Tony Cliff er mangeårigt ledende medlem af Socialist
Workers Party i Storbritannien.
Fra tidsskriftet International
Socialisme, nr. 9, Forår
1995.
Oversat fra In the Balance, Socialist Review
nr. 183, februar 1995.
Der har været tre stadier i den faglige kamp i de sidste 25 år: en periode med opsving, en periode med nedgang og nu det tredje stadie, en forandrings- eller overgangsperiode. Elementer af den første og den anden periode eksisterer side om side i den nuværende situation.
Hvad betød opsvinget? Dengang så vi massive sejre til arbejderne afbrudt af få nederlag. I 1971 f.eks. besluttede Upper Clyde skibsværftet at fyre 2.500 ud af 8.500 ansatte. Arbejderne besatte skibsværftet, 200.000 skotske arbejdere sympatistrejkede og 80.000 deltog i en demonstration. Politiet fra Strathclyde var så chokeret over situationen, at politimesteren ringede til premierministeren for at fortælle ham, at han ikke ville holdes ansvarlig for ro og orden i Clyde, med mindre regeringen ændrede sin politik overfor skibsværftet. Så vendte regeringen 180 grader og skibsværftet blev reddet. Efterfølgende blev andre 200 fabrikker besat.
I 1972 blev fire havnearbejdere arresterede for at have brudt de konservatives anti-fagforeningslove. Det førte til en landsdækkende havnestrejke. Fleet Street (de grafiske arbejdere på aviserne) sluttede sig til, metalarbejderne gik med, TUC (det britiske LO) opfordrede til landsdækkende arbejdsnedlæggelse og regeringen kapitulerede. Så var der minestrejkerne i 1972 og 1974. Der var ikke som i den store minestrejke 1984-85 tale om, at minearbejdere blokerede minearbejdere, faktisk var der stort set ingen fysiske blokader. Det var almindeligt, at minearbejderne satte bannere op på jernbanebroerne, hvor der stod "NUM official picket line"1 (strejkevagt autoriseret af minearbejdernes forbund). Så stoppede elektroførerne toget, fordi de ikke ville køre gennem en blokade. Der var en fantastisk solidaritet dengang.
Der var tale om store begivenheder, store bølger om man vil. Men det pres, som skabte disse bølger, var den styrke, som stammede fra tillidsfolkenes organisering, en organisering som var stærkt uafhængig af fagbureaukratiet. For at undersøge, hvordan det fungerede i praksis, kan vi se på det, som blev kaldt "lønglidning". Et fagforbund forhandlede sig frem til en landsdækkende aftale på lønområdet, men tillidsfolkene på den enkelte arbejdsplads pressede på for at få mere. Mellem 1964 og 1967 steg lønnen aftalt på nationalt plan med 4,7%, mens den reelle stigning var 17,1%. Lønglidningen var på 12,4%, næsten 3 gange mere end den centralt aftalte forhøjelse. I juni 1968 var den overenskomstmæssige løn for en faglært metalarbejder £13 om ugen, mens det reelle gennemsnit var £23 om ugen.
Mellem 1965 og 1968 var hele 95% af strejkerne uofficielle, og i bilindustrien drejede det sig om hele 99%. I havnene var 410 ud af 421 strejker (årsag til 94% af de tabte arbejdsdage) såkaldt "vilde" strejker.
Det var den almindelige mening, at hvis man ville vinde en strejke, var det vigtigt at vinde, inden fagforeningskontoret hørte om den.
Tillidsfolkene havde megen selvtillid og var bevidste om deres egen magt. På en fabrik i det nordlige London konkurrerede tillidsmændene altid med hinanden om, hvem der blev den første, som gav formanden et nervøst sammenbrud. Der kom en ny amerikansk direktør til fabrikken. Han holdt tale for tillidsfolkene og fortalte dem, at på fabrikken var de én stor lykkelig familie. Direktøren forlod sit kontor et øjeblik, og da han kom tilbage fandt han Geoff Carlson, fællestillidsmanden, siddende i sin direktørstol med fødderne på bordet. Direktøren sagde: "Hr. Carlson, hvad er det De laver?". Geoff svarede: "Du sagde, at vi var én lykkelig familie, og i min familie sidder jeg altid med fødderne på bordet," og han tilføjede: "Jeg har knækket flere direktører, end du har fået varme måltider i dit liv". Det var, hvad selvtillid på gulvet virkelig betød.
Des mere selvtillid arbejderne har i forhold til ledelsen, jo mindre afhængige er de af fagforeningsfunktionærer. Jo mindre de er afhængige af fagforeningsfunktionærer, jo mere selvtillid har de overfor arbejdsgiverne. Centralt i tillidsmandsbevægelsen stod kommunistpartiet, som var det kit, der holdt bevægelsen sammen. kommunistpartiet var med sine få tusind medlemmer afgørende, fordi de omkring sig samlede ikke kun medlemmer af partiet, men også Labours venstrefløj. F.eks. som da "Koordinations komiteen til forsvar for Fagforeningerne" opfordrede til en uofficiel éndags-strejke mod den konservative arbejdsmarkedslovgivning (Industrial Relations Bill) og 600.000 arbejdere gik i strejke. Ud over denne koordinationskomité var der "Koordinationskomiteen for Londons Havn", "Bygningsarbejdernes fælles Strejkekomité", "Udstillingsarbejdernes Komité" og "Londons pladesmedes Organisation" m.v.
Så kom nedgangen. Efter minestrejken i 1974 måtte de konservative gå af. Arbejdsgivernes tidsskrift "The Economist" skrev, at det nu var nødvendigt at få Labour til at gøre strejkebrydere acceptable. Det var nøjagtig, hvad der skete.
Arbejderne var klare, når det handlede om at slås med de konservative. Det enkle slogan var "Tories out" (ud med de konservative). Men når det kom til alternativet, var det for 99% af arbejderne simpelthen "Labour in". Der var ingen generalisering eller afklaring af bevidstheden om, hvad man skulle sige til Labour, når de kom til magten og introducerede en politik vendt mod arbejderklassen. Da den "Sociale Kontrakt" blev introduceret efter aftale mellem Labour og fagtoppen (med venstrefløjen i en ledende rolle) var resultatet, at det blev acceptabelt at bryde strejker.
I februar 1977 gik 2.000 arbejdere i strejke på British Leyland. Regeringen truede med at fyre dem. Den venstreorienterede leder i Metalarbejderforbundet, Hugh Scanlon, støttede regeringen. Derek Robinson, fællestillidsmand på Longbridge (én af fabrikkerne i Leyland-koncernen) for 28.000 arbejdere, selv tidligere bilarbejder og et ledende medlem af kommunistpartiet, stod ved porten til Longbridge og opfordrede resten af arbejderne til at gå igennem blokaden. Den næste måned, da elektrikerne i Port Talbot nedlagde arbejdet, fik resten af arbejderne besked på at krydse blokaden og bryde strejken. I april det år gik 5.000 medlemmer af lufthavnsarbejdernes fagforening i strejke i Heathrow, men 54.000 andre arbejdere fik besked på at gå igennem blokaden, og strejken gik ned.
I det lange løb fik dette afgørende slag mod solidariteten størst indflydelse i mineindustrien. Det tog ikke form af, at minearbejdere brød andre minearbejderes blokader, men jorden blev på andre måder gødet for det strejkebryderi, som skulle finde sted i 1984-85. Labour-regeringen introducerede produktivitetsfremmende lønsystemer. Indtil da havde alle minearbejdere i Storbritannien fået den samme løn, hvis de udførte det samme arbejde. Hvadenten de arbejdede i Skotland eller Kent eller Nottinghamshire fik de det samme. Under de betingelser var det lettere at være solidarisk.
I 1977 prøvede Tony Benn, som var energiminister dengang, at indføre et system, hvorefter man i de forskellige områder ville blive betalt i forhold til hvor meget kul, der blev produceret pr. skift. Minearbejdernes kongres forkastede forslaget. Så forlangte regeringen forslaget sendt til afstemning blandt medlemmerne, og de forkastede det med overvældende flertal.
Derefter sagde minernes ledelse (The National Coal Board) sammen med den højreorienterede leder fra minearbejdernes forbund, at de, som ønskede det, skulle indføre systemet, og at de, som ikke ønskede det, skulle det stå frit for at lade være. Som et resultat blev der opbygget enorme lønforskelle i den efterfølgende periode. Minearbejderne i Nottinghamshire tjente meget mere end de gjorde andre steder, fordi kulårerne her er meget bredere, end de er i andre områder. De kunne derfor lettere producere mere kul. Det førte til brud på strejker i Nottinghamshire i 1984-85.
De politiske vanskeligheder, som minearbejderne havde på det tidspunkt, bliver opsummeret fint af Kent-minearbejdernes fane. På den ser man en minearbejder. Hans skikkelse aftegner sig mod en mineindgang, som har front mod det britiske underhus. Den logik, som adskiller økonomi fra politik, betød, at der i konflikten med de konservative var klarhed, og at der i konflikten med Labour ikke var nogen klarhed overhovedet. Det hjalp Labour-lederne til gennemføre deres politik. Og selvom kommunistpartiet og Labours venstrefløj var kritiske overfor "The Social Contrick", som den blev kaldt, bakkede de selvfølgelig de faglige ledere op.
Noget andet, som grundlæggende påvirkede fagforeningernes magt, var ændringer i måden at forhandle på. I stedet for en landsdækkende forhandling om mindsteløn og efterfølgende forhandlinger på hver enkelt virksomhed om stykpriser og bonus m.v. blev der indført produktivitetsfremmende lønsystemer ("measured day work"). Hele Leyland ville fremover få samme løn, og der var ingen måde at få ekstra på i den enkelte fabrik, for slet ikke at tale om den enkelte afdeling. Denne ændring måtte naturligvis få betydning for strukturen i arbejdernes repræsentation på arbejdspladsen. Mængden af fuldtids-fællestillidsmænd voksede massivt. I de sene 70'ere voksede antallet af fuldtids-tillidsmænd på Longbridge fra 7 til over 50. I 1977 var der over 5.000 fuldtidsansatte tillidsmænd alene i fremstillingsindustrien, tre gange flere end det antal fuldtidsansatte fagforeningsfunktionærer, der fandtes på det tidspunkt.
Resultatet af alt dette var er sammenbrud af de vilde strejke, som svandt ind til ingenting. I Ford Halewood i Liverpool var der i 1976 320 uofficielle strejker, i 1981 51, i 1984 31 og i 1987 kun 12. Det var en typisk udvikling.
Hvad med nutiden, overgangen? 1980'ernes nederlag blev til på baggrund af en meget stærk regering med en klar del og hersk politik. De havde den såkaldte Ridley-plan. Nicholas Ridley var en højrekonservativ, ven af Margaret Thatcher, og skrev i 1977 et dokument, hvor han argumenterede for, at Heath2 havde begået en fejl i 1970-74, fordi han angreb hele fagbevægelsen på én gang. I stedet skulle de konservative tage sig af én fagforening ad gangen. Ridley lavede en liste med en rækkefølge, og han startede med arbejderne på stålværkerne, fordi de var kendt for at være relativt lidt militante. Listen sluttede med minearbejderne, havnene og Fleet Street. Nøjagtig sådan bar de sig ad.
De holdt sig til planen gennem hele årtiet. Selv i 1984, da de angreb minearbejderne, gav de betydelige indrømmelser til jernbanearbejderne. På grund af manglende solidaritet blev minearbejderne slået efter ét år. Da først minearbejderne var smadret, gik man i gang med havnearbejderne, søfolkene, de grafiske arbejdere og så videre. I 1990'erne er billedet imidlertid et ganske andet.
For det første er regeringen svag, meget svag. På grund af systemets dybe krise er regeringens angreb meget mere generaliserede. Den forhadte Poll Tax3 rammer alle arbejdere. Lønstoppet rammer alle 5 millioner arbejdere i den offentlige sektor og har konsekvenser for andre arbejdere. Under sådanne betingelser er reaktionen fra arbejderne nødvendigvis anderledes.
Vi ved af erfaring, at indkomstpolitik kan holde et stykke tid - Harold Wilsons indkomstpolitik fra 1976 holdt i to år og endte i "Utilfredshedens vinter" i 1978-79 (The winter of Discontent - en periode med megen uro på det offentlige arbejdsmarked). Vi står på en måde overfor en lignende situation. Men fortiden er stadig med os. Det er ikke sådan, at arbejderklassen bare kan kaste fortiden af sig og gå fra sejr til sejr.
Jernbanearbejdernes strejke var meget imponerende. De havde alt imod sig. De britiske jernbaner tabte £200 millioner under strejken, en af arbejdsgiverorganisationerne tabte £180 millioner og vi ved ikke, hvor mange cifre der indgår i det beløb, som de andre arbejdsgiverorganisationers tabte. Sandsynligvis kostede hele historien over £800 millioner. 70 medlemmer af jernbanearbejdernes fagforening var strejkebrydere, men 400 jernbanearbejdere meldte sig ind i fagforeningen i løbet af strejken. Desuden vandt arbejderne en lønforhøjelse på 8%. Det er ikke fantastisk, men bestemt ikke et nederlag. De fik nedsat den ugentlige arbejdstid. Det var et klart nederlag for arbejdsgiverne.
Efterfølgende blev arbejderne på Rover tilbudt noget i retning af 10% over 2 år. Fagforeningen gik stærkt ind for det, og til slut accepterede arbejderne tilbuddet i en meget tæt afstemning, 51% for og 49% imod. Så kom Jaguar, hvor arbejderne blev tilbudt omkring 8% over 2 år, som de først sagde nej til (de accepterede dog senere). Disse tre eksempler er udtryk for betydningsfulde fremskridt set fra vores side.
Så var der Jack Dromey, en ledende repræsentant for specialarbejderne, som udtalte sig om den lønaftale, fagforeningen havde opnået med lokalregeringen. Han hævdede, at: "de konservative vil få deres cornflakes galt i halsen", når de hørte om aftalen, som i begyndelsen gav håb om 5 eller måske 8% i lønforhøjelse. I virkeligheden udgør forhøjelsen 1,5% samt et tillæg på £100 det første år (i alt 2,5%), 1,4% plus 100£ (eller 2,4%) næste år uden muligheder for at forhandle ændringer før midten af 1996.
Så fremgangen for arbejderne tager form af to skridt frem og et tilbage. Det går ikke bare fremad. Efter at bevægelsen i lang tid har været syg, kommer den sig ikke let. Hvis du har ligget i sengen i 6 måneder, fordi du har været syg, står du ikke lige ud af sengen og løber en marathon. Man står op, går lidt omkring og vender tilbage til sengen efter en halv time. Det er bydende nødvendigt at komme ud af sengen; men perioder med tilbagefald er uafvendelige. Sådan er den overgangsperiode, vi befinder os i.
Det er utvivlsomt, at de vilde strejker er tilbage; men 95% af alle strejker er officielle. Der er en splittelse i arbejdernes bevidsthed mellem "ny realisme"4 og en vrede, som fører til kampvillighed. Hvis denne splittelse var en splittelse mellem folk på gulvet og fagforeningsbureaukratiet, kunne vi simpelthen skubbe dem tilside. Hvis splittelsen var en intern splittelse mellem arbejdere, hvis f.eks. 7 millioner fagforeningsmedlemmer ville kæmpe, og 1 million var nye realister, så kunne vi skubbe dem tilside. Selv hvis splittelsen var omvendt, og 1 million var kampvillige, mens 7 millioner ikke var det, så kunne den ene million kæmpe og trække de andre med sig. Men som det er, kommer splittelsen til udtryk hos den enkelte arbejder. Antallet af vedtagelser om strejke i de sidste par år er forbavsende. Antallet af strejker er dog meget mindre. Der findes et antal eksempler, som viser, at den vilde strejke er tilbage. Nogle hundrede postarbejdere gik i strejke i Milton Keynes. Resultatet var massiv opbakning fra andre postarbejdere, i alt nedlagde 30.000 postarbejdere arbejdet. Da en postarbejder i Liverpool havde slået en formand, som havde fornærmet ham, fordi han stammede, og derefter blev fyret, resulterede det i øjeblikkelig sympatistrejke med 2.000 deltagere. De strejkede, det var ulovligt, det var uofficielt, de strejkede i 6 dage, og de vandt. I januar strejkede 15.000 postarbejdere som støtte for nogle arbejdere, der var blevet generet af ledelsen på et postkontor.
Stefton UNISON (offentligt ansatte) er et andet godt eksempel. En gruppe arbejdere gik i vild og ulovlig strejke imod privatisering. Ledende medlemmer af fagforeningen blev stillet for retten, og forbundet tog afstand fra strejken. På grund af den støtte, Steftonarbejderne fik fra andre arbejdere - hundreder samlede sig uden for retten, da sagen var for - besluttede retten ikke at sætte dem i fængsel, men at give dem en bøde.
Der er et forhold mellem kvantitet og kvalitet, og i øjeblikket er kvantiteten for lille. Fagforeningsbureaukratiets har stadig et massivt greb om tingene. Ikke at arbejderne beundrer bureaukratiet. Jeg kan ikke komme i tanker om et tidspunkt hvor udtrykket "udsalg" har været brugt oftere end nu. Folk er vrede, men føler sig samtidigt magtesløse. Så for det meste omsætter vrede sig ikke i reel aktion.
Nu kommer vi til et problem. Generaliseringsniveauet er på den ene side ret lavt, men på samme tid temmelig højt. Det lyder selvmodsigende men modsigelsen er reel. Arbejdere er parate til at støtte andre arbejdere i kamp, men kun på lavt niveau i form af indsamlinger, demonstrationer o.lign. På University College Hospital forsøgte arbejderne at stoppe lukningen af en afdeling. Det lukkedes dem ikke at få de 2.000 andre arbejdere på resten af hospitalet til at strejke, men det lykkedes for dem at stable en demonstration på benene til fordel for sygeplejerskerne på 4.000 deltagere, en demonstration som talte lokale lærere, postarbejdere og studenter. Denne demonstration gjorde hele forskellen for arbejderne på hospitalet. På samme måde med jernbanearbejderne. Skønt ingen andre arbejdergrupper gik med, ville de 4.600 signalarbejdere ikke have overlevet uden støtte fra andre arbejdere. Hundredtusinder gav økonomisk og moralsk støtte. Altså er generaliseringsniveauet på én måde lavt, men på en anden måde temmelig højt.
Vi må forholde os til de enkelte kampe, til det specifikke. På samme tid må vi rejse andre sager, skaffe solidaritet fra andre arbejdere. Det er så meget mere vigtigt i øjeblikket fordi vreden er så bred; de konservative er hadet på snart sagt ethvert område. Det giver f.eks. et fantastisk løft at bringe Anti Nazi League på banen i kampen mod fascismen i en situation, hvor arbejderne mangler selvtillid efter de sidste ti års erfaringer. Folk føler, at det ikke kun er 50 af dem, der er imod de konservative, men at der er hundredtusinder, der er vrede. Alle disse spørgsmål, the anti Criminal Justice Act (lov som f.eks. forbyder house-fester), protesterne mod racisme, og imod børneværnet, skal knyttes sammen med den faglige kamp.
Først og fremmest skal vi have skabt et netværk af socialister på arbejdspladserne. Enhver, som i dag kun spiller en lille rolle på en arbejdsplads, vil have enorm betydning, når kampene begynder igen. I de tidlige 70'ere var Socialist Workers Party absolut uden betydning, hvad angår rødder i industrien, men da havnearbejderne fra Pentonville kom i fængsel, besluttede vi at starte en avis i havnene. Vi havde ingen havnearbejdere som medlemmer. Vi startede "The Dockworker" ("havnearbejderen"), som nåede et oplag på 5.000. Da de fem fra Pentonville kom ud af fængslet, holdt tre af dem tale på et møde, vi havde indkaldt. Vi havde tre minearbejdere i SWP. I juni 1972 talte jeg på et møde i Barnsley med deltagelse af over 100 minearbejdere, bl.a. et medlem af minearbejderforbundets nationale ledelse, Tate, og et medlem af ledelsen i Yorkshire, Arthur Scargill. Vi startede avisen "Collier". Vi opbyggede over 50 arbejdspladsafdelinger, store afdelinger fordi kampen var på vej frem.
Nu er vores muligheder på et meget højere niveau. Kapitalismen er i en meget dybere krise, end den var i 1970, så kampen vil blive hårdere og mere politisk. Vi er også i en meget bedre strategisk position end i 1970, hvor folk på gulvet var organiseret af kommunistpartiet, som stort set ikke eksisterer i dag. Derfor vil vi være i en meget bedre position, når opsvinget kommer.
Det er umuligt at sige, hvornår det kommer. Det er absolut korrekt at bygge på den antagelse, at den langsomme "helbredelse" vil fortsætte. At overdrive militansen nu ville være demoraliserende. Men vi skal heller ikke glemme, at historien nogle gange bevæger sig i spring.
I 1931 var jeg totalt nedtrykt. Hitler var kommet til magten i januar 1933, og i 13 måneder så livet fuldstændig ubærligt ud. Aviserne havde hver dag en eller anden rædselshistorie. Så, i februar 1934, overspillede nazisterne deres kort. Det ændrede hele situationen i Paris, og de blev smadret af arbejderne.
I 1968 gik 10 millioner franske arbejdere i strejke. Det kom totalt uventet, fordi strejken ikke opstod som følge af en voksende strejkebølge. Det var ikke ligesom i Rusland i 1905, hvor man kunne iagttage, hvordan strejkerne gradvist udviklede sig, eller i England i 1972 og 74. Nej, 1968 brød med kontinuiteten: der havde været højreregeringer i mange år, arbejderne var på tilbagetog, fagforeningerne var meget svage, og så pludselig havde de fået nok. Fordi en student blev dræbt af politiet i Paris, gik der hul på bylden.
Så vi må arbejde ud fra den antagelse, at det der sker er en langsom "helbredelse", men at hvis noget sker, og der går hul på bylden, så er vi nødt til at kunne handle hurtigt.
1. Betyder direkte oversat: 'Strejkevagt autoriseret af minearbejdernes forbund'. På de britiske arbejdsmarked findes der ikke som i Danmark 'overenskomststridige' - ofte benævnt som 'ulovlige' - strejker. Derimod skelnes der mellem 'officielle' og 'uofficielle' strejker, afhængigt af om strejkerne har fagforeningernes godkendelse eller ej.
2. Edward Heath var konservativ premierminister i den regering, som blev væltet af en strejke blandt minearbejderne i 1974.
3. Den såkaldte 'Poll Tax' blev indført af Margaret Thatcher i slutningen af 1980'erne og gav anledning til omfattende protester og boykot af indbetalinger. Protesterne tvang i længden Thatcher til at lade sig afløse af John Major. Poll Tax'en var en skattereform, hvor en del af indkomstskatten blev erstattet af et fast beløb, som var ens for alle, uanset indtægt.
4. "Ny realisme" er en metafor for højredrejningen i Labour-partiet. Det politiske indhold er velkendt fra Danmark: Væk med traditionel faglig kamp til fordel for samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere, dels på de enkelte virksomheder, dels på landsplan.
Sidst opdateret 13.11.99