DEN FARLIGE NATIONALISME

En undersøgelse viste for nylig, at mange mennesker har meget overdrevne forestillinger om kvaliteten af den danske velfærd.

På en række områder som sundhed, arbejdsløshed og flygtninge vurderede de udspurgte, at det danske samfunds tilbud er bedre end andre landes.

Den undersøgelse viser, at overklassen og medierne har succes med at bilde folk ind, at det danske samfund er verdens bedste.

Men den viser også, at nationalistiske, selvhævdende ideologier giver mennesker et vrangbillede af, hvordan verden i virkeligheden ser ud.

Det er et praktisk bevis for, at nationalisme ikke kan forsvares med, at det giver mennesker en identitet og en åbenhed overfor andre kulturer. Tværtimod er "den nationale stolthed" med til at nedvurdere andre kulturer.

En sådan national selvovervurdering er ikke et specielt dansk fænomen.

Tværtimod er det en fælles ideologi i mange lande, at landets særlige "mentalitet" er at være åbne, hjælpsomme og venlige.

Omvendt findes også den modsatte ideologi — janteloven — i mange forskellige udgaver. I USA skælder man fx ud på "loven om middelmådighed".

At begge ideologier findes som en slags national ideologi i alle lande viser, at alle lande har et fælles træk, som overskygger nationale forskelle, nemlig at det er kapitalistiske klassesamfund.

På den ene side er det vigtigt for magthaverne, at de holdninger om kollektivitet og solidaritet, som findes i arbejderklassen overalt i verden, bliver "oversat" til nationale værdier om åbenhed og hjælpsomhed.

På den måde kan magthaverne skjule, at kollektivitet og solidaritet grundlæggende opstår i arbejderklassens kamp for en mere retfærdig tilværelse.

På den anden side er janteloven i alle sine afskygninger nødvendig for at forsvare, at der er ulighed i samfundet, og at samfundets institutioner bruges til at favorisere overklassen.

Men selv om disse to ideologier er et fælles træk for de fleste samfund, så bliver de i hvert enkelt land pakket ind som en national ideologi, der gør, at hvert enkelt land opfatter sig som anderledes — og som bedre — end andre lande.

Rejser, øget brug af internet og studieophold i andre lande kan naturligvis opbløde den nationalistiske selvforherligelse og give flere mennesker indtryk af, at det nationale særpræg ikke er så særligt endda.

Men den nationalistiske ideologi er mere end nogle ideer, som magthaverne forsøger at holde i hævd. Nationalismen er også bundet til den sociale realitet, som alle mennesker befinder sig i. Og af den grund vil nationalismen ikke bare uddø som et levn fra fortiden.

Kapitalisterne er selv afhængige af, at de har en nationalstat, som kan give dem en vis beskyttelse i konkurrencen med andre. Hvordan nationalstaten skal udformes er et konstant slagsmål mellem forskellige grupper af kapitalister og kan gå både gå i retning af overnationale statsdannelser som EU eller opsplitning af gamle stater som i Østeuropa.

På den anden side har også arbejderklassen konstant blikket rettet mod deres nationalstat, fordi man er nødt til at tilhøre en eller anden stat for at kunne stille krav om arbejde, om sociale velfærdsgoder og om at undgå tilfældig undertrykkelse.

Det betyder, at den nationale selvhævdelse ikke kun er med til at forvrænge menneskers opfattelse af verden. Den kan vende sig imod staten og overklassen selv, hvis afstanden mellem ideologien og virkeligheden pludselig viser sig at være for stor for store dele af befolkningen.

Ideen om, at vi lever i "verdens bedste samfund" kan være et effektivt middel for overklassen til at sikre sig tilfredshed. Men det kan vende sig som en boomerang, når mennesker begynder at kræve løftet indfriet.

Opdateret d. 24-09-98