MENNESKET SKABER SELV SIN HISTORIE

De næste par år op til årtusindskiftet vil utvivlsomt give anledning til mange overvejelser om, hvad fremtiden vil bringe.

Overvejelserne deler sig i hovedsagen op i to tendenser: En meget optimistisk, der fremhæver, at computere, genteknologi og moderne kommunikation vil føre til et "fritidssamfund", hvor det daglige arbejde er reduceret til et minimum.

Den anden tendens, den pessimistiske, frygter, at fremtidens samfund vil bukke under for presset fra forurening, krig og overbefolkning.

Det fælles for begge synspunkter er, at de ser fremtiden som resultat af en stort set uafvendelig udvikling.

Men de overser som regel, at fremtiden ikke er bundet til at følge en fastlåst kurs – den skabes af menneskers bevidste handlinger.

Der findes ikke en lovmæssighed, der siger, at ny teknologi nødvendigvis betyder mere forurening og øget forbrug af jordens ressourcer.

Tilsvarende er der heller ingen lovmæssighed, der dikterer hvilke varer, der skal produceres.

De eneste lovmæssigheder, der gælder for mennesker, er – ud over de rent fysiske – at mennesker gennem bearbejdning af naturen er i stand til at forøge produktionen af livsfornødenheder, og at denne bearbejdning udvikles i et samarbejde mellem mennesker.

Resten – måden vi producerer på, hvad der produceres, hvordan produktionen fordeles – er et resultat af menneskers beslutninger og handlinger.

Det afgørende i måden, vi producerer på, er ikke, om det er den ene eller anden teknologi, som er fremherskende, men derimod hvordan mennesker er organiseret omkring den teknologi.

Normalt snakkes der om, at samfundet har ændret sig fra industri- til informationssamfund. Men det er kun på overfladen, at der er en forskel. Grundlæggende er mennesker organiseret på samme måde omkring produktionen.

Der er to centrale forhold, der dominerer de moderne produktionsforhold. For det første, at samfundet er delt op i klasser. Den klassedeling drejer sig først og fremmest om, hvilken stilling mennesker indtager i produktionen – om de tilhører kapitalistklassen, der planlægger produktionen, eller om de tilhører arbejderklassen, der udfører produktionen. At klassedelingen også afspejler sig i menneskers adgang til materielle goder er sekundært.

For det andet sker produktionen med et bestemt formål for øje: At forøge kapitalisternes formuer mest muligt. Det specielle ved kapitalismen er, at forøgelsen af formuerne er bundet til produktionen, mens det i tidligere samfundstyper skete efter princippet at købe billigt og sælge dyrt.

Sammenkobling

Kapitalismens sammenkobling af produktion og profit betyder, at der er en indbygget tvang til at forny, rationalisere og forøge produktionen.

De to forhold – klassedelingen og profitjagten – skaber grundlaget for de to syn på fremtiden. Det optimistiske syn bygger på en tiltro til, at den konstante fornyelse af produktionen vil løse de problemer, som kapitalismen skaber.

Det pessimistiske syn bygger på, at kapitalismens produktion ikke tager hensyn til menneskers behov, men alene på om den forøger formuerne. Det medfører, at kapitalismen dels tager risikabel teknologi i anvendelse som fx atomkraft og gensplejsning, dels springer over hensyn til miljø og mennesker for at gøre produktionen profitabel.

De to syn på fremtiden har lige stor berettigelse, for ingen af dem er givet på forhånd. Det afhænger fuldstændigt af, hvad mennesker beslutter nu og i fremtiden.

Hvis vi fortsat overlader det til kapitalisterne at planlægge og styre produktionen, så er der grund til bekymring. Men hvis det store flertal af lønarbejdere verden over beslutter sig for at erobre kontrollen over produktionen, så er der grundlag for optimisme.

Opdateret d. 14-07-97