Socialistisk Revy nr. 10 - Side 6-10 - December 1998  

Aktuelt

• Lønfest i direktionslokalet
• Det nye skatteparadis
• Pædagoger og forældre i København: Ikke flere nedskæringer!
• Socialrådgivere mod dansk apartheid
• Oprør i Nyrups bagland
• Fingrene væk fra kvote 2
• Studenteroprør på vej?
• Den danske mafia

Lønfest i direktionslokalet

Arbejdsgiverne jamrer over, at arbejdernes lønninger stiger. De kan ikke lide, at arbejdere benytter den faldende arbejdsløshed til at presse prisen på arbejdskraft i vejret. Og straks kræver de, at regeringen griber ind med bl.a. yderligere skattelettelser for erhvervslivet.

Det er rigtigt, at lønningerne i Danmark er stigende. I gennemsnit er lønnen steget 4,6 pct. på et år - og i det seneste kvartal er stigningen tæt på 5 pct. Det er naturligvis med til at formindske danske kapitalisters profit.

Men det sker på baggrund af, at lønningerne i Danmark fra 1987 til 1997 er steget mindre end i udlandet, og det har givet dansk erhvervsliv stigende konkurrenceevne i Europa. Samtidig er produktiviteten faktisk steget hele 30 procent pr. arbejdstime i den periode.

"Nu må lønfesten snart slutte", siger Marianne Jelved og efterlyser ansvarlighed hos arbejdsgiverne, så der siges nej til lønstigninger. Men de største lønstigninger finder sted i direktionslokalerne

Der er dog én gruppe, som ifølge arbejdsgiverne godt må føre lønfest: cheferne. Her er der tale om lønstigninger på 8-10 pct., oven i købet tilfalder de største lønstigninger de højest lønnede chefer. Der er tale om lønninger på 40-65.000 kr. om måneden plus frynsegoder som fri bil, pension og udvidet ferie. "Det er vigtigt for dansk erhvervsliv, at de dygtigste ledere belønnes," siger direktøren for Ledernes Hovedorganisation.

Stigende avancer

I virkeligheden er det ikke lønstigninger, som er den vigtigste årsag, hvis dansk erhvervsliv har faldende konkurrenceevne, men regeringens og arbejdsgivernes egne prioriteringer:

For det første har regeringen valgt at binde valutaen til den tyske valuta. Det har gjort kronen til en såkaldt 'stærk valuta' og gør danske varer relativt dyrere, når lande som Sverige og Norge lader deres valuta falde i værdi.

For det andet har arbejdsgiverne udnyttet det økonomiske opsving til at presse profitterne i vejret. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som peger på, at priserne på danske varer er steget mere end lønningerne. Og det er ikke sket, fordi industrien har haft brug for flere penge til investeringer i nye maskiner og teknologi, tværtimod er investeringerne lavere end i 1970'erne. Derfor konkluderer undersøgelsen, der er "alene avancestigninger tilbage af mulige årsager til, at priserne er steget markant mere" end lønnen.

Men arbejdsgiverne har en yderst klassebevidst løsning på faldende konkurrenceevne: arbejdsløshed. Til Børsen fortalte Klaus Rasmussen fra Dansk Industri: "Vi kan få behov for en periode med høj ledighed for at sikre en afdæmpet lønudvikling. Sidste gang, det gik skævt i Danmark, måtte vi gennemleve en periode med ledighed på over 300.000."

Arbejdsgivernes medicin er altså: Luk nogle fabrikker, så der bliver flere arbejdsløse til at fungere som løntrykkere. Her er arbejdsgiverne godt hjulpet af regeringens seneste arbejdsmarkedsreform, som under den pæne hensigt om "mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet" i virkeligheden handler om at gøre tilværelsen som arbejdsløs så sur, at arbejdsløse vil tage hvilket som helst job for at undgå tvangsaktivering.

Kapitalens flagskib, A.P. Møller, er allerede slået ind på denne kurs. Med henvisning til "økonomiske vanskeligheder" skal der fyres 400 på det A.P. Møller-ejede Lindøværft. Det paradoksale er, at A.P. Møller-gruppen ialt havde et overskud i 1997 på 4,6 milliarder kr. A.P. Møller ejer verdens største flåde af containerskibe og er faktisk blevet styrket af krisen i Asien. A.P. Møller er Lindøværftets eneste kunde og kunne altså nemt undgå fyringer ved at placere flere af sine ordrer dér.

Martin Johansen

Toppen af siden

Det nye skatteparadis

"Danmark bliver skatteparadis for holdingselskaber" - sådan beskriver dagbladet Børsen skatteminister Ole Stavads nye lovforslag.

Mens regeringen har travlt med at skære ned på efterlønnen foreslår skatteministeren en "regelforenkling" for udenlandske moderselskaber, der vil gøre Danmark skattemæssigt mere attraktivt end Holland, der ellers har været det foretrukne land. Financial Times, det britiske svar på Børsen, skriver, at Danmark nu vil true Luxembourgs og Schweiz' førerposition som foretrukne skattely.

Skatteministeriet skønner, at forslaget vil koste 100 mio. kroner i manglende skatteindtægter. Hvad er så grunden til, at Ole Stavad vil forære erhvervslivet 100 mio.? Måske for at tiltrække nye arbejdspladser til Danmark? Dagbladet Børsen vurderer: "Umiddelbart er der ikke mange arbejdspladser i de rene holdingselskaber, der blot forvalter passiv kapital. Men når en koncern først har etableret sit holdingselskab i ét land, følger der mange gange mere med."

Gestus

Men formålet med forslaget er da heller ikke at tiltrække arbejdspladser. Det er blot en venlig gestus til de udenlandske firmaer, der allerede opererer i Danmark. Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft siger: "Der er ikke tale om skattekonkurrence. Vi har ikke udarbejdet disse lovforslag for at tiltrække arbejdspladser fra det øvrige EU." Og kontorchef i Skatteministeriet Iver Nordland siger det samme: "Der er ikke tale om en start på en egentlig skattekonkurrence. Vi gør ikke andet end det hollænderne har gjort i årevis. Målet er at gøre det nemmere for de firmaer, vi allerede har."

Så må man bare håbe, at firmaerne husker at påskønne Skatteministeriets gode intentioner og sender Ole Stavad en venlig tanke, når de 100 mio. ligger og luner på deres fede bankkonti.

Nina Holm Jensen

Toppen af siden

Pædagoger og forældre i København:

Ikke flere nedskæringer!

Pædagoger og forældre i København strejkede flere gange i slutningen af november. Socialdemokratiet og de borgerlige har indgået et budgetforlig, som betyder besparelser på 5 millioner kroner på daginstitutionsområdet. 5.000 ud af 6.000 fritidshjemspladser skal holde tvangslukket i hele juli måned, åbningstiden på 180 daginstitutioner skal reduceres med to timer og taksterne stiger. Desuden er der en hensigtserklæring om at bygge flere institutioner, men det skal finansieres ved øget brugerbetaling.

Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) udtalte til Jyllands-Posten: "Der bliver ikke tale om forhandlinger. Jeg kan ikke forstå, at pædagogerne er så vrede. Hele institutionsområdet har oplevet en kraftig vækst."

På den første demonstration gad overborgmesteren ikke tage imod 5.000 underskrifter mod nedskæringerne. Han tog i stedet i Tivoli for at indvi en skøjtebane. Samtidig har han meddelt, at han ikke ønsker at forhandle om 'småpenge'. Hvad den arrogante socialdemokrat åbenbart ikke har forstået er, at hele daginstitutionsområdet har været udsat for nedskæring på nedskæring de sidste mange år.

Der er massiv opbakning bag pædagogernes krav om at stoppe forringelserne

Som sekretariatschef i forældreorganisationen FOLA udtrykte det: "Der er problemer med nedskæringer i hele landet, og det er ikke længere et spørgsmål om at skære helt ind til benet. Man er i fuld gang med at amputere det." Hvis det virkeligt kun drejer sig om 'småpenge', hvorfor så skære ned?

Aktionerne betød, at næsten alle københavnske daginstitutioner var lukket i et par dage. Enten på grund af strejkende pædagoger eller på grund af forældreblokader. Det viser, at opbakningen blandt både forældre og pædagoger er stor.

Det store pres nedefra har ikke kun rystet de socialdemokratiske lokalpolitikere, men også ledelsen i fagforeningerne. Familie- og arbejdsmarkedsborgmester Winnie Larsen-Jensen (S) var den første lokalpolitiker, der dukkede op allerede på den første demonstration. Men hun udtalte, at der ikke kunne være tale om at genforhandle budgettet, der kunne højst være tale om at omfordele besparelserne. Senere gik hun med til at mødes med repræsentanter for pædagogerne.

Den lillefinger greb fagtoppen omgående, for deres hovedanke mod forliget har hele tiden været, at de ikke er blevet taget med på råd. Og under hele kampen har deres rolle været at lægge en dæmper på aktionerne, fx ved først ikke at ville inddrage de fire københavnske bydelsrådsforsøgs institutioner i strejken.

I stedet for at skrue op for presset på politikerne brugte fagtoppen Winnie Larsen-Jensens minimale åbning som undskyldning for at afblæse strejken. Men de har ikke helt kunnet sidde presset nedefra overhørig og gav officielt politikerne en frist til d. 4. december, hvorefter pædagoger og forældre tager stilling til, om de vil genoptage aktionerne.

De borgerlige forligspartnere har for længst meldt ud, at de ikke vil genforhandle budgetforliget. I skrivende stund tegner det derfor til et forhandlingsresultat, der kun omfordeler nedskæringerne. Selv om forhandlerne nu er blevet taget med på råd, hjælper en omfordeling ikke på den pressede hverdag for børn og pædagoger.

Hvis nedskæringerne skal tages af bordet skal politikerne sættes under større pres. Det betyder, at pædagogerne må indstille sig på en længere kamp end de hidtidige en-dags-aktioner. Ved at organisere vreden og opbakningen blandt forældre og pædagoger til aktive strejker og blokader kan der opnås reelle resultater. Og hvis kampen udvides til fælles aktiviteter mellem pædagoger og hospitalspersonale og andre grupper, der er under angreb, kan resultaterne komme hurtigere, end hvis hver gruppe slås for sig.

Toppen af siden

Socialrådgivere mod dansk apartheid

Thorkild Simonsen fik kort før sommerferien vedtaget en lov om integration af flygtninge. Loven indebærer bl.a. at Dansk Flygtningehjælp ikke længere skal stå for de første 18 måneders integrationsindsats, men at flygtningene henvises til kommunerne straks efter, at de får asyl.

I de første tre år er de omfattet af bestemmelserne i integrationsloven og kan således ikke søge om kontanthjælp, som alle andre kan. Ifølge integrationsloven skal de i de første tre år have en særlig integrationsydelse, som er ca. 2000 kr. lavere end kontanthjælpen. Ministeren har begrundet den med, at det skal være mere attraktivt for den enkelte flygtning at søge arbejde. Men loven indeholder ikke et ord om, at arbejdsgiverne bør gøre noget for at tilbyde jobs til flygtninge eller anerkende deres kvalifikationer eller arbejdserfaring. Denne regel har været udsat for massiv kritik fra bl.a. Nævnet for Etnisk Ligestilling, fordi den er diskriminerende.

Nævnet for Etnisk Ligestilling har ligeledes kritiseret integrationslovens regler om tvangsbosættelse af flygtningene i de første tre år. Det betyder for flygtningene, at de ikke har lov til at bosætte sig andre steder end der, hvor de bliver placeret af myndighederne. Hvis de alligevel flytter, mister de deres ydelser.

Socialrådgiverne

I Dansk Socialrådgiverforening startede debatten om integrationslovens diskriminerende bestemmelser med et forslag til debat på alle kredsgeneralforsamlinger og i Hovedbestyrelsen. Forslaget går på, at socialrådgivere skal nægte at medvirke til udbetaling af den særlige lave integrationsydelse. Men det har Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse efterfølgende taget afstand fra. Spørgsmålet vil dog blive rejst på foreningens repræsentantskabsmøde. Problemet for fagforeningen er, at den ikke ønsker at skulle støtte medlemmer, som trues af fyring, fordi de nægter at udføre arbejdet. Så drastiske skridt er organisationen slet ikke klar til at tage.

Socialister støtter, at der gives særlig støtte til udsatte grupper i samfundet, som f.eks. flygtninge, og kan ikke gå ind for, at de diskrimineres i forhold til danskere. Det spiller folk ud mod hinanden og giver dermed dårligere betingelser for en fælles kamp for ordentlige vilkår. Desuden har vi gennem de senere år oplevet, at dagpengene er blevet sat ned med den begrundelse, at de ellers ville være højere end de laveste lønninger på arbejdsmarkedet. Det er sket i takt med, at mindstelønnen på flere områder er blevet nedsat eller udhulet.

Vi kan frygte samme effekt af den lave integrationssats indenfor kontanthjælpsområdet, nemlig at andre grupper senere vil få nedsat deres ydelser tilsvarende.

Endnu en forarmelse

Integrationsloven skal ifølge lovgiverne anspore flygtninge til at søge ud på arbejdsmarkedet. Loven er på den måde en ensidig disciplinering af flygtninge.

Den indeholder heller ikke bestemmelser om behandling af flygtninge, som er torturofre eller har andre traumatiske oplevelser at bearbejde. Den enkelte flygtning er forpligtet til at lade sig aktivere, men kan man sige, at det at gå i behandling sidestilles med aktivering? Loven tager heller ikke højde for, at der kan være familier med børn under 18 år, som har brug for særlig støtte.

Et andet problem med integrationsloven er, at det ikke er muligt for velfungerende flygtninge, som lærer dansk før de tre år er gået, at søge revalideringshjælp til uddannelse. Det kan de ikke få, før de tre års integrationstid er ovre. De kan kun aktiveres. Disse flygtninge er derfor henvist til at klare uddannelse med SU på almindelige vilkår, selv om de ikke er sidestillet med danske studerende med hensyn til f.eks. sprog eller visse uddannelsesmæssige forudsætninger.

Men det største problem er den lave integrationsydelse og bopælspligten. Det vil være endnu en forarmelse af svage grupper og forringe deres mulighed for at integrere sig ordentligt.

Inge-Lise Bjørn

Toppen af siden

Oprør i Nyrups bagland

Regeringens finanslovsaftale og især indgrebet mod efterlønnen er for groft. Vreden er stor - ikke mindst i Socialdemokratiets eget bagland. Her er bare et lille udpluk:

- I 1985 havde vi påskestrejken, da Schlüter greb ind i overenskomsterne. Og det er da ikke utænkeligt, at sådan noget kan ske igen. At folk nedlægger arbejdet, Kjeld H. Olsen, formand for SiD-Fabrik i København.

- Jeg tror, dette her er begyndelsen til enden for Nyrup. Han knækker halsen på det her. Alt tyder på, at Socialdemokratiet for alvor har markeret sin skilsmisse til fagbevægelsen, David Gibson, formand for SiD-Belysningsarbejderne i København.

- Den reaktion, vi får fra lokalafdelingerne, er meget, meget, meget mere voldsom end den, der fulgte efter forliget om arbejdsmarkedsreformen, Poul Erik Skov Christensen, SiD-formand.

- Når Nyrup siger, at vi skal gå hjem og læse på lektien, kan jeg kun sige: 'I lige måde', Gunvor Auken, socialrådgiver i SiD og socialdemokratisk medlem af byrådet på Frederiksberg.

- Vi kan konstatere, at den socialdemokratisk ledede regering langt om længe har bekendt kulør, taget ulden ud af munden og valgt side i spørgsmålet om, hvilken gruppe af befolkningen, der har dens absolutte sympati. Nemlig de bedst stillede og de højst uddannede, Ole Schneider, formand for SiD-Høje Taastrup.

- For fremtiden bliver efterlønnen kun for de velbjærgede. De markante forringelser bør i virkeligheden rejse spørgsmålet, om ikke efterlønnen nu er stendød, Knud Larsen, næstformand i HK-Odense

- Nyrup har taget efterlønnen med list. Nu har de borgerlige fået det, som de altid gerne har villet, John Martin Smidt, formand for SiD-fabrik i Esbjerg.

- Folk begynder at samle sig på tværs af forbundene for at forsvare vores rettigheder. Det kan ende med, at vi ser store demonstrationer, som dem vi så for 12-16 år siden, Ole Christensen, formand for SiD-Køge.

Toppen af siden

Fingrene væk fra kvote 2

Undervisningsminister Margrethe Vestager vil halvere antallet af kvote 2 optagne på de videregående uddannelser. Dette vil være et direkte angreb på unge fra arbejderklassen og deres mulighed for at uddanne sig.

Først må man kigge på hvad kvote 2 er, og hvorfor det blev indført. Kvote 2 er en ordning der gør, at adgangen til en videregående uddannelse ikke kun er bestemt af karaktererne fra gymnasiet, men at der også lægges vægt på fx erhvervsarbejde eller længerevarende udlandsrejser. Ideen er, at mulighederne for at uddanne sig skal være lige for alle, så det ikke kun overklassen , der kommer på universitetet - ikke fordi de er klogere, men fordi de ikke behøver at supplere den lave SU med arbejde. Desuden bliver de generelt opdraget med en konkurrencementalitet og ikke med ideer om kollektivt samarbejde.

Margrethe Vestager (R) blev lanceret som en visionær undervisningsminister. I dag kritiseres hun af sine egne partimedlemmer for at lade sig styre af økonomiske hensyn

Vi har længe fået at vide, af bl.a. studievejleder ved Københavns Universitet Jakob Lange, at de unge spilder tiden efter gymnasiet, hvis de fx tager erhvervsarbejde eller på udlandsrejse og ikke starter direkte på en videregående uddannelse. Men hvem er den bedste studerende? Den der er uddannet som 23-årig, men hvis viden om samfundet er kommet gennem bøger, eller den der rent faktisk har oplevet forholdene på en arbejdsplads eller en anden kultur, og dermed kan forholde sig kritisk til det nuværende samfund.

Holland bruges af regeringen som forbillede. Dér er de færdiguddannede i gennemsnit 4,5 år yngre end i Danmark. Det har den hollandske regering opnået gennem en kombination af hård økonomisk straf for folk, der dropper et studie, skifter studieretning eller bare er for længe om det. Men det betyder, at studenterne er umotiverede og umodne. Derfor har ingeniørhøjskolen i Amsterdam indført et introduktionsår, hvor man kan skifte studie, og hvor man skal arbejde ude i virkeligheden to dage om ugen.

Eliten tilgodeses

Ideen om den hurtige uddannelse som værende den ideelle, kommer udelukkende fra erhvervslivets ønske om unge folk, der ukritisk kan udfylde en plads i produktionen.

Procentvis er det stadig de riges børn som udgør størstedelen af universitetet, men med en halvering af de kvote 2 optagne, vil denne ulige fordeling blive endnu større. Regeringens planer viser helt klart, at det er elitens og erhvervslivets behov, og ikke de studerendes, der bliver taget hensyn til i uddannelsessystemet. Hvis denne ulighed skal fjernes, må vi kæmpe for fri optagelse på uddannelserne og højere SU.

Rasmus Keis

Toppen af siden

Studenteroprør på vej?

En lang række studenterorganisationer, først og fremmest de pædagogstuderendes, sygeplejeelevernes og de lærestuderendes landsorganisationer samt DSF, er ved at samle kræfterne til kamp mod forringelser på uddannelsesområdet. Der er også tiltag til at inddrage eleverne på landets gymnasier, som jo var i aktion i starten af året, og folkeskoler.

Formålet er at opbygge en styrke til at bekæmpe forringelserne af de studerendes vilkår. Først og fremmest planerne om at begrænse det såkaldte kvote 2 optag på de videregående uddannelser, der gør, at erhvervsarbejde og andre aktiviteter kan være meritgivende.

Men også de forringelser af SU'en, der uden tvivl vil komme forsøg på i den nærmeste fremtid. Også alle de andre planer, der har været fremme om at presse de studerende til at komme hurtigere i gang og gå hurtigere i gennem studierne, samt manglen på reelt demokrati på uddannelserne, vil blive inddraget.

Kampagne

Første trin er at udarbejde kampagnemateriale og få arrangeret møder i januar på seminarier og universiteter osv. Først og fremmest i de store byer og med politikere, repræsentanter fra studenterne og tillidsrepræsentanter fra de relevante fagforbund. Der vil blive arrangeret transport fra andre byer til disse møder, så også folk udenfor de store byer kan deltage.

Det skal føre frem til en aktionsdag engang i februar, hvor der skal være demonstrationer og taler. Men aktionsdagen i februar er kun begyndelsen. Det er planen at danne et beredskab overfor politikerne for "at advare dem om, at forringer de mere, får de et meget varmt forår og en ekstrem varm sensommer."

Det er et meget vigtigt skridt, at de studerende går i gang med at opbygge en landsdækkende organisation på tværs af uddannelserne. Før politikerne for alvor forsøger at presse forringelser igennem. Det tyder på, at også næste år vil se studerende kæmpe imod nedskæringer og forringelser.

Toppen af siden

Den danske mafia

Planøkonomi har i mange år været betragtet som et fy-ord af tilhængerne af de frie markedskræfter. De har argumenteret for, at den frie konkurrence giver de bedste muligheder for erhvervslivet.

Sådan er det i hvert fald, når erhvervslederne skal udtrykke sig i tale og på skrift. Men når det kommer til dagligdagen i den enkelte virksomhed stiller det sig helt anderledes.

I midten af november blev det afsløret, at mere end 1000 el-installatører - gennem kartellet „Elmer" - indbyrdes har aftalt priserne på forhånd, inden de skulle give tilbud på arbejde for det offentlige.

Glemt var alle de fine ord om fri konkurrence.

Det såkaldte El-kartel er blot det seneste eksempel på, hvordan virksomheder inden for forskellige brancher laver aftaler for at presse priserne i vejret. Dette er sket for at dele markedet og snyde ved offentlige og private licitationer.

Mafiametoder

I Børsens Nyhedsmagasin den 27. november erkendte tidligere tilbudschef hos Monberg & Thorsen, Poul Søgaard, at han i mere end 16 år har lavet aftaler med andre virksomheder for at skrue priserne på el-arbejde kunstigt op. Og direktør Jens Andersen fra Danpro beskrev kartellernes mafia-metoder overfor Jyllands Posten: "Vi fik fem timer af Siemens til at beslutte os for, om vi ville være dybt kriminelle og gå med i en sådan aftale eller sige fra."

Men karteldannelserne begrænser sig ikke til el-branchen. Alene indenfor de seneste par år er der blevet afsløret karteller indenfor rørbranchen, asfaltbranchen, containertransport, cementindustrien og på skibsværfterne.

Forsøget på at tiltuske sig ekstra penge fra det offentlige begrænser sig ikke til små lokale håndværksmestre, snarere tværtimod. Kartellerne har omfattet den absolutte elite indenfor det danske erhvervsliv med virksomheder som A. P. Møller, ABB, Tarco Energi, F. L. Schmidt og Monberg & Thorsen.

Og meget tyder på, at det ser endnu værre ud. Konkurrencestyrelsen har, ifølge styrelsens direktør, Finn Lauritzen, således inden for de seneste måneder modtaget et tocifret antal anmeldelser fra erhvervsfolk, der anmelder hinanden for at lave konkurrencebegrænsende samarbejdsaftaler.

Virksomhederne lader sig dog ikke begrænse af nationale grænser, når det gælder om at finde samarbejdspartnere, der kan hjælpe profitterne i vejret.

En stor del af licitationerne skal nemlig udbydes, så virksomheder i hele EU kan give tilbud. En af de brancher, der har haft det bedst udbyggede samarbejde på tværs af grænserne er producenterne af fjernvarmerør. Karteldannelsen blev i midten af oktober erklæret ulovlig af EU-kommissionen, der idømte det såkaldte „rør-kartel" en samlet bøde på 691 mill. kr.

Men herhjemme er der ikke foretaget noget for at bremse virksomhedernes snabel i statens, amternes og de kommunale pengekasser.

Formanden for Amtsrådsforeningen, Kristen Phillips (V) mener ikke , der er behov for initiativer, der kan bremse kartellerne.

Til Børsens Nyhedsmagasin har han udtalt: "Næ, vi har ikke diskuteret, om det kunne være relevant med nogle særlige initiativer i forbindelse med kartelsagerne; udover, at amternes embedsmænd i de tekniske forvaltninger måske snakker sammen på et eller andet tidspunkt."

Løsagtighed

Trods politikernes løsagtighed overfor erhvervslivets tyveri af skattekronerne, har de selvsamme politikere indledt en storstilet klapjagt på bistandsklienter, der muligvis tjener nogle få hundrede kroner ved siden af deres bistandshjælp.

Som socialister går vi 100 procent ind for planøkonomi. Men vel at mærke en planøkonomi, der adskiller sig klart fra den model, erhvervslivet praktiserer i kartellerne. Erhvervslivet mål er alene at skrabe flest mulige kroner hjem til aktionærerne, samt gøre det dyrere for almindelige mennesker at få udført et stykke arbejde.

Socialistisk planøkonomi drejer sig derimod om at planlægge produktionen således, at man er i stand til at dække folks behov, og ikke blot fylde tegnebogen hos direktører og aktiespekulanter.

Poul Erik Kristensen

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 10

Sidst opdateret 23. jan. 1999