VIL TEKNOLOGIEN ÆNDRE SAMFUNDET?

I de sidste mange årtier har mainstream videnskaben hele tiden fundet på nye betegnelser for den tid, vi lever i — atomalderen, informationssamfundet, fritidssamfundet.

Det fælles for alle disse betegnelser er, at samfundet tilsyneladende har ændret sig automatisk som følge af teknologiske opfindelser. Et optimistisk syn på teknik og videnskab, som lover, at nutidens problemer kan løses inden for en kort årrække.

Men trods alle løfter om det modsatte har de teknologiske fornyelser ikke løst så væsentlige problemer som sult, forurening, krig og menneskelig fremmedgørelse. Det kan føre til den noget pessimistiske konklusion, at udviklingen af teknologien egentlig ikke repræsenterer noget fremskridt — hele historien er i bund og grund en dans på stedet.

Karl Marx havde en anden teori om forholdet mellem teknologisk fornyelse og samfundets forandring. En teori, som gør det muligt at betragte ny teknik som egentlige fremskridt uden at havne i en blind teknologisk determinisme.

I sin egen terminologi skelnede Marx mellem produktivkræfter og produktionsforhold. Hvor produktivkræfterne repræsenterede menneskets produktive kapacitet i form af teknik og videnskab, mens produktionsforholdene er betegnelsen for den måde, som menneskene indbyrdes er organiseret på i anvendelsen af produktivkræfterne. Altså en skelnen mellem den aktuelle teknologi og samfundets organisering.

Det væsentlige i Marx' teori er, at selv om der skelnes mellem produktivkræfter og produktionsforhold, så udvikler de sig ikke uafhængigt af hinanden. Tværtimod mente han, at man kunne opstille et bestemt mønster for samfundets udvikling op gennem historien, hvor der til hvert trin svarede et bestemt udviklingstrin af produktivkræfterne.

Han udtrykte det meget firkantet i et tidligt værk, Filosofiens elendighed: "Håndkværnen giver et samfund med feudalherrer, dampmøllen et samfund med industrielle kapitalister."

Men Marx mente ikke, at det var de teknologiske fornyelser, som i sig selv førte til grundlæggende forandringer i samfundet.

Tværtimod kunne samfundets indretning både spille rollen som en dynamisk ramme for udvikling af produktivkræfterne og være en hæmsko for dem.

Dette har vi fået demonstreret ved kapitalismens udvikling, der startede med store fremskridt i videnskab og teknik, en enormt hurtigt udbredelse af industrialiseringen og trods mange lidelser en generel forbedring af menneskets rigdomme og levestandard overalt, hvor kapitalismen trængte frem.

Men i de sidste 100 år er den generelle forbedring af levestandarden gået langsommere og langsommere — og hele tiden har kapitlismen skubbet problemer som sult, krig og fattigdom foran sig og i mange tilfælde gjort dem værre.

Denne ændring i udviklingen beskrev Marx således: "Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold [produktionsforholdene] om til at blive lænker for dem."

Men Marx' fortsættelse er vigtig: "Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner."

Revolutioner

Det centrale i dette er, at enhver samfundstype kun til en vis grænse fungerer som et fremskridt for menneskets udvikling. På et vist tidspunkt opstår der en situation, hvor de givne produktivkræfter kun kan udnyttes optimalt, hvis samfundet bliver organiseret på en ny måde — bliver revolutioneret.

Epoken med de store borgerlige revolutioner i 17-1800-tallet handlede om dette: at ændre samfundets indretning, så industrien kunne komme til fuld udfoldelse. Men det krævede, at den gamle feudaladel blev skiftet ud med en ny herskende klasse, det kapitalistiske borgerskab.

Vi har i en årrække stået i en lignende situation, hvor teknologien på den ene side lover en løsning på samfundets store problemer, mens på den anden side markedsøkonomien og samfundets opsplitning i klasser gør det umuligt at udnytte mulighederne.

En alternativ organisering af samfundet omkring planøkonomi og arbejderkontrol kunne udnytte teknologiens enorme potentiale — men den organisering kan teknikken ikke skaffe af sig selv.

Opdateret d. 24-09-98