Socialistisk Revy nr. 9 - Side 16 - November 1998  

1918 - fra krig til revolution

Første verdenskrig begyndte med nedslagtning af millioner, men endte med arbejdermagt i Rusland og et revolutionært opsving over hele Europa. 80 år efter krigsafslutningen kigger Gareth Jenkins på begivenhederne, der rystede verden
 

Den våbenhvile, der blev underskrevet af stormagterne i november 1918, afsluttede den mest ødelæggende krig, menneskeheden hidtil havde set. Omkring 10 millioner var blevet dræbt i kamp. Andre 3 millioner var savnet og formodet døde. Dette var nedslagtning i et virkeligt kolossalt omfang. Tysklands forsøg på at bryde gennem de franske linier ved Verdun mellem februar og juni 1916 omfattede 2 millioner i kamp - hvoraf 1 million blev dræbt eller såret. Den britiske offensiv ved Somme, som skulle lette presset fra Verdun-angrebet, dræbte 420.000 britiske soldater - hvoraf 60.000 blev mejet ned den første dag.

Af stormagterne led Tyskland, som førte krig på to fronter, de største tab - omkring 1,8 millioner. Men i forhold til befolkningen led Frankrig mere. Frankrig mobiliserede 168 per 1.000 indbyggere, hvoraf 34 døde. For Tyskland var tallene 30 ud af 154 mobiliserede per 1.000 indbyggere. Rusland kunne med sin enorme hær på 15,5 millioner meget vel have lidt den værste skæbne, hvis ikke de russiske tropper i stigende grad havde nægtet at slås, og den bolsjevikiske revolution havde afsluttet krigen et år tidligere.

Også omkring 13 millioner civile døde. Det var ikke kun krigen, der rev dem bort, men mangel på mad og brændsel. Folks modstandskraft mod sygdomme blev svækket. Tyfus krævede mange ofre, især på østfronterne. I Rusland var tallet oppe på omkring 9 millioner tilfælde med 5 millioner døde i 1920. Den spanske syge, en influenzaepidemi, som rasede over Europa i 1918 var en massedræber.

Mange flere mænd end kvinder døde under krigen. Det betød en skæv kønsfordeling, især i Tyskland og Frankrig. Frankrigs befolkning faldt med 3 millioner mellem 1913 og 1920. Landet mistede næsten en femtedel af alle mænd i den krigsduelige alder. Krigen skabte andre skævheder. De fysiske skader var enorme, ligesom sammenbruddet i folks dagligliv. I de områder af Nordfrankrig, som blev erobret af Tyskland, flygtede over halvdelen af befolkningen, og 800.000 bygninger blev ødelagt eller alvorligt skadet. Mange landområder blev ufrugtbare.

Disse rå tal giver en vis fornemmelse for, hvorfor 1. verdenskrig i den grad påvirkede tankegangen i Europa. Der havde ikke været nogen større krig siden 1871. Den fransk-tyske konflikt det år var hurtigt afgjort, og der var kun få tab. Ikke mange kunne forestille sig en situation, hvor freden ville blive afløst af en langstrakt og blodig konflikt. Da krigen blev erklæret i august 1914, var den generelle fornemmelse, at dette ville blive en kort krig, som var overstået inden jul. Den ene eller den anden part ville hurtigt lave et gennembrud, tænkte man.

Ingen havde forestillet sig, at de stridende hære ville blive låst fast i en skyttegravskrig. Men det blev en krig, hvor tusinder af soldater døde i offensiver for at vinde nogle få meter stinkende, mudret jord - som lige så ofte blev mistet få dage senere. Ej heller forestillede nogen sig, at krigen ville ændre Europa så dybtgående og betyde imperiers sammenbrud, dannelsen af nye lande - og revolution.
 

Protesterne, som var blevet overdøvet af chauvinisme i starten af krigen, begyndte at få ørenlyd, efterhånden som det meningsløse myrderi fortsatte. Hvorfor havde krigen udviklet sig således? Hvorfor så den ud til at være umulig at standse?

Et element var uden tvivl den blinde og arrogante stupiditet hos de militære øverstkommanderende, som fremturede med at ofre soldater i massevis, uanset omkostningerne. Den gængse vurdering af forholdet mellem britiske soldater og deres generaler - løver ledet af æsler - gjaldt lige så meget for de andre hære. Alligevel er opfattelsen af krigen som en aristokratisk, bagudskuende officerskastes sidste bedrift ikke tilstrækkelig som forklaring.
 

De førende kapitalistiske staters rivalisering betød døden for millioner

Det er rigtigt, at militære eliter dominerede imperier som Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland, men det centrale i optakten til fjendtlighederne var den måde, hvorpå alle de store magter fandt sig selv fastlåst i et våbenkapløb. Efterhånden som det imperialistiske kapløb om territorier og ressourcer mellem de førende europæiske nationer intensiveredes ved afslutningen af det 19. århundrede, måtte hver enkelt af dem sikre sig, at de ikke kom bagud i militær styrke. Så Tyskland udvidede hurtigt sin flåde for at kunne måle sig med Storbritanniens, den største i verden.

Denne ophobning af mordvåben var kun mulig som følge af væksten i kapitalistisk storindustri. Friedrich Engels havde allerede i 1892 bemærket, hvordan krigsførelse var blevet en industrigren, og hvordan udviklingen af storindustri var blevet en politisk nødvendighed. Intet sted var dette klarere end i Tyskland, hvor Krupp, kanonkongen, opbyggede sit stålimperium fra et firma med 16.000 ansatte i 1873 til at beskæftige næsten 70.000 i 1912.

Våbenfabrikanterne havde, drevet af nødvendigheden af at maksimere deres profit, ingen skrupler med at spille på regeringernes frygt ved optakten til krigen for at få ordrer. Krupp udnyttede sin monopolstilling til at sikre, at den tyske hær købte det artilleri, som firmaet ville sælge - uanset, at det ikke var det mest moderne. I mellemtiden havde firmaet fri adgang til at eksportere mere end halvdelen af sin produktion til fremmede magter, hvoraf nogle kunne anses for fjender.

Men det er en fejl at se krigen som en følge af en sammensværgelse af våbenfabrikanter med nok økonomisk indflydelse til at få regeringer og hære til at danse efter deres pibe. Dette ville være det samme som at antage, at kapitalismen som helhed ikke havde nogen interesse i krig. Det var den konklusion, som den tyske socialistiske teoretiker Karl Kautsky var nået frem til i 1914. Han så imperialismen som blot en kamp for at underkue 'landbrugsregioner'. Så selv om dette førte til våbenkapløb og til krig, var imperialismen, ifølge ham, ikke nødvendig for selve kapitalismens fortsættelse. Tværtimod, hævdede han, 'er det den kapitalistiske økonomi, som er særdeles truet af konflikter mellem dens stater. Enhver fremsynet kapitalist må i dag råbe til sine kammerater: "Kapitalister i alle lande, foren jer!".´

Krigen var derfor en kolossal 'fejltagelse', som de mest 'progressive' dele af kapitalen ikke havde nogen andel i. Men imperialismen var langt mere end blot en kamp for territorium. Den repræsenterede den nyeste fase i kapitalismens udvikling, hvor kapitalen blev mere og mere internationaliseret og tættere og tættere knyttet til nationalstaten. Dette var, hvad den russiske bolsjevik Nikolaj Bukharin argumenterede for. I imperialismens tidsalder kan kapitalen ikke længere holde sig inden for nationale grænser, hvis den skal konkurrere effektivt med sine rivaler. Den danner gigantiske karteller, som forener hele industrigrene, der rækker langt ud over de nationale markeder. Samtidig må den integreres tæt med staten, hvis den skal beskytte sin stilling mod rivaliserende kapitaler. Så militær konkurrence er ikke 'et skridt tilbage'. Den er central for selve kapitalismens overlevelse.

Krig er det uundgåelige resultat af konkurrencedygtighed i en epoke, hvor kapital kæmper om globale ressourcer gennem adgangen til råvarer og nye investeringsobjekter. Kapitalen hidkalder statsmagten for at løse problemer med økonomisk rivalisering. Den modsætning, hvor forskellige selskaber kæmper mod hinanden i form af fredelig konkurrence, bryder ud i en modsætning mellem nationale rivaler i form af militær konkurrence.

Det er grunden til, at 1. Verdenskrig fik den form, den fik. Kapitalister havde muligvis ikke ønsket en krig, men de var bundet til et system, som gjorde krigen til øverste dommer over rivaliserende sektioner af kapitalen. Mordet på ærkehertug Ferdinand i Sarajevo i 1914 ville i tidligere tider måske ikke have udløst andet end en begrænset krig og være blevet løst med diplomatiske midler. Men karakteren af det kapitalistiske system som helhed dikterede, at krig nu ville blive ført i et enormt udvidet omfang. Den ville også trække stormagterne ind i en kamp om at genopdele verden til fordel for de økonomisk stærkeste - selv hvis det betød en kamp indtil økonomien brød sammen og samfundet gik i opløsning.
 

Alle de socialistiske partier i Europa havde, med meget få undtagelser, kapituleret i begyndelsen af krigen og nægtet at gå imod deres egne landes herskende klasser. Det tyske socialdemokratiske parti, hvis venstrefløj Kautsky tilhørte, var ingen undtagelse. Kautsky kunne retfærdiggøre dette med, at eftersom krigen ikke primært var en følge af kapitalismens udvikling, var det ikke nu, kapitalismen skulle bekæmpes.

De russiske bolsjevikker drog, som næsten de eneste af de socialistiske partier, den modsatte konklusion. Konflikten mellem nationer, der var en følge af kapitalismens natur, og som betød, at arbejdere slog hinanden ihjel i millionvis, måtte standses - ikke ved at appellere til kapitalisternes bedre jeg, men ved at genoptage klassekampen på internationalt niveau. Svaret på krigen kunne kun være revolution.

Krigen betød en enorm udvidelse af produktionen. Mens flertallet sultede, blev nogle få stinkende rige, og de sociale spændinger voksede

Helt indtil krigens tredje år så dette ud som en utopisk drøm. Med de socialistiske partiers sammenbrud og kapitulation til patriotismen i 1914 og inddragelsen af lederne af arbejderpartierne og de faglige organisationer i regeringerne var der tilsyneladende ikke megen udsigt til nogen form for udfordring af den sociale og politiske orden, og langt mindre udsigt til revolutionær forandring. Men under overfladen var tingene begyndt at forandres. Den tidlige eufori forduftede, i takt med at det endeløse myrderi fortsatte. Krigstrætheden satte ind og blev afløst af vrede. Dette skift begyndte at udgøre en trussel mod Europas ledere. Krigen havde slået førkrigstidens sociale forhold ud af deres vante gænge. Fortsat militær konflikt krævede en enorm udvidelse af økonomien for at kunne levere materiel til krigsførelsen. I 1916 stod Storbritannien, Frankrig og Tyskland alle over for problemet med utilstrækkelig arbejdskraft til både at forsyne krigsmaskineriet og produktionsmaskineriet. Selv ikke mobiliseringen af kvinder til at arbejde i stedet for de mænd, som var draget i krig, kunne løse problemet. Herudover var millioner af bønder og landarbejdere blevet trukket fra landet og ind i byerne. Landbruget havde tilbagegang i store dele af Europa. Oven i boligkrisen i de opsvulmede byer kom nu problemet med mangel på fødevarer, ja, selv sult. Dette gjaldt især for Tyskland.

Selv ikke samfundets top forblev uberørt, selv om den var polstret med rigdom. Kun få overklassehjem undgik at få dødens rædsel direkte ind på livet. En fjerdedel af studenterne under 25 år ved Oxford og Cambridge omkom. Det er intet under, at noget af den fineste anti-krigs-poesi kom fra officerer som Wilfred Owen og Siegfried Sassoon, hvis førstehånds-oplevelser med skyttegravslivets virkelighed skar igennem de officielle floskler om krigens ære.

Statsgælden voksede massivt, og med den kom inflation. Krigsfeberen betød også, at der blev skabt formuer på spekulation og på det sorte marked. Ny-rige personer udstillede deres rigdom midt i al lidelsen og den faldende levestandard. Det var en hån mod krigens angiveligt ædle formål og pustede endnu mere til vreden. Den samlede virkning af alt dette var at sætte de enkelte krigsførende landes sociale og politiske struktur under stigende pres - især i de mest tilbagestående og svækkede magter: Det halv-feudale Rusland og de umoderniserede imperier Tyskland og Østrig-Ungarn.

Selvfølgelig blev krigens største omkostninger båret af arbejderklassen. Samtidig blev arbejderklassens stilling styrket af de enkelte nationers afhængighed af at holde krigsproduktionen oppe på fuld kapacitet. Dette gjaldt uanset om arbejderklassen var numerisk svag i forhold til resten af befolkningen (som fx. i Rusland) eller numerisk dominerende (som i Tyskland). Under alle omstændigheder holdt den nationens skæbne i sine hænder. Det tog tid, før den politiske lammelse, som var fremkaldt i krigens første fase, fortog sig, og tilstrømningen af uerfarne elementer fra landet og af kvinder til fabrikkerne besværliggjorde opgaven med fagforeningsmæssig organisering. Men efterhånden som tilliden til deres evne til at slås vendte tilbage, begyndte arbejderne at blive bevidste om deres magt. Efterhånden som de gjorde det, tog det ikke lang tid, før krigens forandring af samfundet skubbede politiske spørgsmål i forgrunden - herunder spørgsmålet om selve det kapitalistiske systems fremtid.
 

Strejker, som havde været få indtil 1915, begyndte at blive hyppigere. I begyndelsen var strejkerne et svar på det økonomiske afsavn, ikke en udfordring mod krigen. Storbritannien var det krigsførende land, hvor der var flest strejker, bortset fra Rusland. Faglærte arbejdere i den enorme rustningsindustri var i centrum for denne militans. Tillidsmandsbevægelsen og dens parallel i Tyskland, var den radikale drivkraft.

Men selv om disse strejker i deres form ikke var politiske, så var virkningen af dem det. Regeringerne frygtede for deres evne til at føre krig. Der skulle derfor ikke meget til, før de økonomiske krav fik en politisk karakter. Lederne af strejkerne var ofte anderledes tænkende socialister, som udfyldte det tomrum, de officielle fagforeningsledere havde efterladt. En tilsvarende radikaliseringsproces fandt sted i Europas hære. Den disciplin, som bandt dem sammen, var begyndt at slå revner, og troskab mod nationen begyndte at blive afløst af troskab mod klassen. Der var større mytterier, som blev hårdt undertrykt, i den franske hær, den tyske flåde og selv blandt britiske soldater.

I 1917 var vreden blandt masserne så dyb, at de statslige strukturer begyndte at vakle. Omfattende og oftest spontane strejker i Tyskland (der omfattede 300.000 arbejdere alene i Berlin) mod reducerede brødrationer rystede regimet i sin grundvold. Der Kaiser overlevede endnu et år, hvorimod hans modpart i Rusland var mindre heldig. Demonstrationer, også mod brødmangel, i foråret 1917 førte til, at zaren trådte tilbage.

Revolutionen fejede nu hen over Europa. Rusland var det svage led i den imperialistiske kæde. At udkæmpe en moderne krig på de samme betingelser mht. industriel udvikling som dets mere udviklede rivaler havde skæbnesvangert undermineret dets forældede samfundsstruktur. Hæren var i opløsning, og bønderne var i gang med at overtage jorden. Men krisen forsvandt ikke med zarens tilbagetræden og indsættelsen af en provisorisk regering. Krigen fortsatte, jordspørgsmålet var uløst og bosserne styrede stadig fabrikkerne.

Kun arbejderklassen kunne løse denne vedvarende krise. Hertil behøvedes en ny form for politisk magt, en magt, som gjorde det muligt for den at udøve direkte demokratisk kontrol over samfundet. Dannelsen af et system af arbejderråd opfyldte dette behov. I løbet af seks måneder havde en social revolution fundet sted.
 

Det, som havde syntes utopisk i begyndelsen af krigen, var nu en realitet. I 1918 førte sammenbruddet af forårsoffensiven og udsigten til yderligere tab af liv til, at den tyske hær brød sammen. Et mytteri i flåden i den nordtyske havneby Kiel i november udløste en oprørsbevægelse, der forenede omkring 40.000 søfolk, soldater og arbejdere. Alt dette skete lige efter en højst politisk strejke blandt 400.000 arbejdere i Berlin, hvor kravene til fødevareforsyningen kun var det næst-vigtigste krav, det vigtigste var kravet om, at massestrejker skulle tvinge herskerne verden over til at acceptere en fred uden anneksioner.

Et system af arbejderråd opstod, ligesom det var sket i Rusland. Men de virkeliggjorde ikke deres mulighed for at påtvinge samfundet en ny form for styre. Revolutionen gik i stå. Magten forblev hos de borgerlige politikere og rådene visnede hen. Den proces med ideologisk afklaring, der var foregået i Rusland som resultat af en bitter ideologisk kamp fra et organiseret revolutionært parti, fandt aldrig sted i Tyskland. Der var for få revolutionære, de var for dårligt organiseret, og de manglede rødder blandt arbejderne. De gamle socialistiske ledere, der var svunget til venstre for at genvinde deres troværdighed, brugte nu denne troværdighed til at bevare samfundsordenen. I stedet for en arbejderrepublik, som kunne have ændret forløbet af Europas historie, blev den svage og sygelige Weimarrepublik skabt ud af kejserdømmet sammenbrud.

Krigen gjorde også en ende på det østrig-ungarske kej-serdømme og frembragte en kortvarig revolution i Ungarn. I Italien, hvis deltagelse i krigen havde været katastrofal, foregik der en enorm radikalisering af arbejderklassen. I 1919 var landet på randen af revolution. I biennio rosso (de to røde år), som fulgte, var der bitre kampe - strejker, fabriksbesættelser of dannelsen af fabriksråd. Men som i Tyskland blev chancen for revolution forspildt, og også her må skylden lægges på Socialistpartiets utilstrækkelighed - de var stærke i ord, men fejge i handling.

Italien gav også en forsmag på, hvad en mislykket revolution kunne betyde. Efterhånden som arbejdermilitansen var på tilbagetog, voksede Mussolinis fascistiske bevægelse. Krigen havde ikke kun radikaliseret arbejderklassen, den havde også forbitret samfundets mellemste lag, som manglede styrken til at kunne forsvare sig mod krigens hærgen - i modsætning til arbejderklassen, som kunne organisere sig kollektivt. Over halvdelen af medlemmerne i Mussolinis fascister var tidligere militærfolk. I Tyskland skulle dette mønster gentage sig med fremvæksten af en meget mere ubehagelig fascistisk bevægelse. Også den var domineret af tidligere militærfolk, der fremelskede en følelse af nationalt forræderi og middelklasse-elementer, som var besluttet på at lade deres hævn ramme arbejderbevægelsen.

Efterkrigstidens orden skulle, med skabelsen af nye nationalstater af resterne efter de tyske, russiske og østrig-ungarske imperier, være en garanti for Europas udmattede folk om, at der aldrig mere ville blive krig. Folkeforbundet skulle løse uenigheder, før de førte til en optrappet konflikt. Men både udsigten til fred og magten til at sikre den, viste sig at være en illusion. Intet var blevet løst. De sejrende allierede straffede det slagne Tyskland. Det mistede territorier, var delvist besat og demilitariseret og tvunget til at betale massive krigsskadeerstatninger, som det dårligt havde råd til.

Den inter-imperialistiske rivalisering, som havde drevet verden ud i krig i 1914, var ikke forsvundet. Dens modsætninger skulle eksplodere i en endnu større og mere frygtelig verdenskrig kun 21 år senere. I fraværet af vellykket revolution var det barbariets tid. Mens vi nærmer os afslutningen af krigenes århundrede, står menneskeheden igen over for det samme valg.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 9

Sidst opdateret 13. nov. 1998