Fra tidsskriftet International Socialisme nr. 9, Forår 1995.
At analysere og forudsige niveauet i klassekampen er vel den vigtigste, men også den sværeste disciplin for marxister, der forsøger at forholde sig til og agere i klassekampen. Et fejlskøn kan i skærpede situationer være skæbnesvangert og lede til nederlag og års repression.
De tyske kommunister fejlvurderede i perioden 1918-23 gang på gang situationen. Flere gange var de for hurtige til at arbejde for en opstand. I andre situationer turde de ikke satse på, at mulighederne for opstanden var til stede. Resultatet var, at de revolutionære bølge ebbede ud. I stedet blev det nazisterne, der voksede og tog magten.
Vi står i dag ikke overfor at vælge, om vi skal organisere en opstand eller ej. Men alligevel har det en afgørende betydning, at vi forstår mulighederne og begrænsningerne, som klassekampens niveau sætter for socialister. Det er afgørende for, at vi kan sætte de rigtige mål og bruge de rigtige metoder. En korrekt eller forkert opfattelse af klassekampen kan gøre forskellen mellem succes og fiasko for opbygningen af en revolutionær organisation.
Grunden til, at det er en svær kunst at vurdere niveauet i klassekampen, er, at der ikke findes nogle entydige metoder til at beregne det ud fra. Revolutionære socialister har gennem historien forsøgt sig med forskellige opfattelser af sammenhængen mellem kapitalismens økonomiske udvikling og udviklingen i klassekampen. Enten at økonomiske kriser udløser skærpet modstand og skærpede kampe. Eller at økonomiske boom med deraf faldende arbejdsløshed betyder, at selvtilliden og aktiviteten i arbejderklassens kamp stiger.
Men klassekampens udvikling kan ikke aflæses i statistiske tabeller. Det afgørende for klassekampens udvikling er nemlig, hvordan klasserne subjektivt fortolker de objektive forhold. Dermed bliver klassernes kollektive erfaringer fra perioden forud et yderst vigtigt element.
Det er denne artikels påstand, at klassekampen har udviklet sig fra en nedgangsperiode fra 1975-6 til 1990-1 til at være i en overgangsfase mellem nedgang og opsving. Årsagen til den overgang skal først og fremmest søges i de problemer, som den herskende klasse - borgerskabet - har med at regere i dag. Borgerskabet er politisk splittet og kan ikke længere stå samlet om at angribe arbejderklassen i samme omfang som i 80'erne.
Ideen om, at økonomiske kriser udløser opsving i arbejderklassens kampe, bygger på følgende logik: Når krisen skærper til, er arbejdsgiverne og regeringen nødt til at angribe arbejderklassens levevilkår. Det reformistiske slør for arbejderklassens øjne, som betyder, at arbejderklassen tror, at den kan blive ved med at få forbedringer indenfor kapitalismens rammer, bliver revet væk af virkeligheden.
Der er selvfølgelig en kerne af sandhed i den logik. I perioder med økonomisk stabilitet bliver mange modsætninger tilsløret. Tressernes velfærdsstigning betød, at arbejderne troede på en bedre fremtid uden et opgør med kapitalismen. Det var i denne periode, at Socialdemokratiet gjorde endeligt op med ideen om, at det var et arbejderparti eller, som det blev formuleret i 30'erne, et folkeparti. I deres principprogram fra 1961, Vejen frem, blev begreber som "arbejdere" eller "de små i samfundet" erstattet af begreber som mennesker, individer og forbrugere. Selvom Socialdemokratiets program selvfølgelig ikke er dækkende for holdningen i hele arbejderklassen, illustrerer det alligevel en herskende opfattelse af, at klassemodsætningerne blev visket mere eller mindre bort.
Omvendt, når krisen slår igennem, bliver kapitalismens modsætninger hevet frem i det åbne; det er arbejderklassen, der skal betale krisens byrder gennem løntilbageholdenhed og nedskæringer. Men de åbne modsætninger omsættes ikke automatisk til en stigning i arbejderklassens kampaktivitet.
Dette er en dyrt købt erfaring, som bl.a. de russiske bolsjevikker fik efter revolutionen i 1905. I 1904 indledte den russiske Zar en krig mod Japan. Men Japan var langt mere industrialiseret end Rusland og kunne derfor bedre udruste sit militær med moderne våben, så Rusland løb ind i det ene nederlag efter et andet. Krigstrætheden og de ofre, som russerne måtte gøre på hjemmefronten, fik utilfredsheden til at stige. Og da en ellers fredelig demonstration, som bønfaldt zaren om at beskytte dem mod arbejdsgiveres og storbøndernes vilkårlige undertrykkelse, blev beskudt, blev der udløst en massiv strejkebølge, som havde revolutionær karakter.
Det lykkedes zaren at standse strejkebølgen i december 1905 blandt andet ved at indføre en række reformer. Spørgsmålet var, hvad der så ville ske. Den russiske økonomi led endnu under nederlaget til Japan og i 1907 startede en international, økonomisk krise. Det fik Lenin til at tro på, at revolutionen ville blusse op igen, og det meste af bolsjevikpartiet var enig med Lenin. En af de få, som ikke troede på, at arbejderklassen ville svare igen på krisen med et fornyet opsving i kampene, var Trotskij. Han mente, at
"efter en periode med store kampe og nederlag vil en krise snarere end opildne arbejderklassen fremkalde en depression i den. Den vil underminere arbejdernes tillid til deres egne kræfter og demoralisere dem politisk. Under sådanne betingelser kan kun en industriel fremgang få arbejderklassen til at slutte op i rækkerne, tilføre arbejderklassen frisk blod, genskabe dens selvtillid og gøre den klar til kamp igen."1
Set i bakspejlet skrev Trotskij endvidere om situationen i 1907:
"Den internationale, industrielle krise, som brød ud i 1907, forlængede den vedvarende krise i Rusland med yderligere tre år. I stedet for at inspirere arbejderne til at deltage i nye kampe splittede og svækkede krisen dem mere end nogensinde. Under presset fra lock-outer, arbejdsløshed og fattigdom blev de udmattede masser afgørende nedtrykt... Proletariatet manglede den genoplivende kilde i form af en ny industriel bølge, som kunne genopbygge dens styrke, fylde op i rækkerne, så den igen ville føle sig som en uundværlig faktor i produktionen og kaste sig ud i nye kampe."2
Omvendt da økonomien kom i bedring fra omkring 1910, begyndte arbejderklassen at genvinde sine kræfter:
"De fik igen øjnene op for, hvor vigtige de var i produktionen. Og de gik over til en offensiv, først på det økonomiske område og senere også på det politiske."3
Men betyder det, at økonomiske opsving fører til opsving i klassekampen? Argumentet for det er, at stigende arbejdsløshed har en negativ effekt på arbejdernes selvtillid. Arbejdere frygter at blive fyret, hvis de modsætter sig arbejdsgivernes krav. Der er masser af arbejdsløse til at tage ens job. Omvendt, når virksomhederne generelt ansætter flere folk, vil arbejderne få en fornemmelse af at være uundværlige: De tør derfor tillade sig mere og gøre mere modstand.
Også her er der tale om en kerne af sandhed. Men det må ikke føre til en konklusion om, at økonomisk opgang automatisk fører til et opsving i arbejderklassens kampe. Perioden 1960-69 var præget af økonomisk boom og rekordlav arbejdsløshed, men samtidigt et lavt antal strejker. Meget lavere end på noget tidspunkt i 80'erne, hvor der var nedgang i klassekampen. Gennemsnitligt var der 35 strejker om året, som indbefattede 15.888 arbejdere og forårsagede 52.644 tabte arbejdsdage. De samme tal for perioden 1980-89 er 169 strejker, 42.171 involverede og 90.500 tabte arbejdsdage.4
Omvendt steg antallet af strejker i Tyskland fra 1991-92, hvor arbejdsløsheden også steg. I 1991 var 397 arbejdspladser i strejke, 208.178 arbejdere var i strejke, hvilket kostede 153.589 tabte arbejdsdage. I 1992 var de samme tal 2.466, 598.364 og 1.545.3205 - altså nærmest en tredobling.
Opsvinget i arbejderklassens kampe er afhængig af arbejdernes subjektive opfattelse af styrkeforholdet i arbejderklassen. Hvis arbejderklassen ikke mener, at den har styrke til at ændre på noget, vil den være mere villig til at acceptere den borgerlige og reformistiske ideologi.
Omvendt, hvis arbejderklassen har en opfattelse af, at den har en styrke, vil den også være parat til at bryde med de borgerlige-reformistiske ideer og vil bruge de konkrete erfaringer, som den har gjort om sin egen styrke. Såvel økonomisk krise som økonomisk boom påvirker temperaturen i klassekampen, men hverken ensidigt eller entydigt. De objektive økonomiske omstændigheder skal filtreres gennem den måde, arbejderklassen i den aktuelle situation opfatter betingelserne på. Det, der er gået forud, og arbejderklassens konkrete og umiddelbare erfaringer spiller en helt central rolle for, hvordan den subjektivt fortolker situationen.
De faldende økonomiske konjunkturer fra midten af 60'erne og regeringernes og arbejdsgivernes forsøg på at angribe arbejderklassen førte til et opsving i klassekampen fra 1968-9 til 1975-6, fordi arbejderne gennem 60'erne følte, at de var uundværlige under det økonomiske boom. De lave strejketal i 60'erne dækker over, at arbejdsgiverne var villige til at give indrømmelser til arbejderne. Arbejderne struttede derfor af selvtillid, da borgerskabet forsøgte at sætte angrebet ind, og de svarede offensivt igen.6
Arbejderklassens opfattelse af styrkeforholdet er også påvirket af, hvor selvsikkert borgerskabet fremtræder. En af de faktorer, som var med til at få arbejderklassen til at gå mere i defensiven i 80'erne, var den selvsikkerhed, hvormed den herskende klasse førte sig frem med Thatcher, Reagan, Kohl og den hjemlige Schlüter i spidsen. De lod det ikke bare skinne igennem, at de havde styrken til at gennemføre deres politik, men også at de havde løsningen for hele samfundets fremgang - nemlig den frie markedsøkonomi.
Og de fulgte deres ord op med handling. Thatchers regering i Storbritannien angreb den ene arbejdergruppe efter den anden og besejrede dem enkeltvis, selvom de engelske minearbejdere holdt ud i en strejke et helt år. I Danmark valgte Schlüterregeringen den samme taktik. Havnearbejderne blev deres første offer, hvilket førte til en 10 uger lang strejke i samtlige af landets havne.
Selvom arbejdsløsheden faldt fra midten af 80'erne førte det ikke til, at arbejderklassen blev mere offensiv, fordi arbejderne stadig opfattede, at borgerskabet stod stærkt.
Men når den måde, som den herskende klasse hidtil har regeret på, står overfor omfattede forandringer, giver det plads til, at arbejderklassen kan gå i offensiven. Efter begge verdenskrige, hvor de imperialistiske magter på ny skulle fordele verdensherredømmet, var der plads til omfattende opsving i arbejderklassens kampe i Europa.7 Skiftet fra en periode med permanent boom til permanent stagnation i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne gav ligeledes plads til, at arbejderklassen gik i offensiven.
Voksende indbyrdes uenigheder, vaklen og usikkerhed i den herskende klasse, undergraver ideerne om, at borgerskabet har styr på situationen og er uangribelig. Og det er præcist, hvad den nuværende situation handler om.
Siden 1990-91 har situationen i klassekampen ændret sig fra at være en nedgang til at være i en overgangsfase mellem nedgang og opsving. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på en karakteristik af overgangsfasen, da Cliff i en anden artikel her i tidsskriftet har behandlet det. Jeg vil derimod koncentrere mig om årsagen til, at nedgangen er blevet erstattet af en overgangsfase.
En hurtig konklusion ville være, at det igangværende opsving i økonomien og delvist i beskæftigelsen har fået selvtilliden i arbejderklassen til at stige. "Nu vil vi have del i opsvinget" kan siges at være en af overskrifterne, der dækker en bredt spektrum af arbejderklassens kampe. Og det er en rigtig iagttagelse, at stigningen i arbejderklassens kampe i dag er afgørende præget af, at der hele tiden bliver snakket om opsving og fald i arbejdsløsheden. Regeringen har fx svært ved at fastholde, at økonomien er i fremgang og samtidig gennemføre nedskæringer i den offentlige sektor.
Men at det økonomiske opsving påvirker kampene, er ikke det samme som at sige, at det har forårsaget udviklingen fra nedgang til overgangsfase.
Der er mindst to forhold, som ikke kan forklares på baggrund af det økonomiske opsving. Det første er tidspunktet. Nedgangen stoppede omkring 1990-91 ved starten af den værste økonomiske krise siden 1930'erne. Opsvinget fik først en indflydelse på arbejdsløsheden i løbet af 1994. De tyske strejketal i tabellen ovenfor viser, at mens der var økonomisk nedgang og stigning i arbejdsløsheden, steg strejketallet.
Det andet er, at mens et fald i arbejdsløsheden tidligere kun omfattede de arbejdergrupper, der mærkede faldet i arbejdsløsheden, så er tendensen til at ville svare igen med strejker også stærkt voksende blandt arbejdergrupper, som er truet med fyringer. Et par danske eksempler er, at arbejderne på Radiometer i København strejkede mod fyringer i maj 1994. Det samme gjorde socialrådgiverne. Pædagoger har flere steder været ude i strejke og aktioner mod nedskæringer, som ville forringe normeringerne. Og endelig er HT-buschauffører i København, som er truet af kommende privatiseringer, parate til at lave sympatiaktioner med strejkende buschauffører i Esbjerg.
Oven i det skal lægges, at hovedstadsregionen faktisk har haft en vigende beskæftigelse i modsætning til resten af landet. Men de fleste ovennævnte eksempler stammer faktisk fra København.
Spørgsmålet, som vi må stille os, er, hvorfor områder, som ikke mærker faldet i arbejdsløsheden, denne gang i højere grad vælger at kæmpe nedskæringer tilbage frem for at resignere og håbe på ikke at blive fyret.
Der er to muligheder: enten føler de, at de står med ryggen mod muren, at der ikke er andet at gøre end at slås. Eller de føler, at arbejdsgiverne ikke har styrken til at smadre aktionerne og slå ned på de aktive. I virkelighedens verden er der nok tale om en kombination af begge dele. Men eftersom nedskæringerne ikke rammer ens, er det ikke, fordi folk på én gang er blevet tilstrækkeligt trådt over tæerne. Arbejdere har ikke en absolut smertegrænse, som udløser en vilje til at slås, hvis den bliver overskredet.
Derimod er der en generel forklaring på, hvorfor arbejderne opfatter, at arbejdsgiverne står svagere.
Den herskende klasse er nemlig i dyb økonomisk, politisk og ideologisk krise. Den økonomiske krises dybde blev tydeligt afsløret af Baring Banks krak i begyndelsen af marts 1995. Én mands fejlagtige spekulationer kan sende chokbølger gennem hele verdensøkonomien, fordi den økonomiske balance er meget skrøbelig, og ingen har tillid til, at der er reelle værdier bag de mange milliarder, der tjenes på børsspekulation. Mexicos økonomi, som er verdens 11. største, blev kun reddet fra bankerot, fordi USA gav Mexico 20 mia. dollars i hjælp. Men Mexico er ikke en enlig svale. Tyrkiet og Sverige gennemlever for tiden kriser i økonomien, som giver anledning til frygt for mexicanske tilstande.8
De dystre økonomiske perspektiver har afstedkommet dybe politiske splittelser i den herskende klasse. Når profitten bliver mindre, vil kampen om den også blive skærpet. Forskellige dele af borgerskabet slås indbyrdes om rovet. Det var grundlæggende det, der førte til krigen i ex-Jugoslavien, og det var det, der førte til afsløringen af korruptionsskandalerne i Italien, som stort set kostede de eksisterende regeringspartier deres liv.
Oven i den økonomiske krise kom også den imperialistiske verdensordens sammenbrud. Østeuropas og Sovjets sammenbrud har ikke ført til en fredelig verden, men har åbnet op for de resterende imperialistiske magters grådige slåskamp om, hvem der skal udfylde tomrummet efter østblokken. Diskussionen om Natos, Vestunionens, OSCEs, EUs fremtid afspejler det bagved liggende slagsmål om magtfordelingen mellem de herskende klasser. Et slagsmål som på ingen måde kan siges at være afgjort. På et tidspunkt så det ud til, at de europæiske lande gennem dannelse af Unionen ville være et bud på magten. Men landene i EU er også indbyrdes uenige om, hvem der skal have det store ord at skulle have sagt i EU. I Storbritannien har EU-debatten betydet en permanent splittelse i den herskende klasse mellem de dele, der ønsker et tættere samarbejde med USA, og dem, der satser på samarbejdet i EU.
Og endelig er de herskende klasser splittet i spørgsmålet om, hvordan og i hvilket omfang de skal angribe arbejderklassen. Krisens dybde har drevet dele af borgerskabet ud i en desperat situation, hvor de er nødt til at satse højt og angribe arbejderklassen frontalt. Igen er Mexico og Tyrkiet eksempler på det.
Men de frontale angreb er ikke uden problemer. I Mexico har det betydet, at opbakningen til oprørerne i Chiapas har spredt sig til resten af Mexico. Og i Tyrkiet udløste den herskende klasses hårde kurs omfattende demonstrationer i Istanbul, som spredte sig til andre dele af Tyrkiet.
Andre dele af borgerskabet søger en mere socialdemokratisk løsning, hvor dele af velfærdssystemet søges bibeholdt for at undgå sociale oprør.
Den økonomiske og politiske krise har også medført en ideologisk krise. 80'ernes tilbedelse af den frie markedsøkonomi er blevet kraftigt udfordret af den økonomiske krise, som startede i 1991 efter Golfkrigen. Liberalismens manglende succes har også åbnet for en kritik af, at markedskræfterne ikke er i stand til at tage hensyn til miljø og mennesker. Det tema blev gentaget gang på gang på det sociale topmøde i København i marts 1995.
Også sammenbruddet i den gamle verdensorden har haft kraftige ideologiske virkninger. Den herskende klasse i Vesten har ikke længere en ydre fjende, som den havde under den kolde krig. Ansvaret for den økonomiske og militære udvikling kan derfor ikke forsvares ud fra ydre omstændigheder, men falder tilbage på borgerskabet selv.
Splittelsen og problemerne i den herskende klasse kan meget vel være meget større, end det umiddelbart kan synes. Når deres tilsyneladende selvsikre fremtræden bliver udfordret af arbejderklassen, er resultatet for det meste overrumplende. 5-6 gange er den franske premierminister Balladur sendt til tælling af aktionerende landmænd, af demonstrerende unge og studerende og af strejkende arbejdere. Alle gange har han måttet trække sine angreb tilbage.
I Italien tog det 7 måneder fra, at premierminister Berlusconi og hans kabinet med fascistiske ministre blev tilbedt som Italiens frelsere, til de måtte gå af, fordi strejkende og aktionerende arbejdere krævede deres hoved på et fad.
Borgerskabet forsøger konstant at angribe, men hver gang er det et gigantisk gamble, fordi selv det mindste tegn på modstand kan splitte arbejdsgiverne. I Danmark oplevede vi i 1993, hvordan 3 ugers strejke blandt slagteriarbejderne var nok til at splitte arbejdsgiverne, som ellers fra konfliktens start syntes meget selvsikre.
Det samme var tilfældet, da Århus Renholdningsselskab i februar 95 fyrede stort set samtlige skraldemænd. Da skraldemændene fik en aktiv konflikt og støttearbejde i gang, turde arbejdsgiverne ikke være med mere og krøb til korset.
Når splittelserne imidlertid ikke er mere synlige, og når vi endnu ikke som følge af krisen i den herskende klasse har set et egentligt opsving i arbejderklassens kampe, er det ikke på grund af, at krisen ikke er dyb nok. Det er snarere, fordi arbejderklassen endnu ikke til fulde har opdaget, hvor svag den herskende klasse egentlig er. Når de fleste arbejdere skal vurdere, om de kan vinde noget ved at slås, hviler de forudgående 15 års nederlag og borgerlig offensiv som en mare over deres hoveder.
Erfaringer for, at det kan være anderledes, er stadig for få og for spinkle. Dertil kommer, at der i dag mangler en alternativ ledelse til det socialdemokratiske fagforeningsbureaukrati, som er stærkt nok og som har ideerne til, hvordan arbejderklassen kan vinde gennem kamp.
Den herskende klasse kan ikke længere herske på den samme måde mere. Det er en af forudsætningerne for, at der er tale om en revolutionær situation. Den anden forudsætning er, at de undertrykte ikke længere vil lade sig beherske. Den er ikke opfyldt i dag. Arbejderne lader sig beherske, indtil de kan se muligheden for en anden mulig indretning af samfundet.
Men borgerskabets krise lader sig ikke umiddelbart løse, for den er på den ene side tæt forbundet med den økonomiske krise, som har stået på siden begyndelsen af 70'erne. På den anden side er borgerskabet ikke samlet nok til at gennemføre de radikale angreb på arbejderklassen, der skal til for at genoprette profitraten. Det ville bla. kræve en smadring af arbejderbevægelsen.
Borgerskabet oplever problemer, hvad enten den dybe krise fortsætter og modsætningerne mellem arbejderklassen og borgerskabet bliver mere uddybet. Eller økonomien kommer ind i midlertidige opsving, hvor arbejderklassens selvtillid bliver forstærket.
Arbejderklassens evne til at gøre modstand er langsomt ved at blive genvundet, uanset hvad vej den kapitalistiske økonomi bevæger sig. Men tempoet og formen, hvormed arbejderklassens selvtillid udvikler sig, vil afspejle, om der er opgang eller nedtur i økonomien. Opsvinget har først og fremmest betydet en lokalt styrket selvtillid og dermed et opsving i antallet af lokale strejkekampe, hvor igennem arbejderklassen lærer at slås. Havde nedturen i økonomien fortsat, havde vi nok snarere set lange perioder med apati og resignation afløst af voldsomme udbrud af utilfredshed - et mønster vi har set fx i Italien.
Men fælles for begge mulige udviklinger er, at arbejderklassen fra kamp til kamp vil erfare borgerskabets svaghed og sin egen styrke. Deri ligger muligheden for at den nuværende overgangsfase kan slå over i et opsving.
1. Leon Trotskij: My Life, Harmondsworth 1986, s. 230.
2. Leon Trotskij: Stalin, her citeret fra Tony Cliff: Lenin bd.1, Pluto Press 1975.
3. Leon Trotskij: Reports on the World Economic Crisis and the New Tasks of the Communist International, her citeret fra: Opgang og nedgang i klassekampen, International Socialisme, arbejdstekster nr. 14 okt. 1991.
4. Hans Jørgen Vad: Påskestrejkerne 1985, SFAH 1995.
5. Alex Callinicos: Europe on the Edge – i: International Socialism, nr. 63, sommeren 1994.
6. Om opsvinget fra 1968-76 se: Chris Harman: The fire last time: 1968 and after, Bookmarks, London 1988.
7. Opsvinget 1918-23 er behandlet utallige steder. En kort introduktion kan fås i Charlie Lywood: De forspildte muligheder, Brønshøj 1990, eller Duncan Hallas: The Comintern, Bookmarks, London 1985. Derimod er opsvinget i 1945-47 ikke behandlet ret mange steder, et sted er: Ian Birchall: Bailing out the system, Bookmarks, London 1986.
8. Det danske opsving i økonomien er ikke et tegn på, at økonomien er på vej til bedre økonomiske tider. Opsvinget er nemlig skabt af et opsving i forbruget på 7%. Forbruget er steget, fordi staten har frigivet flere penge til forbrug gennem låneomlægninger, skrotningpræmier osv. Profitabiliteten i produktionen er ikke afgørende vokset.
Sidst opdateret 6.4.01