HVOR GÅR HISTORIEN HEN?

Mange mennesker er enige i, at det nuværende samfund ikke er godt ¯ det er socialister ikke ene om at mene. Men de fleste er til gengæld uenige i, at der er et bedre alternativ.

Utilfredsheden med samfundet kan ses på mange niveauer: Diskussionerne om kloning, gensplejsning og tidligere om atomkraft viser, at mange mennesker ikke stoler på, at videnskaben og industrien vil forvalte det sikkert.

Et fælles træk i utilfredsheden er en dyb pessimisme med hensyn til fremtiden. En del mennesker resignerer over for problemer som sult, forurening og offentlige nedskæringer og håber, at de i det mindste selv vil klare skærene.

Når der endelig bliver opstillet et alternativ, så går det som regel i negativ retning: enten at markedsøkonomien må lade de stærkeste overleve og de svagteste bukke under, eller at vi må skære ned i levestandarden, der må indføres børnebegrænsning i den 3. verden, og de offentlige budgetter skal skæres ned.

Marxismen har altid kritiseret fremtidspessimismen. Karl Marx mente, at historien bevægede sig fremad mod højere niveauer — og at en central del i fremskridtet var udviklingen i "produktivkræfterne", dvs. teknologi og produktionsmetoder.

Marx' opfattelse er tit blevet kritiseret for nærmest at sige, at samfundsforandringer kommer automatisk med den teknologiske udvikling.

For Marx var udgangspunktet at se på produktionen. Af den simple, men ofte oversete kendsgerning, at alle forhold i samfundet i sidste ende afhænger af evnen til at imødekomme menneskers livsnødvendigheder.

Det betyder, at jo flere mennesker, et samfund kan brødføde, jo længere levealderen er, jo lavere børnedødelighed osv. desto bedre er samfundets evne til at kontrollere omgivelserne. I den forstand kan man sige, at der gennem historien objektivt har været en udvikling mod højere niveauer.

Men den udvikling sker ikke automatisk gennem udvikling af teknologi og videnskab. Den måde, som samfundet organiserer produktionen på, afgør i høj grad, om mulighederne i teknologien bliver udnyttet til alle menneskers fordel eller kun til den herskende klasses fordel.

Kapitalismen er et godt eksempel på det. Kapitalismen har skabt en verdensomspændende økonomi og international arbejdsdeling. Den har skabt en produktivitet, som kunne gøre det muligt for alle mennesker at leve et godt liv — endda samtidig med at arbejdstiden blev reduceret.

Umuligt

Men det kapitalistiske system gør det umuligt at udnytte det potentiale. Samfundets opdeling i arbejdere og arbejdsgivere samt firmaernes konkurrence for profit gør, at mennesker kan sulte samtidig med, at der destrueres fødevarer — og det gør, at verden forbliver opdelt i fjendtlige stater.

Det faktum, at kapitalismen stadig eksisterer, er et bevis på, at det ikke er den teknologiske udvikling, som af sig selv forandrer systemet.

Derimod er det mennesker, der skal skabe forandringerne. Og det betyder for kapitalismen, at det er nødvendigt at opløse den opdeling af mennesker i klasser, som kapitalismen fastholder — opdelingen i arbejdere og kapitalister.

Det er ikke en udvikling, der går af sig selv, fordi kapitalisterne har en interesse i at fastholde systemet. For at udnytte de muligheder, som teknologien giver os, er det derfor nødvendigt at fjerne kapitalisterne som herskende klasse.

Når marxismen er optimistisk, så skyldes det ikke en naiv tro på, at teknologien automatisk vil løse alle problemer. Det skyldes derimod, at kapitalismen også har skabt en arbejderklasse, som kan bemægtige sig teknologien og gøre den til menneskets tjener. Det er her, at optimismen skal findes — det er kun, hvis man overlader kontrollen til kapitalisterne, at der er grund til pessimisme.

Opdateret d. 14-07-97