Med det følgende vil vi gennem en kritik af Ole Mølholm Jensens og Tom Christiansens artikel om Det nationale spørgsmål, subimperialismen og vores svar (International Socialisme nr. 1) søge at bidrage til diskussionen herom i IS.
Vi vil
De vigtigste påstande i OMJ og TCs artikel er i meget kort resume:
Vi synes, det er fint, at OMJ og TC har samlet og uddybet nogle af de opfattelser, der lå til grund for vedtagelserne i IS omkring Irak-Iran-krigen og USA-Irak-konflikten. Men vi var uenige i vedtagelserne og mener, at de bunder i en forkert opfattelse af det nationale spørgsmål.
Kravet om national selvbestemmelse er som bekendt et borgerligt frihedskrav. I starten var det vendt imod godsejervældet, men fik mere eller mindre tilslutning fra andre klasser end borgerskabet ud fra et spontant ønske om at skaffe sig af med en forældet og reaktionær samfundsform. Det blev et alment-demokratisk krav, og som sådan er det blevet stående i form af den (i hvert fald i ord) alment gældende ret til national selvbestemmelse. I dag er det en del af de internationalt anerkendte principper f.eks. i FN-pagten.
Men betød og betyder det, at dette borgerligt/alment-demokratiske krav ikke angik og angår ("involverer") arbejderklassen?
Nej, det gør det ikke. Tværtimod blev dette (borgerlige) krav optaget eller rent ud annekteret og forvandlet af bolsjevikkerne til et princip for arbejderklassen, og nu hovedsageligt vendt mod borgerskabet. Herved blev det lille store ord "ubetinget" tilføjet, således at retten til national selvbestemmelse altså kom til at lyde på arbejderklassens "ubetingede anerkendelse af retten til national selvbestemmelse inkl. national løsrivelse". [1]
Hvorfor er spørgsmålet vigtigt for arbejderklassen? Fordi konflikter - nationale og internationale - som handler om det nationale spørgsmål altid allerede i sig selv er en kamp mellem klasserne. Det må være arbejderklassens perspektiv at sætte sig i spidsen i kampe om det nationale spørgsmål. Kun sådan overlades spørgsmålet ikke til borgerskabet, som forholder sig opportunistisk til det, og faktisk er det kun arbejderklassen, der kan indfri kravet om selvbestemmelse globalt.
Vendt imod borgerskabet "indskrænker (arbejderklassen) sig til det så at sige negative krav om retten til selvbestemmelse", fordi arbejderne i modsætning til borgerskabet "kræver abstrakt ligeberettigelse, tilsidesættelse af selv de mindste priviligier, idet de er fjender af enhver form for nationalisme..." (Lenin).
Arbejderklassen er ikke blot involveret i det nationale spørgsmål - klassen er eller skal blive hovedaktøren - nøjagtig som ved de andre borgerlige frihedskrav som ytrings- og forsamlingsfriheden, kvindefrigørelsen.
Som de andre krav kan det ikke gennemføres under kapitalismen, men det er ikke desto mindre perspektivet eller målet for enhver kamp for kravet.
Den ubetingede anerkendelse af retten til national selvbestemmelse er de nationale fraktioner af arbejderklassens håndslag på, at vi står på samme linje - i bevidsthed om, at det nationale spørgsmål kun kan løses/ophæves gennem revolutionen, der afskaffer den kapitalistiske nationalstat og erstatter den med bevidst internationalisme.
OMJ og TCs "ubrydelige regel" om "at tage stilling i den slags konflikter" [2] er forkert.
Hvis de bare mener, at man forholder sig til alting, er det en almindelighed eller besværgelse. Men meningen er nok nærmere, at man altid må finde, hvem man skal støtte, og det er det, der er forkert. I sin kritik af Rosa Luxembourg nævner Lenin to eksempler fra Polen, hvor der blev taget stilling, men ikke blev støttet. [3]
Sagen er, at parolen "ubetinget, men kritisk støtte" er uklar, forvirrende og forkert.
Det ubetingede ligger som allerede sagt alene i arbejderklassens "ubetingede anerkendelse af retten til selvbestemmelse. Dette princip er "tosidigt" (Lenin).
Det er vendt imod borgerskabets halvhjertethed, overgreb og studehandler i det nationale og andre spørgsmål, og det er samtidigt først og fremmest et princip i den opgave, der består i at skabe enhed i arbejderklassen i spørgsmålet.
Støtten derimod - den taktiske udmøntning - er altid kun betinget. Ikke i den betydning at vi stiller betingelser for støtten, men fordi vores, arbejderklassens støtte aldrig går op i og falder sammen med borgerskabets interesser. [4]
Med hensyn til det "kritiske": eftersom både "den ubetingede anerkendelse" og "den betingede støtte" hver for sig rummer noget mere end en kritik, nemlig henholdsvis en stående og en akut trussel for borgerskabet/den nationale bevægelse, er parolens "kritisk" i bedste fald overflødigt, i værste fald misvisende.
I andre sammenhænge siger vi jo også, at det er hinanden og vennerne, vi kritiserer - de andre afslører og bekæmper vi.
I OMJ og TCs artikel forsvares en parole, som næsten er endnu mere uklar. Det er parolen om "militær støtte, men ikke politisk".
Krigen (den militære side) er en forsættelse af politikken, men med andre midler (Clausewitz). Derfor skaber et udtryk som "militær, men ikke politisk støtte", kun forvirring.
Med parolen om ubetinget, men kritisk støtte er der sket en ulyksalig og forvirrende sammenblanding af princippet om, at vi ubetinget anerkender ... med spørgsmålet om, hvordan vi i hver given situation udmønter vores stillingtagen i praksis. Princippet er blevet forkortet, måden at udmønte det på (nemlig støtte) er på forhånd fastlagt, og oveni er der så tilføjet et irrelevant "kritisk". Det ligner en kortslutning.
Vi mener OMJ og TC skylder en forklaring på, hvordan parolen er dukket op, og hvor de vil hen med den.
Trotskij havde særdeles godt fat i, at det ikke bare drejer sig om at holde med den ene part i en bestemt krig. I den spanske borgerkrig fremhævede Trotskij, at det ikke bare drejede sig om sejr til den ene eller den anden part i krigen - men at det centrale var den sociale proces (revolutionens sejr) som garanten for sejren over Franco.
Når socialister blander sig i nationale befrielseskampe, skal det ske efter en konkret analyse, og
"den form støtten skal antage må diskuteres i detaljer med de lokale kommunister, hvis der er sådanne" [5]
Ole og Tom prøver reelt at lave en facitliste, som socialister kan bruge, når der skal støttes.[6] De laver et hjælpeskema til brug for stillingtagning, når der er konflikter mellem store og små imperialister. Analysen af "neokolonialismen" og "subimperialismen" er vi ikke uenig i, men det er en forkert opgave at pålægge os at holde med den ene eller den anden fraktion i borgerskabet for at sikre et bestemt udfald af f.eks en krig. Modsat vil vi heller ikke lave skabeloner, der siger, at vi aldrig vil kæmpe samme vej som Khomeini eller andre reaktionære regimer.
Den rigtige parole i Iran-USA-konflikten og i Irak-USA-konflikten ville være vendt imod USA. Vi kommer ikke socialismen nærmere ved at støtte det svagere borgerskab mod det stærkere. Men vi kan komme lidt nærmere ved at skabe bevidsthed i Danmark, USA m.v. om det, som kun vi ved, nemlig, at det er vores egen/arbejderklassens opgave at svække dem her – i vores perspektiv, for det er der ikke andre, der kan. Og det ville samtidig have været et langt mere opmuntrende signal, håndslag, til arbejderklassen i andre nationer, (Iran og Irak) end råd om "militær, men ikke politisk støtte".
Parolen om at støtte Khomeini eller Sadam ubetinget men kritisk, kunne i Danmark ikke bruges til noget som helst - andet end forplumring i vores egne diskussioner, intern uenighed og som forhindring for fornuftigt tænkende socialister, som overvejede IS-medlemskab.
Dialektikken i det nationale spørgsmål er efter vores opfattelse følgende:
Kampen mellem borgerskab og arbejderklasse er i sig selv, af natur, international. Det nationale spørgsmål er derfor for så vidt et underordnet spørgsmål.
Ikke desto mindre udgør det en af betingelserne og et standende stridspunkt, man må tage principiel stilling til. Desuden: vi er ikke utopister, der er ikke noget spring over i et internationalt samfund, den internationale kamp må føres på kapitalismens og nationalstatens grund. Men vi er heller ikke praktisister, der glemmer, at det, der forbinder kampen på tværs af grænser, er en rigtig teori – og de rigtige principper.
Vejen frem er derfor at tage den alment-demokratiske ret til selvbestemmelse på ordet og sætte den på spidsen som arbejderklassens "ubetingede anerkendelse af retten til selvbestemmelse". Det er den virkelige trussel mod borgerskabet og den eneste sikkerhed for, at vi i dette spørgsmål overalt på kloden står på samme linje.
Som det fremgår af noterne har vi hentet inspiration og bygger i høj grad på Lenins kritik af Rosa Luxembourg (specielt afsnittet om praktisisme).[7] Vi vil anbefale denne artikel – vi har ikke set en gendrivelse af Lenins fremstilling af det nationale spørgmål, men har forsøgt at påvise, at IS-flertallet har en opfattelse, som forplumrer spørgsmålet i stedet for at skabe klarhed. At skabe mere klarhed har været hensigten med denne artikel. Vi håber, det er lykkedes lidt.
1. Det er her, ordet ubetinget hører til, og ikke i spørgsmålet om en evt. praktisk udmøntning af dette princip. Praktisk støtte er altid kun betinget.
Lenin kritiserer bl.a. Rosa Luxembourg for at misforstå den ubetingede anerkendelse for at være en praktisk anvisning. Lenin skriver: "... they (the working class) always give the bourgeoisie only conditional support." (Collected Works bind 20, s. 409). Altså betinget støtte.
2. International Socialisme, nr 1, 1992, side 19, 1.spalte.
3. Lenin: Collected Works bind 20, siderne 430-440.
4. Lenin styrke bestod bl.a. i hans evne til skarphed og klarhed med begreber og analyser. Under kampen mod den reaktionære general Kornilov skrev Lenin om den Kerenskij-regering, som Kornilov bekæmpede: "Vi skal kæmpe, og vi kæmper mod Kornilov, men vi støtter ikke Kerenskij, vi afdækker hans svagheder. Forskellen er temmelig fin, men højst vigtig og må ikke glemmes." Her citeret fra IS-oversættelsesmappen i Trotskijs artikel Den fascistiske fare rejser sig i Tyskland – Trotskij kalder citatet "Et godt citat af Lenin" – og vi er helt enige.
[I virkeligheden er det fra For en arbejderenhedsfront mod fascismen, Web-Red.]
(I Lenin: Collected Works findes citatet i bind 25, s. 290)
5. Let omskrevet fra tese 11, fra Theses on the national and colonial question fra Kommunistisk Internationale (august 1920). (Her fra SWP-pjecen Education for socialist - 7, side 26.)
[Eller se Lenins Udkast til teser om det nationale og koloniale spørgsmål (1920), Web-red.]
6. Tom og Ole har som forudsætning, at der skal støttes. De skriver selv side 19, spalte 2, at de vil beskæftige sig med "hvor og på hvilken måde" vi som socialister "kan tage stilling for kræfter, som kæmper under nationalismens banner".
De forklarer ikke hvorfor de på forhånd mener, der er en sådan forpligtigelse.
7. På dansk findes artiklen bl.a. i Lenin – om nationalpolitik og proletarisk internationalisme, samt i Lenin: Udvalgte værker, bind 5, 1982. Se især siderne 177-182 om Praktisisme i det nationale spørgsmål.
[Artiklen hedder Om nationernes selvbestemmelsesret; Web-red.]
Udskrevet fra www.socialister.dk 25. april 2024 kl. 08:12