KAN MENNESKETS NATUR FORANDRES?
"Man kan ikke ændre menneskets natur".
Ofte bliver de to argumenter kombineret. Et af de borgerliges argumenter siger noget i denne retning: "Grunden til, at Sovjet endte som et diktatur, var netop, at man forsøgte at opbygge et samfund på principper om lighed og kollektivitet — og det strider mod menneskers grundlæggende egoisme og individualisme".
Faktisk forholdt det sig stik modsat. Der er næppe nogen epoke i historien, der som den russiske 1917-revolution viser, hvor grundlæggende og hvor hurtigt de allermest indgroede holdninger kan ændres.
Tag for eksempel bønderne. I 1874 drog tusinder af unge intellektuelle ud "til folket" for at agitere for at vælte zaren. Men det store flertal af bønder kaldte zaren for "lillefar" og modtog disse idealister med fjendtlighed. Bønderne jog dem ud af landsbyerne eller angav dem til politiet. I denne situation var det de russiske bønders 'natur' at være servil og underkaste sig zaren — som de havde gjort i århundreder.
Men blot et par generationer senere — i 1917 — var det de servile og underkuede bønder, som kastede århundreders undertrykkelse af sig i en enorm bølge af oprør, som fejede den gamle godsejerklasse af banen overalt i Rusland.
I arbejderklassen var forandringen endnu mere omfattende.
Omkring 1900 var Rusland kendetegnet ved udbredt jødeforfølgelse. Det var almindeligt med omfattende overfald på jødiske områder — de såkaldte pogromer. Antisemitismen var udbredt i arbejderklassen. Alligevel var det en jøde, Leon Trotskij, som russiske arbejdere satte i spidsen for sovjetten i Petrograd i 1917.
Da første verdenskrig brød ud i 1914, bakkede store dele af arbejderne op bag krigen i en bølge af tilsyneladende indgroet patriotisme og nationalchauvinisme.
Men i 1917 havde dette fuldstændigt ændret sig. En af grundene til bolsjevikpartiets massive vækst i 1917 var netop partiets principfaste internationalisme og modstand mod krigen.
På hovedet
Også på mange andre områder ændrede revolutionen de indgroede træk i 'den russiske nationalkarakter'. Holdningen til kvinder, religion, autoriteter, andre nationaliteter — alt sammen blev vendt på hovedet under revolutionen.
Pointen er, at den såkaldte 'natur' eller 'nationalkarakter' aldrig var noget uforanderligt eller naturligt. Der var derimod tale om holdninger, som var produktet af bestemte sociale og materielle vilkår.
Så snart de vilkår begyndte at ændre sig, så ændrede ideerne sig også. Og den vigtigste faktor i forandringen kom, da det store flertal af russiske arbejdere og bønder blev involveret i kampen for at forandre de materielle vilkår.
Men heller ikke denne nye revolutionære 'natur', som de russiske arbejdere og bønder fremviste i 1917, var uforanderlig.
De revolutionære ideer var selv afhængige af materielle forhold. Og i årene efter revolutionen forandrede disse forhold sig — en blodig borgerkrig, økonomisk kollaps og regulær sult betød, at arbejderklassen i længden ikke var i stand til at fastholde sin revolutionære ånd. Derved blev det muligt for Stalins bureaukrati at erobre den magt, som arbejderklassen havde haft i hænderne.
Under disse forhold, hvor arbejderklassen og bønderne igen befandt sig som underklassen i samfundet, vendte alle de gamle træk ved den menneskelige 'natur' tilbage: underdanighed, antisemitisme, sexisme, nationalisme og så videre.
Rusland 1917 er kun ét eksempel. Alle andre revolutioner og perioder med omfattende klassekamp har vist det samme: At arbejderklassen på meget kort tid er i stand til at ændre selv de mest indgroede ideer og fordomme.
"Østblokkens sammenbrud viser, at socialisme ikke kan lade sig gøre."
Dette er nok de to mest almindelige argumenter mod marxismens ideer.
Opdateret d. 14-07-97