![[ Indhold nr. 10 ]](../img/to_top.gif){kind=small}
Muligheden for en økonomisk nedsmeltning af verdensøkonomien får ikke længere de store overskrifter. Tværtimod har aktiekurserne på de fleste børser rettet sig op efter faldet i august og september. Det har fået en række kommentatorer i den borgerlige presse til at ånde lettet op og sige, at faren er drevet over.
For eksempel skrev Berlingske Tidende i slutningen af november: "Har vi en finanskrise? Er vi på vej ind i en verdenskrise? Slet ikke. I hvert fald ikke, hvis man spørger de mennesker, der har penge i klemme." Og konkluderede, at nok kan der forekomme nye svingninger i aktiekurserne, men der vil ikke være risiko for en ny krise. Jyllands-Posten skrev: "I Wall Street er pessimisme gået af mode."
Men dette kan nemt vise sig at være ønsketænkning. Stigende aktiekurser er ikke ensbetydende med, at de mere fundamentale problemer i verdens økonomier er løst - tværtimod kan det være med til at tilsløre problemerne og endda gøre dem værre.
Den amerikanske nationalbanks tre rentesænkninger i løbet af efteråret bliver betragtet som den medicin, der har fået aktiekurserne til at stige igen. Men som The Economist peger på, så kan dette meget nemt vise sig at blive et problem, idet aktiekurserne i forvejen er stærkt overvurderede i forhold til virksomhedernes egentlige værdi: "Jo mere aktiekurserne bliver overvurderet, jo mere kommer de til at falde. Og jo mere forbrugerne har spenderet og firmaerne har investeret på baggrund af de overvurderede kurser, desto mere smerteligt bliver det."
![[ Lindø-værftet ]](1019lind.jpg)
Hver ottende stilling på Lindøværftet
skal skæres væk |
Den amerikanske økonomi - verdens største - er præget af faldende eksport, ikke mindst af industriprodukter, og af et fald i industriens ordreindgang. Den amerikanske økonomi har i nogle år været holdt oppe af et meget højt privatforbrug, som i vidt omfang er finansieret af lån. Og det holder ikke i længden - før eller siden holder folk op med at låne flere penge og begynder i stedet at spare op, og så falder efterspørgslen markant.
Ruslands økonomi er fortsat meget tæt på det totale sammenbrud. Omkring halvdelen af landets 1.500 banker står over for at lukke i løbet af det næste halve år, fordi regeringen ganske enkelt ikke har penge til at holde dem oven vande.
Japan har længe været verdensøkonomiens syge mand, og finansfolk beder til, at der vil ske et eller andet mirakel, som vil redde landets bankvæsen. Men selv den sidste redningsplan i midten af november på i alt 1300 mia. kr. vurderes som utilstrækkelig. Finansfolk har kaldt planen for økonomisk Viagra. En økonom sagde om planen: "Det eneste overraskende er den japanske regerings evne til at undergå selv de mindste forventninger."
En af de få betydningsfulde økonomier, som hidtil har undgået krisen, er Kina. Landet har de seneste år haft vækstrater på 8-10 pct. årligt. Men Kina påvirkes af, at krisen i de øvrige lande i Sydøstasien dels sænker efterspørgslen, dels gør disse landes produkter billigere i forhold til kinesiske. Den kinesiske økonomi er i forvejen skrøbelig og oplevede for nylig landets hidtil største bankerot, da en statsejet sukkerfabrik kollapsede med en gæld på 600 mio. kr.
Et kollaps i den kinesiske økonomi vil først trække hele Asien med ned, derefter ramme resten af verden. Men den vigtigste konsekvens er, at økonomiske problemer hurtigt kan resultere i politisk kaos i stil med udviklingen i Indonesien. Den stærke økonomiske vækst har trukket snesevis af millioner af mennesker ind til byerne, hvoraf mange lever en kummerlig tilværelse. Oppositionsfolk i Kina taler allerede nu om en kommende gentagelse af oprøret på Den Himmelske Freds Plads i 1989.
I Danmark afviser regeringen konsekvent, at den danske økonomi kan få problemer. Men en række økonomer peger på, at væksten er ved at gå i stå. For eksempel siger Dansk Industri, at "jobfesten er forbi", og forventer en stigning i arbejdsløsheden på 11.000 frem til år 2000 samt et stort fald i investeringerne.
Naturligvis har Dansk Industri (DI) et klart politisk formål med en sådan pessimisme: "Vi kunne godt tænke os nogle offentlige besparelser, som kunne bane vejen for nogle lavere skatter," siger en afdelingschef i DI.
Men ser man på de faktiske tal, så tyder meget på, at der er hold i pessimismen. Først og fremmest er der et fald i eksporten og et fald i antallet af nye ordrer til industrien. Indgreb som Pinsepakken og angrebet på efterlønnen betyder også, at forbrugernes forventninger til fremtiden er negativ, hvilket er med til at sænke forbruget. Det betyder, at industrien ikke kan kompensere for faldende eksport ved at sælge mere på hjemmemarkedet.
En sådan opbremsning i økonomien kan hurtigt blive selvforstærkende. For selv om ordrerne til industrien falder, så er der en række planlagte investeringer, som ikke kan bremses hurtigt nok. Det fører til stigende overkapacitet og at virksomhederne skal forrente et større produktionsapparat, samtidig med at indtjeningen falder.
I en sådan situation vil arbejdsgiverne og regeringen sende regningen videre til arbejderklassen. A.P. Møller har allerede vist sig som foregangsmand på dette område ved at fyre 400 ansatte på Lindøværftet. Det er hver ottende ansat, som ryger ud, og det vil også gå hårdt ud over Munkebo kommune, hvor mange af arbejderne bor.
Fra regeringens side vil vi igen blive præsenteret for skattelettelser til erhvervslivet og nye "reformer" i stil med arbejdsmarkedsreformen og angrebet på efterlønnen.
Det betyder, at når krisen kommer, så vil de første ofre være hysteriske børsspekulanter, der kommer til at miste en masse penge. Men de næste ofre kan blive arbejderklassen, med mindre arbejderne slår igen.
Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 10
Sidst opdateret 23. jan. 1999