandske valuta. Men hvis et dæk er pumpet for hårdt op, så kan det springe blot ved et prik med en knappenål.

Kollapset i Thailand gjorde det åbenbart, at der også var problemer i Malaysias og Indonesiens økonomier. Deres kollaps gjorde, at finanshuse pludselig begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de vildt overdrevne forventninger til de enorme sydkoreanske firmaer med deres store satsninger på produktion af computerchips. Det næste led i kæden viste sig at være oliepriserne. De begyndte at falde, da krisen i Asien begyndte at sænke den globale efterspørgsel - og det betød dødsstødet for den russiske regerings forventninger om, at olieeksport kunne betale for de nyrige russeres import af luksusvarer. Alene talen om, at Rusland indstillede tilbagebetalingen af lån, fik de internationale investorer til at tænke nervøst på, hvor udsat deres tilgodehavender var andre steder i verden, især i Latinamerika. Og i dag beder en masse af dem til, at Kina kan undgå en devaluering og en hård opbremsning i den økonomiske vækst.

Så snart de markedsmæssige og finansielle netværk begynder at blive trævlet op, er det svært at sige, hvornår det stopper. Kompleksiteten, panikken og den fortsatte spekulation (nu i faldende snarere end voksende aktiekurser) betyder, at ingen rigtigt véd, hvad det underliggende profitniveau egentlig er - især fordi en nedgang truer med at begrænse profitten endnu mere på grund af faldende omsætning.

På samme tid begynder regeringer, trods hyldesten af det fri marked og snakken om 'globalisering', at intervenere i et desperat forsøg på at holde økonomien oven vande - overtagelse af visse banker i Indonesien og Japan, opkøb af aktier for at holde aktiekurserne i vejret i Hong Kong, sammensætning af en koalitionsregering af cheferne for Ruslands store industrielle monopoler i håbet om at de kan blive enige om, at en koordineret indsats kan være til alles nytte.

Sådanne tiltag vil ikke betyde, at krisen ved et lykketræf pludselig stopper. Det er meget mere sandsynligt, at der opstår endnu dybere splittelser i de herskende klasser og deres regeringer, når de i desperation slår ud efter hinanden. Alt dette gør det umuligt for enhver at forudsige med nogen form for sikkerhed, hvad det næste træk bliver.

Ligesom selv de dygtigste meteorologer ikke i detaljer kunne forudsige El Niños udvikling, så kan end ikke de mest videnskabelige marxister forudsige, hvordan den nuværende økonomiske krise vil udvikle sig.

Men krisen har imidlertid allerede bevist hulheden i argumentationen for, at markedsøkonomien er en rationel måde at organisere menneskehedens produktive kapacitet på. Og den har allerede vist i tilfældene Indonesien og Rusland, hvor hurtigt økonomiske kriser kan forvandles til politiske kriser, som får rigtigt mange mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved de gamle ideologiske grundpiller.

Chris Harman, Socialist Review 223

Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 8

Sidst opdateret 16.10.1998