KLASSER OG IDEER

Det kan virke som en underligt påstand, når socialister siger, at deres ideer først og fremmest bygger på klassekamp.

Trods alt, vil mange sige, så handler socialisme dybest set om humanisme, og det måtte i sidste ende kunne tiltale alle mennesker, uanset klasse. Umiddelbart kunne det se ud til, at dette er et rigtigt argument.

Der er mange eksempler på, at individer fra overklassen er blevet socialister.

Mange af de store socialistiske tænkere — Marx, Lenin, Trotskij — kom fra velstillede familier. Engels' far var fabriksejer.

Tilsvarende hentede mange af 1970'ernes revolutionære partier en stor del af deres tilhængere blandt studenter og akademikere med rødder i middel- og overklassen. I en så høj grad, at arbejdere ofte følte sig uvelkomne, fordi diskussionerne tit var meget abstrakte og svære at relatere til arbejdernes problemer.

Omvendt er der mange arbejdere, som stemmer på borgerlige partier. I 1970'erne profilerede det reaktionære Fremskridtsparti sig som landets næststørste arbejderparti. Og ved bestemte lejligheder har nazistiske partier i bl.a. Storbritannien og Frankrig hentet mange stemmer i arbejderkvarterer.

På den baggrund er det fristende at konkludere, at socialisme og klassekamp ikke har noget med hinanden at gøre — at socialisme handler om idealer, mens klassekamp handler om at forsvare særinteresser.

Det er dog nødvendigt at se ikke blot på folks ideer, men også på de materielle omstændigheder, der danner rammen om folks muligheder for at handle.

Den herskende klasses position er afhængig af, at den kan få andre til at udføre alt det kedelige, hårde og farlige arbejde for sig. Hele deres privilegerede position bygger på, at de gennem overtalelse, løgne eller fysisk magt kan tvinge arbejderne til at acceptere tingenes tilstand.

Enkeltindivider blandt kapitalister kan naturligvis have gode intentioner. Men presset fra konkurrenterne forhindrer dem i at lave grundlæggende om på forholdene i deres egen virksomhed.

Det kunne være en teoretisk mulighed, at alle kapitalister lod sig overbevise om, at ingen har nogen moralsk ret til at leve bedre end andre. De kunne beslutte, at al rigdom skulle fordeles ligeligt blandt fattige og arbejdsløse.

Men i praksis ser vi næsten aldrig kapitalister handle på den måde.

Hvorimod det tit går den anden vej - mange af 70'ernes velmenende socialister er endt med at indtage positioner som systemets trofaste støtter.

For arbejderne er situationen anderledes. Uanset hvor meget de accepterer systemets ideer og egoisme og individualisme, så er de underlagt et pres, som tvinger dem til at slutte sig sammen og kæmpe imod uretfærdigheder i systemet.

Organisationer

Alle steder i verden og på alle typer af arbejdspladser har arbejdere i et eller andet omfang dannet organiseringer, som direkte eller indirekte står i opposition til ledelsen.

Næsten alle steder er det slagord som "fællesskab", "solidaritet" og "sammenhold", der binder arbejdere og undertrykte sammen. Og symbolet for kampen er som regel den knyttede næve som tegn på vilje til at slå fra sig.

Så selvom det ikke er givet på forhånd, at de enkelte individer i en klasse også vælger den klasses ideologi, så findes der materielle omstændigheder, som på det overordnede plan gør, at arbejderklassens ideer går i retning af sammenhold og socialisme, mens kapitalisternes ideer går i retning af egoisme og undertrykkelse.

Det er på grund af denne overordnede tendens, at socialister altid fokuserer på arbejderklassens kamp – også selv om den aktuelle interesse i socialisme skulle være større i andre klasser end arbejderklassen.

Opdateret d. 24-09-98