KAN POLITIKERNE STYRE ØKONOMIEN?

Det er blevet slående fælles træk i de fleste europæiske lande, at politikere generelt er upopulære. Man taler direkte om politikerlede, og de fleste steder falder interessen for traditionel partipolitik.

Uanset partifarve bliver politikerne opfattet som temmelig ens: De er upålidelige, klæber til taburetterne, lover en masse og røvrender derefter vælgerne.

Det er ikke så underligt, at mange mennesker har den opfattelse. For generelt bestemmer politikerne meget lidt.

De har ingen kontrol over økonomien. De kan højst appellere til erhvervslivet om at investere og lade være med at forurene og snyde i skat. Politikerne kan lokke virksomheder med skattelettelser og andre favorable vilkår, men de kan ikke bestemme, om erhvervslivet investerer i arbejdspladser eller hellere vil sætte penge i børsspekulation.

Ikke engang statsapparatet, som ellers er politikernes domæne, har de særlig megen kontrol over.

Langt de fleste offentlige institutioner bliver styret grundlæggende udemokratisk. Som i det private erhvervsliv er det afdelingsledere, departementschefer og direktører i et topstyret hierarki, der bestemmer.

Ingen af de personer, som leder de offentlige institutioner, kommer på valg. Uanset om det er skolevæsenet, hospitalerne, politiet, Nationalbanken, ministerierne, domstolene, militæret eller elværkerne, så gælder det gamle ordsprog: Politikere forgår — embedsmænd består.

Manøvrerum

Det betyder, at manøvrerummet for langt størsteparten af politikerne er meget snævert. Uanset hvad de kunne have af ideer og intentioner, så er de afhængige af, at økonomer, jurister og embedsmænd har gennemregnet forslagene og tilpasset dem til praktisk virkelighed.

Og når politikere har fået et forslag gennemført, så kommer opgaven med at få det ført ud i livet gennem cirkulærer og direktiver og ved at overbevise lederne i de forskellige offentlige institutioner om, hvordan de skal håndtere sagen.

I vidt omfang er det de samme økonomer, jurister osv., der udarbejder lovforslagene, uanset regeringens partifarve. Tilsvarende gælder for de personer, der bestyrer statens maskineri — i praksis er det dem, der har det afgørende ord.

Hvis en minister endelig forsøger at gøre sin indflydelse gældende, så er de afhængige af, om embedsmændene vil bakke dem op. Ellers risikerer de pludselig, at ømfindtlige sager pludselig bliver lækket til pressen.

En anden faktor, som gør, at politikerne handler relativt ens, når det kommer til den praktiske politik, er, at de færreste virkelig ønsker at lave radikale ændringer. For de fleste handler politik om justeringer af det bestående, og derfor tager de ikke tage initiativer, som ville vende op og ned på de bestående forhold.

Men den afgørende faktor er, at politikerne i sidste ende er underlagt et økonomisk system, som de ikke kontrollerer. Det tvinger politikerne til først og fremmest at tilpasse statsapparatet og offentlige ydelser til op- og nedgange i økonomien.

Derfor er den politiske dagsorden for næsten alle politikere stort set den samme. I dag er det både socialdemokrater og borgerlige, der står for privatisering, selv om der kan være forskel i tempoet. Og politikere fra begge fløje vil gennemføre stramninger over for arbejdsløse.

Politikerne styrer hverken statsapparatet eller økonomien. Det er omvendt økonomien og statsapparatet, der sætter rammerne for politikernes udfoldelse. Så når vi lever i en økonomi, som de færreste synes er perfekt, er det ikke underligt, at utilfredsheden kommer til at rette sig mod politikere som sådan.

Opdateret d. 14-07-97