VARENS DOBBELTKARAKTER

Mange, som har givet sig i kast med Karl Marx’ hovedværk, “Kapitalen”, er blevet overrasket over bogens start.

Marx lægger ikke ud med en sønderlemmende kritik af kapitalismens forbrydelser og udbytning, men med en gennemgang af det, han kalder “varens dobbeltkarakter”.

Men netop i dette afsnit gemmer sig et af de vigtigste bidrag til at forstå, hvor grundlæggende kapitalismen påvirker alle sider af vores liv.

I det første kapitel skriver han:

“Som brugsværdier er varerne først og fremmest af forskellig kvalitet, som bytteværdier kan de kun være af forskellig kvantitet og indeholder altså ikke et atom brugsværdi.”

Med begrebet “varens dobbeltkarakter” menes altså, at alle varer under kapitalismen har to sider:

Dels brugsværdien, som tilfredsstiller et eller andet menneskeligt behov, hvad enten det er naturligt eller kulturelt betinget. Dels bytteværdien, som giver en målestok for, at forskellige varer kan udveksles med hinanden.

Denne dobbeltsidighed betyder, at der i hver eneste vare er indbygget en konflikt.

På den ene side vil forbrugeren af varen være mest fokuseret på, hvilket konkret behov, den opfylder, dvs. dens brugsværdi.

På den anden side vil producenten — kapitalisten — være interesseret i, at hans produkter bliver valgt af forbrugeren frem for konkurrentens, dvs. varens bytteværdi.

Dette modsiger teorien om “den politiske forbruger”, som hævder, at producenterne mekanisk efterlever forbrugernes krav.

I virkeligheden er forholdet mere kompliceret. Selv om producenten naturligvis er nødt til at fremstille varer, som forbrugerne vil have, så vil han konstant gennem selv de mindste forringelser af varens kvalitet forsøge at underbyde konkurrenterne.

Den langtsigtede tendens vil være, at varernes kvalitet daler, fordi det trods alt er kapitalisterne, der bestemmer, hvad der skal produceres.

Dette forklarer, hvorfor Jyllandsposten for nylig kunne påvise, at fødevarernes kvalitet er blevet dårligere midt i en periode, hvor der er fokus på økologi og kvalitet som aldrig før.

Men konflikten mellem brugs- og bytteværdi har langt videre konsekvenser.

Ikke mindst betyder den, at der fremstilles mange varer, som vi reelt ikke har brug for. Men gennem reklame og mode bliver vi overtalt til at købe ting, vi ikke har brug for, eller til at smide brugbare produkter ud, fordi de er “umoderne”.

Også mange politiske beslutninger bliver forvredet på grund af denne konflikt.

Mange politiske sager dybest set handler om at løse reelle problemer, men løsningerne bliver konstant undergravet af hensynet til, om det nu “kan betale sig”.

Selv i etiske spørgsmål slår konflikten mellem brugs- og bytteværdi igennem.

Etik handler om at finde fælles eller overordnede moralske værdier som ærlighed eller godhed, men alle værdier bliver konstant undermineret, fordi der altid er situationer, hvor det kan betale sig at lyve, stjæle eller være ond.

Løsningen på samfundets politiske og moralske krise handler dybest set om at elminere konflikten mellem brugsværdi og bytteværdi.

Det kunne faktisk lade sig gøre. Med vor tids tek-nologi er det muligt at producere alle de vigtigste brugsværdier i mængder, så der reelt er tale om overflod.

Det ville for disse produkters vedkommende gøre selve begrebet bytteværdi meningsløst. De ville simpelt hen ophøre med at optræde som varer på markedet.

Men lige præcis dette ville hive tæppet væk under de nuværende ejere af produktionsmidlerne — kapitalistklassen.

Så selv om marxismen teoretisk starter med varens dobbeltkarakter, så ligger det praktiske indhold i kampen mod kapitalismen.

Opdateret d. 29.1.00