ER EN INTERNATIONAL REVOLUTION MULIG?
Et af de mest centrale argumenter i Socialistisk Arbejderavis har altid været, at socialismen ikke kan opbygges i ét land alene, men må være international.
Men er det overhovedet realistisk at forestille sig en international revolution, der finder sted på samme tid?
Nej, naturligvis er det ekstremt usandsynligt, at verdens arbejdere i alle lande ville være i stand til at gennemføre socialismen samtidig.
Men det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at en sejrrig revolution i ét land kan blive startskuddet for at sprede revolutionen internationalt.
Socialisme i ét land er umuligt, fordi verdenskapitalismen før eller siden vil bekæmpe revolutionen militært, eller fordi revolutionen vil bryde sammen indefra, som det skete i Sovjet. Ti år efter 1917-revolutionen var den russiske økonomi isoleret og blev tvunget til at konkurrere på kapitalistiske betingelser for at overleve. Resultatet var, at kapitalismen blev genopbygget i Rusland under Stalins benhårde undertrykkelse af arbejderklassen for at konkurrere militært med Vesten.
Men den udvikling var ikke uundgåelig — revolutionen kunne have spredt sig til andre lande. Der er en række grund til, at en sådan strategi er endnu mere sandsynlig i dag end i 1917.
For det første er kapitalismens kriser internationale. Det betyder, at de økonomiske forhold, som fremkalder revolution i ét land, også vil være til stede i andre lande. Betingelserne for revolution vil ligne hinanden i mange lande samtidig.
For det andet vil en sejr for arbejderklassen i ét land være en inspiration for arbejdere i andre lande. En succesfuld revolution vil vise, at arbejderklassen faktisk kan erobre magten. Og en arbejderklasse, der har vundet over kapitalismen, vil have udviklet en taktik og strategi for sejr, som kan bruges af arbejdere andre steder.
Inspirationen efter den russiske revolution var så stærk, at selv socialdemokrater lod sig forblænde. En ledende socialdemokrat, Frederik Borgbjerg, skrev således i november 1917: "Fremtiden vil med begejstring, med lysende øjne, lære om den store russiske revolution — den ny indledning til en ny tid. Vi socialister genoplever ved synet af den russiske revolution Socialdemokratiets gyldne barndom."
For det tredje vil oprettelsen af en arbejderstat i ét land betyde, at der er et centrum for organisering og understøttelse af en verdensomspændende revolution — den vil have fundet et fodfæste. Det betyder ikke, at revolutionen skal spredes med militære midler. Men det betyder, at den sejrrige arbejderstat vil kunne understøtte socialistiske bevægelser i andre lande økonomisk og materielt.
Stormflod
Alle disse faktorer kom til udtryk i årene efter den russiske revolution. Første Verdenskrig havde bragt ikke kun Rusland, men hele Europa ind i en revolutionær stormflod. Det tyske kejserrige blev fældet af en revolution, og Østrig-Ungarn kollapsede. I Bayern og Ungarn blev der oprettet kortvarige sovjetrepublikker. Italien var præget af fabriksbesættelser i "de røde år" — biennio rosso — 1918-20.
Selv i Danmark frygtede borgerskabet for udviklingen. Forsvarsministeren, den radikale P. Munch, skrev: "Der herskede i de dage en uhyggelig følelse af, at det kunne udvikle sig som i Tyskland. Det var ikke til at bedømme, hvor stærke de kræfter var, som begivenhederne havde sluppet løs."
Den revolutionære stormflod ebbede ud. Men i dag er muligheden for en sådan international bølge af revolution endnu større: Kapitalismen er mere international. Arbejderklassen er større og stærkere. Udviklingen i kommunikation og transport har gjort internationale kontakter nemmere. En revolution i ét land vil i dag kunne følges på tv-skærme verden over og give inspiration overalt.
Opdateret d. 14-07-97