Socialistisk Revy nr. 9 - Side 8 - November 1998  

Socialdemokratiets vej mod højre

Bølgerne går højt i Socialdemokratiet, når partitoppen præsenterer privatiseringer, angreb på arbejdsløse og nedskæringer på velfærden som socialdemokratisk "fornyelse". Tom Christiansen ser på baggrunden for Nyrup, Blair og Schröders knæfald for liberalismen
 

"Jeg er kommet i tvivl, om jeg er medlem af Socialdemokratiet eller Venstre." Sådan udtrykte en delegeret på Socialdemokratiets seneste temakongres sin kritik af partiledelsens politiske kurs - senest et forslag om, at partiet skulle åbne op for privatisering af pleje og omsorg. For at komme salt i såret udtalte Venstres formand Anders Fogh Rasmussen weekenden efter på Venstres årsmøde, at nu var der blevet diskuteret Venstrepolitik to weekender i træk. For mange socialdemokratiske medlemmer og vælgere er det en gåde, hvor deres gamle Socialdemokrati er blevet af.

Socialdemokratiets ledelse har ført en ideologisk offensiv mod de, som har villet fastholde de traditionelle socialdemokratiske værdier. De er blevet beskyldt for ikke at have forstået den "nye tid" med globalisering, afskaffelse af klassesamfundet og socialismens endeligt. Lige så lidt har de forstået, at alt hvad der er offentligt er langsomt, bureaukratisk og ineffektivt, mens det private er effektivt per definition.

Toppen i Socialdemokratiet mener, at "nye tider" kræver fornyelse af Socialdemokratiet. De har derfor opfundet begrebet "den tredje vej" mellem liberalisme og socialisme, uden at nogen dog har præciseret, hvad den tredje vej mere præcist består af.

Der er imidlertid ikke meget fornyelse i den politik, som de socialdemokratiske ledelser står for. Det, som den britiske Labourformand og premierminister Tony Blair har kaldt "New Labour", som den nyvalgte tyske kansler Gerhard Schröder har kaldt "Politik der mitte", og som vor hjemlige Nyrup slet og ret har kaldt "fornyelse", er i det store hele en tilbagevenden til liberalismen, hvis ideologiske og teoretiske rødder går tilbage til slutningen af 1600-tallet.

Det illustreres tydeligt i praksis. For selvom socialdemokratiske statsoverhoveder efterhånden har erstattet tidligere konservative og liberalistiske regeringer, så bliver der stadig ført den samme, borgerlige politik med nedskæringer på velfærdsstaten og privatisering af den tidligere offentlige service.

Baggrunden for den socialdemokratiske "fornyelse" skal findes tilbage i 1970'ernes økonomiske krise. Inden da havde Socialdemokratiet lænet deres poltik op af den borgerlige økonom J.M. Keynes, hvis teorier de brugte til at sandsynliggøre, at det var muligt at administrere den kapitalistiske økonomi ved at regulere på den offentlige efterspørgsel. Denne efterspørgsel blev i efterkrigstiden til en vis grad udmøntet i generelle velfærdsydelser, som også kom arbejderklassen til gode. Med Keynes' teorier kunne Socialdemokratiet på den måde forene administrationen af kapitalismen med det at gennemføre reformer for arbejderklassen. Der var altså sat teori på den idé, som havde båret Socialdemokratiet igennem siden starten af århundredskiftet: nemlig at en offentligt reguleret økonomi på én gang kunne gøre kapitalismen krisefri og samtidig lægge en dæmper på privatkapitalismens uhæmmede profitjagt og fordele samfundet goder mere retfærdigt. Og eftersom staten blev styret demokratisk, ville den statsregulerede kapitalisme gradvist udvikle sig til en slags demokratisk socialisme.

Imidlertid viste den økonomiske krise i 1973-74, at Keynes' økonomiske teorier ikke holdt stik. Ingen keynesianske metoder var tilstrækkelige til at bringe den kriseramte økonomi tilbage på fode. Tværtimod forøgede forsøgene på at stimulere økonomien kun problemerne i form af inflation og et voksende underskud på betalingsbalancen. I praksis måtte Socialdemokratiet allerede i midten af 1970'erne forlade denne politik til fordel for en indkomstpolitik, der skulle dæmpe inflationen, med det resultat, at arbejdsløsheden voksede.

Keynesianismens sammenbrud efterlod Socialdemokratiet i et ideologisk tomrum, som kun blev understreget af, at 1980'erne og de første par år af 1990'erne så entydigt blev domineret af liberalismen ideologisk og i høj grad også hvad angår praktisk ført politik.

I slutningen af 1980'erne forsøgte de nordiske socialdemokratier samlet i det, der hedder de nordiske arbejderbevægelsers samarbejdskomité SAMAK, at komme i offensiven. Men grundlaget for at føre socialdemokratisk politik havde ændret sig siden starten af 1970'erne. Trods økonomisk vækst i 1980'erne var det ikke for alvor lykkedes verdensøkonomien at ryste krisen af sig. Der var derfor ikke udsigt til, at 1960'ernes politik med udvidelse af den offentlige efterspørgsel var mulig inden for systemets rammer. For at fastholde illusionen om, at Socialdemokratiet stadig stod for velfærdsreformer, bebudede SAMAK i et oplæg fra 1989, at parolen om "Flere penge til reformer" nu i stedet skulle hedde "Flere reformer for pengene". Reformer kunne ikke længere tilvejebringes gennem udvidelse af den offentlige sektor: "En fortsat hurtig og generel udbygning af den skattefinansierede offentlige sektor i de nordiske lande er ikke længere nøglen til fremtiden."

Med andre ord skulle den offentlige sektor effektiviseres. Men Socialdemokratiet kunne kun bortforklare, at effektiviseringer ville drive rovdrift på de ansatte eller forringe servicen, ved at adoptere den liberalistiske myte om, at offentlig drift var kendetegnet af "ressource-sløseri og bureaukrati" og for få valgmuligheder for brugerne.

Medicinen mod dette var identisk med den politik den konservative regering var på vej til gennemføre: decentralisering af administrationen og dermed også ansvaret for, at budgetterne blev overholdt, fleksible lønsystemer, så de offentligt ansatte "motiveres" til at knokle mere, frit sygehus- og skolevalg, brugerbetaling og udlicitering af tidligere offentlige opgaver for at få konkurrence-elementet ind i den offentlige sektor.

SAMAK-oplægget er set i forhold til diskussionen i Socialdemokratiet i dag præget af en række bløde formuleringer og forbehold for at få det til at glide ned i de socialdemokratiske baglande. Men alligevel er den dagsorden, som oplægget satte for diskussionen, den samme som ledelsen i Socialdemokratiet i dag prøver at trække ned over partiet.

Nyrup, Blair og Schröder: De europæiske socialdemokrater har opgivet at kontrollere kapitalismen og hylder nu det fri marked

På mere generelle spørgsmål tvang de økonomiske realiteter også Socialdemokratiet til at gøre op med sine hidtidige holdninger. Knap et år efter Berlinmurens fald havde det første nummer af Socialdemokratiets interne blad Socialdemokratiet "Ja til markedsøkonomi" skrevet med store typer på forsiden. Nu var målet ikke længere at inddæmme privatkapitalismens anarki gennem statslig reguleringer af økonomien, men tværtimod at give markedskræfterne mere frit spil. Også på det økonomiske område havde Socialdemokratiet bøjet sig for liberalismens påstand om, at markedskræfterne var det bedste til at regulere økonomien.

I socialpolitikken opstod et nyt begreb, den såkaldte forsørgerkultur. Med det mente man, at når specielt unge kunne få bistandshjælp eller dagpenge, ville de ikke gøre særligt meget for at få et arbejde. Derfor blev det nu socialdemokratisk politik at tvinge de arbejdsløse i gang dels gennem tvangsaktivering og dels gennem en generel forringelse af de arbejdsløses forhold. For de arbejdsløses egen skyld, hed det sig. Men bagved lå frygten for, at en faldende arbejdsløshed ville få lønningerne til at stige. Et middel mod dette er at presse de arbejdsløse, for jo mere desperate folk er for at få et job, jo lavere løn er de også villige til at acceptere.

Atter var der tale om et ideologisk knæfald for liberalismen. Fra at mene, at mennesket først og fremmest behøvede trygge rammer skabt af et solidarisk samfund for at fungere optimalt, overtog Socialdemokratiet den liberalistiske opfattelse af, at mennesket grundlæggende set er dovent og egoistisk og behøver en selvisk motivation eller et spark i røven for at yde noget.

Men en opbremsning i stigningen af de offentlige udgifter var ikke tilstrækkelig for systemet. Der måtte også ske egentlig indskrænkning. Det blev derfor nødvendigt at gøre op med princippet om, at alle har ret til velfærdsydelser. Socialdemokratiet udviklede en opfattelse af, at samfundet ikke længere er klasseopdelt mellem lønarbejdere og kapital, men derimod mellem en middelklasse, som udgør 2/3 af samfundet og de udstødte, som udgør 1/3 af samfundet. Argumentet som følger er, at velfærdsydelserne til middelklassen skal skæres væk for at kunne koncentrere ressourcerne om den svageste tredjedel. Ved at betragte store dele af arbejderklassen som tilhørende middelklassen gjorde Socialdemokratiet det legitimt at angribe arbejderklassens velfærdsydelser.

En anden konsekvens af ideen om 2/3-dels samfundet er, at Socialdemokratiet har kunnet bryde båndene til fagbevægelsen. Om end Socialdemokratiet stadig sidder tungt på fagbevægelsen, har partiet i Folketinget lettere ved at angribe fx LOs medlemmer, fordi det ikke længere angiver at ville varetage arbejderklassens interesser.

Nyrups, Blairs og Schröders tredje vej er i virkeligheden ikke andet end et forsøg på at maskere en afmontering af velfærdsstaten og angreb på de mennesker, som Socialdemokratiet er valgt til at beskytte. Ideologisk set består den udelukkende af indrømmelser til liberalismen. Det er derfor ikke underligt, at delegerede på Socialdemokratiets kongres kunne komme i tvivl, om de var medlemmer af Socialdemokratiet eller Venstre.

Men et er, at den socialdemokratiske partitop finder det nødvendigt at nærme sig liberalismen af økonomiske hensyn. Et andet er, at den økonomiske virkelighed i øjeblikket overbeviser millioner af arbejdere i Europa om, at det frie marked ikke arbejder i deres interesse. Det har givet anledning til en omfattende venstredrejning, som har væltet den ene borgerlige regering i Europa efter den anden. Når de socialdemokratiske partitoppe alligevel fastholder fraserne om det frie marked, vil det nødvendigvis bringe dem på kant med deres medlemmer og vælgere. Derfor har de seneste valg i Europa også givet store fremgange til partier til venstre for Socialdemokratierne: Vänsterpartiet i Sverige, de reformerede kommunister i Italien og det tidligere østtyske kommunistparti PDS.

Også i Danmark har partiledelses højrekurs mødt en voksende modstand ikke mindst i partiets eget bagland. Derfor inkasserede Nyrup og Co. en alvorlig øretæve på partiets temakongres. Og regeringens forslag om en ny arbejdsmarkedsreform møder også protester fra store dele af fagbevægelsen. Men venstrefløjen i Socialdemokratiet har et stort problem, fordi den grundlæggende set bygger på samme reformistiske grundlag, som har fået ledelsen til at indoperere liberalismen i partiets politik. Det er ikke utroskab mod de socialdemokratiske idealer, der har skubbet partitoppen mod højre, men den økonomiske virkelighed. Sålænge socialdemokrater accepterer kapitalismens logik og opererer inden for systemets rammer, vil de blive tvunget til at føre en lignende politik.

Reformismen bygger på den antagelse, at man kan få samfundet til at arbejde for alles bedste uden at gøre op med kapitalismen. Den aktuelle krise i verdensøkonomien og økonomernes og politikernes rådvildhed viser, at det er en illusion. Allerede i sidste halvdel af forrige århundrede kunne Marx se, at kapitalismen indeholdt uløselige modsætninger, som fra tid til anden uundgåeligt ville bringe systemet i krise. Og hver gang en krise afløser et økonomisk boom, tvinges reformisterne til at angribe alle de reformer, arbejderklassen har opnået i perioderne med vækst.

Erkendelsen af, at Marx havde ret i sin analyse af den kapitalistiske økonomi, er efterhånden ved at brede sig. Men Marx havde ikke bare en analyse, han drog også den eneste logiske konsekvens af sin analyse, nemlig at kapitalismen må afskaffes af en socialistisk revolution.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 9

Sidst opdateret 13. nov. 1998