![[ Indhold nr. 12 ]](../img/to_top.gif){kind=small}
Alt for mange udtrykker deres vrede mod regeringen ved at stemme på Venstre. Men en borgerlig regering vil kun gøre ondt værre. Vi får kun en alternativ politik, hvis vi aktionerer for det
Det aktionsprogram, som den følgende artikel handler om har til formål at få flest muligt til at aktionere for en solidarisk politik, der sikrer det store flertal job og velfærd. Men hvorfor opstille et aktionsprogram netop nu?
Det er der flere grunde til. For det første banker den internationale krise med stigende arbejdsløshed og angreb på velfærden også på herhjemme. Indenfor de sidste par måneder har vi set massefyringer i en lang række af de store virksomheder. Og nye indgreb fra regeringen er på trapperne af den simple grund, at dansk erhvervsliv akkurat ligesom erhvervslivet i alle andre lande råber op om, at deres konkurrenceevne skal styrkes. I den sammenhæng er en ting sikker, hvis ikke regeringerne og arbejdsgiverne presses, så er det nok engang almindelige mennesker, der kommer til at betale for kapitalismens krise.
For det andet vokser folks forventninger om job og velfærd, samtidig med at - især Socialdemokratiet som sidder på regeringsmagten ikke blot herhjemme, men i det meste af Europa - skærer ned på velfærdssamfundet og ikke vil garantere job. Dette misforhold mellem forventninger og realiteter udløser i stigende grad modstand blandt arbejdere og studenter mod sociale forringelser.
Målet med aktionsprogrammet er at give utilfredsheden og vreden retning og samle kræfterne om at vende udviklingen. Med aktionsprogrammet i hånden kan vi i dag bygge bro mellem de tusindvis af arbejdere og studerende, som er utilfredse og ønsker et samfund, som bygger på solidaritet og velfærd.
Det er ikke mindst formålet at undgå, at utilfredsheden med regeringen bliver udtrykt ved, at mange arbejdere begynder at stemme på Venstre. En borgerlig regering vil kun gøre ondt værre.
Det er dog vigtigt at understrege, at flugten fra Socialdemokratiet til Venstre ikke udtrykker en politisk højredrejning, men snarere er en protest mod Socialdemokratiets brudte løfter og deres arbejdsgiverpolitik. Samtidig er Venstre blevet mere spiselig, fordi partiet har måttet erkende, at stemningen ikke er til Anders Fogh Rasmussens minimalstat og benhårde liberalisme. Siden formandsskiftet er Venstre trukket ind mod midten med en mere socialliberal profil. En stor del af Venstres fremgang skyldes splittelsen indenfor de Konservative og tilbagegang for Dansk Folkeparti.
SF har været i stand til at opsuge en del af utilfredsheden. Men spørgsmålet er, om SF og Enhedslisten på længere sigt kan fremstå som et alternativ, der kan tiltrække de utilfredse socialdemokratiske vælgere. Men det kræver, at de to partier holder op med at deltage i regeringens afgiftspolitik og i stedet koncentrerer sig om at forsvare velfærdsgoder, der kommer arbejderklassen til gode.
Aktionsprogrammet opstiller en række krav som tager udgangspunkt i, hvad der er ret og rimeligt: arbejde til alle, nedsat arbejdstiden, afskaffelse af ventelisterne på hospitalerne, væk med al brugerbetaling. Det er krav, som mange mener, at Socialdemokratiet burde holde fast i.
Aktionsprogrammet forsøger at vise, at der er et alternativ til Socialdemokratiets politik - selv indenfor kapitalismens rammer.
Mogens Lykketoft og de andre ideologer indenfor den herskende klasse vil selvfølgelig påstå, at en gennemførelse af flere forbedringer for arbejderklassen vil føre til, at konkurrenceevnen bliver svækket, og mens kapitalen vil flytte sine investeringer til udlandet.
Der er mindst tre ting at sige til Lykketofts og kapitalejernes ideologiske "skrækscenarie:"
Det første er, at arbejderklassen historisk set har opnået de største forbedringer i de situationer, hvor de har kæmpet, eller, om man vil, "hvor uroniveauet har været størst", som den socialdemokratiske historiker Søren Mørch skriver i sin bog "Den sidste Danmarkshistorie." Heri nævner han to perioder, der har været rig på reformer: perioden lige efter den russiske revolution 1918-21, hvor dyrtidsreguleringen og 8 timers arbejdsdagen blev indført, og perioden 1968-74, hvor blandt andet folkepension for alle og bistandsloven blev indført. Det er samtidig to perioder hvor aktiviteterne i den danske arbejderklasse har været størst. Det klassebevidste borgerskab har i den slags situationer altid tænkt, hellere reform end revolution. Spørgsmålet om velfærden og profittens størrelse er altid til åben diskussion, hvis arbejderklassen er parat til at kæmpe.
Det ved regeringen udmærket godt. De forsøger derfor med et sandt bombardement af ideologiske argumenter at splitte sammenholdet i arbejderklassen og forhindre at den slås.
![[ Protest ]](../../akt-prog/apf-fors.jpg)
Hvis det står til regeringen og arbejdsgiverne er det arbejderklassen,
der skal betale for krisen. Derfor er det på høje
tid, at der bliver aktioneret for en anden politik |
Det andet er, at selvom arbejderklassen i nogle lande har haft styrke til at presse reformer igennem, er kapitalen ikke flygtet ud af landet. Fx er det lykkedes for det amerikanske borgerskab at sænke lønnen og hæve arbejdstiden afgørende siden krisen slog igennem i midten af 70'erne. I dag arbejder en amerikansk arbejder fx 13 uger mere end en tysk arbejder. I Tyskland og i Europa generelt er det ikke lykkedes for borgerskabet at smadre arbejderklassens levefod afgørende indenfor de sidste 25 år. Det faktum har ikke medført, at kapitalen har opgivet at investere og tjene penge i Europa. Det europæiske borgerskab har været nødt til at acceptere, at de ikke har kunnet komme igennem med en "amerikansk" løsning. Men det er ikke det samme som, at de har opgivet forsøget. Det er hvad projekt EU med fælles mønt grundlæggende set handler om.
Den herskende klasses argumenter om konkurrenceevnen handler derfor mest om at få danske arbejdere til at underbyde deres udenlandske kollegaer på løn- og arbejdsforhold frem for at støtte deres kampe og lære af deres erfaringer. I alle lande opfordrer regeringer og arbejdsgivere arbejderne til internationalt skruebrækkeri på løn- og arbejdsforhold.
Det tredje er, at påstanden om, at kapitalejernes profit er afgørende for om de vil investere, i virkeligheden er det bedste argument for, at arbejderne må overtage kontrollen over produktionen og holde liv i den produktion, der er brug for, uanset om det giver en lille eller stor profit for det priviligerede mindretal, der i dag ejer produktionsmidlerne.
Socialdemokratiet fører i dag en politik, som blindt accepterer markedsøkonomien og kapitalens jagt efter profit - en rendyrket arbejdsgiverpolitik. Derfor vil Socialdemokratiet reagere på den internationale krise ved at følge kapitalejernes krav om, at staten bruger færre penge på arbejdernes velfærd og i stedet bruger pengene på at sætte skatterne for erhvervslivet ned, lempe reglerne på miljøområdet og fjerne sociale forpligtelser i forhold til de ansatte.
Det kan kun ændres, hvis arbejderklassen går til modstand og aktionerer. Det har de franske arbejdere og studenter siden 1995 vist recepten på gennem omfattende mobiliseringer. Det er den egentlige forklaring på, at den socialdemokratiske regering i Frankrig fører en politik, der ligger til venstre for den fx Tony Blair i Storbritannien og Poul Nyrup i Danmark fører.
Aktionsprogrammet bygger på disse holdninger og erfaringer. Det tager udgangspunkt i, at der er råd til velfærd for det store flertal, såfremt arbejdsgiverne og aktionærerne tvinges til at betale. I aktionsprogrammet dokumenteres det, hvor skæv udviklingen er, og hvor pengene til velfærd kan hentes. Men det slås også fast, at det kræver, at folk selv handler, aktionerer og opbygger solidaritet.
Aktionsprogrammet skal bruges til at rejse diskussioner i fagforeninger, klubber, studieorganisationer og med enkeltpersoner om et politisk alternativ til den førte politik.
Men aktionsprogrammets perspektiv er ikke kun at opnå forbedringer indenfor kapitalismens rammer. Hvis der faktisk bliver kæmpet for kravet, vil det rejse langt mere vidtgående spørgsmål, som kræver socialistiske svar. Med Rosa Luxemburgs ord "...danner den daglige, praktiske kamp for sociale reformer - for forbedring af det arbejdende folks vilkår inden for rammerne af det bestående - for de demokratiske institutioner tværtimod den eneste vej til at lede den proletariske klassekamp og arbejde hen imod endemålet, at gribe den politiske magt og ophæve lønsystemet."
Med andre ord lærer arbejderklassen kun at slås mod den herskende klasse og erobre magten fra dem gennem kampen for de daglige reformer. Men det er også nødvendigt allerede i dag at påpege, at kampen for reformer ikke er tilstrækkelig, men må føre til, at kapitalismen bliver afskaffet og erstattet af socialismen.
Hvor stor en opbakning aktionsprogrammet kan få, kan vi kun gisne om. Men det må afprøves overalt hvor vi færdes: blandt venner, på arbejdspladsen, i aktioner. Vi må tage det op på møder i klubben, fagforeningen, på studiet. Vi må prøve at få flere til at arbejde aktivt for at udbrede kendskabet til aktionsprogrammet. Her og nu handler det om at bruge aktionsprogrammet til at rejse en diskussion så bredt som muligt om, at der findes et alternativ til den førte politik. Det handler kort sagt om, at involvere flere i det perspektiv og i den aktivitet.
Til efteråret kan vi så indkalde til en konference, hvor alle der har skrevet under, og alle som i øvrigt er interesseret kan diskutere, hvordan vi kan arbejde videre med aktionsprogrammet.
Soc. Revy - hjemmeside | Toppen af siden | Soc. Revy - indhold nr. 12
Sidst opdateret 4.4.99