Kapitalismens grænse

"De grundlæggende elementer i økonomien er sunde. Problemerne ligger udelukkende i den finansielle sektor." Sådan har tilhængerne af kapitalismen igen og igen i de seneste måneder beskrevet den krise, som er under udvikling.

Når de står fast på denne påstand, så kommer de utilsigtet til at indrømme, at der er en central skævhed i kapitalismen. De grundlæggende elementer, som handler om at producere de varer, folk har brug for, er hele tiden til stede - maskiner, bygninger, råvarer, computere, uddannet arbejdskraft. Men disse grundlæggende elementer kan ikke fungere, hvis ikke 'finanserne' har det godt. Hvis der er problemer her, så går systemet i stå. Det store problem er, at i dette system er 'finanser' det samme som at lave profit.

Derfor kan den indledende sætning omformuleres til: "Alle de nødvendige elementer til at producere varer findes til overflod, men produktionens afhængighed af at skabe profit stopper produktionen." Hvis produktionen ikke skete på et kapitalistisk grundlag, så kunne der slet ikke opstå kriser. Eller, som Karl Marx formulerede det, 'kapitalismens grænser er kapitalen selv.'

Selv John Maynard Keynes, den mest kendte kapitalistiske økonom fra 1930'erne, anerkendte halvvejs dette, selv om han nærede en så stor afsky for Marx, at han aldrig så meget som åbnede Kapitalen. Da Keynes under indtryk af den Store Depression måtte revidere sine ideer om det fri marked, påpegede han, at alle de varer, som systemet producerede, kun kunne sælges, hvis kapitalisterne satte alle deres indtægter i omløb - profitter, rente, aktieudbytter og skyhøje lønninger. Nogle af disse indtægter ville naturligvis blive anvendt på kapitalisternes eget luksusforbrug. Men under normale omstændigheder ville de investere resten med henblik på at lave mere profit ved at åbne nye fabrikker, bygge nye kontorpaladser, indkøbe nye maskiner og råvarer samt ansætte flere arbejdere.

Men dette ville ikke nødvendigvis ske hele tiden. De kunne i stedet vælge at ophobe pengene, hvis profitterne pludselig begyndte at falde eller hvis der blot var forventninger om, at de vil gøre det. I et anfald af panik ville investeringerne standse. Og når det skete, ville det samlede forbrug simpelt hen være for lavt til at opkøbe alle de producerede varer - efterspørgslen ville blive for utilstrækkelig.

Herefter starter en ond cirkel. Firmaer kan ikke sælge 'kapitalgoder' - mursten, beton, stål, maskiner, computerdele, råvarer - og fyrer de arbejdere, som producerer tingene. De vil så omvendt ikke have råd til at købe 'forbrugsgoder' - tøj, biler, køleskabe, mad - og så spreder fyringerne sig fra en branche til den næste som dominobrikker, der vælter. Firmaer og regeringer kan reagere ved at forsøge at beskytte profitterne gennem nedsættelse af lønningerne, men hermed reducerer de blot efterspørgslen yderligere og gør krisen værre.

Keynes indså også et andet punkt, som Marx længe før havde peget på. Jagten på profit får ikke blot kapitalisterne til at involvere sig i produktive investeringer, men kaster også enorme pengesummer ud i spekulation. De overbyder hinanden for at opkøbe aktier, malerier, guld og sølv, råvarer, jord, fremmed valuta. Men den slags investeringer er sjældent med til at forøge produktionen (kun knap en tyvendedel af aktieinvesteringer går til ny produktion). I stedet skaber spekulationen en illusion om øget rigdom i takt med at priserne på disse ting går i vejret (som det er sket med de stigende ejendomspriser). Det frembringer hurtige profitter for nogle spekulanter, som imidlertid risikerer at kollapse og derved gøre andre spekulanter ude af stand til at betale sine regninger. Deres kreditorer mangler pludselig penge og må sælge ud af investeringerne. Pludselig får alle travlt med at 'realisere gevinsterne' - det underminerer hele vejen rundt troen på, at investeringer kan betale sig, og systemet kommer i krise.

Den krise, som har spredt sig på verdensplan i de sidste 14 måneder, har udviklet sig nøjagtigt på denne måde. Frygten for manglende profitter har især i Japan og Sydøstasien ført til nedskæringer i produktionen og angreb på levestandarden under dække af IMF's 'redningsprogrammer'. Der er pludselig opstået en overproduktionskrise inden for visse brancher på verdensplan, hvilket har ført til et fald i Ruslands olieindtægter, i computerindustriens indtjening på mikrochips, i det europæiske landbrugs fødevareindtægter og så videre. Dette har omvendt trukket tæppet væk under de nyeste former for spekulation, som går under navnet 'hedge funds'. Og nu frygter nogle af de største banker, at de ikke vil få tilbagebetalt de penge, som de har udlånt til hedge funds. De sælger ud af aktier, obligationer og visse valutaer i et desperat forsøg på at holde likviditeten ved lige og nægter samtidig at udlåne penge til nye investeringer.

I deres desperation har bankfolk, industrimagnater og regeringer pludseligt glemt alt om deres tidligere insisteren på, at der ikke skulle være nogen indgriben overfor markedet. De bladrer gennem gamle keynesianske lærebøger i et forsøg på at finde et eller andet, der kan holde systemet oppe. Problemet er bare, at Keynes gav dem to slags svar - et, de måske kan godtage, men som ikke virker og et, der hvis det blev tilstrækkeligt tilbundsgående gennemført ville virke, men som de ikke kan godtage.

Den første løsning er at sænke renterne og øge det offentlige forbrug. Det har de svært ved at nå til enighed om, fordi det i visse lande ville betyde en inflation, som de lokale kapitalister meget nødigt vil acceptere. Men i alle tilfælde er det ikke en løsning, hvis krisen er så alvorlig, som mange nu frygter. Erfaringen fra Japan, hvor renten nu er nede på 0,5%, viser dette, og det samme gør erfaringen fra krisen i begyndelsen af 1930´erne. Ligeledes har øget offentligt forbrug indtil videre ikke vist sig at virke. Keynes' løsningsforslag indebærer en 'socialisering af investeringerne' og en 'aktiv dødshjælp til rentiererne' (dvs. dem, der modtager renteindtægterne). 'Manglen på efterspørgsel' er i virkeligheden en mangel på investering på grund af dens afhængighed af 'forventet' profit, mente Keynes. Løsningen er derfor, at staten tager investeringsbeslutningerne ud af de privates hænder - med andre ord, at adskille 'fundamentets' virkemåde fra afhængigheden af 'finansverdenen'.

Argumentets logik var for radikalt for Keynes selv, og selvom det er indeholdt i hans hovedværk, The General Theory, forfulgte han det aldrig i praksis og det bliver slet ikke nævnt af de nye keynesianere. For det stiller spørgsmålstegn ved selve det kapitalistiske systems grundlag - akkumulation med henblik på profit. Og i den moderne kapitalisme, med dens internationale forbindelser, ville det være umuligt at føre ud i lyset uden i det mindste at nationalisere de store banker og største firmaer. Og dog angiver det den eneste garanti på længere sigt mod gentagne kriser, der stadig forværres. Socialister må genoptage dette argument, og anvende det både mod det frie marked og mod 'keynesianske' økonomer.

I princippet ville det være nemmere end nogensinde før at kontrollere de vigtigste investeringsbeslutninger. Kapitalismen har af sig selv ført til en enorm koncentration af produktivkræfter i løbet af de sidste 50 år. Omkring 100 selskaber står for mere end halvdelen af Storbritanniens samlede produktion, og fire supermarkedskæder distribuerer 75% af de basale varer, folk behøver. Og under 1000 firmaer står for halvdelen af verdens samlede produktion, og højst et par tusinde individer, der sidder i bestyrelserne i disse firmaer, dirigerer størstedelen af verdensproduktionen.

Dette i sig selv afviser det gamle argument, at socialistisk planlægning er umuligt, fordi det indebærer at tage alt for mange komplicerede beslutninger. Hvis nogle få tusinde individer kan mødes og tage den slags beslutninger, men på baggrund af konkurrencen mellem omkring tusind firmaer, kan der ikke være nogen tvivl om, at det også i princippet ville være muligt for andre tusinde individer (valgte arbejderdelegerede) kunne tage samme slags beslutninger, men på baggrund af indbyrdes samarbejde.

Hvad dette indebærer, er ikke at lave en detaljeret planlægning for, hvordan alt skulle bygges op fra bunden, men at sikre koordineringen af investeringer så de kan tilfredsstille folks demokratisk udtrykte behov og undgå kriser.

Endelig behøver en sådan tilgang til krisen ikke at være en rent propagandistisk vision, fjernt fra folks umiddelbare bekymringer. Den kan kædes sammen med den umiddelbare kamp, folk kæmper for at beskytte sig selv mod krisens virkning. Krisens 'handlingsprogram' begynder med at understrege nødvendigheden af kamp for at beskytte jobs og levestandard gennem besættelser, strejker og demonstrationer. Men logikken bag den slags kampe må videreudvikles så de bliver en trussel mod dem, der styrer firmaerne kun med profit for øje, bankernes gigantiske pengeoverførsler, og statens opbygning som et redskab for kapitalen. På den måde antyder den, hvordan den umiddelbare kamp mod krisens resultater kan udvikles til en kamp for praktiske krav, der ville betyde et egentligt angreb på systemets magtcentre.

Chris Harman

Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 9

Sidst opdateret 13. nov. 1998