Socialistisk Revy nr. 8 - Side 19 - Oktober 1998  

Var der et alternativ til den russiske revolution?

Den russiske oktoberrevolution i 1917 bliver tit beskyldt for at afskaffe de spæde demokratiske tiltag efter februarrevolution.
Freddie Nielsen argumenterer for, at oktoberrevolutionen var det eneste mulige forsvar for demokratiet
 

I diskussionen for eller imod socialisme spiller den russiske oktoberrevolution 1917 en meget væsentlig rolle. Og det ved modstandere af socialisme og revolution udmærket. De benytter det, at revolutionen endte i et stalinistisk diktatur, til at påstå, at oktoberrevolutionen aldrig skulle have fundet sted. Den revolutionære udvikling skulle være stoppet efter februar, hvor zar-dømmet blev afskaffet og erstattet af et spædt borgerligt demokrati.

Folk, der er mere venligt stemt overfor socialismen, vil hævde, at problemet med oktoberrevolutionen var, at den kom på det forkerte tidspunkt.

Men, som der vil blive argumenteret for i denne artikel, var det borgerlige demokrati ikke et reelt alternativ til oktoberrevolutionen. Den borgerlige regering, der havde magten mellem februar- og oktoberrevolutionen, var handlingslammet og tabte efterhånden helt opbakningen både blandt arbejdere og bønder, men også i borgerskabet, som hellere ville underkaste sig den tyske kejser end opleve en socialistisk revolution. Valget stod derfor mellem en socialistisk revolution eller borgerskabets blodige militærkup. Et valg, som hverken indeholdt muligheden for borgerligt demokrati eller lod sig udskyde til en senere lejlighed.
 

Den russiske oktoberrevolution i 1917 adskiller sig fra alle andre socialistiske revolutioner og opstande på det ganske væsentlige punkt, at den blev ført igennem til sejr. Ganske vist førte forskellige indre og ydre faktorer til, at den blev svækket i en sådan grad, at det blev muligt for Stalin i løbet af 20erne at gennemføre en kontrarevolution. Den kontrarevolution, der førte til den statskapitalisme, som kollapsede med murens fald i 1989.

Men det ændrer ikke ved, at oktoberrevolutionen er en begivenhed af enorm betydning, hvilket ikke kun dens tilhængere har forstået. For den herskende klasse var oktoberrevolutionen opfyldelsen af deres værste mareridt, nemlig indførelsen af et samfund, hvor deres privilegier var afskaffet. Det er grunden til, at borgerlige og reformistiske kræfter meget ihærdigt argumenterer for, at oktoberrevolutionen var et kup gennemført af bolsjevikkerne, som dermed ødelagde de lovende muligheder for udvikling og demokrati i Rusland, som februarrevolutionen havde givet.

De påstår, at bolsjevikkerne først kuppede sig til magten, hvorefter de opløste den konstituerende forsamling for til sidst at smadre de demokratiske borgerlige og socialistiske partier, der havde samlet sig omkring februarrevolutionens provisoriske regering, og som var godt i gang med at føre Rusland ind i en god udvikling. Desværre får den efterfølgende, frygtelige borgerkrig og invasion af landet af alverdens store og små imperialistiske magter og ikke mindst Stalins kontrarevolution og menneskefjendske statskapitalisme argumentet til at lyde plausibelt.

Men hvis oktoberrevolutionen var et kup, hvordan kunne det så være, at Martov, leder af de moderate socialister – mensjevikkerne – som var indædte modstandere af revolutionen, 14 dage efter oktoberrevolutionen kunne skrive til en partikammerat: „Du må forstå, at det, vi har foran os, er en sejrrig proletariatets opstand – næsten hele proletariatet støtter Lenin og forventer social befrielse af opstanden."

Hvis det borgerlige demokrati havde en fremtid i 1917, hvorfor skrev den amerikanske antibolsjevik og Moskvakorrespondent for Christian Science Monitor, W.H. Chamberlin, i sit værk om den russiske revolution: „Alternativet til bolsjevismen, hvis den ikke havde magtet at overleve borgerkrigens ildprøve ... ville ikke have været Tjernov, der åbnede en konstituerende forsamling, valgt efter de mest moderne regler for lige valgret og proportional repræsentation, men en militærdiktator, en Kolchak eller Denikin, ridende ind i Moskva på en hvid hest."

Kolchak og Denikin var to af de mest fremtrædende hvide generaler i borgerkrigen, mens Tjernov var en af lederne af de Socialrevolutionære, som var bøndernes moderate socialistiske parti.

Og hvorfor var det de moderate socialisters regering i Samara, Komiteen for den Konstituerende Forsamling eller Den Konstituerende Forsamlings Regering, den første af de mange anti-bolsjevikiske regeringer under borgerkrigen, der brød sammen?

Victor Serge skriver: „På det tidspunkt eksisterede der omkring tyve regeringer mellem Ural og Vladivostok. Komiteen for den Konstituerende Forsamling syntes som den med størst autoritet; den var den eneste demokratiske ... og den mest indflydelsesrige i europæisk Rusland."

Chamberlin giver faktisk et udmærket svar: „Den Konstituerende Forsamlings Regering var således upopulær blandt én del af Volgabyernes befolkning, fordi den ikke blev betragtet som tilstrækkelig revolutionær, og blandt en anden del, fordi den blev anset for at være for radikal. Dens tilhængere bestod mest af radikale og liberale provinsintellektuelle, med et islæt af bedrestillede arbejdere ..."

Argumentet om, at oktoberrevolutionen var et bolsjevikisk kup, der skulle have været undgået, ser bevidst eller ubevidst bort fra mindst to centrale punkter. For det første ved at se februarrevolutionen og oktoberrevolutionen som to af hinanden uafhængige hændelser. Og for det andet ved at undlade at stille spørgsmålet, „kunne februarrevolutionen have overlevet i sig selv uden oktoberrevolutionen"?

Som med enhver anden revolution var også den russiske revolution en proces, der var langt mere omfattende end blot de to højdepunkter i februar og oktober. Hvor oktoberrevolutionen var socialistisk, var februarrevolutionen borgerlig. Men det var ikke en borgerlig revolution i klassisk forstand, og det gjorde den russiske revolution til én sammenhængende proces.

Fra 1640 til 1848 gennemførte borgerskabet i Europa og Nordamerika en række revolutioner, der afskaffe enevælden til fordel for borgerlige samfund. Men i 1848 erfarede de, at arbejderklassen var vokset så meget antalsmæssigt og bevidsthedsmæssigt, at den ikke længere lod sig bruge i revolutionerne til at fremme borgerskabets mål, men begyndte at blande sig som selvstændig aktør med egne mål. Det betød, at borgerskabet i bl.a. Rusland valgte at holde sig tilbage fra det nødvendige opgør med feudalismen af frygt for arbejderklassen.

Den borgerlige februarrevolution blev derfor ikke gennemført af borgerskabet, men af Petrograds arbejdere og soldater, som primært var bønder i uniform. Og de gik langt videre end i de klassiske borgerlige revolutioner, idet de samtidig opbyggede deres egne magtorganer – sovjetterne.

Magten lå allerede fra starten i sovjetterne, men flertallet i sovjetterne bestod af moderate socialister, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der opfattede deres aktuelle opgave som udelukkende at gennemføre en borgerlig revolution i Rusland. De overlod derfor magten til en provisorisk regering, som var sammensat af borgerlige politikere.

Teknisk set havde regeringen fået overdraget magten fra zaren. Da zaren abdicerede overdrog han magten til sin bror. Men da denne imidlertid nægtede at påtage sig zarværdigheden, sikrede de borgerlige sig, at han lod ansvaret gå videre til den ny regering.
 

Regeringen var således nok et resultat af revolutionen, men den var ikke nedsat af revolutionen og sovjetterne, selv om den levede på deres nåde og barmhjertighed. Derfor tog den med glæde imod sovjetternes opbakning, og takkede for tilliden ved at inddrage den fremtrædende og ikke mindst opportunistiske, socialrevolutionære Kerenskij som minister i regeringen. Som den borgerlige minister Shingarev udtrykte det blandt sine egne: „Det er bedre at have ham med sig end imod sig."

Der blev hurtigt indført almindelige borgerlige friheder. Ja, det vil ikke være forkert at sige, at Rusland blev et af de mest frie samfund i verden, og i ord støttede regeringen, at der hurtigt skulle indkaldes en konstituerende forsamling på basis af almindelig valgret.

Men regeringen var ikke i stand til at løse, de mest akutte problemer, som havde udløst februarrevolutionen, nemlig: gennemførelsen af en demokratisk forfatning, fordelingen af jorden til fattigbønderne og afslutningen af 1. verdenskrig. Bøndernes berettigede krav om jord udskød regeringen til afgørelse på den konstituerende forsamling, og valget til denne forsamling blev udsat og udsat. Og da valget endelig blev indkaldt i efteråret 1917, skete det først og fremmest i et desperat forsøg på at tage vinden ud af sejlene på bolsjevikkernes hastigt voksende indflydelse blandt masserne.
 

Problemet for regeringen var, at den frygtede for resultatet af et valg. Det ledende borgerlige parti, kadetpartiet, var helt på det rene med, at deres eneste chance for at overleve med en vis indflydelse, var at få udsat valget til den konstituerende forsamling så længe som muligt. Selv om regeringen få dage efter sin tiltrædelse annoncerede den „umiddelbare forberedelse" til valget, tog det næsten 3 måneder bare at få nedsat den kommission, der skulle bestemme valgproceduren, hvorefter kommissionen nærmest gik i opløsning i uenighed om detaljerne. Og da den første valgdato i midten af juni blev sat til 17. september, skete det i et forsøg på at trække tænderne ud på en pro-bolsjevikisk demonstration i Petrograd, med næsten en halv million deltagere. Datoen kom da heller ikke til at holde. I juli blev den atter udsat. Det var kadetpartiets pris for at fortsætte i regeringen.

I begyndelsen af regeringens levetid havde den en bred opbakning, men den var ikke kun kommet til på kravet om zarens afgang. Den blev hele tiden stillet overfor krav om bedre leveforhold, jord til bønderne og om at få stoppet krigen - krav der sammen med kravet om zarens afgang havde været centrale i februarrevolutionen. Men efterhånden som det viste sig, at den ikke kunne indfri forventningerne – zarens fald var jo ret beset ikke regeringens fortjeneste – bredte utilfredsheden med regeringen sig.
 

Februarrevolutionen afskaffede zarens enevælde, men kunne ikke løse problemerne for de russiske arbejdere og bønder

I april forsøgte den at genvinde massernes opbakning gennem en omdannelse, der tog flere af de moderate socialister ind som ministre. Og efter et nyt forsøg i juli blev det efterhånden de moderate socialister, der sad med regeringsansvaret. Men lige lidt hjalp det, og i oktober bestod regeringens politiske opbakning af de indskrumpede moderate socialistiske partier. Ud over dele af statsadministrationen var der ikke længere nogen samfundsgruppe, der havde tillid til regeringen, fordi den med sin balancegang i forsøget på at gøre Rusland til kapitalistisk borgerligt demokrati, var ude af stand til at opfylde nogen klasses krav og ønsker.

Regeringen havde fra februar til oktober låst sig selv mere og mere ubehjælpeligt fast i modsætningerne mellem massernes krav og borgerskabets interesser. Selvom regeringen på forhånd var på borgerskabets side, var den kommet til magten på baggrund af massernes selvaktivitet – en selvaktivitet, der havde bundfældet sig så meget i store gruppers bevidsthed, at de var indstillet på at bruge den igen, når det var nødvendigt.
 

Et centralt krav var at få stoppet krigen. Men hvorvidt regeringen reelt ønskede at trække sig ud af krigen eller ej, er underordnet. For, hvis der skulle opbygges et moderne kapitalistisk Rusland, som regeringen ønskede, så kunne den ikke trække sig ud. Krigen, 1. verdenskrig, drejede sig om at få fastlagt styrkeforholdet og indflydelsen i kolonierne mellem de europæiske magter. Hvis Rusland ikke skulle henvises til en andenplads eller ryge endnu længere ned i hierarkiet, så var det nødvendigt at fortsætte.

Men det var ikke kun den fremtidige position i verdenskapitalismen, der tvang regeringen til at fortsætte. I sommeren 1917 var økonomien i en så elendig forfatning, at alternativerne stort set stod mellem at socialisere Rusland, hvilket regeringen ikke ønskede, eller at modtage et lån på 75 mio. dollars fra resten af sine allierede i krigen. Et lån der var betinget ikke bare af fortsat krigsdeltagelse, men af en offensiv på Østfronten. Regeringen valgte lånet, dels ud fra at den ikke ønskede at socialisere økonomien og dels i håbet om, at sejre ved fronten kunne øge dens popularitet og endelig af frygt for, at den allerede fremskredne opløsning af hæren ville blive total, hvis man trak sig ud af krigen.

Men regeringens taktik var stærkt medvirkende til at øge arbejdernes og soldaternes modstand, og den var alligevel ikke nok til at tilfredsstille borgerskabet. Offensiven brød stort set sammen, før den kom i gang, og officererne gav regeringen skylden for den manglende disciplin i hæren, fordi de ikke længere havde frie tøjler overfor soldaterne som i zar-tiden.

Regeringens svar var i juli at udnævne general Kornilov - en gammel zar-general, der havde vundet ry for sin kompromisløse stilling til soldaterkomiteerne - til øverstkommanderende for hele hæren. Kornilov, der fik frie hænder af regeringen, genindførte først en del af det gamle officersregimente i hæren. Og i august foranstaltede han et kupforsøg mod revolutionen og regeringen, der alene blev afværget takket være bolsjevikkerne. Herefter var hvad, der måtte have været tilbage blandt masserne af tillid til såvel regering som hærledelse, forsvundet.

Oktoberrevolutionens modstandere plejer ganske vist at negligere Kornilovs kupforsøg, som en gal mands udsigtsløse værk. Men heller ikke det argument holder. Kornilov var hærens øverste leder, og han havde bevisligt støtte i store dele af officerkorpset, ligesom han på forhånd havde sikret sig størstedelen af borgerskabets opbakning ganske vist betinget af, at hans kup lykkedes, men de stod klar i kulissen, da han marcherede mod Petrograd.

Et andet centralt punkt var kravet om jord til bønderne. 30.000 godsejere og storbønder ejede lige så meget jord som 10 mio. bondefamilier. Derfor var kravet om en jordreform hele tiden i centrum for bønderne. Når regeringen omvendt argumenterede for, at jordspørgsmålet først skulle afgøres af den konstituerende forsamling, var det for at vinde tid. Den var nemlig helt klar over, at det var et meget svært problem at klare indenfor rammerne af det kapitalistiske system, som regeringen ville opbygge.

Godsejerne, der ejede jorden, så selvfølgelig ikke venligt på en jordreform. Men vigtigere var det, at jordejendom ikke bare var knyttet til feudale reminiscenser. Det borgerskab, der skulle være kernen i det fremtidige kapitalistiske Rusland, havde også betydelige jordinteresser. Samtidig var store dele af det russiske finanssystem bundet op på lån med pant i jordejendom, og det kunne således risikere at bryde helt sammen ved en hurtig jordfordeling.

Endelig frygtede man, at en jordfordeling ville få en negativ indflydelse på krigsindsatsen, fordi flertallet af soldaterne var bønder, der sandsynligvis ville forlade fronten af frygt for at blive snydt ved jordfordelingen. Så også på jordspørgsmålet var regeringen låst fast og ude af stand til at tilfredsstille de mange millioner fattigbønder.

I maj trådte den første kongres af bonde-sovjetter sammen, og selv om næsten halvdelen af de delegerede var socialrevolutionære, vedtog kongressen med stort flertal en resolution, der krævede privatejendom til jord ophævet for evigt. Og bønderne lod det ikke blive ved resolutioner. I august oplevede 482 af Ruslands 642 amter voldelige angreb på godsejere, og tallet voksede i september.

Det vil være en korrekt beskrivelse af situationen i sommeren og efteråret 1917 at sige, at store dele af de russiske masser følte, at når de nu havde lavet revolution og indsat en ny regering på nogle klare krav, så måtte regeringen gøre noget for dem. Men efterhånden som tiden gik, uden at der skete noget, mistede de tilliden til regeringen.

Den arbejder, der under de store demonstrationer i Petrograd i juli viftede sin knytnæve foran Tjernov, den socialrevolutionære landbrugsminister, mens han råbte: „Tag magten, din skiderik, når den bliver givet til dig", udtrykte situationen meget godt. For det var ikke kun jorden og krigen, der gav anledning til utilfredshed, heller ikke arbejdernes forventninger var indfriet.
 

For at løse de mest brændende spørgsmål om 'Brød, Fred og Jord', måtte februarrevolutionen gå over i en socialistisk revolution

Men det var ikke kun de fattige klasser, der var utilfredse med regeringen. Heller ikke borgerskabets forventninger kunne den leve op til. Kadetterne, der havde været drivende i den første regering, trak sig mere og mere ud, for ikke at blive kompromitteret i sit bagland. I sommerens løb formulerede den ledende kadet Miliukin valget som stående mellem Kornilov eller Lenin. Og fra en arbejdsgiverkongres i juni hed det: „Ondets rod er ikke bare bolsjevikkerne, men også de socialistiske partier." Med andre ord regeringsflertallet.

En betydelig del af de besiddende klasser foretrak åbenlyst en tysk invasion frem for revolutionen i håbet om, at tyskerne ville komme med „lov og orden". John Reed fortæller i Ti dage der rystede verden om et aftenselskab hos en Moskva-købmand, hvor de spurgte gæsterne „om de foretrak 'Wilhelm eller bolsjevikkerne'. Stemmerne faldt 10 mod 1 for Wilhelm."

Også på andre fronter var der modsætninger, som regeringen ikke kunne løse. Rusland anno 1917 bestod ud over Rusland af en række undertrykte nationaliteter, der ønskede en eller anden grad af selvbestemmelse eller selvstændighed. Men i det projekt, regeringen arbejdede for, måtte der ikke opgives én tomme af Storrusland, fordi det ville svække Ruslands stilling overfor de øvrige stormagter i deres indbyrdes kamp om førerstillingen i verdenskapitalismen. Da det demokratisk valgte finske parlament Sejmen i juli 1917 stemte for Finlands løsrivelse, opløste den provisoriske, selvbestaltede og selvsupplerende regering i Rusland ganske enkelt det finske parlament. Men ligegyldig hvor ofte regeringen valgte borgerskabet side, havde den ikke en autoritet, der var stor nok til at vække borgerskabets tillid. I Spanien i 30erne, i Chile i 1973 og masser af andre steder har en lignende situation ført til militærdiktatur bakket op af borgerskabet.
 

Borgerskabet og dets vigtigste parti, kadetterne havde klart gennemskuet situationen, idet de så bort fra regeringen og pegede på, at alternativet bestod af enten Kornilov, subsidiært kejser Wilhelm, eller Lenin og bolsjevikkerne. Derfor er det også meningsløst at hævde, at bolsjevikkerne ødelagde februarrevolutionen. Februarrevolutionen og dens regerings muligheder var udtømte. Det bolsjevikkerne gjorde, var derimod at redde de sørgelige rester og føre revolutionen videre i den socialistiske oktoberrevolution.

Hvordan det hele senere kunne gå så galt, som det gik, er et helt andet spørgsmål, som der ikke er plads til at behandle her. Til de, der vil hævde at det var helt galt med timingen, er der kun at henvise til Marx' gamle sandhed: „Mennesket skaber sin egen historie, men ikke under betingelser, det selv vælger."

Det var i februar 1917, at Petrograds arbejdere og soldater havde fået nok af krig, nød og elendighed. Og ligegyldig hvor meget vi set i bakspejlet kan sige, at det måske ikke var det bedst valgte tidspunkt, så var det dér, det skete, og det var dér, det gamle feudale regime var for svagt til at svare igen. Havde bolsjevikkerne ikke taget bolden op i efteråret og gået målrettet efter den socialistiske revolution, havde det ikke været et borgerligt demokratisk Rusland, men den sorte reaktion og blodbadet som i Finland, der havde været resultatet. Og faktisk er det ikke rigtigt at hævde, at udsigterne for socialismen i Rusland var chanceløse. Det blev de først, da den revolutionære flamme, der rullede over Europa, døde ud i begyndelsen af 20erne. Den flamme, der rystede de gamle regimer i Tyskland, Ungarn, Bulgarien og Italien i deres grundvold, og som bragte adskillige andre magthavere ud af ligevægt.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 8

Sidst opdateret 5.9.01