|
| Anmeldelse |
|
Den danske syge. Kritik af dansk selvforståelse
Henning Silberbrandt
Hovedland, 1993.
De seneste års diskussioner om indvandrere og EF-Unionen har bragt den såkaldt danske kulturarv i centrum. På DR-TV er der ligefrem en quiz om Danmark og danskhed, og efter fodboldlandskampe er det ikke længere "dagens spiller", der kåres, men "dagens dansker".
Det er imidlertid særdeles uklart, hvad "danskheden" egentlig består i. Man kan naturligvis ikke benægte, at der er visse kulturelle træk, som den danske arbejderklasse har til fælles med den danske overklasse.
Det er indlysende, at danske arbejdere har lettere ved at tale med danske kapitalister end med tyrkiske arbejdere.
Men det springende punkt er, hvordan man skal opfatte nationale modsætninger i forhold til klassemodsætninger.
Hvis det er rigtigt, at den nationale arv kan overleve grundlæggende samfundsomvæltninger som fx overgangen fra feudalt landbrugssamfund til kapitalistisk industrisamfund, så må man også forvente, at de nationale modsætninger vil findes i et socialistisk samfund.
Det ville sætte socialismen på en hård prøve. Det vil i realiteten gøre socialismen umulig, fordi den nationale solidaritet altid vil overskygge klassesolidariteten.
I sin bog Den danske syge. Kritik af dansk selvforståelse tager Henning Silberbrandt den nationale arv op til kritisk behandling. Han ønsker at vise, at nationalfølelsen ikke er indbygget i generne, men er skabt af bestemte mennesker i bestemte situationer.
Silberbrandts udgangspunkt er, at nationalfølelsen:
... er et relativt nyt fænomen, der går tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede
samt at den nationale identitet ikke er et uimodståeligt fænomen, men indpodes og bearbejdes af sociale institutioner (s. 7-8).
Fra dette udgangspunkt argumenterer Silberbrandt for, at den nationale identitet:
... blev udtænkt og konstrueret af idealistiske tænkere med nær tilknytning til de besiddende klasser (s. 16).
Og han pointerer, at den
... nationale vækkelse i begyndelsen ikke er et specielt dansk fænomen. Den finder sted overalt i Vesteuropa (s. 15).
En anden af Silberbrandts pointer er, at nationalismen i vid udstrækning spiller samme rolle som religionen og mange steder har erstattet den (s. 24).
Men hvad var grunden til nationalismens opståen i det 19. århundrede?
Her begynder Silberbrandt at komme på gyngende grund. Han mener ikke, at nationalismen opstod tilfældigt, men at den:
... var konsekvensen af en samfundsmæssig tilstand og en klassemæssigt betinget erkendelse af nogle bestemte udviklingstendenser, problemer og muligheder (s. 23).
Nærmere kommer han ikke - tværtimod skriver han direkte, at der ikke er noget svar på, hvorfor nationalismen blev en så dominerende politisk faktor.
Den manglende forklaring på, hvorfor nationalismen opstod, får konsekvenser i de afsnit, hvor Silberbrandt beskæftiger sig specielt med nationalismen i Danmark.
Efter en ellers udmærket gennemgang af nationalismens indtog og af Grundtvig og Christian Kolds ideer, konkluderer han, at:
... der internt i Danmark er tale om en bondekultur og gårdmandsidealer, som har sat sig igennem som det dominerende element i danskernes opfattelse af sig selv (s. 44-45).
Og senere skriver han, at de danske arbejdere:
... tænker og handler som bønder (s. 60).
Formålet med den påstand kommer frem sidst i bogen. For Silberbrandt opfatter nej'et ved folkeafstemningen om EF-Unionen i juni 1992 som udtryk for det, han opfatter som den danske bondekultur:
... frem for alt præget af snæversyn, mistænksomhed, smålighed og nævenyttighed (s. 137).
Og i samme omgang ser han EF som en mulighed for at komme ud af dette snæversyn.
Silberbrandts konklusion er imidlertid ikke så afgørende, selv om man naturligvis kan være uenig. Det største problem i bogen er, at han ikke forsøger at besvare spørgsmålene: hvorfor opstod nationalismen, og i hvis interesse?
Silberbrandt lægger ganske vist ud med den helt korrekte konstatering, at dels er nationalismen et fænomen, der først opstår i det 19. århundrede, dels er det et internationalt fænomen.
Men Silberbrandt opfatter stort set nationalismen som et ideologisk spørgsmål. Han ser ikke på de enorme sociale forandringer, der fandt sted i Europa i det 18. og 19. århundrede med overgangen fra feudalisme til kapitalisme.
En af de vigtigste forandringer i den periode var, at der kom en ny klasse til magten: Det kapitalistiske borgerskab erobrede magten fra den gamle feudale adel. Og det ny borgerskab havde brug for en ny type stat, der dels kunne sikre, at markedsøkonomien og konkurrencen kunne fungere gennem standardisering af mål og vægt, gennem indførelse af fælles sprog, gennem udbygning af infrastruktur, finansvæsen osv., dels kunne beskytte kapitalen i én stat mod konkurrencen fra andre staters kapitalister.
Nationalismen opstod som politisk middel til at samle borgerskabet i byerne og de progressive dele af universitetsverdenen bag ét fælles mål: at opbygge kapitalismen i ét land. Det er en proces, som er forløbet meget forskelligt i de forskellige lande, men de grundlæggende træk er de samme. (En nærmere analyse findes i Chris Harman: The Return og the National Question. i International Socialism, nr. 56.)
Et andet problem i bogen er, at Silberbrandt ofte ikke undersøger tingene, før han fremsætter sine påstande. Hans påstår fx, at det danske socialdemokrati er udtryk for "bonden forklædt som arbejder".
Men det bliver ved påstanden, fordi Silberbrandt ikke undersøger historien og inddrager kilder i en egentlig videnskabelig analyse. (Et bidrag til den analyse kan findes i Flemming Lundgreen-Nielsen (red.): På sporet af dansk identitet, Spektrum 1992).
Silberbrandts manglende analyse af nationalismens opståen får konsekvens for hans opfattelse af nationalismens rolle i dag.
De nationale vækkelser, der startede ved indgangen til det 19. århundrede ... er på et vist plan - det økonomiske - ved at nå til vejs ende (s. 123).
Og i forlængelse af det mener han, at "danskheden" vil ændre karakter. Som nævnt ovenfor håber han, at EF vil undergrave den nationale selvhævdelse.
Men de seneste års udvikling i Europa peger langt fra i denne retning. Mange steder er nationalismen på fremmarch, ikke mindst i det tidligere Sovjet. Det skyldes for det første, at kapitalismen har brug for nationalstaterne. Fordi kapitalismen bygger på konkurrence, så har selv de største transnationale selskaber brug for den beskyttelse, som statsmagten kan give dem.
For det andet opgiver folk ikke bare nationalismen. Ideen om, at mennesker er delt ind i nationer, er ætset ind i bevidstheden. Og hvis nationen ikke kan leve op til folks forventninger, så forkaster de ikke umiddelbart nationalismen, men erstatter den med en anden.
Som når den lombardiske liga i Norditalien kan vinde tilslutning på sit krav om øget selvstændighed i forhold til det sydlige Italien.
Betingelsen for, at folk vil opgive nationalismen, er, at de nationalistiske ideer bliver udfordret af nogle andre ideer om, hvordan samfundet kan indrettes. Det hjælper ikke at stikke hovedet i busken og håbe, at nationalismen forsvinder af sig selv.
af Martin Johansen
Sidst opdateret 12.11.99