Socialistisk Revy nr. 12 - Side 21 - Febuar 1999  

Det daglige slid

Regeringen siger, vi skal arbejde mere for at bevare velfærden. Tom Christiansen argumenterer for, at det ikke er velfærden, men erhvervslivets profitter som regeringen er bekymret for

Der er ingen tvivl om, at kravet om mere fritid enten i form af ferie eller kortere arbejdstid er langt det vigtigste ved denne overenskomstforhandling, og var det også ved forhandlingerne sidste år.

Det er ikke så mærkeligt, eftersom en families gennemsnitlige arbejdstid er steget til omtrent det dobbelte siden 1960. I gennemsnit arbejder en familie 78 timer om ugen i dag. Dertil kommer transporttid. Det vil sige, at på trods af, at arbejdstiden i den samme periode er faldet fra 42,5 timer til 37, så er arbejdspresset på den enkelte familie samtidigt steget. Det skyldes først og fremmest, at antallet af kvinder i arbejde er lidt mere end fordoblet i perioden fra knap 38 pct. til godt 82 pct.

Småbørnsmødres gennemsnitlige ugentlige arbejdstid voksede fra 31 timer i 1974 til 36 timer i 1996. Men også overarbejde er med til at øge familiernes gennemsnitlige arbejdstid.

Helt galt bliver det for enlige forældre. I en rapport fra Center for Alternativ Samfundsanalyse fra september 1998 fortæller en enlig mor om sin dagligdag:

"Jeg står op klokken 6, og vi er ude af døren klokken halv 7. Det tager ti minutter på cykel at køre ned til fritidshjemmet, så i løbet af 2 minutter skal jeg være ude af døren, så jeg er på mit arbejde klokken 7. Så arbejder jeg, og så snart jeg har fri, pisker jeg ned og henter børnene igen, for at de ikke skal være i institution så længe, fordi det synes jeg er synd … Så cykler vi hjem. Hver anden dag går vi i bad, vi kan ikke nå det hver dag. Så spiser vi madder, der er ikke tid til at lave varm mad. Bagefter vasker jeg tøj og hænger det op. Så læser vi lektier, og det tager noget tid, fordi min datter er ikke så god. Vi skal læse 10 minutter, men vi tager ½ time, for at hun skal blive bedre. Klokken halv otte kommer de i seng, og der går 2 minutter, så sover de, og lidt efter sover jeg."

Der er derfor ikke noget at sige til, at Poul Nyrup ramte en nerve, da han i sin nytårstale i 1998 mente, at der burde gøres noget for børnefamilierne. Men nytårstalen var kun en valgtale, og siden er regeringen vendt 180 grader. I dag er det dens politik, at vi skal arbejde mere.

Foregangsland?

Som timet op til overenskomstforhandlingerne udgav regeringen i januar måned en pjece i serien Danmark som foregangsland med titlen Arbejde og service. Pjecens centrale påstand er, at vi må prioritere, om vi vil have mere fritid eller om vi vil bevare velfærdssamfundet. Eller sagt på en anden måde: Hvis I absolut vil have mere fritid, så skærer vi ned på velfærden.

Argumentationen for dette ultimatum er, at velfærdsstaten overvejende betales af indkomstskatten, og hvis folk arbejder mindre, får de mindre i løn og betaler derfor mindre i skat. Allerede her går argumentationen galt, for hvem siger, at vi skal gå ned i løn for at få nedsat arbejdstid. Vi kunne jo kræve at få fuld lønkompensation. Men for en regering, der har valgt at stå på arbejdsgivernes side, er ideen om, at arbejdsgiverne skal have fat i tegnebogen, nærmest utænkelig.

Regeringen argumenterer videre for, at tidligere nedsættelser af arbejdstiden og udvidelse af ferien blev opvejet af, at der kom flere ud på arbejdsmarkedet. Men helt frem til år 2035 vil antallet af unge på arbejdsmarkedet falde, og den ældre del vil vokse relativt. Der vil med andre ord mangle arbejdskraft, der kan kompensere for den kortere arbejdstid og længere ferie. For at imødekomme efterspørgslen efter arbejdskraft må den enkelte derfor arbejde mere og i længere tid.

Men igen går argumentationen galt af to grunde: For det første forudsætter regeringen, at opsvinget i den danske økonomi fortsætter uændret, og at efterspørgslen efter arbejdskraft derfor forsætter. Og det er meget tvivlsomt for den internationale krise sætter sine tydelige spor i den danske økonomi. Fx var der i sidste halvår af 1998 dobbelt så mange varslede massefyringer - nemlig 8000 - som i samme periode året før. Og det ser ikke ud til at blive bedre i 1999, hvor bl.a. LEGO og Flydedokken i Århus har eller vil fyre ansatte i stort tal. Arbejdsløshedskurven kan meget vel vise sig at være knækket opad allerede.

For det andet tager pjecen på intet tidspunkt højde for, at produktiviteten stiger. Det vil sige, at en arbejder kan producere mere på en arbejdstime. Færre arbejdere kan med andre ord producere det samme og dermed brødføde det samme antal mennesker. Så det behøver ikke at være et problem, at der bliver relativt flere ældre, som skal forsørges. Mens den gennemsnitlige arbejdstid pr. arbejder i løbet af de sidste 50 år er faldet med ca. 30 pct. er produktiviten i samme periode steget med 400 pct. Det vil sige, at hver arbejder på trods af nedsættelse af arbejdstiden producerer tre gange så meget som for 50 år siden.

Men produktivitetsstigninger har sin pris, når de foregår på arbejdsgivernes præmisser. For det betyder som regel, at de langsomste arbejdere bliver fyret, og de tilbageblevne skal knokle mere. I løbet af firserne og begyndelsen af halvfemserne har den arbejdsgiverpolitik betydet en udstødning af ældre arbejdere og andre, der havde svært ved at leve op til de opskruede krav fra arbejdsmarkedet. Og tempoet og nedslidningen for de, der var tilbage, blev øget. Folk kunne kun holde kortere tid på arbejdsmarkedet, og derfor blev efterlønsordningen en klar succes.

Kortere arbejdstid og længere ferie kunne afhjælpe nedslidningen en del. En nedsættelse af arbejdstempoet ville ligeledes betyde mindre nedslidning. Og derudover ville det lette adgangen for, at mange af de udstødte kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

I den forstand er det arbejdsgivernes egen rationaliseringspolitik, der har skabt en situation, hvor de klynker over mangel på arbejdskraft.

Men igen er det regeringens værste mareridt at skulle stille krav til, at arbejdsgiverne skal betale noget som helst. I stedet er regeringens bud, at vi skal arbejde mere. Vi har set, hvordan de med angreb på efterlønnen forsøger at tvinge flere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men der venter mere endnu fra regeringen:

Overarbejde skal ikke afspadseres, forbud mod bijob skal ophæves og det skal være muligt at udbetale penge til arbejdere, som ikke holder ferie. Arbejdstiden skal gøres mere fleksibel - ikke bare i løbet af en uge eller et år, men over et helt livsforløb, så mens man er ung og frisk skal arbejde mere. Man kan så afspadsere, når man er nedslidt og alligevel ikke kan følge med arbejdstempoet.

Vend ryggen til regeringens krav om mere arbejde

Kravene til de uddannelsessøgende skal skærpes, så de kommer før ud som færdiguddannede. Det skal være slut med at "fjumre" rundt, tage ud at rejse eller arbejde, før de er færdige med deres studier. Derfor er optaget på den såkaldte kvote 2, hvor uddannelsessøgende kan øge sine muligheder for at blive optaget på en videregående uddannelse, skåret ned.

Arbejdsløshed

Men der er andre muligheder for at øge mængden af arbejdskraft end at piske de, der allerede har travlt. For det første er der stadigvæk mange arbejdsløse. Den officielle statistik opererer med en arbejdsløshed på 6 pct. svarende til ca. 170.000 arbejdsløse, så der er rent faktisk mange at tage af.

Som en hån mod folk, der er ramt af arbejdsløshed, kalder regeringen en arbejdsløshed på 6 pct. for "næsten fuld beskæftigelse". Regeringen argumenterer med, at mange af de, der er opført i statistikken, reelt ikke er arbejdsløse, men på orlov, feriedagpenge, midlertidig hjemsendelse, deltidsbeskæftigede eller selvstændige. Men reelt er der ingen, der aner hvor mange, der er tale om. Det indrømmer de selv. Der er derfor tale om et skøn, som tilfældigt eller heldigt passer ind i regeringens argumentation.

Men selv hvis skønnet var rigtigt, er den reelle arbejdsløshed langt større end de 6 pct. Der er masser af mennesker på kontanthjælp eller pension, som kunne og gerne vil have et arbejde, hvis det ikke lige var, fordi arbejdsgivernes krav var så tårnhøje.

For det andet er det absurd, at indenrigsministeriet gør sig så store anstrengelser for at forhindre flygtninge og indvandrere i at komme til Danmark, mens arbejdsministeriet klager over, at der mangler arbejdskraft. Myndighederne gør sig store anstrengelser for at internere flygtninge i lejre, fængsle dem, uden at de har været dømt for noget kriminelt, chikanere dem med madkasseordninger og for at sende dem tilbage til en borgerkrigshærgede lande. Hvis myndighederne i stedet gjorde mere for at hjælpe flygtningene til at starte et nyt liv her landet, ville der her være et stort arbejdskraftpotentiale.

Problemet er ikke, at der ikke er mennesker nok til at udføre det arbejde, der er behov for. Det er prisen på arbejdskraften, der bekymrer regeringen. Det fremgår af pjecens selvros af regeringens arbejdsmarkedspolitik, som gennem skærpelse af rådighedskravene og tvangsaktivering har skabt et korps af arbejdere, som er parat til at tage et hvilket som helst arbejde. Arbejdsløsheden har på den måde kunnet falde, uden at lønnen er steget.

Dette magasin og dets forgænger, Socialistisk Arbejderavis, har utallige gange påpeget, at tvangsaktivering ikke havde det fjerneste med hensynet til de arbejdsløse at gøre, men tværtimod var et forsøg på at holde lønningerne nede ved at chikanere de arbejdsløse mest muligt. Nu står det sort på hvidt i regeringens egne udgivelser.

Gevinster

De sidste mange år har arbejdsgivere og aktionærer haft tårnhøje gevinster betalt af arbejderne i produktionen med et højere arbejdstempo og øget nedslidning. Som tak for det har regeringen tænkt sig, at vi nu også skal betale mere for et problem med mangel på arbejdskraft, som i virkeligheden er skabt af arbejdsgiverne selv.

Den udvikling må vendes: vi må have kortere arbejdstid - højst 30 timer om ugen og seks ugers ferie, ligesom forringelserne af efterlønnen må trækkes tilbage.

Desværre har den socialdemokratiske top i regeringen valgt side i den kamp for arbejdsgiverne og mod almindelige arbejdere. Og toppen i fagbevægelsen er grundlæggende set enige med regeringen. Det viser deres villighed til at indgå et forlig med arbejdsgiverne om en arbejdsmarkedsreform, som straffer de arbejdsløse yderligere. Deres eneste bekymring er, at de ikke bliver taget med på råd, når der skal skæres ned eller strammes op.

Den eneste måde vi kan vende udviklingen på, er ved at slås for det selv. Utilfredsheden med Poul Nyrup og Mogens Lykketoft skal ikke komme Anders Fogh Rasmussen til gode, men vendes til strejker og aktioner for anstændige forhold for såvel de af vores kolleger, der er i arbejde, som de, der er arbejdsløse.

De klemte og glemte børnefamilier - børnefamilier og valgmuligheder
Hansen, Malmgren og Munk
CASA (september 1998)

Arbejde og Service, i serien Danmark som foregangsland
Regeringen
J.H. Schultz Grafisk A/S (1999)

Soc. Revy - hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy - indhold nr. 12

Sidst opdateret 4.4.99