STATEN ER IKKE NEUTRAL

For næsten alle mennesker er det børnelærdom, at staten er neutral. De vil sige, at man kan slås om hvilken politik, staten skal føre, og at staten i sig selv blot adlyder politikernes ordrer.

Ideen om statens neutralitet afspejler en teori, som det kapitalistiske borgerskab har udviklet. Teorien indeholder to centrale elementer: For det første at staten repræsenterer hele samfundet, at den enten er hævet over klasserne eller — i en mere marxistisk inspireret udgave — at staten fungerer som mægler i modsætningen mellem klasserne.

For det andet at en stat aldrig kan undværes — at samfundet ville opløses i en krig alle mod alle, hvis der ikke eksisterer et statsapparat, der kan holde folk i skak og afstraffe de personer, der overtræder flertallets beslutninger.

Marxismen afviser begge ideer. Hvis samfundet ville gå i opløsning uden en stat, så skyldes det ikke, at mennesker af natur ikke kan samarbejde, men at samfundet er inddelt i klasser med modsatte interesser.

Faktisk eksisterede de tidligeste menneskelige samfund uden nogen form for stat eller centralmagt overhovedet.

Men i alle klassedelte samfund har det været overklassens problem, at den er i mindretal overfor underklassen. I perioder kan overklassen beholde sin magt i kraft af den ideologiske magt. Men i sidste ende har overklassen altid været nødt til at opbygge et væbnet korps i form af militær og politi, som kan forsvare mindretallets magt.

I sidste ende har magten i klassesamfundet altid drejet sig om fysisk magt.

Den kapitalistiske stat er ingen undtagelse. Når den kapitalistiske stat i modsætning til tidligere statsformer som regel er opbygget omkring det parlamentariske demokrati, så skyldes det ikke et hensyn til flertallet af befolkningen. Men at kapitalismen er nødt til at have et organ, der kan løse de fælles opgaver, som individuelle kapitalister ikke kan magte.

Det drejer sig op opbygning af infrastruktur, om uddannelse og vedligeholdelse af arbejdskraften og endelig om at have et stående væbnet korps, der kan forsvare kapitalisternes interesser.

Det parlamentariske demokrati afspejler et særtræk ved kapitalismens måde at organisere klassesamfundet på. Under kapitalismen ligger forskellige dele af den herskende klasse i en konstant indbyrdes konkurrence. Og her er parlamentarismen hensigtsmæssig som et forum, hvor kapitalisterne kan aftale spillereglerne for den konkurrence.

Derfor er der intet mærkeligt i, at stemmeretten i parlamentarismens barndom var forbeholdt mænd med ejendom.

Men demokratiet er ikke et grundlæggende kendetegn ved den kapitalistiske statsmagt. I masser af lande har demokratiet været afløst af forskellige former for diktatur — ikke på trods af kapitalismen, men for at sikre kapitalismens overlevelse.

Diktatur

At demokrati kan skiftes ud med diktatur afspejler også, at staten i sidste instans kontrolleres af dem, der har den økonomiske magt. Alle statens institutioner koster penge, og de færreste af dem er i sig selv produktive.

Derfor er det også illusorisk at tro, at et socialistisk flertal i parlamentet vil kunne bruge det eksisterende politi og militær imod borgerskabet i et opgør med kapitalismen. Dels er cheferne i politi og militær rekrutteret fra de samme kredse som kapitalistklassen. Dels véd de samme chefer, at kapitalistklassen i kraft af sin magt over økonomien også afgør, om der skal ydes ressourcer til politi og militær.

Den afgørende konklusion i den marxistiske teori om staten er derfor, at arbejderklassen ikke kan overtage det kapitalistiske statsmaskineri. Tværtimod er det afgørende punkt i en socialistisk revolution, at arbejderklassen opløser statsapparatet — fyrer embedsmændene, nedbryder soldaternes loyalitet overfor generalerne og neutraliserer politiet.

Opdateret d. 14-07-97