|
| Anmeldelse |
|
Blåregnen. Erindringsglimt omkring en krig.
Kjeld Olesen
Forlaget Per Kofod, 1993. 245 sider.
kr. 248,-
Men nu har der været tid til at tænke tanker, og jeg er bekymret. Stærkt bekymret for det parti, som har sjoflet visionerne ... Set med ungdommens øjne må vi ligne et parti af teknokrater og statistikere.
Sådan siger Kjeld Olesen i et åbenhjertigt interview til Politiken, i anledning af hans erindringsbog Blåregnen.
Kjeld Olesen har været forsvars-, trafik- og udenrigsminister samt næstformand i Socialdemokratiet. Han har siddet i Folketinget fra 1966-87, og i 1974 blev han af Time Magazine kåret til en af verdens kommende ledere. Det kom derfor som noget af et chock for "the establishment", da han i 1985 påmønstrede et Greenpeace-skib, for at deltage i en protestaktion imod de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet.
Det er dog ikke denne periode Kjeld Olesen har skrevet om, men hvis han engang finder på at lave en fortsættelse af Blåregnen, og lægger samme åbenhed for dagen som ses i både bogen og i samtalen med Politiken, så er der måske noget at se frem til.
Det særegne er at han netop ikke har forladt Socialdemokratiet og har en række opgør der skal ud, men derimod ønsker et socialdemokrati, der "burde anstrenge sig for at give ordet "solidaritet" en ny aura. Opgaven må lyde på en bred ideologisk debat, der kan begejstre ungdommen; "Se her er et parti, som tror på sig selv og har nogle visioner". Det er ikke de ringeste der tiltrækkes af den slags."
Det sidste skriver vi Internationale Socialister i hvert fald gerne under på.
Men i bogen er det barn- og undgommen der beskrives. Skæringspunktet er faderens død i 1955, men vi når at få et glimt med fra den første tid i DSU.
Undertitlen, Erindringsglimt omkring en krig, er meget rammende. Vi præsenteres for en lang række glimt, nogle korte - andre lange, nogle tæt forbundne i tid - andre med store tidsintervaller imellem. Og vi får nogle glimrende beskrivelser af et lavere middelklasse miljø.
Det meste af bogen handler om besættelsestiden, hvor faderen, der var rejsesekretær i partiet Dansk Samling, endte som næstkommanderende i den sjællandske modstandsbevægelse. Meget af tiden var han "under jorden", og det måtte den 12-årige Kjeld og resten af familien også det sidste halve år af besættelsen.
Efter krigen bliver faderen forretningsfører og agitator for hjemmeværnsbevægelsen. Han bliver noget af en koldkriger, og den unge DSUer, Kjeld Olesen, kommer til at arbejde i Atlantsammenslutningen - et dansk reklameorgan for NATO og den kolde krig.
Bogens sidste del giver et godt indtryk af den kolde krig. Hjemmeværnet føres igennem via argumenter om faren fra Sovjet, og deres agenter i DKP. Det pudsige var at DKP faktisk også var for. I partiets avis Land og Folk, kunne man 26. februar 1946 læse, at der er "kræfter i vort land som stiller sig endog meget køligt overfor hjemmeværnsbevægelsen ... Mon ikke disse kræfter i alt for ringe udstrækning har forstået nødvendigheden af, at de erfaringer, den nationale befrielseskamp har beriget os med, også bør omsættes i praktisk arbejde til sikring af den genvundne frihed".
Dette ændrede dog ikke ved det faktum, at da den kolde krig var på sit højeste, var det ofte hjemmeværnets "gode socialdemokrater", der spionerede og rapporterede om DKP-medlemmers færden.
Blåregnen er ikke en analysernes bog, men den giver indtryk af en vis autenticitet, hvor man ikke, som med mange andre toppolitikeres erindringer, sidder med en følelse af efterrationalisering og selvhævdelse.
Omvendt er bogens svaghed at den alene fremstår som ureflekterede glimt. Og det er synd. For det gør det umuligt at slippe fornemmelsen af, at dens berettigelse er, at den er skrevet af en kendt person.
Problemet er at der findes så mange erindringer fra besættelsestiden. Og selv om Kjeld Olesen giver indtryk af at have noget på hjertet, så virker det som om han, for at bevare autenticiteten, lader det blive ved antydningerne.
Et af de centrale temaer er spørgsmålet om nationalismen. Den opfattelse at vi er os, og derfor må vi stå sammen mod dem. "Tyskerne er fjenden, og englænderne skal vi holde med. Så enkelt er det, har far sagt." Men så enkelt er det ikke for drengen. Dels iagttager han forskelle blandt de tyske soldater, og dels synes han, at der er noget galt med konsekvenserne af denne forenkling.
Willy, en dreng i gården, har en tysker til far, og derfor skal man holde sig fra ham. Men det er den slags der får Kjeld til at tænke tanker. "Når Willy er søn af en tysker, er han så automatisk en fjende? Hvis en dreng er søn af en indbrudstyv, er han så også en forbryder?"
Det er vigtige tanker, der godt kunne have været ført videre. Det er tanker der har en betydning i forhold til den aktuelle nationalisme og racisme. Men det er også tanker, der kan være med til at ændre på den forvrængede og nationalistiske opfattelse af besættelsestiden, vi for det meste møder - og i mange tilfælde ligger under for.
"Så enkelt er det" holdningen har haft mange groteske udtryk. For eksempel førte det faktum, at der i de første 9 måneder efter befrielsen blev født 5.000 børn i Danmark med tyske fædre, til en diskussion i dybeste alvor, af hvor arveligt belastede disse børn var, og om de udgjorde en trussel mod demokratiet.
Det var også denne linie der prægede de fleste illegale blade: Tyskerne "har lært os ikke at spilde vores nedarvede humane indstilling og vor barmhjertighed på et folk, som ikke fortjener barmhjertighed." (Frit Danmark, april 1945.) Eksemplet er langt fra enestående, og det er, omend i en pænere form, den linie der har præget historieskrivningen.
Bogen er yderst velskrevet. Forfatteren slipper utrolig godt fra sit forsøg på at gengive barnets naive tanker og opfattelser af sin omverden, hvilket giver bogen en stor troværdighed. Og en del af glimtene rummer et klarsyn, der har aktualitet i dag, Men et klarsyn hvis aktualitet, på grund af sin ubearbejdethed, desværre næppe vil fænge hos særlig mange ud over de indeforståedes rækker.
For eksempel er, den 13 årige, Kjeld efter befrielsen med sin far på besøg i en interneringslejr for DNSAP-medlemmer (nazister) og den slags. Med henvisning til at han er interneret for medlemskab af DNSAP, spørger en af fangerne: "Hvis I er så demokratiske, hvorfor skulle det så være ulovligt?" Og Kjelds far svarer: "Fordi jeres skrifter og handlinger går ud på at afskaffe demokratiet. Men det er jeres handlinger, hver enkelt bliver dømt på." Og så fortsætter vi videre til næste glimt.
Selv om jeg absolut finder bogen tiltalende og læseværdig, så kan jeg dog ikke komme ud over den tanke, at hvis jeg skulle give 248 kroner for en bog, så har jeg krav på noget mere.
af Freddie Nielsen
Sidst opdateret 13.11.99