EN RIVALISERENDE BRODERBANDE

Et af de mest brugte argumenter for at opbygge EU og for at øge det militære samarbejde er, at det vil eliminere risikoen for krig i Europa.

Som en slags teoretisk forklaring bliver det fremhævet, at "demokratier aldrig har startet en krig".

I den type forklaringer ligger en opfattelse af krig som noget irrationelt, der fremkaldes af magtsyge diktatorer og fanatikere, og som står i diametral modsætning til Vestens demokratiske tradition.

Men krig er tværtimod en indbygget del af den tradition. Ikke mindst den indbyggede konkurrence i den kapitalistiske økonomi har været et afgørende element i en meget stor del af de sidste århundreders mange krige.

Sammenhængen mellem kapitalisme og krig kan bedst forstås med udgangspunkt i Marx' beskrivelse af kapitalistklassen som "en konkurrerende broderbande".

Det centrale i Marx' beskrivelse er, at der er en modsætning mellem de kræfter, der forener kapitalisterne, og de kræfter, der splitter dem. Kapitalisterne har gennem historien altid haft brug for at forene sig for at kunne opbygge samfundet efter egne ønsker. Dvs. opbygning af infrastruktur, skaffe kvalificeret arbejdskraft og bekæmpe modstanden i arbejderklassen.

For at udføre de opgaver har opbygning af stater altid været en indbygget del af kapitalismen.

Men staterne har også altid haft en anden vigtig opgave: At beskytte kapitalisterne i ét land mod andre landes kapitalister.

Det sker især ved at holde andre landes produkter ude væk fra hjemmemarkedet gennem toldmure og andre former for handelshindringer.

I sidste ende har det militære forsvar dog altid spillet den afgørende rolle. Det hænger sammen med, at allerede tidligt i kapitalismens historie blev de enkelte stater en begrænsning for kapitalismens ekspansion.

Derfor spredte kapitalismen sig i 17-1800-tallet ud over hele jordkloden, og de stærkeste stater delte kolonierne op imellem sig.

Men da den opdeling først var foretaget, så kunne yderligere ekspansion kun ske ved at inddrage andre staters kolonier. Og det var den konkurrence, som i sidste ende førte til det 20. århundredes opfindelse: Verdenskrigene.

Mange har gennem tidens løb troet, at opbygning af internationale organisationer efterhånden ville udrydde muligheden af nye krige.

Men den internationale organisering af stater har først og fremmest haft til formål at videreføre konkurrencen mellem enkeltstater, blot på et højere niveau. Ved at organisere sig med faste alliancepartnere kunne de enkelte stater stå stærkere i konkurrencen på verdensplan mod andre stormagter.

Alliancer

Lige siden opdelingen af kolonierne har blokdannelse været karakteristisk for kapitalismen. Op til både første og anden verdenskrig sluttede flere af stormagterne sig sammen i alliancer for at forberede sig på en kommende krig.

Opdelingen under den kolde krig fra 1945 i en Vest- og en Østblok var en fortsættelse af det mønster.

Siden Østblokkens sammenbrud er der begyndt at opstå en ny opdeling i flere mindre blokke: USA, Rusland, Japan og EU.

Selv om der ikke i øjeblikket er udsigt til andet end handelskrige mellem de store blokke, så har de ikke afskaffet muligheden for regulær krig. De mange krige – i Afrika, i det tidligere Sovjet, opløsningen af Jugoslavien – har alle fundet sted med indblanding fra én eller flere af de store blokke.

Men nye verdenskrige kan aldrig udelukkes, sålænge kapitalismen eksisterer. For kapitalisterne er krig altid en sidste udvej for at klare sig i konkurrencen.

Opdateret d. 14-07-97