Socialistisk Revy nr. 8 - Side 13 - Oktober 1998  

Et folks tragedie

Chiles venstreorienterede regering - et eksperiment i demokratisk socialisme - blev brutalt smadret af et militærkup for 25 år siden.
Mike Gonzales kigger på, hvad der gik galt og hvorfor
 

General Augusto Pinochet, Chiles tidligere diktator, blev for nylig udnævnt til senator på livstid. Blandt de frynsegoder, der følger med det job, er immunitet på livstid for retsforfølgelse for forbrydelser mod samfundet. Den mand, der organiserede et militærkup for 25 år siden, den 11. september, og som myrdede og torturerede titusinder af socialister, fagforeningsaktivister og studenter, vil nu kunne nyde sin alderdom og sin enorme formue uden at blive forstyrret.

Da Pinochet beordrede Chiles præsidentpalads bombet den september morgen, og dræbte præsidenten Salvador Allende, vakte det omgående genklang. Grunden til, at lige netop den dag var så betydningsfuld, var, at landet i tre år havde gennemgået en periode med enorme sociale forandringer. Den chilenske herskende klasse havde ry for at støtte demokratiet - Pinochets kup beviste, at ingen herskende klasse er villig til at lade magten glide sig af hænde, uanset omkostningerne. I de følgende dage og uger opførte Chiles nye herskere sig med uhørt brutalitet. Enhver, der blev identificeret som havet værende en del af bevægelsen for forandring, blev afhentet, fængslet, tortureret og omkring 30.000 blev dræbt i løbet af det efterfølgende år. Andre hundredtusinder blev drevet i eksil.

Hvorfor var den chilenske herskende klasses svar så barbarisk? Og hvorfor indtog Chile en så central rolle i en politisk diskussion, der spredte sig over hele venstrefløjen i hele verden i månederne efter kuppet?

Da præsidentkandidaten for venstrefløjskoalitionen Folkelig Enhed, Salvador Allende, blev valgt i november 1970, var der kolossale glædesdemonstrationer i gaderne. Allende, der var læge og en gammel aktivist, havde altid påstået, at han var marxist, og Folkelig Enhed koalitionen bestod af seks partier, deriblandt kommunisterne og socialisterne. Mere vigtigt var det, at han var kommet til magten på en bølge af massekamp. Marcher, demonstrationer, strejker og jordbesættelser optrappedes gennem 1968 og 1969, især efter, at den tidligere kristeligt demokratiske regerings lovede landreformer aldrig blev til noget, fordi de store jordbesiddere forhindrede det. Antallet af jordbesættelser steg fra ni i 1967 til 148 to år senere. Mindst to af de små partier i den Folkelige Enhed blev dannet af desillusionerede radikale, der kæmpede for jordreformer. I arbejderklassen, med dens lange tradition for stærke fagforeninger, som afspejlede sig i store kommunist- og socialistpartier, var kampgejsten stigende. I 1970 var der 5295 strejker (mere end dobbelt så mange som året forinden), der omfattede mere end 300.000 arbejdere. Og en studenterbevægelse begyndte i 1969 at udbredes over hele landet og forlangte demokratisk indflydelse og større adgang til universiteterne for arbejdere. Det var disse folk, der havde agiteret og stemt for Allende, og det var deres forventninger, han symboliserede.

Allende havde givet nogle vigtige løfter: At nationalisere kobberminerne, Chiles vigtigste eksportindustri; at gennemføre den omfordeling af jorden, den tidligere regering ikke havde leveret; at det offentlige skulle overtage økonomiske nøgleområder; at hæve levestandarden for flertallet af den chilenske befolkning. På den internationale scene, skulle Chiles årelange underlæggen sig USA være slut, og det nye Chile skulle være anti-imperialistisk og uafhængigt.
 

Hvad den Folkelige Enheds støtter ikke vidste dengang var, at Allende havde underskrevet en aftale med de kristelige demokrater, inden han formelt overtog præsidentembedet, kaldet Garantierklæringen. Det var løfte om ikke at blande sig i medierne, undervisningen, politiet eller militæret - med andre ord, et løfte om ikke at true den kapitalistiske stat. Det var et hemmeligt dokument - dets sprog var et ganske andet, end det, der havde kendetegnet de taler, som Allende eller andre regeringsmedlemmer havde givet, og som proklamerede "folkemagt". Ydermere var det et signal til det chilenske borgerskab til, at det kunne begynde at mobilisere sine ressourcer imod den nye regering, der havde erklæret troskab til den borgerlige legalitet, og hvis leder, Allende, allerede bønfaldt arbejderne om "ikke at gøre noget uoverlagt". Den chilenske herskende klasse standsede øjeblikkeligt alle investeringer og begyndte at hamstre varerog om muligt flytte deres ressourcer udenlands. USA standsede al ikke-militær bistand - og mærkeligt nok (eller måske er det alligevel ikke så mærkeligt) øgede Disney-koncernen drastisk den mængde produkter, de sendte til Chile. Som forfatterne Mattelart og Dorfman påpegede i deres bog How to Read Donald Duck, "underholdning er ikke en letindustri", men et tungt våben i klassekampen.

De multinationale selskaber, der havde ejet Chiles kobber, forsøgte nu at stoppe eksporten. Jordbesidderne gjorde sig klar til at gå rettens vej, idet de vidste, de ville få dommernes sympati, hvis nogen forsøgte at tage deres jord. Og de kristelige demokrater, med flertallet i parlamentet, opbyggede juridiske stopklodser. I de første måneder af 1971 nationaliserede Allende 90 firmaer og staten overtog 1400 farme. Så i maj annoncerede han, at den proces ikke ville gå videre. Det, han hidtil havde gjort, havde været inden for de juridiske rammer. Det næste skridt ville have tvunget ham til at bryde de garantier, han havde givet, og udgjorde derfor en trussel mod de eksisterende produktionsforhold og selve samfundets klassenatur.
 

Allende talte stadig om "socialisme" - men det han mente med det, var en blandingsøkonomi med en stærk statslig sektor, der kunne skride ind for at stabilisere systemet. Hans projekt gik ud på at modernisere den chilenske stat, øge den industrielle aktivitet, delvis ved at øge forbruget, delvis ved at modernisere landbruget og komme væk fra afhængigheden af kobber. Det, arbejderklassen derimod forstod ved socialisme i den stærkt politiserede atmosfære i 1971 var et spørgsmål om magt - "folkemagt". I slutningen af 1971, mens Fidel Castro besøgte Allende for at lykønske ham med hans magtovertagelse med fredelige midler (endnu en vidunderlig ironi) havde højrefløjen fået selvtillid - det så jo ud til, at Allende ville stå ved sin aftale. Men det ville den herskende klasse og dens støtter ikke. I november gik Santiagos borgerskabs fruer sammen med deres tjenestepiger gennem gaderne med tomme potter og pander og protesterede over mangel på varer. Der var efterhånden kommet mangel på basisfødevarer på det tidspunkt - men det var arbejderne, der havde svært ved at skaffe æg, sæbe og andre vigtige ting, hvor det meste var hamstret i de riges huse. De komiteer til fordeling af fødevarer, JAPS, som regeringen havde dannet tidligere på året, blev allerede brugt mange steder til at fordele maden direkte i lokalområderne.

I begyndelsen af 1972 blev højrefløjen oplivet af Allendes tøven og i hans gentagne forsikringer om, at hans regering ville holde sig inden for loven. I januar og februar gik højrefløjen i offensiven, stævnede den venstreorienterede indenrigsminister og blokerede for nationaliseringerne. Gennem hele første halvdel af 1972 forlangte den Folkelige Enheds græsrodsaktivister handling over for højrefløjen og en fortsættelse af reformerne; i juli og august mødtes en Folkeforsamling i byen Concepcion og forlangte oprettelsen af en ny slags magt, arbejdermagt.

På alle niveauer - i økonomien, i det politiske liv, i medierne, på gaderne - blev linierne trukket skarpt op. En stadigt mere selvsikker højrefløj talte nu åbent i dens medier om at bringe Allende-regeringen til fald ved brug af økonomiske våben og propaganda. Og mens fagforeningerne og andre kæmpede imod, var Allende låst fast i den tøven, kompromisserne havde skabt. Han troede tydeligvis stadig på en "chilensk vej til socialisme", hvor den herskende klasse accepterede demokratisk trufne beslutninger, selv om de truede deres interesser; midlet til at opnå sociale forandringer, mente han, var det parlamentariske flertal. Men den herskende klasse havde allerede offentligt erklæret, at den havde til hensigt at handle uden for disse institutioner.
 

Vendepunktet kom i oktober 1972. Vognmændene, små og mellemstore forretningsfolk, låste deres vogne inde og bevæbnede sig for at modsætte sig ethvert forsøg på bruge vognene. De havde støtte fra alle højrefløjens organisationer. I Chile var vejtransport den vigtigste måde at fordele varer på - så denne aktion satte kniven for struben på Allende. Alligevel tøvede han og opfordrede de strejkende vognmænd til at holde sig inden for lovens rammer. Dette var øjeblikket, hvor de virkelige alternativer blev tydelige; Allende var magtesløs, så arbejderklassen og bønderne udøvede deres magt uafhængigt af regeringen. De beslaglagde lastbilerne, brød ind i de supermarkeder, hvis ejere havde lukket dem i sympati med de strejkende vognmænd, og smed de fabriksejere, der forsøgte at standse maskinerne, på porten. Nye organisationer, der udtrykte denne nye form for magt, opstod med et.

En af Allendes ministre giver arbejderne besked på at gå hjem under kupforsøget i juni 1973

Lenin definerede en revolutionær situation som en situation i hvilken arbejderne ikke længere ville lade sig styre som hidtil, og hvor den herskende klasse ikke længere er i stand at regere som før. I sådanne øjeblikke er arbejderbevægelsen mest kreativ og fri. Der opbygges nye organisationer, som udtrykker det faktum, at magten er faldet i andre hænder, at de traditionelle skillelinier, der har splittet arbejderklassen, er blevet overvundet, at magten er gået fra toppen til bunden. I Rusland i 1917 blev disse nye organisationer kaldt sovjetter, i Chile cordones. Og det var disse organisationer, der brød vognmændenes strejke.

Set i bakspejlet virker det vanvittigt, at repræsentanterne for "folkemagten" skulle reagere på dennes virkeliggørelse ved at hidkalde hæren for at genoprette orden. Og dog er det, hvad Allende gjorde. Kommunistpartiet, Allendes eget socialistparti, og andre dele af den Folkelige Enhed besluttede, at det vigtigste på dette stadie, var at bevare staten intakt. Stillet over for to former for magt, valgte de den borgerlige stat. Da det kom til stykket, skræmte cordones og glimtet af arbejdermagt både Allende og den herskende klasse.

I de følgende måneder var der to slags magt i Chile - en magt nedefra, der løste konflikter ved direkte organisering og begyndte at opbygge nye, yderst demokratiske magtorganer, og en regering, der kæmpede for at genvinde sin autoritet over for arbejderne. Den nye økonomiske plan, som den kommunistiske økonomiminister Jose Millas foreslog i januar 1973, reducerede den statslige sektor i økonomien og satte hele regeringens vægt ind bag de officielle fagforeninger og mod græsrodsorganiseringen.
 

Valget i marts 1973 gav et besynderligt resultat. Den Folkelige Enheds stemmetal steg igen og passerede de magiske 50 procent. Det var besynderligt, fordi den øgede stemmeandel afspejlede begivenhedernes radikalisering, arbejdernes og deres familiers øgede selvtillid og deltagelse. Men alligevel stemte de for en regering, der brugte hvert et middel til at afvæbne og opløse deres organisationer. Det var dybest set fordi, ingen af de venstrefløjs-organisationer, der var kritiske over for Allende og som var involveret i og nogle gange ledte kampene nedefra, ikke ønskede at bryde med den Folkelige Enhed og erklære sig selv for arbejdermagtens repræsentanter. De troede stadig, de kunne dreje den Folkelige Enhed i en mere radikal retning. Et velkendt scenario - og en velkendt illusion.

Hvis Allende tøvede, gjorde den herskende klasse det ikke; den havde set en ægte revolutionær magt - og var bange. Det chilenske borgerskab så sine interesser udsat for en alvorlig trussel - og dets allierede i udlandet, først og fremmest Washington, var lige så bange for, at dønningerne skulle sprede sig uden for Chile. Efter marts måned var højrefløjen ved at forberede sit angreb på den Folkelige Enhed. Den 29. juli rullede et tank regiment i gaderne - dette kupforsøg blev let stoppet, men det var ligeså tydeligt, at dette blot var en prøve. Fælles militærøvelser med USA begyndte; de højreorienterede aviser og medier begyndte igen og igen at tale om bevæbnede grupper og venstreorienterede planer. Allerede i juli blev venstreorienterede soldater arresteret og tortureret. I august erklærede vognmændene endnu en national boykot.

Denne gang dannede Allende omgående et "nationalt sikkerhedskabinet", indeholdende general Augusto Pinochet, der skulle "genoprette orden". I provinsen satte hærenheder ind over for bøndernes organisationer og kendte venstreorienterede blev tilbageholdt og tortureret. Der dukkede atter cordones op, og disse begyndte at udgive en avis Tarea urgente (Påtrængende opgave) - men det tragiske var, at det var for sent at danne en koordineret revolutionær udfordrer til den chilenske statsmagt. En magt, Allende allerede havde tilbagegivet til borgerskabets ureformerede væbnede styrker. Folk kæmpede, og gjorde det med stort mod. Kommunistpartiets svar var at trykke plakater, der sagde "nej til både højres og venstres vold" - de undlod at deltage i den kamp, der udfoldede sig for øjnene af dem.

Den 4. september var der en massedemonstration i Santiago. Omkring en halv million deltog. Alligevel viste datidens nyhedsoptagelser en stum, demoraliseret hob, defilerende forbi Allendes præsidentpalads, med en frygtelig atmosfære af nederlag over sig. Da den 11. oktober indtraf, var kuppet lynhurtigt, modstanden minimal og sporadisk. I en vis forstand var slaget allerede tabt - og ingen venstrefløjs-organisationer, med undtagelse af det Che Guevara-inspirerede MIR og visse venstreorienterede grupper inden for socialistpartiet, opfordrede til modstand.
 

De tusindvis af drab fandt først sted senere, da den herskende klasse satte sig for systematisk at ødelægge det lag af arbejderledere og aktivister, der havde udøvet arbejderklassens magt i den fantastiske periode mellem oktober 1972 og august 1973. Det var både en klasses hævn og en udslettelse af erfaringerne fra og minderne om den magt. Torturen blev ikke begået af hjernelamme psykopater, men af trænede håndlangere for den klasse, der havde mærket grundlaget for sin magt ryste under sig.

I de efterfølgende måneder blev protestmøder og demonstrationer afholdt over hele verden. Chiles musik, der var så nært knyttet til den Folkelige Enheds år, blev til nye revolutionære hymner - "Venceremos", "El pueblo unido jamas sera vencido". Ydermere blev analysen af de chilenske erfaringer grundlaget for en ny strømning indenfor de europæiske kommunistpartier, "eurokommunisme", en pragmatisk "realisme". Denne strømning viste sig først i Italien, hvor generalsekretæren for den enorme italienske kommunistparti, Enrico Berlinguer, argumenterede for, at kuppet i Chile, havde fundet sted fordi "tingene var gået for vidt", fordi de havde mistet opbakning fra "dele af borgerskabet og middelklassen." I Italien fik det kommunistpartiet til at indgå en alliance med de kristelige demokrater; andre steder førte det til en argumentation, der på forskellige måder gradvis opgav ideen om socialisme som andet end en utopisk drøm. Den konklusion, kommunistpartierne drog, var, at socialisme og socialdemokratisme var en og samme ting, og at arbejdermagt blot var en drøm.

Men for de af os, der tilhørte den revolutionære socialistiske tradition, viste Chile det stik modsatte. Det viste den magt, arbejderklassen besad, og at de, når de udøver denne magt, kan danne, hvad Marx kaldte "det mest ekstreme demokrati". Det viste også sandheden i en anden af Marx´s udtalelser: Når en herskende klasse trues af en revolutionær bevægelse, er der kun to muligheder tilbage på den historiske dagsorden - socialisme eller barbari.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 8

Sidst opdateret 21.10.1998