Socialistisk Revy nr. 8 - Side 25 - Oktober 1998  

Skal narkoen frigives?

Regeringen har luftet tanken om fri heroin, men som Charlie Lywood argumenterer for her, så er de mere motiveret af økonomiske end af menneskelige hensyn. Samtidig skitserer han, hvordan en legalisering i stedet bør foregå
 

I Nyrups foregangsland døde der 266 mennesker i 1996 på grund af deres stofmisbrug. Fra 1990 til 1996 er tallet fordoblet. Døden spreder sig ud over landet. Tallet for København er stabilt, mens dødstallet i provinsen stiger. Ca. 3700 stofmisbrugere er blevet indlagt for psykiatriske lidelser i 1996. Sundhedsstyrelsen har beregnet at antallet af heroinmisbrugere er stigende. Fra 7500 sidst i 80´erne til ca. 12.000 i 1997.

Stoffet er også meget nemt at få fat i. Samtlige 54 politikredse kunne rapportere om beslaglæggelse af hårde stoffer i 1996. Stoffer kan erhverves for næsten Netto priser. Et gram heroin (af svingende kvalitet) kan købes på Hovedbanegården for omkring 600 kr. - 1000 kr. Nok til flere dage med et moderat forbrug. Dvs. inden for rækkevidde for de fleste.

Dette billede, specielt hvad angår kriminalitetsstatistikkerne, har fået skiftende regeringer fra 1990, under stærkt pres fra højrefløjen, til at gennemføre en forstærket politiindsats mod stofmisbrugere. Konsekvenserne af denne form for bekæmpelse af stofmisbrug lever vi med i dag.

Fængselssystemet er ved at bryde sammen pga. stofmisbrug. Antallet af stofmisbrugere i de danske fængsler er omkring 35% (1996 tal). Dette er en stigning siden 1985 fra 23%. På trods af at stofmisbrugere kun udgør 2% af samtlige lovovertrædere står de for 24% af lovovertrædelserne (34% af straffelovsovertrædelserne og 48% af ind-brudstyverierne).

Men kontrolpolitikken er også farlig for stofmisbrugerne. Politiets stressaktioner er dødbringende. Præsten ved Mariakirken, Vesterbro, hvor Mariatjenesten gennem tiderne har taget sig af stofmisbrugerne, Johan Petersen fortæller i Stof nr. 5 (1998), "Den trykkede stemning fra Maria Kirkeplads kender vi godt. Sådan har forholdene været siden 20. august 1990, hvor politiaktionen startede. Vi vil endda sige, at forholdene i perioder kan være værre, f.eks. når politibussen undertiden kommer hvert kvarter en eftermiddag igennem. På sådanne dage er stemningen nærmest panisk, og der er ofte flere udrykninger fra lægeambulancen til overdosiserne".

Højrefløjens bud på en narkopolitik - mere politi - har virket stik mod hensigten.

Medio august 1998 er politiet ved at gøre præcis det samme i den ny "sorte firkant" omkring Ringetoften i Københavns Nordvestkvarter. Alle pushere, som har lejet sig ind i forskellige lejligheder bliver bustet og dem, som ikke fanges, vælger at flytte, før de tages. Forsyningerne tørrer ud. Stofmisbrugere må søge ukendte og derfor usikre forsyninger, som fører til overdosis (OD´er) og indtagelse af måske ukendte stoffer, som angriber helbredet. Problemet flyttes, men med stribevis af individuelle katastrofer i kølevandet. Dette er ikke bekæmpelse af stofmisbruget men af stofmisbrugerne.

Samtidig med øget chikane fra politiet og „stress" kampagner som forsætter i dag, blev der i 1994 gennemført en drastisk opstramning af strafferammen. Salg af de illegale stoffer kan give op til 12 års fængsel (det samme som drab!). For udenlandske statsborgere er der øget ricisi for udvisning efter endt straf. De sociale konsekvenser for den enkelte er enorme. Der er flere eksempler på, at selv folk med årtiers ophold i Danmark og flere børn midt i skolegangen, udvises for besiddelse af selv små portioner stof, for eksempel 3-4 gram.

Problemet er, at krigen mod stofmisbruget har slået fejl. Situationen er i stedet forværret. Derfor taler Socialdemokratiet og en del af højrefløjen om fri heroin til de hårdest belastede stofmisbrugere, og endda (måske) apoteks- og recept-uddeling til stofmisbrugere, som måtte ønske det. Selv om socialister kan have sympati for nogle af argumenterne, er det vigtigt at afsløre de hykleriske og umenneskelige holdninger, som ligger bag.

Det er meget dyrt at have narkomaner bag lås og slå. Dobbelt så dyrt som en afgiftning på en døgninstitution. Langt billigere igen er metadon vedligeholdelsesprogrammer. Men billigst af alt ville være en form for brugerbetaling af egne stoffer. Specielt hvis profitten kunne sive tilbage til en privat producent. Allerede i dag er der stor pengeinteresser involveret i at producere metadon til det offentlige.

Højrefløjens liberalisme ift. stofmisbrugere er således ikke præget af en forståelse for grunden til, at stofferne florerer i det danske samfund. Den er præget af en kynisk cost benefit analyse. Deres tidligere løsninger - hårde strafferammer og udvidede politibeføjelser - har blot gjort ondt værre og fyldt fængslerne op med junk.

Højrefløjen fremhæver, at fri heroin ville standse misbrugernes kriminalitet. Så kan folk langs kystbanen sove rolig om natten. Men de fleste, som tager stoffer er inde i en kriminel bane inden de begynder at tage stoffer. Stoffer er mere et forsøg på at overleve i denne verden. En del af overlevelsen i miljøet. Fængslet fastholder blot stofmisbrugere i misbruget. Gadeprostitution kan være en flugtvej fra arbejdsløsheden og fattigdommen, men at sælge sig selv kræver tit stoffer for at kunne gennemføre. Kriminalitet er et produkt af fattigdom og arbejdsløshed, ligesom stofferne.

Grundlæggende er problemet med højrefløjens argumenter, at de er ret ligeglade med stofmisbrugerne. Deres ideologiske hovedargument er, at individet har ret til at vælge det liv, det ønsker. Derfor, hvis nogen vælger at være stofmisbrugere er det op til dem. Men stofmisbrugernes „valg" har været yderst begrænset. Alle sociale indikatorer peger på, at det er taberne i rotteræset, som ender i stofhelvedet. Peter Ege, sociallæge i Københavns Kommune, citerer i sin nyeste bog Stofmisbrug (København, 1997) en svensk undersøgelse af 1000 drenge fra Stockholm, som har prøvet stoffer. Af dem, som kom fra stabile opvækstforhold, blev kun 0,5% stofmisbrugere, mens af dem, som kom fra en socialt dårlig baggrund, blev 50% stofmisbrugere senere i deres voksne liv.

I Danmark viser statistikken det samme. Af stofmisbrugere indskrevet i behandling i 1996 havde 82% kun en folkeskole-uddannelse mens over 25% kun havde 8 klasse. 75% levede af overførelsesindkomst og 6% var egentlige boligløse, mens endnu 38% boede hos andre - familie eller venner. For at sætte prikken over i'et, så var 24% af nye indskrevne på de Københavnske Distriktcentre for behandling, i 1997, indvandrere. De mest udstødte er de, der er mest udsatte for at blive stofmisbrugere.

Når man så er hooked, er valget endnu mere begrænset. Som en stofmisbruger gennem 18 år udtrykte det i et interview i Press: "Hvis det er et helvede at være narkoman, hvad så hvis det er endnu værre at være stoffri." Stof giver psykisk aflastning og lykkefølelse til folk, som ikke kan opnå det uden. Den holder angsten nede så længe rusen varer. Dertil kommer de fysiske ubehageligheder, som kommer med afgiftningen. Det kræver stærk vilje at stoppe med stofmisbruget, og en grund til at leve, som mange stofmisbrugere ikke har. Verdens ydmygelser og uligheder har ikke ændret sig bare fordi den enkelte har været væk i rusen. Mange stoffri eks-stofmisbrugere oplever, at et liv med stoffer er nemmere at holde ud end et liv uden.

For at forstå stofmisbrug, skal man forstå grunden til det. Stofmisbrug er hovedsageligt et socialt fænomen og ikke en individuel fejl eller lyst hos den enkelte. I begyndelsen af 70´erne var stofmisbrug mest en bivirkning af oprørske tider og eksperimenterende livsstil, mens det i dag især er arbejderklassens børn, som er ofre.

Dette faktum har klare sociale og politiske årsager - et produkt af massearbejdsløsheden hos specielt ufaglært, uuddannet ungdom i de seneste 20 år. Det er også et produkt af nedskæringer i ungdomsskoler og ungdomsfritidstilbud. I samme periode, fra sidst i 70'erne til nu, faldt levealderen i Danmark støt. Det er derfor ikke overraskende, at de mest udsatte for den førte politik - taberne - bukkede under i stribevis. Enten til alkohol, som er et langt større problem end stofmisbrug, eller til stofferne. Billedet er det samme overalt i Europa.

Det er fattigdom, fremmedgørelse og håbløshed, som fostrer vold og misbrug i hjemmet, fører til de voldsomme skilsmisser, skaber de voksne børn og grundlægger de psykiske forstyrrelser, som hver for sig og tilsammen kan føre til, at mennesker vælger selvmedicinering af stoffer frem for denne uudholdelige virkelighed. Folk søger lindring fra den indre smerte.

Andre hundredtusinder vælger legale måder at klare sig på. Der er omkring 250.000 personer i Danmark med et overforbrug af alkohol. Gennemsnitligt drikker hver voksen i Danmark over 12 liter ren sprit om året. Atter 250.000 er kontinuerligt nødt til at tage „lykkepiller" og andre former for benzio-disapiner for at kunne klare hverdagen.

Dette er en magtfuld anklage mod kapitalismen, et system som skaber ufattelig rigdom for de få, men skaber en uudholdelig eksistens for taberne. Misbrug er et forsøg at hold det uuholdelige ud. Og på mange fronter vil kampen for og gennemførelsen af socialisme gøre livet lettere for de fleste. Men selv inden for rammerne af kapitalismen kan der gøres meget. Behovet er enormt. Pengene til døgnbehandlingspladser i Københavns Kommune var allerede brugte op inden sommeren i år (1998). Mange med massive sociale problemer opgives på grund af resourcemangel og får det billige metadon vedligeholdelsesprogram. 80% af de penge, der bruges på narkoområdet, bruges på politi, fængsel og domstole, 20% (højest, i flg. Peter Ege) på egentligt behandling. Et første skridt ville være at vende dette forhold på hovedet.

Dernæst ville en afkriminalisering af hele området være et kæmpeskridt fremad. I Holland med en smule mere liberal politik på området, f.eks. legale hash-butikker/caféer, fixerum, kanylebytteprojekter, metadonuddeling fra busser, ingen politistress på brugerne og med en befolkning, som er dobbelt så stor som Danmarks, var der kun 64 stofrelaterede dødsfald i 1996, mod 266 i Danmark.

Legalisering af opiater, amfetamin (speed) og kokain ligesom legalisering af hash er et politisk signal. At skridtet har en stor ideologisk betydning kan ses af, hvor meget politikerne ryster på hånden når „fri heroin" kommer på tale. Legalisering er i sig selv en anklage mod det, systemet byder folk. Men det skal ikke være et signal, som højrefløjens, om at socialister er ligeglade med stofmisbrugere. Legalisering skal først og fremmest være et tilbud til folk, som er brudt ned af systemet. De er nede i forvejen. Hvorfor skal de oven i købet ud og jagte stoffer, som de ikke kan vide om er af en god kvalitet, som kan være i en dosis de ikke kan tåle, og som de skal begå kriminalitet for at få fat i? Stofferne skal være receptpligtige og være tilknyttet lægelig og social støtte. Dermed kan den bruges som metadon bruges i dag. Til at højne livskvaliteten ved at få folk væk fra gaden. Vedligeholdelse, hvis det er det, folk ønsker.

En sidegevinst vil formentlig være, at det illegale marked vil svinde ind. Det er dog illusorisk at tro, at det illegale marked vil forsvinde totalt. Først og fremmest fordi stofferne vil sive fra det legale marked til det illegale marked da recepterne kan sælges, stofferne ligeså. Der vil være folk, som ikke ønsker at være „inde i systemet", ligesom der er folk, som ikke vil i dag. Men der er alligevel grund til at tro, at det vil være en forsvindende lille del. I takt med den mere liberale bruge af metadon i behandlingen, ved oprettelse af byambulatorier for metadon vedligeholdelse, har en større procentdel af stofmisbrugere kontakt til systemet.

En legalisering vil være et signal til stofmisbrugere om, at de også er med i samfundet, selv om de ikke kan holde det ud.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 8

Sidst opdateret 13. nov. 1998