Socialistisk Revy nr. 9 - Side 13 - November 1998  

Fra 25 års boom til 25 års krise

Den økonomiske krise, der spreder sig fra Sydøstasien, viser sig, som Jørn Andersen forklarer, at være en forlængelse af krisen i 1970'erne
 

Krisen i Sydøstasien ramte netop som Lykketoft troede, at vi stod foran en ny økonomisk opblomstring, der ville blive mindst lige så lang som efterkrigstidens økonomiske vækst. I stedet bredte krisen sig til Japan, Rusland, Sydamerika, og mange spørger, hvornår den rammer USA og Europa. Krisen fremtræder mere og mere som en forlængelse og forværring af den krise, der først i 70'erne gjorde en ende på efterkrigstidens lange vækst. 25 års økonomisk opsving er afløst af 25 års krise.

De 25 år har ikke været én uafbrudt nedgang, men et sammenhængende forløb af 4 dybere kriser afløst af perioder med større eller mindre opsving. De 4 større kriser var i 1974-76, 1981-82, 1991-92 og nu igen siden sidste halvdel af 1997. Kriserne har ramt forskelligt i de forskellige dele af verdensøkonomien, og opsvingene imellem dem har været meget uens.

Hver gang har økonomer og politikere forsøgt at forklare kriserne ud fra helt specifikke forhold på det pågældende tidspunkt eller for de ramte lande. Krisen i 70'erne skyldtes oliesheikerne, ligesom den nuværende krise forklares med uansvarlig låntagning eller Japans "ineffektive" banksystem.

Men de kan ikke forklare, hvorfor verdensøkonomien vedvarende rammes af disse meget ødelæggende kriser. Og de kan slet ikke forklare, hvorfor ingen lande efter at være ramt af krise er nået blot i nærheden af vækstraterne fra de 25 års opsving mellem 1948 og 1973.
 

Karl Marx forklarede for snart 150 år siden, at kapitalismen er ustabil og igen og igen vil opleve økonomiske kriser. Under det 25 år lange boom mente mange, at Marx havde taget fejl i sin hovedtese: Den kapitalistiske økonomi har nogle indbyggede modsætninger, som kun kan overvindes ved at afskaffe kapitalismen gennem en socialistisk revolution. I dag er det kun hos Marx, at en forklaring - og løsning - på krisen kan hentes. Lad os se på, hvad Marx mente, var problemet med kapitalismen.

Kapitalismen er et system uden overordnet planlægning. Det er grunden til de cykliske kriser, disse evigt tilbagevendende kriser skyldes overproduktion, der igen skyldes den faldende profitrate. Hovedproblemet er her, at mens det kun er arbejdskraften, der kan skabe værdi, så tvinger konkurrencen hele tiden kapitalisterne til at investere i mere og dyrere maskineri for at øge produktiviteten. Det betyder, at den merværdi, som kapitalisterne kan få ud af arbejdskraften skal forrente en stadigt stigende mængde kapital. Kapitalisterne kan altså se frem til en faldende profitrate set i forhold til deres investeringer. Samtidigt stiger produktionen og priserne på produkterne falder. Det fører til overproduktionskriser - det kan godt være, der stadig er efterspørgsel efter produkterne, men der er ikke længere profit nok i at sælge dem. Firmaer går fallit, folk bliver fyret, efterspørgslen falder og det samme gør priserne på maskineri og råvarer. En ny cyklus kan begynde. Trotskij kaldte den slags op- og nedture for kapitalismens åndedræt.

Den faldende profitrate er en langsigtet, men uundgåelig tendens. Er profitraten lav, bliver de cykliske kriser dybere og de mellemliggende opsving mere skrøbelige. En sådan periode har vi været i siden midten af 1970'erne.

Da krisen først slog igennem i 1973 kom det som et chok for de fleste. I 25 år var det, med mindre udsving, kun gået fremad. Verdensøkonomien var vokset mere end nogensinde før. Fx. voksede USA's bruttonationalprodukt til det tredobbelte mellem 1940 og 1970, det franske firdobledes og det tyske femdobledes (siden 1949). Kapitalistisk produktion foregik nu næsten overalt på kloden - i Latinamerika og Asien var der store og moderne industrielle centre.

I de mest udviklede lande havde levestandard, velfærd, uddannelse osv. udviklet sig enormt. Men fra den 25. november 1973 gik det galt. Den umiddelbare årsag var, at oliepriserne steg markant - officielt fordi de olieproducerende lande var gået sammen om at sikre sig bedre priser ved at begrænse mængden af olie på verdensmarkedet, men i realiteten var det snarere de store olieselskaber, der var ansvarlige for prisstigningerne. Uanset årsagen var dette imidlertid kun en sidste udløsende faktor for en krise, der havde været på vej i nogle år.

Virkningen var dramatisk. I 1973 var der ca. 22.000 ledige i Danmark, blot to år senere, i 1975, var tallet mere end femdoblet til 128.000. Antallet af ledige blev ved at stige til det foreløbige højdepunkt i begyndelsen af 80'erne, med 283.000 ledige i 1983. Der blev indført bilfrie søndage herhjemme og i Storbritannien var der tredages arbejdsuge inden for dele af industrien.

Hvad var der sket? Allerede siden midten af 1960'erne var væksten begyndt at stagnere i bl.a. USA og Vesteuropa - altså lang tid før oliepriserne begyndte at stige. Og det var da også mere grundlæggende problemer end en 'tilfældig' olieprisstigning, der lå bag. Men først må vi kigge på, hvad der egentlig skete under det lange boom.

Ifølge den gængse økonomiske ideologi på den tid, keynesianismen, kunne nedgang i økonomien forhindres, ved at staten underbudgetterede, altså brugte flere penge, end den fik ind. Det er stadig en gængs forklaring, at det var keynesiansk politik, der lå bag opsvinget. Problemet med den forklaring er bare, at regeringerne faktisk ikke underbudgetterede. Der må altså være en anden forklaring.

Det lange opsving efter anden verdenskrig skyldtes i høj grad de store militærbudgetter

Årsagen til det foregående lange opsving var ikke en bevidst politik, men skyldtes den situation, stormagterne befandt sig i efter 2. Verdenskrig. USA og USSR havde delt verden mellem sig, og de indledte nu et våbenkapløb for ikke at risikere, at modparten skulle blive i stand til at tilrane sig deres del. Det betød, at militærudgifterne var langt højere end nogensinde før i fredstid. I 1939 brugte USA 1,5 pct. af deres bruttonationalprodukt på militær, i 1948 var det 4,3 pct. Koreakrigen 1950-53 trak det op på 13 pct., men herefter faldt det kun til ca. 9 pct. for perioden frem til 1970. Noget tilsvarende gjaldt for USSR, der dog havde et meget mindre bruttonationalprodukt. For USA's og USSR's allierede var tallene også meget høje.

På den ene side kunne våbenproduktionen trække resten af økonomien med sig, men omkostning var, at en del af den profit, der ellers skulle investeres i ny produktion, nu gik til destruktion. Herved blev der lagt en dæmper på opsvinget, og profitratefaldet kunne udskydes. Opsvinget var altså ikke så "vildt" som det ellers ville have været, til gengæld varede det længere.

Men træerne voksede ikke ind i himlen. Dels var der jo tale om et opsving, hvor mængden af produktiv kapital blev øget, selv for de lande, der brugte mest på militær. Dels var det ikke alle lande, der var en del af våbenkapløbet. Taberne i 2. verdenskrig, (Vest-)Tyskland og Japan, måtte ikke have noget militær af betydning. De var således ikke belastet af de store våbenudgifter, hvilket gav dem en konkurrencefordel over for lande som USA, Storbritannien og Frankrig. Desuden opstod der i perioden en række af ny-industrialiserede lande, som fx. Brasilien, Argentina og de sydøstasiatiske tigre. Alle bidrog de til at øge kapitalmængden, og op gennem 60'erne og 70'erne betød det også et stigende konkurrencepres på våbenmagternes varer. Tænk fx. på bil- og elektronikindustrien.

Resultatet illustreres nemmest, hvis vi kigger på forholdet mellem de 6 store vestlige lande:
 

Vesttysklands og Japans succes tvang våbenmagterne til at flytte investeringer fra den destruktive til den produktive sektor. Storbritannien og Frankrig måtte afvikle deres kolonier, mens USA med deres store hjemmemarked først senere kom under pres. Men mellem 1965 og 1979 steg USA's udenrigshandel fra 13,7 til 31,1 pct., og regeringen skar ned på våbenudgifterne - fra 10,7 pct. i 1958-68 til 6,6 pct. i 1974-77. Selv om dette gav USA en konkurrencefordel, så rev det samtidig tæppet vækket under verdensøkonomiens stabilitet - så meget, at en relativt "tilfældig" faktor som olieprisstigningerne i 1973 kunne udløse krisen.
 

Økonomer og politikere verden over troede, at denne første krise kun var en midlertidig affære. Økonomien skulle blot hjælpes i gang igen med en ekspansiv finanspolitik kombineret med indkomstpolitik, dvs. lønstop. Lige efter den keynesianske lærebog. Selv om det stoppede stigningen i arbejdsløsheden, kunne det ikke sætte gang i nye investeringer. Til gengæld var det i denne periode, at de fleste vesteuropæiske lande opbyggede den store gæld til de internationale banker, de siden har kæmpet for at nedbringe. Sammen med den stigende låntagning fik man et hidtil ukendt problem, stagflation, altså inflation samtidig med nedgang. Normalt havde man betragtet inflation som et fænomen, der hørte til et opsving, mens priserne faldt under en krise. At man nu havde begge dele, gjorde det reelt umuligt for regeringerne at bekæmpe krisen efter den keynesianske model.

Krisen i 1973 betød, at keynesianismen blev lagt på hylden og erstattet af monetarismen. Dens budskab var, at staten skulle afholde sig fra at forstyrre markedets balance. Den skulle sørge for at have et balanceret budget og regulere på pengemængden, så der ikke kom inflation. Det var Reagans og Thatchers ideologi - en ideologi om at fjerne alle former for regulering af markedet, og som havde opbakning hos banker og industriledere.

Monetarismens fremkomst afspejlede keynesianismens manglende evne til at bekæmpe krisen, men den afspejlede også en øget vilje i den herskende klasse til at gå til direkte angreb på arbejderklassens organisationer og en svækkelse af arbejderklassen.
 

Selv om den første krise var relativt begrænset for kapitalismens centre, så blev nogle af de svageste økonomier hårdt ramt. Tydeligst sås det i gældskrisen, som op gennem 70'erne udviklede sig så omfattende, at den truede en del internationale storbankers eksistens.

Som krisen skrider frem kastes flere og flere ud i fattigdom. I 80'erne blev Afrika hægtet af, i 90'erne store dele af Asien og Rusland

Baggrunden var, at multinationale selskabers behov for at låne til internationale investeringer i 1960'erne skabte et voksende internationalt lånemarked. Med oliekrisen fik disse banker enorme mængder petrodollars fra olielandene i Mellemøsten. Samtidig var industrilandene mere end villige til at garantere for lån til alle, der ville aftage deres overproduktion. Og der var mange lande, som ønskede at låne. Magthaverne i ny-industrialiserede lande som Brasilien, Mexico, Argentina, Polen, Sydkorea kæmpede hårdt for at vinde, eller fastholde, en position på verdensmarkedet og behøvede mange penge for at opbygge en moderne storindustri.

Mellem 1971 og 1981 voksede de mindre udviklede landes gæld (ekskl. Østeuropa) fra 87 til 550 milliarder dollars. I 1977 tjente de fleste større banker i USA over 50 pct. af deres overskud på udenlandske lån. Lånene blev især givet til autoritære regimer, der kunne holde arbejdernes utilfredshed nede.

Selv om lånene hjalp fx. Brasilien og Sydkorea til at have en høj vækst i slutningen af 1970'erne, og dermed holdt gang i verdensøkonomien, så var det en tikkende bombe. En ting er, som Japan i 50'erne, at komme ind på et verdensmarked, der er i vækst. Noget ganske andet var det i 70'ernes stagnation. Gældsbyrden voksede for de fleste lande mere end eksporten, og i slutningen af 70'erne måtte mange lande opgive at betale gælden.
 

Krisen i 1981-82 var et udtryk for, at ingen af de problemer, der udløste den første krise, var blevet løst. Men mens magthaverne var blevet taget på sengen i 1973, så brugte de nu krisen som anledning til at slå fra sig. 1980'erne blev Reagans og Thatchers årti. I England lykkedes det Thatcher at tilføje fagbevægelsen alvorlige nederlag - især smadringen af minearbejdernes stærke fagforening efter en et år lang strejke. Andre steder accepterede fagforeningslederne frivilligt aftaler om lønnedgang og kraftig reduktion af den sociale sikkerhed. Specielt i USA lykkedes det op gennem 80'erne at sænke lønnen kraftigt. Samtidig lettede regeringerne erhvervsbeskatningen betydeligt. Der skete en generel omfordeling fra løn til profit.

Mens krisen i 1981-82 havde en udrensende effekt på mindre og svagt udviklede dele af økonomierne, så kunne de større selskaber stort set fastholde profitten under krisen. Men virkningen af "udrensningen" var dramatisk. I England blev omkring en fjerdedel af produktionskapaciteten lukket mellem 1980 og 1983. I Europa blev bl.a. værfter, stål- og bilproduktion ramt. I USA blev store områder reelt uden beskæftigelse. Men langt værre var det i svagere økonomier. Afrika blev udslettet fra det økonomiske verdenskort, da Vesten i realiteten holdt op med at investere i kontinentet. Resultatet: Hungersnød for millioner.

USSR havde siden midten af 70'erne haft økonomiske problemer, og da Reagan kom til magten udnyttede han USSR's svækkelse til et frontalangreb. Det skete ved en forceret oprustning, det såkaldte "stjernekrigsprojekt", som skulle tvinge russerne til et valg mellem pest og kolera: Enten fulgte de med i våbenkapløbet og fik smadret deres økonomi, som kun var godt halvt så stor som USA's, eller også gav de op og erkendte, at der ikke var to supermagter, men kun én, USA.

Lederne i Kreml kunne ikke vinde en økonomisk krig med USA og opgav. I stedet forsøgte de at modernisere økonomien og at blive integreret i verdensmarkedet. Men uden den tidligere militære styrke var de ikke længere i stand til at fastholde det tidligere imperium. Siden da har den herskende klasse været i indbyrdes strid om, hvordan de skal komme ud af krisen, som har betydet forarmelse og social opløsning for millioner af mennesker i det tidligere imperium.

Reagans oprustning betød, at USA's militærudgifter steg med 50 pct. i 80'erne. Det vendte krisen i økonomien, så USA oplevede vækst og øget beskæftigelse og desuden trak især Japan og de sydøstasiatiske tigre, men også bl.a. Vesteuropa, med i opsvinget. Det er baggrunden for Schlüters berømte: "Det går ufatteligt godt".

Men væksten var problemfyldt. Den var ikke baseret på øget produktivitet, men på militær keynesianisme. Det betød et stort statsunderskud, men også underskud på betalingsbalancen. Og da opsvinget klingede af midt i 1980'erne fraveg man de monetaristiske principper og sænkede renten og devaluerede for at få gang i hjulene igen. Dette lagde grunden til et spekulativt boom i såvel USA som Japan og Europa, hvor der indtil krakket på Wall Street i oktober 1987 blev tjent hurtige profitter, og begrebet yuppie blev kendt. Der var godt nok et opsving i den virkelige økonomi, men det blev langt overgået af opsvinget i finanssektoren og ejendomsmarkedet i USA og Japan.

Men først i 1991-92 slog krisen rigtigt igennem. Overinvestering betød overproduktion og dermed faldende profitter. Nogle selskaber måtte standse med at betale deres lån og gik fallit. Og da bankerne ikke fik deres penge, stoppede de långivningen, også til andre firmaer - boble-opsvinget var blevet til krise.
 

Som i den nuværende krise var også dengang mange villige til at kritisere regeringerne for over-optimistisk långivning, eller de pegede på problemerne i det internationale finansmarked. Men færre er villige til at erkende, at disse oppustede opsving er en følge af det langt mere grundlæggende og uundgåelige problem, nemlig profitratekrisen.

Hvis ikke USA's regering havde sat gang i et kunstigt opsving, ville 80'erne have været en lang dyb krise, så den havde ikke så mange valg. Og den manglende kontrol over finansmarkederne er en følge af internationaliseringen af produktion og handel, men som gør regeringerne ude af stand til at kontrollere deres 'egen' del af verdensøkonomien. Når et sådant system kommer i krise, er det uundgåeligt, at krisen heller ikke kan styres.

Der er nogle bemærkelsesværdige træk ved krisens udviklingen siden midten af 1970'erne, som lover ilde for den kommende periode:

For det første tyder det på, at de cykliske kriser bliver dybere og dybere, mens opsvingene bliver mere og mere hule.

For det andet bliver stadigt større dele af verdens befolkning manøvreret ud i periferien af det økonomisk verdenskort. Selv i de rige lande er en stigende del af befolkningen henvist til fattigdom.

Og endelig: Det har været kendetegnende for såvel det lange boom efter 2. verdenskrig som boomet i 80'erne, at det hvilede på militær oprustning. Flere steder ser vi de samme tendenser i dag. Det er en farlig cocktail, som i desperate magthaveres hænder sætter menneskehedens eksistens på spil.

Marx havde en forklaring på, hvorfor kapitalismen kom i krise. Og han havde en løsning, som bliver stadig mere påtrængende nødvendig: At arbejderne overtager samfundet gennem en socialistisk revolution, inden systemet kaster os ud i et grænseløst barbari.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 9

Sidst opdateret 7.11.98