STATEN SKAL BEKÆMPES UDEFRA

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen har berettet om, hvordan Danmarks største kapitalist, Mærsk McKinney-Møller, en gang i 1970'erne sagde til ham: "Jeg håber, at De er min statsminister."

I den sætning fik Anker Jørgensen præsenteret alle reformisters grundlæggende problem — at det statsapparat, som de ønsker at bruge som redskab til at forbedre arbejderklassens levevilkår med, i bund og grund kontrolleres af den økonomisk herskende klasse.

Det er reformisternes manglende evne til at løse det problem, som gennem reformismens 100-årige levetid har skubbet de dominerende socialdemokratiske partier længere og længere til højre.

Så langt til højre, at Socialdemokratiet i dag helt har droppet ideen om at reformere samfundet og i stedet kalder sig et "middelklasseparti."

Socialdemokratiske regeringer har ganske vist forsøgt sig med mere radikale reformer. Men de er hver gang blevet bremset af den kapitalistklasse, der ser statsapparatet som sin ejendom.

For eksempel blev den franske præsident Mitterand i begyndelsen af 1980'erne tvunget til at opgive sine reformer, da kapitalen truede med valutakrise og et muligt børskrak.

Endnu værre gik det for den chilenske præsident Allende, som i de tidlige 1970'ere forsøgte at gennemføre parlamentariske reformer til fordel for arbejderklassen.

Allende blev mødt af voldsom økonomisk sabotage, og i sidste ende organiserede den chilenske storkapital i samarbejde med militæret et blodigt militærkup, som dræbte ikke blot Allende, men titusinder af andre socialister.

Det er ikke mindst den chilenske erfaring, der viser, at reformismen ikke er den "langsomme og fredelige vej" til socialisme, men den blodige vej til socialismens nederlag.

Der er to grunde til, at kapitalen med alle midler vil forhindre, at den mister kontrollen over statsapparatet.

Den første grund er, at det er gennem statsapparatet, at kapitalen kan få løst en række opgaver, som de enkeltstående firmaer ikke selv kan løse.

Det handler om opbygning af infrastruktur og om at uddanne og vedligeholde arbejdskraften. Og det handler om at opretholde et overordnet finansvæsen, der kan sikre, at handel med varer kan forløbe gnidningsløst.

Især når det handler om arbejdskraftens uddannelse og levevilkår kan der opstå situationer, hvor det kan se ud som om, at kapitalen har fælles interesser med arbejderklassen. Kapitalisterne er generelt set ikke interesserede i, at deres arbejdere dør af sult eller sygdomme, eller at de på grund af manglende uddannelse ikke kan betjene maskinerne.

Det er dette tilsyneladende interessesammenfald, som får reformister til at tro, at de faktisk opnår resultater gennem det parlamentariske arbejde. I virkeligheden har de kun indflydelse, så længe de adlyder kapitalens overordnede behov.

Den anden grund til kapitalens stærke interesse i statsapparatet er, at statsmagten også fungerer som det vigtigste redskab til at opretholde social kontrol. Gennem hele kapitalismens historie har politi og militær talrige gange bekæmpet strejker eller arbejderopstande.

Uden det statslige voldsapparat ville kapitalen være chanceløs overfor arbejderklassen. Og det er ikke mindst derfor, at kapitalen med al magt vil bekæmpe forsøg på at vriste statsmagten ud af dens kontrol.

Det er derfor en naiv illusion og i modstrid med historiens erfaringer at tro, at reformismen og forsøg på at opnå indflydelse gennem parlamentarisk arbejde kan føre til andet end tilpasning.

Den kapitalistiske stat kan ikke reformeres indefra — den skal bekæmpes udefra.

Opdateret d. 24-10-97