HVAD ER ET REVOLUTIONÆRT PARTI?

"Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal løfte Rusland af hængslerne!" Med disse ord ønskede Lenin i sin bog "Hvad må der gøres?" fra 1902 at understrege, at for ham lå nøglen til en revolutionær omvæltning i dannelsen af et parti af revolutionære.

Bogen "Hvad må der gøres?" har været meget omdiskuteret og taget som udtryk for, at Lenin dybest set var en elitær og konspiratorisk tænker. At Lenin satte partiets magtovertagelse over arbejderklassens kamp.

Lenins egentlige ærinde var at skabe seriøsitet i den socialistiske bevægelse i Rusland i starten af århundredet. Han kritiserede de revolutionære kredse for dilettanteri og skrev, at deres aktiviteter "kan kun sammenlignes med et felttog af køllebevæbnede bønderskarer mod moderne tropper."

Pointen i dette var, at de revolutionære måtte højne deres forståelse af teori og praksis, hvis de ville være i stand til ikke blot at udfordre, men at slå det zaristiske regime. Regimet havde i højere grad end de revolutionære forstået betydningen af det opsving i klassekampen, som fandt sted i Rusland i starten af 1900-tallet. Derfor sammenlignede Lenin de revolutionære med bønder udstyret med gammeldags våben og regimet med "moderne tropper".

Dilettanteri

For at bryde med dilettanteriet pegede Lenin på, at de revolutionære måtte forstå forholdet mellem spontanitet og bevidsthed i arbejderklassen.

Som tendens havde de revolutionære enten tiljublet de spontane udbrud af arbejdskampe og erklæret, at opgaven var at gøre sig til tjenere for arbejderklassens spontanitet. Eller de havde understreget behovet for bevidst handling og udpeget sig selv som de egentlige repræsentanter for arbejderklassens ønsker.

Den første tendens havde i realiteten underlagt sig den herskende — og tit borgerlige — bevidsthed i arbejderklassen, mens den anden iværksatte aktioner på vegne af arbejderklassen for at "vække" den til kamp. Det er tendenser, som også findes blandt vore dages socialister.

Lenins holdning var, at der er en tæt forbindelse mellem spontanitet og bevidsthed i arbejderklassen. På den ene side ville spontane kampe altid udvikle nye elementer af bevidsthed i form af erfaringer om statsmagtens indgriben på arbejdsgivernes side og om uforeneligheden af arbejdernes egne og arbejdsgivernes interesser.

På den anden side kunne bevidsthed om klassekamp og kapitalismens indretning være med til at udbrede ideer om solidatitet og til at knytte opsplittede kampe sammen til en bevægelse med fælles mål.

Med andre ord ville spontanitet og bevidsthed følges ad i retning af at udvide arbejderklassens kampe og øge bevidstheden om arbejdernes selvstændige mål om et andet samfund.

Men Lenin understregede, at det ville ikke ske af sig selv. Arbejderne ville ikke automatisk udvikle revolutionære ideer, og kampene ville ikke automatisk finde sammen i én samlet bevægelse. Det var nødvendigt med en organisation af bevidste revolutionære for at skabe sammenhængen.

For at skabe den sammenhæng måtte de revolutionære være i besiddelse af den højeste grad af teoretisk viden om kapitalismen og klassekampen. Men de revolutionære måtte også have detaljeret indsigt i hverdagens kampe, hvordan de blev organiseret, hvilke ideer arbejderne havde osv.

Både det teoretiske og det praktiske element var nødvendigt for at bryde dilettanteriet. Uden teorien ville de revolutionære til stadighed kæmpe med køller mod en overlegen modstander — og uden en praksis i arbejderklassen ville de revolutionære forblive et fremmedelement uden mulighed for at udfordre borgerlige ideer og udbrede revolutionære.

Det var denne opfattelse af sammenhængen mellem spontanitet og bevidsthed, som lå til grund for Lenins opfattelse af det revolutionære parti — og som viste sig succesfuld i 1917-revolutionen.

Opdateret d. 14-07-97