Socialistisk Revy nr. 9 - Side 21 - November 1998  

Plan eller kaos?

Det bliver mere og mere tydeligt, at det frie marked fører til krise, massearbejdsløshed, fattigdom og forurening. Martin Johansen argumenterer for, hvordan man i stedet kan indrette økonomien efter menneskenes behov og ikke aktionærernes profit
 

I takt med, at den økonomiske krise har spredt sig fra Asien til Rusland og Latinamerika og har skabt betydelig usikkerhed på verdens børser, er det blevet tydeligt for selv mange erhvervsfolk, at det fri marked har sine begrænsninger.

Selv Berlingske Tidende stillede i en artikel d. 1. november spørgsmålet, om det er ved at være tid til at trække Karl Marx' kritik af kapitalismen frem igen.

Men selv om de nu begynder at kræve, at regeringer griber ind i økonomien for at afværge den truende verdenskrise, så slår de samtidig fast, at der dybest set ikke er noget alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi. De fastholder, at det fri marked er den eneste måde, den moderne økonomi kan organiseres på.

Det er naturligvis en trist besked for de millioner af mennesker verden over, som markedsøkonomien aldrig har været i stand til at sikre en tålelig tilværelse. For hvis økonomien kun kan organiseres via markedet, så må vi også fremover acceptere de konsekvenser, som kapitalismen har ført med sig: perioder med massearbejdsløshed, fattigdom i store dele af verden, massiv forurening, giftstoffer i fødevarer og så videre.

Selv om disse fortalere for markedsøkonomien kan være uenige om, hvor meget staten må gribe ind over for markedets udskejelser, så er de enige om, at en demokratisk kontrolleret planøkonomi under ingen omstændigheder kan komme på tale. Erfaringerne med planøkonomi fra Østblokken viser, siger de, at en planøkonomi uundgåeligt vil føre til opbygning af bureaukratiske strukturer, til fejlinvesteringer og i sidste ende til stagnation.

I virkeligheden havde den stalinistiske økonomi meget lidt at gøre med en egentlig socialistisk planøkonomi. Økonomierne i Østblokken var ikke organiseret med henblik på at opfylde menneskelige behov, men på at opbygge et militært apparat på niveau med Vestens. Og det var økonomier, som blev diktatorisk styret af en lille elite, der ønskede at fastholde sin egen magtposition. Derfor blev der investeret enorme summer i opbygning af sværindustri og våbenproduktion, men meget lidt i produktion af almindelige forbrugsvarer.
 

Et almindeligt argument imod planøkonomi er, at de moderne økonomier er blevet for komplekse til at kunne planlægges - at det moderne samfund er afhængig af så mange forskellige varer og tjenesteydelser, at ingen plan kan overskue det hele.

Men i virkeligheden bygger moderne industri på en meget høj grad af bevidst planlægning. Konkurrencen foregår imellem firmaerne, men internt i alle firmaer spiller planlægning en afgørende rolle. I for eksempel bilindustrien planlægges investeringer og nye bilmodeller årevis ud i fremtiden. Der bygges prototyper, der tages beslutninger om investeringer i nye maskiner og måske bygning af helt nye fabrikker, og der bestilles råvarer og løsdele fra underleverandører. Alt dette foregår som resultat af bevidst planlægning - det ville være umuligt at masseproducere biler, hvis ikke det var muligt at langtidsplanlægge produktionen.

Et andet eksempel kan man finde i mejerisektoren. I Danmark kontrolleres denne sektor af blot to firmaer, MD Foods og Kløvermælk. Mejerierne har kontrakter om levering af en vis mængde mælk fra de enkelte landmænd. Mælken bliver hentet hver anden dag, den forarbejdes til diverse produkter, som igen fordeles til supermarkeder efter en aftale, der er indgået på forhånd. Der er ikke tale om, at landmænd hver eneste dag skal ud på det fri marked for at afsætte mælken, og der er heller ikke tale om, at supermarkeder dagligt leder efter de billigste mejeriprodukter.

Tilhængerne af markedsøkonomien taler om, at markdet fungerer som en "skjult hånd", der regulerer produktion og salg af varer. Men i virkeligheden er det mange menneskers helt virkelige hænder, der sørger for det. Som eksempel kan man se på, hvordan de største supermarkedskæder fungerer. Hver gang, en kunde køber en vare, bliver dens stregkode scannet ind i en computer - ikke blot for at aflæse prisen, men også for at holde styr på, hvor mange styk der er tilbage i butikken af den pågældende vare. Når dette antal kommer op på en bestemt størrelse, bliver der afsendt en ordre til supermarkedets centrale lagre, som derefter sørger for at nye forsyninger.

Desuden benytter de store supermarkedskæder sig af grundige forbrugerundersøgelser for at aflæse eventuelle nye 'trends' eller for at finde ud af, om deres markedsføring fungerer. Dette betyder sammen med lagerstyringen, at man for hvert enkelt supermarked med ret stor nøjagtighed kan forudsige efterspørgslen i 20-24 uger frem i tiden, også når der skal tages højde for sæsonmæssige udsving. Ydermere betyder det, at supermarkedskæderne kan sende anslåede bestillinger ud til sine leverandører i op til 12 måneder i forvejen.

Når alt dette kan fungere, så skyldes det ikke en eller anden mystisk "skjult hånd" eller at direktørerne for supermarkedskæderne eller andre virksomheder er store genier. Det skyldes, at supermarkederne beskæftiger tusindvis af mennesker, som ved at anvende moderne teknologi er i stand til at holde hele systemet kørende.

Imidlertid betyder den kapitalistiske konkurrence, at meget af disse menneskers indsats går tabt. Fordi det primære formål med produktion under kapitalismen ikke er at opfylde menneskelige behov, men at skaffe aktionærerne overskud, så er der mange forbedringer af produkterne, som aldrig bliver gennemført. For eksempel kunne det sagtens lade sig gøre at fremstille biler, som kan køre 30-40 kilometer på en liter benzin, eller fremstille biler som anvender helt andre former for brændstof, som ikke forurener. Men de store bilfabrikker vil ikke fremstille dem, fordi det kræver store nyinvesteringer og omlægning af produktionen, hvilket i starten ville hæve prisen på bilerne. Af frygt for at "miste markedsandele" er hvert enkelt firma derfor tøvende overfor at påbegynde produktionen. Konkurrencen betyder også, at hvert enkelt firma gemmer på teknologiske fornyelser og forbedringer for at skabe sig et lille forspring - men konsekvensen er, at den samme forskning og udvikling bliver gennemført flere forskellige steder i stedet for at løse opgaverne i fællesskab.
 

Når tilhængerne af markedsøkonomien hævder, at markedet er det eneste, der kan regulere moderne produktion, så står de med en dårlig sag. I det århundrede, hvor markedsøkonomien har været dominerende på verdensplan, har den trods enorm vækst ikke været i stand til at løse alle menneskers behov. Og når det kommer til stykket, så gør de fleste firmaer gennem planlægning og markedsføring sig store anstrengelser for netop at slippe uden om konkurrencen.

En socialistisk planøkonomi vil være i stand til at løse de problemer, som kapitalismen ikke kan løse - det vil være et system, der har som formål at løse menneskelige behov, ikke at tjene penge til en lille klike. Der vil være tale om, at produktionen planlægges som en helhed og ikke overlades til enkeltfirmaer.

Kernen i en socialistisk planøkonomi er, at den skal være demokratisk kontrolleret nedefra. En generel erfaring fra mange revolutioner i dette århundrede har været, at i selve den revolutionære proces begynder almindelige lønarbejdere at danne nye strukturer, arbejderkomiteer, med henblik på at diskutere og udføre revolutionens næste skridt. Det er også en generel erfaring, at disse komiteer er grundlæggende demokratiske - selvom de vælger repræsentanter til overordnede komiteer på by- eller landsplan, så er det altid under den forudsætning, at repræsentanterne kan trækkes tilbage øjeblikkeligt, hvis de ikke repræsenterer deres bagland.

Sådanne arbejderkomiteer kan danne udgangspunktet for en demokratisk kontrol og planlægning af produktionen. På de enkelte arbejdspladser kan komiteerne diskutere ændringer af produktionen og sørge for at ressourcerne bliver udnyttet bedst muligt. Komiteerne kunne drage fordel af den form for planlægning, som allerede bliver praktiseret under kapitalismen, men samtidig udnytte alle de ideer til forbedringer, som de fleste arbejdere har, men som i dag ofte ikke bliver udnyttet. Der vil ikke være tale om, at komiteerne skal diskutere hver enkelt detalje - man kan sagtens forestille sig, at der vælges en slags ledelse, der står for den daglige drift, men under arbejderkomiteens demokratiske kontrol.

På overordnet plan kan repræsentanter for de enkelte komiteer mødes for at diskutere mere generelle prioriteringer i økonomien. Nogle tror, at planøkonomi betyder, at regeringen skal udarbejde planer for hver enkelt møtrik eller sko, der skal fremstilles. Men planøkonomi handler snarere om at tage udgangspunkt i den kapitalistiske økonomi, som trods alt i et vist omfang fungerer, og så indrette produktionen efter menneskelige behov.

Det betyder, at det vil være umuligt at forestille sig i detaljer, hvordan planøkonomien vil fungere i praksis. Der vil naturligvis blive begået fejl og foretaget forkerte prioriteringer. Men de vil næppe være af samme målestok som de fejlprioriteringer, der finder sted under kapitalismen, som fx EU's ophobning af fødevarer samtidig med, at mennesker sulter andre steder i verden. Og med en økonomi under demokratisk kontrol nedefra vil det være muligt at rette fejlene.
 

Selv om man ikke i dag kan beskrive en planøkonomisk model i detaljer, så kan man alligevel gøre sig nogle forestillinger om, hvordan en socialistisk regering i starten kunne begynde at transformere økonomien.

For det første vil det være et vigtigt skridt at gennemføre en omfordeling af de enorme ressourcer, som i dag enten ikke udnyttes eller anvendes forkert. For eksempel kunne størstedelen af reklamebranchen sættes til at udarbejde nyt og mere tidssvarende undervisningsmateriel. De riges enorme boliger kunne huse folk, som i dag er hjemløse eller bor i for små eller for ringe boliger. De riges luksusrestauranter kunne begynde at producere billigere mad til glæde for almindelige mennesker. Og så videre - der kan meget hurtigt gennemføres en lang række umiddelbart mærkbare forbedringer.

Kapitalismens planløshed skaber overflod og fattigdom side om side

For det andet kunne man begynde at skære ned på det spild og ineffektivitet, som findes i den kapitalistiske økonomi. For eksempel oprette supermarkeder i flere beboelsesområder i stedet for at have tre eller fire supermarkeder liggende klods op ad hinanden. Mange af udgifterne til militær og politi kunne også skæres væk. I selve produktionen ville arbejderkomiteerne spille en central rolle i at afskaffe spild og forurening, idet det ofte er arbejderne på gulvplan, som er mest opmærksomme på, hvor det finder sted.

For det tredje kunne en planøkonomi begynde at overvinde den fremmedgørelse, som i dag er en plage for mange mennesker. Der vil ikke være tale om, at kedeligt eller nedslidende arbejde pludselig bliver til den rene leg, men at de fleste arbejdere vil begynde at føle, at deres arbejde faktisk har en mening i en økonomi, som de selv er med til at kontrollere, og som planlægges ud fra almindelige menneskers behov. Som illustration af, hvordan mange vil begynde at opfatte deres arbejde, kan man tage den energi og omhu, som mange mennesker i dag lægger i deres fritidsinteresser. Den mindre følelse af fremmedgørelse vil gøre det muligt at fremstille produkter af højere kvalitet og i mange tilfælde også på kortere tid og dermed muliggøre en forkortelse af arbejdstiden.

Endelig kunne man begynde at gøre sig overvejelser om, hvordan markedet efterhånden bliver sat ud af funktion. Der vil ikke være tale om, at markedet fra den ene dag til den næste afskaffes som et af midlerne til at styre økonomien. Det vil dog fra starten være oplagt, at visse områder kan gøres helt eller næsten gratis og dermed unddrages markedet. Det kunne for eksempel dreje sig om offentlig transport og børnepasning.

Men også visse varegrupper, hvor forbruget er rimeligt konstant og forbruges af alle mennesker, kunne gøres gratis, fx en række mejeriprodukter og andre basale fødevarer. På længere sigt kunne der eksperimenteres med, hvordan produkter kan forbruges mest rationelt - fx om hver husholdning skal have sit eget køkken, eller om man skal indføre gratis offentlig bespisning.

Nogle vil indvende, at planøkonomi betyder, at individuelle ting som valg af beklædning åbenbart skal afgøres kollektivt. Man kan dog sagtens forestille sig, at visse områder af økonomien, som fx dele af tekstilindustrien eller fremstilling af mere luksusbetonede produkter, fortsat udveksles på markedet. Det afgørende er, at størstedelen af økonomien, herunder fremstillingen af de mest livsnødvendige varer og tjenesteydelser, er omfattet af demokratisk kontrol og bevidst planlægning. På den måde vil man kunne undgå de problemer, som markedsøkonomien giver i form af periodiske kriser med menneskelig elendighed til følge. Og når det kun er enkelte sektorer som fx luksusvarer, der er underlagt markedet, så vil selve markedsmekanismerne også fungere anderledes end i dag, idet en ting som prisdannelse i højere grad vil udtrykke den brugsværdi, som en vare har for køberen, end det er udtryk for varens bytteværdi, som det er tilfældet under kapitalismen. Det er nøjagtigt kapitalismens sætten bytteværdien i centrum, der skaber grundlaget for de økonomiske kriser.
 

Tilhængere af det fri marked vil afvise planøkonomien og sige, at den strider mod menneskets natur. De vil blandt andet henvise til den hamstringsbølge, som fandt sted i forbindelse med storkonflikten i foråret 1998, som argument for, at hvis varer gøres gratis, så vil mennesker bare rage helt vildt til sig og i øvrigt sløse med produkterne.

Men de overser, at det, der fremkaldte hamstringen, var folks frygt for, at fødevarerne pludselig ville slippe op. Det vil være et vigtigt element i en planøkonomi, at der opereres med en vis permanent overproduktion, således at alle kan føle sig sikre på at kunne få opfyldt deres behov. Netop i en situation med rigelighed af varer vil mennesker kunne forbruge varerne mest hensigtsmæssigt uden at skulle koncentrere sig om priser og om problemer med at skaffe varerne. Allerede i dag er der eksempler på, at tingene fungerer sådan: Personer med månedskort til kollektiv transport bruger kun busser og tog, når de har brug for det, og kører ikke rundt i S-tog hele weekenden, blot fordi det er gratis. Der findes også bestemte produkter, som er så billige, at folk behandler dem som om, de er gratis, fx køkkensalt. Selv om salt er uhyre billigt, så kan man næppe finde personer, som køber kilovis hver uge og smider det meste ud.

Et andet argument imod, at mennesker vil overforbruge, er, at der på mange områder er en naturlig grænse for, hvor meget man overhovedet kan forbruge. De fleste mennesker vil automatisk skrue ned for varmen, når temperaturen når over et vist niveau. Der er også grænser for, hvor meget man overhovedet kan spise.

Endelig er der ingen grund til at antage, at mennesker i en socialistisk planøkonomi automatisk vil søge behovene dækket via forbrug af varer. I virkeligheden er det kapitalismens fremmedgørelse af mennesker, der gør, at menneskelige behov og relationer sættes lig med forbrug - lykke, kærlighed, venskaber er i høj grad noget, som firmaernes reklamer bilder os ind, at vi kan købe os til. Det vil snarere være sådan, at i et samfund, hvor mennesker er garanteret opfyldelsen af de vigtigste behov, så vil man kunne koncentrere sig om alt muligt andet end blot forbrug.

Dermed kan man også aflive en af de sidste myter omkring socialisme: at det vil udslette menneskers individualitet. Men faktisk er det kapitalismen, som ensretter mennesker og gør os til slaver af økonomien. Det er kapitalismen, som gennem sin måde at styre produktionen på og gennem reklamer forsøger at ensrette og fodforme vores behov som mennesker. I en socialistisk planøkonomi vil vi for alvor få betingelserne for, at mennesker kan udvikle deres egentlige individualitet.

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 9

Sidst opdateret 13. nov. 1998