Socialistisk Arbejderavis nr. 162, 3. juli 1997

EN VERDEN AT VINDE

"Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde."

Sådan lyder de sidste sætninger i "Det kommunistiske manifest"

Det er samtidig nogle af de mest omdiskuterede sætninger i hele Manifestet. Der er skrevet snesevis af bøger, der ville bevise, at proletarerne — især i de rigeste lande — har mere at miste end deres lænker.

Og mange peger på, at da arbejderne ikke lever i absolut fattigdom, men har opnået en lang række materielle goder, så har de fået mere end deres lænker at miste og vil derfor være imod en revolution.

Men den kritik rammer ved siden af. Marx og Engels' pointe i Manifestet var snarere det modsatte: De ville understrege, at det eneste, arbejderne vil miste i en revolution, er deres lænker, ikke de materielle fremskridt, som kapitalismen har frembragt.

Når socialister taler om at indføre kollektiv ejendom, så drejer det sig alene om kollektiv ejendomsret over produktionsmidlerne. Det har aldrig været en central idé i socialismen at kollektivisere private forbrugsgoder som fx cykler, køleskabe, biler eller tandbørster.

Naturligvis kan man gøre sig nogle tanker om, at mange produkter kunne udnyttes mere rationelt, hvis de blev indrettet på at opfylde mere end individers eller enkeltfamiliers behov. Det er den slags overvejelser, der fx kommer til udtryk ved, at mange lejlighedsbyggerier indretter sig med fælles faciliteter som vaskeri o.lign. Men det er en helt anden historie.

Socialister peger på kollektiv ejendomsret over netop produktionsmidlerne, fordi produktionsmidlerne er det mest afgørende for, hvordan menneskers liv bliver indrettet. Dem, der kontrollerer produktionsapparatet, kontrollerer i realiteten også samfundet. Derfor ville en overgang fra privat til kollektiv ejendomsret over produktionen også betyde, at al produktion kunne planlægges ud fra at opfylde alle menneskers grundlæggende behov for mad, tøj, bolig og transport i stedet for at opfylde nogle få aktionærers tørst efter mere profit.

Når overklassen ikke kan se, at der er forskel på ejendomsret over produktionsmidlerne og over private forbrugsgoder, så skyldes det, at for dem har de to ting den samme status: At opfylde private behov. Derfor kan de ikke forestille sig andet, end at kollektivisering nødvendigvis også må omfatte kollektivisering af private ejendele, af ægtefæller osv.

Mennesket som tilbehør

Hvad er det så for lænker, som arbejderne kan løsrive sig fra i en revolution?

Det er for det første den lænke, der med Manifestets ord gør mennesket til "et rent og skært tilbehør til maskinen." Uanset hvor mange formelle friheder, der findes under kapitalismen til valg af uddannelse, arbejde og bolig, så er det reelle valg stærkt begrænset.

Først og fremmest fordi det store flertal ikke har andet valg end at sælge sin arbejdskraft til en eller anden arbejdsgiver. Næsten uden undtagelse må man finde sig i et liv som lønarbejder, hvor man konstant bliver kontrolleret.

For det andet består lænken i, at de kapitalistiske ejendomsforhold virker som en begrænsning på udvikling af produktionen. Uden kapitalismen kunne vi afskaffe alle mulige slavepiskerfunktioner, vi kunne afskaffe fordummende reklamer, vi kunne udnytte de kreative ressourcer, som findes hos alle mennesker, men som i de fleste tilfælde ikke bliver udnyttet.

Det er derfor, at Det kommunistiske manifest siger om proletarerne: "De har en verden at vinde."


[161]   [Oversigt]   [163]

Opdateret d. 23-09-98