DEN HERSKENDE KLASSES TJENERE

En af de vigtigste faktorer, der gør folk til socialister, er den daglige erfaring om, at det altid er andre, der bestemmer. Overalt i samfundet står vi overfor ledere i form af værkførere, direktører, afdelingschefer osv.

Derfor kan det virke som et paradoks, at socialistiske organisationer selv taler om ledelse, om "partiets ledende rolle", om avantgarde.

Men der er en fundamental forskel på de to typer af ledelse.

Forskellen udspringer af klassedelingen i samfundet. Kort fortalt skal den første type varetage kapitalistklassens interesser, mens den anden type står for arbejderklassens interesser.

Opsynsmænd

De kapitalistiske ledere spiller en central rolle som kapitalismens opsynsmænd og slavepiskere. Kapitalismen er som andre klassedelte samfund præget af, at et lille magtfuldt mindretal bestemmer hvad, der skal produceres og hvordan det skal fordeles, mens det er det store flertal, der udfører arbejdet i praksis.

Den arbejdsdeling giver et problem for de kapitalistiske magthavere. For det er faktisk de, der arbejder, der har bedst indblik i, hvordan produktionen foregår i praksis.

Fordi kapitalisterne er så få, er de nødt til at benytte sig af et lag af ledere på alle niveauer, hvis primære funktion er at sikre sig, at arbejderne udfører deres job, som de har fået besked på. Ofte kædes det sammen med, at lederne også fungerer som instruktører, men det er ikke noget generelt krav til de kapitalistiske ledere, at de er dygtige til deres fag.

Det betyder, at der i selve den måde, som produktionen er organiseret på, er indbygget en modsætning og en grundlæggende skepsis fra arbejdernes side overfor hele ledelseshierarkiet. Den modsætning danner baggrunden for det mest almindelige samtaleemne på enhver arbejdsplads: de håbløse arbejdsledere.

To forhold karakteriserer det kapitalistiske ledelseshierarki:

For det første er det grundlæggende udemokratisk. Alle ordrer kommer oppefra og skal adlydes blindt. Selv om man nogle steder kan diskutere en ordre med sin leder, så er det pr. definition lederen, der har ret. Kapitalismen er nødt til at opretholde den hakkeorden for at sikre sig, at toppens beslutninger faktisk bliver ført ud i livet på gulvet.

For det andet er ledelse forbundet med privilegier i form af penge og ansættelsesvilkår. Det er næsten en naturlov under kapitalismen, at løn og frynsegoder ikke afhænger af dygtighed, men af placeringen i hierarkiet.

Det er den pris, som den herskende klasse betaler sine tjenere for blind underkastelse og loyalitet. Ydermere lokker magthaverne med, at de mest loyale og pligtopfyldende kan blive belønnet ved at stige i graderne.

Det er på grund af den måde, som produktionen under kapitalismen er organiseret på, at rollen som leder får nogle bestemte træk. At være leder er ensbetydende med privilegier, kommandostrukturer og magtkampe om at komme til tops.

Arbejderklassen

Arbejderklassen har brug for en helt anden type ledere. Arbejderklassens eneste våben overfor kapitalisterne er solidaritet og kollektiv kamp. Arbejderklassens styrke forudsætter, at splittelser overvindes, og at så mange som muligt deltager aktivt.

Det kræver en anden type ledere end de kapitalistiske. Det er ledere, som er i stand til at overbevise frem for at kommandere. Det er ledere, som drives frem af ideer, ikke af privilegier og magt. Og det er ledere, som kan opsamle og generalisere holdninger og erfaringer hos almindelige arbejdere.

Opdateret d. 14-07-97