BASIS OG OVERBYGNING

"Disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den relle basis, hvorpå der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer."

Med denne kontroversielle erklæring fra 1859 fastslog Karl Marx, at hans teorier ikke kun var en kritik af kapitalismen som et økonomisk system.

Tværtimod var hans grundlæggende samfundsteori universelt gældende for alle samfundstyper, og han slog fast, at der var en direkte forbindelse mellem produktion, økonomi, politik, jura, kunst osv.

Det kontroversielle lå i, at Marx så økonomien — "den reelle basis" — som bestemmende for politik, jura og ideologi — "overbygningen."

Han skrev direkte: "Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet."

Mange har kritiseret teorien for at gøre mennesket til slaver af økonomien, uden kontrol over den og i længden uden ansvar for samfundets udvikling.

Men dette var ikke pointen hos hverken Marx eller Engels. De understregede, at økonomien først i sidste instans var bestemmende for menneskets bevidste handlinger.

"Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet," skrev Engels. "Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende og absurd frase."

Teorien om forholdet mellem basis og overbygning skulle ikke bruges til at reducere alle ideer til mekaniske reaktioner på økonomiske forhold. De mente tværtimod, at ideer i allerhøjeste grad er med til at fastlægge menneskers handlinger.

Der var to andre formål med teorien.

Det første var at fastlægge, at den økonomiske basis sætter nogle bestemte grænser for den politiske og ideologiske overbygning.

Forstået på den måde, at der ikke gennem længere tid kan være en fundamental modsætning mellem basis og overbygning.

For eksempel kan en moderne kapitalistisk økonomi ikke eksistere side om side med en antikapitalistisk lovgivning, der forbyder kapitalister at tjene profit på lønarbejdet. De to sider må i længden bringes i overensstemmelse med hinanden, enten ved at ændre lovgivningen eller ved at ændre forholdene i den økonomiske basis. I dette tilfælde ved at afskaffe kapitalismen.

Ude af takt

Det andet formål med teorien var at sige, at basis og overbygning ikke udvikler sig i samme takt. Om dette skrev Trotskij:

"Samfundet forandrer ikke sine institutioner, efterhånden som behovet opstår, på samme måde som en håndværker forandrer sine redskaber. Tværtimod tager samfundet faktisk de institutioner, det er behængt med, som givne én gang for alle."

Pointen er, at inden for rammerne af et økonomisk system, fx kapitalismen, vil der ske en gradvis udvikling i samfundets produktion. Faktorer som produktionsmetoder, teknologi og arbejderklassens sammensætning vil løbende blive forandret.

Men samfundets politiske institutioner og ideologier vil ikke følge med i samme tempo. Tværtimod vil tendensen være, at de over tid halter bagefter.

Det er dette misforhold mellem udviklingen i samfundets basis og dets overbygning, der kan forklare, hvorfor kapitalistiske samfund med jævne mellemrum rystes af dyb social uro.

Et sådant misforhold var baggrunden for 1968-oprøret. I årene forud havde samfund som det danske ændret karakter: folk var taget fra landet ind til byerne, kvinder kom i stort antal på arbejdsmarkedet, antallet af studerende blev tredoblet.

Men forandringerne skete, uden at samfundets ideer og institutioner fulgte med. Og det betød, at da først oprøret startede, så begyndte ideerne at ændre lynhurtigt og i stor skala og blev til et opgør med hele det kapitalistiske system.

Opdateret d. 9-10-97