KAPITALISMEN HAR ALTID VÆRET INTERNATIONAL
"Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Det har slået den nationale grund bort under fødderne på industrien."
Dette kunne have stået i vor tids aviser og erhvervsmagasiner i deres daglige hyldest til globaliseringen. Men ordene er 150 år gamle og stammer fra en helt anden kant, nemlig fra Karl Marx og Friedrich Engels i beskrivelsen af kapitalismens udvikling i Det kommunistiske manifest. I fortsættelsen hedder det blandt andet:
"Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus."
Kapitalismens modermærke
Tendensen til internationalisering har været kapitalismens modermærke lige siden dens spædeste barndom.
Allerede i 1500- og 1600-tallet begyndte købmænd og kapitalister at udforske alle verdenshjørner i deres jagt på rigdom og profit. De fragtede millionvis af slaver fra Afrika til Amerika, hvor de grundlagde plantager og miner, der kunne levere råvarer til den begyndende industri i Europa.
I slutningen af 1800-tallet gennemførte imperialistiske stater som England, Frankrig, Rusland og Tyskland en opdeling af verden, hvor der blev trukket grænser mellem kolonier i selv de fjerneste afkroge af Afrika og Asien.
Og i dette århundrede har vi to gange set verden kastet ud i verdenskrige, som i sidste ende handlede om at få den økonomiske kontrol med så store dele af verden som muligt.
Vi har også set imperialistiske stater som USA, England og Frankrig gang på gang været indblandet i store og små krige overalt i verden.
Selv om mange mennesker vil nikke genkendende til den beskrivelse af kapitalismens udvikling, så er det en anden historie, vi til daglig får serveret.
Det er en historie, der lægger vægt på de enkelte nationers udvikling. Og som siger, at det først er i de sidste 10-20 år, at verden er blevet global.
Der er et vigtigt fællestræk ved historien, som går på tværs af landegrænser. Den siger, at "vores" folk altid har været fredeligt og gemytligt, men af og til været tvunget i krig mod aggressive naboer. Det er den samme historie, der fortælles over alt, uanset om "vi" er danskere, englændere eller en hvilket som helst anden nationalitet.
Derved kan de præsentere en historie, der forklarer al krig som et resultat af nationale særtræk: tysk militarisme, amerikansk imperialisme, engelsk overlegenhed.
Men det er ikke nationale særtræk, der har været drivkraft i de sidste århundreders historie. Det er jagten på profit og nye markeder, der konstant har været afgørende.
Ikke mindst har Danmarks egen historie langt fra været nogen stokroseidyl. Allerede fra kapitalismens start meldte danske købmænd og handelsfolk sig på verdenshavene — der blev etableret kolonier i Asien, Afrika, Caribien og Nordatlanten.
Jagten på profit
Men selv om jagten på profit altid har sprængt de nationale rammer, så har den ikke afskaffet nationerne. Tværtimod har kapitalisterne hele tiden haft brug for den militære beskyttelse, som kun en nationalstat kunne give dem.
Derfor har kapitalismens udvikling været fulgt af en strøm af krige, som er blevet stadigt blodigere i takt med, at indsatsen i konkurrencen er blevet større.
De sidste års udvikling på verdensmarkedet indeholder ikke noget afgørende brud med fortiden.
Alle tendenser og udviklingstræk bygger oven på flere århundreders jagt på rigdom.
"I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden."
Opdateret d. 24-09-98