Socialistisk Revy nr. 8 - Side 16 - Oktober 1998  

Tilbage til 30'erne?

Engang troede man, at tider med økonomisk depression var overstået for altid. Men på det seneste er der dukket lighedspunkter op med det økonomiske og politiske kaos i 30'erne. Lindsey German kigger på dengang og nu.
 

"Enhver med lidt fornemmelse for historien og en smule fantasi burde være ret så bekymret nu. Ikke siden de første efterkrigsår har vestlige ledere stået over for en så bred vifte af udfordringer. Og ikke siden 1930'erne har en finansiel krise (i modsætning til en krise i den virkelige økonomi) set ud til at udgøre en sådan trussel mod verden som helhed."
Martin Wolf, Financial Times, 9. sept. 1998
 

For kun ganske få uger siden afviste de fleste kommentatorer sandsynligheden for, at krisen i Sydøstasien ville udvikle sig til en verdenskrise. Begivenhederne i Rusland har ændret dette. Udsigten til en katastrofe dér, oveni de enorme økonomiske og politiske omvæltninger, der allerede finder sted i lande som Indonesien og Malaysia, har betydet, at spørgsmålet på alles læber er: Hvor galt kan det gå?

Det værste er forestillingen om en gentagelse af 30'erne, hvor den store depression førte til et drastisk fald i verdens industriproduktion. Arbejdsløsheden voksede på verdensplan fra 10 millioner i 1929 til 40 millioner i 1932. I den samme periode faldt verdenshandelen til en tredjedel af, hvad den var i 1929. Intet af det, man forsøgte at gøre for at råde bod på situationen, så ud til at virke i depressionens første år, mens verdensøkonomien så ud til at være inde i en nedadgående spiral, der ikke lod sig standse. Sammenbrud i produktionen førte til fallit for bankerne, som ikke kunne få deres lån tilbagebetalt, samtidig med at de store bankkriser, som førte til lukninger af banker, især i Tyskland og USA, igen førte til, at endnu flere sektorer af produktionen blev trukket ned.

Krisen i 30'erne anses almindeligvis for at være startet med krakket på Wall Street i 1929, hvor millioner af dollars blev kappet af værdien af aktier og obligationer, og mange forretningsfolk stod foran fallit. Men krakket var selv et tegn på langt dybere underliggende problemer. Produktionen i USA var allerede begyndt at tabe fart i månederne inden krakket og havde grundlæggende problemer, som ikke uden videre kunne korrigeres.

Krisen fra 1929 skabte massiv arbejdsløshed, især i USA og (som her) Tyskland

USA's økonomi ekspanderede gennem det meste af 1920'erne. Landet var kommet ud af 1. verdenskrig som den dominerende verdensmagt og gennem 1920'erne blev dets industriproduktion næsten fordoblet. Produktionen i fremstillingsindustrien steg dramatisk og specielt vedvarende forbrugsgoder voksede hurtigt. Men mens mængden af producerede varer steg kraftigt, steg kapitalandelen meget mere end den del, der gik til lønninger, og meget store mængder af profit blev investeret i yderligere fabrikker og maskineri. Det betød, at mere og mere blev brugt på produktion i sværindustrien, mens den mængde, som arbejderne kunne købe med deres løn, forblev lille.

En række studier viser, at misforholdet mellem den mængde, der investeredes, og den mængde, som arbejderne kunne forbruge, havde været et relativt langvarigt problem i kapitalismen i USA, helt tilbage til før 1. verdenskrig, og dette havde ført til en tilbagegang i den profitrate, som kapitalisterne fik. Det logiske følge af denne situation ville være en overproduktionskrise. Men lavkonjunkturen kom først i 1929, fordi andre faktorer for en tid dominerede og forhindrede mængden af investeringer i fast kapital i at stige alt for hurtigt. Den første var de riges luksusforbrug - den marxistiske økonom Lewis Corey hævdede, at "den kapitalistiske produktions ligevægt kom til at afhænge mere og mere af at stimulere 'behovene' hos små grupper af mennesker med overskud af købekraft". Den anden faktor var udgifterne til annoncer, markedsføring o.l., som tiltrak en stigende mængde af allerede akkumuleret merværdi eller profit (sådanne omkostninger voksede til to tredjedele af den totale merværdi i slutningen af 1920'erne). Den tredje "afløb" for akkumuleret kapital var de forskellige spekulative opsving, hvori aktiemarkedet var centrale. De stimulerede økonomien (fx. gennem ejendomsspekulation) og gav et skin af stadigt voksende rigdom, men i det lange løb afhang også disse af, hvordan den virkelige økonomi havde det.
 

I slutningen af 1920'erne havde USA's industri langt større kapacitet, end markedet kunne opsuge, og var derfor på vej mod en overproduktionskrise. Alligevel førte de spekulative opsving til yderligere investeringer i produktion, selv om der i forvejen var overkapacitet. Dette blev så igen forværret af den rolle, som kreditten spillede i økonomien. Bankvirksomhed og pengemarkeder udgør et krav på den allerede akkumulerede merværdi (kapitalister, som får overskud, investerer noget af det i banker eller aktier på markedet); men de udgør også et krav på fremtidig merværdi. Nogle kapitalister er nødt til at låne fra andre bank-kapitalister for at have midler nok til at bygge fabrikker, kontorer osv. mod at love, at pengene bliver betalt tilbage af den fremtidige profit. Men kapitalister tenderer til at låne, når opsvinget er på sit højdepunkt, hvor renten er lav og penge er lette at få fat i, og egenkapital er let at rejse på boomende aktiemarkeder. Når økonomien strammer til og profitraten falder, må de betale tilbage til en højere rente, fordi der kommer færre midler til bankerne. Netop når det skulle være lettere for dem at låne, bliver det sværere, og dette medvirker til at forværre krisen.

I en sådan situation kan det spekulative boom let vende sig til sin modsætning, når troen på, at aktiepriserne altid vil stige, viser sig at være falsk, og når den virkelige krise i økonomien betyder, at fabrikanter ikke altid kan indfri deres lån. De reagerer ofte ved at tage yderligere lån, som de er endnu mindre i stand til at betale tilbage. Når først nogle virksomheder starter med at gå fallit og ikke kan betale deres lån tilbage, kan krisen trække finansmarkederne ned, som så nægter at finansiere nye investeringer. Således var den onde cirkel, som blev sammenfattet i Wall Street-krakket.

Depressionen var usædvanlig hård og brutal. Banker krakkede, især i Tyskland og USA. Millioner mistede deres levebrød. Store dele af middelklassen så deres opsparinger tilintetgjort. Politisk skete der en polarisering på masseplan, da det borgerlige demokrati og det frie marked viste sig at have slået fejl. I Tyskland var nazismens fremmarch det direkte resultat af krisen. Som Trotskij beskrev det, blev middelklassen gjort rasende af krisen. I USA blev Roosevelts New Deal set som en radikal korrektion af markedet.

Til at begynde med holdt de herskende klasser overalt sig til deres hidtidige politik: Deflation, nedskæring af lønnen og afvisning af at bruge staten til at intervenere direkte i økonomien. Men efterhånden havde staten i de enkelte lande ikke andet valg end at træde til som den eneste kraft, der kunne prøve at genskabe kapitalens profitabilitet. Hitler blev støttet af store dele af storkapitalen i Tyskland, især inden for sværindustrien, som fx. stålproduktion. Roosevelt var tvunget til at indføre en høj grad af statsintervention og regulering. Men selv med disse forsøg på at stimulere økonomien fra statens side, kom systemet kun langsomt og rykvis over depressionen. I 1937 røg de britiske, franske og amerikanske økonomier igen ind i en lavkonjunktur, og arbejdsløsheden forblev på et langt højere niveau end i 1920'erne. Det var først med omstillingen til krigsøkonomi og udbruddet af den anden verdenskrig fra 1939, at verdensøkonomien trak sig selv op af lavkonjunkturen, praktisk talt slap af med arbejdsløsheden og opretholdt en fuld produktion.
 

Efterkrigsboomet, der varede fra slutningen af 1940'erne og frem til begyndelsen af 1970'erne, var baseret på meget høje militærbudgetter, som tjente til at forhindre, at det beløb, der blev investeret i fabrikker og maskiner (kapitalens organiske sammensætning), steg for meget, og således kunne der opretholdes relativt høje profitrater. Men selv denne hidtil usete ekspansion af systemet fik en ende i begyndelsen af 1970'erne. Siden da har der været et meget højt arbejdsløshedsniveau verden over. Den stigende internationalisering af kapitalen og den stigende byrde på de store militære magter - i modsætning til Tyskland og Japan, som var relativt fri for udgifterne til militær, men stadig tjente på fordelene ved våbenøkonomien - førte til stigende modsætninger inden for systemet.

Den gængse analyse af økonomien på venstrefløjen gennem meget af efterkrigsboomet var baseret på J. M. Keynes' teorier, som sagde, at statsintervention kunne hjælpe til at opretholde økonomien i et permanent opsving. Men disse teorier blev bragt i miskredit med den hastigt stigende inflation og arbejdsløshed i begyndelsen af 1970'erne, hvor opsvinget sluttede. 1980'erne og 1990'erne har været kendetegnet ved kapitalens formodede frigørelse fra staten med den stigende privatisering, en tro på markedets totale frihed uanset de samfundsmæssige omkostninger og en massiv deregulering og internationalisering af kapitalen. Men også dette har ført til noget, der kan vise sig at være en endnu værre krise end den i 1970'erne.

I dag er der absolut en frygt blandt mange kapitalister for, at der ikke findes nogen nem korrektion af det, der først så ud som et lokalt problem i det Fjerne Østen, og at hele deres system er truet. Ikke blot ville dette betyde personlig ruin for mange af dem og finansiel katastrofe i større skala for selv store virksomheder, men også en politisk ustabilitet, som de kun kan forestille sig i deres værste mareridt. For i den folkelige erindring om den store depression er der intet, der står tydeligere end den politiske polarisering, den massive desillusionering omkring det borgerlige demokrati og søgningen efter radikale løsninger. Måske allervigtigst: Afslutningen på den store depression kom først, da genoprustningen og verden for anden gang i en generation blev kastet ud i krig endelig førte til fuld beskæftigelse og hurtigere økonomisk vækst.
 

Er dette hvad vi kan forvente igen? I en verden, der er meget forandret siden 1930'erne, er kapitalen langt mere internationaliseret, kreditten i særdeleshed går på tværs af nationale grænser, og udsigten til en atomkrig og det barbari, den medfører er endnu mere skræmmende end krigstruslen var i 1930'erne.

Sandheden er, at det er umuligt at forudsige det præcise resultat af den nuværende krise og hvad virkningen af den vil være på forskellige dele af verden. USA's økonomi vokser stadig, selv om den ser ud til at være ved at miste fart. I europæiske lande som fx. Tyskland er økonomien i fremgang. Storbritannien er på vej mod en lavkonjunktur inden for det næste år, men hvor dyb den vil blive er stadig uvist. Det virkelige spørgsmål er, om alle disse kan være immune over for, hvad der sker andre steder, og dette er fortsat tvivlsomt med graden af internationalisering af kapitalen. Der er ingen tvivl om, at indenlandske investeringer i Storbritannien er hårdt ramt af krisen, og at områder som Syd-Wales og det nordøstlige England vil blive slemt påvirket.

Økonomisk krise kan, som i Malaysia sidste måned, få klassekampen til pludseligt at bryde voldsomt ud.

I nogle dele af verden kan den økonomiske og politiske situation allerede sammenlignes med den, der ramte verden i 1930'erne. I Rusland er økonomien som et sort hul - store dele af befolkningen lever af hjemmedyrkede afgrøder eller tuskhandel for at kunne overleve. I Indonesien er den revolutionære bevægelse, der begyndte tidligere i år med at vælte diktatoren Suharto, fortsat med optøjer, strejker og demonstrationer.

Der er mange andre lighedspunkter med 1930'erne: Faldet i profitraten de seneste årtier verden over; vanvittige børsspekulationer; overproduktionskriserne, som allerede kendetegner det Fjerne Østen og som måske vil brede sig til de vestlige økonomier; sammenbrud og kriser for bankerne som følge af begivenhederne i Rusland og Sydøstsien.

Der er allerede tegn på, at nogle af de hårdest ramte lande er på vej væk fra forgudelsen af det frie marked - Malaysia har indført protektionistiske midler, til de vestlige ideologers skræk, mens staten i Hong Kong intervenerer kraftigt for at stive sit aktiemarked af. Der vil absolut være et pres for mere statsintervention for at redde virksomheder og direkte markeder. Men med internationaliseringen af kapitalen og dens bevægelser på tværs af landegrænser og med de enorme pengesummer, der kræves for at redde disse nu gigantiske virksomheder, er der ingen nemme løsninger for regeringerne og ingen umiddelbare mekanismer til at løse krisen på denne måde. Samtidig er der frygt for, at en eller anden stor virksomhed eller bank, som får lov til at gå fallit, vil forårsage et sådant sammenbrud, måske på tværs af landegrænser, at det vil få en større virkning på mange virksomheder og arbejdere, måske på hele nationale økonomier.

Krisens dybde og den manglende evne til at finde nemme løsninger har alvorlige konsekvenser. Allerede nu taler de herskende klasser fra Rusland til Indonesien om, at demokratiet må vente, til økonomien er rettet op - med andre ord: Diktatur er det foretrukne middel til at tvinge markedsreformerne igennem, når millioner er modstandere af dem. Hvad der er endnu værre er, at krisen puster til den nationale rivali-serings flammer, og muligvis også krigens, i store dele af verden: Mellem Malaysia og Singapore, mellem Indonesien og Kina, mellem Rusland og dele af dets tidligere imperium. Det kan kun blive værre.
 

Hvordan stiller dette så socialister, som forsøger at forklare og forandre verden? Vi kan ikke antage, at en sådan krise automatisk vil medføre øget klassekamp; somme tider har arbejdsløshed en dæmpende virkning på arbejderes militans. Dette afhænger imidlertid af, hvordan arbejderne går ind i krisen - hvor dyb deres bitterhed over for systemet er, hvilken selvtillid de har til at slå igen osv. Virkningen af krisen i 1930'erne var, at den skabte nogle af de største kampe i dette århundrede. Den spanske borgerkrig var en bitter tre år lang kamp, der skulle afgøre, om det var arbejdermagten eller fascismen, der ville sejre. I Frankrig og USA besatte arbejdere deres fabrikker for at bekæmpe virkningerne af krisen. I Latinamerika var der en række omvæltninger. Uanset det præcise resultat af denne krise, vil vi komme til at se masseopstande og protester verden over.

Socialister ser deres analyse bekræftet af krisen, sammenlignet med dem, der troede, at markedet aldrig ville slå fejl. Men vi kan ikke glæde os over den elendighed, den forårsager: Arbejdsløshed, sult og sommetider død.

Krisen er imidlertid et uundgåeligt træk ved kapitalismen, hvor produktion ikke planlægges efter behov, men baseres på blind akkumulation af kapital for akkumulationens egen skyld. Over-produktionskrisen kunne kun eksistere under kapitalismen. Millioner af mennesker behøver og ønsker varerne produceret, men har ingen midler til at betale for dem. Kun en ændring af dette system, så rigdommene produceres kollektivt og fordeles efter folks behov, kan gøre en ende på den elendighed, som så mange millioner nu oplever. Derfor er den nuværende krise så ideologisk vigtig, uanset om klassekampen øges eller ej, fordi den demonstrerer kapitalismens fallit og behovet for et alternativ.

Men selv under kapitalismen skal vi ikke affinde os med dette. Vi må kræve, at fabrikker nationaliseres for at skaffe arbejde til dem, der har behov for det, og varer til andre arbejdere; at pengene bruges til at bygge huse, hospitaler og skoler, som kan give arbejdspladser og forbedre vores livskvalitet; at de rige, og de store virksomheder, skal beskattes for at betale for disse projekter. Hvis regeringen ikke vil gøre dette, må arbejderne besætte deres fabrikker for at slås for deres arbejdspladser. Vi må bekæmpe ethvert forsøg på at splitte os på grund af nationalitet, race eller køn.

Vi er ikke magtesløse over for krisen, som magthaverne gerne vil have os til at tro. Vi må slås for at sikre, at det er vores prioriteringer, og ikke kapita-listernes, der vinder. Det var den lære, som mange arbejdere lærte i 1930'erne. Det er en, som vi må lære igen.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 8

Sidst opdateret 21.10.1998