Forsiden |
Socialistisk Revy nr. 15 - Side 3 - Juni 1999Det mener Internationale Socialister
Socialister gør en forskel - bliv organiseretUtilfredsheden med løn- og arbejdsforhold gærer i store dele af den offentlige sektor. Arbejdsgiverne siger, at der ikke er råd til forbedringer, men samtidig har staten åbenbart råd til at deltage i Nato's krig mod Serbien. Magthavernes argumentation hænger ikke sammen, og der er brug for flere organiserede socialister, som på arbejdspladser og uddannelsessteder kan afsløre deres hykleri, samt organisere kampe. Gymnasielærernes overenskomststridige aktioner, som blev støttet af eleverne, sygeplejerskernes strejke og folkeskolelærernes nej til det første overenskomstforlig viser, at mange offentligt ansatte er ved at få nok.
Ved alle overenskomstforhandlinger i 90erne har arbejdsgiverne presset på for, at de offentligt ansatte skal knokle mere, mens lønstigninger skal være fedterøvstillæg til folk, som knokler ekstra meget. Når de to lærergrupper vil bevare deres forberedelsestid, er det et opmuntrende nej til denne politik, ligesom når sygeplejerskerne vil have deres grundløn sat op.
Løn giver velfærdRegeringen og arbejdsgiverne angriber sygeplejerskerne, fordi ventelisterne vokser, når de strejker. Så der er brug for socialister, der argumenterer for, at en ordentlig sundhedssektor kræver, at de ansatte får en ordentlig løn- og arbejdsforhold. Der er mangel på sygeplejersker, og de sidste 3-4 år har sygeplejeskolerne haft problemer med at tiltrække studerende, fordi sygeplejerskernes løn er for lav. Også blandt brugerne af den offentlige sektor vokser utilfredsheden. De mange skandaler inden for det nedslidte sundhedsvæsen og efterlønsreformen betyder, at flere og flere mister troen på, at regeringen vil forsvare velfærdsstaten. Samtidig viser undersøgelser, at Danmark er blandt de lande i Vesten, der bruger færrest penge på sundhedsområdet. Det er derfor positivt, at flere patientforeninger har været ude med støtte til sygeplejerskernes strejke. Det er også enormt positivt, at tusindvis at studerende og gymnasie- og folkeskoleelever har været på gaden i protest mod forringelser på uddannelserne. Men det er ikke nok. Der er brug for socialister til at samle al den utilfredshed, fordi magthaverne vil forsøge at splitte den.
Vi får altid at vide, at der ikke råd til forbedringer
til alle. Også her er det vigtigt, at socialister peger
på, at der faktisk er penge nok i det her samfund.
Der er penge nokServiceniveauet i den offentlige sektor og de ansattes løn- og arbejdsvilkår handler om, hvor mange penge, vi kan presse magthaverne til at bruge på almindelige mennesker velfærd. Hvis regeringen ville skaffe penge til de offentlige kasser kunne den hæve selskabskatten, som de sidste 15 år er faldet fra 50% til 32%. Men sidste finanslov betød tværtimod, at erhvervslivet fik en samlet skattelettelse på fire milliarder. Eller man kunne skrabe nogle kroner hjem fra Mærsk McKinney Møller, som efter de nyeste opgørelser har en personlig formue på knap 60 milliarder kroner. De 60 milliarder er dog kun en brøkdel af den sum, som samme Mærsk McKinney Møller sidder og jonglerer med i forskellige selskaber. Men her rammer regeringens spareiver ikke. Det gør den heller ikke når det gælder Nyrups og Natos krig i Jugoslavien. Her har Nyrup brugt et ukendt antal millioner på en krig, som drastisk har forværret situationen for almindelige mennesker i området. To års krig mellem UCK, Kosovas befrielseshær, og den serbiske hær betød, at omkring 50.000 mennesker blev fordrevet fra Kosova. Efter to måneders NATO-krig er tallet vokset til næsten en million. Så der er brug for socialister, som argumenterer mod Nyrups og Natos vanvittige krig. Intet samfund opdrager dets egne børn til at gå imod samfundet selv. Derfor har vi brug for en organisation, hvor vi i fællesskab udvikler vores viden om samfundet, og som sammen kan være med til at organisere kampen mod systemet. Socialister gør en forskel, hvis vi står sammen og bliver mange nok. Så hvis du sympatiserer med vores holdninger, bør du tage konsekvensen og melde dig ind i Internationale Socialister.
|
Sidst opdateret 10.9.01