[ Socialistisk Arbejderavis nr. 130 ]
Socialistisk Arbejderavis nr. 130
mar 1996

Socialistisk Arbejderavis hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 130

Udskriv artikel

 

Nr. 130

Side 1
· Bankerne stjæler vores penge

Side 4
· Et spind af løgne
· Stadig meget at kæmpe for

Side 5
· Terrorisme dur ikke

Side 6
· Proletarer i alle lande, foren jer

Side 8
· Styrk blokaden
· Apartheid i Israel

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Arbejderavis 130 – Side 5 – 7. marts 1996

Udskriv

Marxisme i hverdagen

Proletarer i alle lande, foren jer

af Martin Johansen

Karl Marx' og Friedrich Engels' kommunistiske manifest fra 1847 er stadig aktuelt. Deres analyse af kapitalismen og klassekampen kan ligesåvel bruges i vores tid

Da Karl Marx og Friedrich Engels i 1847 udarbejdede Det kommunistiske manifest, havde de næppe drømt om, at masser af mennesker 150 år senere kunne citere de indledende ord: "Et spøgelse går gennem Europa". Eller den afsluttende sætning: "Proletarer i alle lande, foren jer!"

Så på trods af alderen er Manifestet fortsat udgangspunktet for socialister for at forstå verden, og hvordan den kan laves om. Selv om Manifestet er mærket af sin alder, så indeholder det en så grundlæggende og skarp indsigt i kapitalismen og klassekampen, at skriftet aldrig er blevet overgået i klarhed og kan stadig læses med stort udbytte.

En af de mest grundlæggende – og omdiskuterede – sætninger i Manifestet er: "Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: Borgerskabet og arbejderklassen." Meningen med dette var ikke, at enhver indbygger var i enten den ene eller den anden klasse – en sådan påstand ville have været absurd i 1847.

[ Den franske revolution 1848 ]

"Et spøgelse går gennem Europa": Den franske revolution i 1848 var startskuddet til en revolutionær bevægelse, der fejede gennem hele Europa

Hvad Marx ville understrege var, at kampen mellem borgerskab og arbejderklasse er fundamental for kapitalismen. Under kapitalismen foregår al produktion på det grundlag, at der er en adskillelse mellem den klasse, som ejer eller kontrollerer produktionsmidlerne, og den klasse, der udfører arbejdet. Derfor er der i selve samfundets grundlag, produktionen, indbygget en permanent interessekonflikt, og denne konflikt former alle samfundets aspekter direkte eller indirekte.

Denne konflikt, klassekampen, er altså indbygget i samfundet. "Klassekamp" er ikke en måde at føre politik på eller en politisk holdning, som man kan vælge fra eller til – det er selve samfundets motor. Eller som Manifestet siger: "Alle hidtidige samfunds historie er klassekampens historie".

En anden af de centrale pointer i Manifestet bygger videre på denne opfattelse. For i arbejderklassen ser Marx ikke blot en klasse, hvis antal og politiske styrke er kraftigt voksende. Det er også den potentielt mest magtfulde samfundsklasse i historien, idet arbejderklassen ikke blot er i stand til at erobre magten over produktionen fra borgerskabet – den vil samtidig være i stand til at udrydde selve klassedelingen og dermed afskaffe enhver form for undertrykkelse.

Dette synspunkt bygger på, at arbejderklassens kamp nødvendigvis må være kollektiv. På nær enkeltstående undtagelser kan arbejderne ikke enkeltvis sikre sig fx lønforhøjelse. De er nødt til at slutte sig sammen. Og der kan slet ikke være tale om, at den enkelte arbejder kan opnå kontrol over produktionen som individ, for den moderne industri kan ikke deles op og udstykkes i millionvis af enkeltstående virksomheder. Derved adskiller arbejderklassen sig fra andre sociale klasser.

For eksempel er borgerskabets magt baseret på, at hvert enkelt firma ejer sin del af produktionsapparatet og tjener sit overskud på arbejdskraften. Og bønderne, som på Marx' tid var det store flertal i de fleste lande, havde nærmest det modsatte mål af arbejderklassen, nemlig at opdele de store godsejeres jord imellem sig i små, individuelle ejendomme.

Når arbejderklassen har erobret kontrollen over produktionen, så vil den på samme tid være både herskende og producerende klasse. Det betyder, at kontrollen over det overskud, der skabes i produktionen, kommer i hænderne på arbejderklassen selv. Derfor siger Manifestet: "I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling."

Men i modsætning til hvad mange har påstået, så mener Marx ikke, at arbejderklassens sejr over borgerskabet vil komme af sig selv. Tværtimod slår han fast, at samtidig med at kapitalismen forener arbejderklassen, så er kapitalismen også med til at splitte klassen. For den økonomiske konkurrence er ikke blot en konkurrence mellem firmaer; det er også en konkurrence mellem de enkelte arbejdere om at sikre sig de bedste jobs og de bedste lønninger.

Desuden har borgerskabet et vigtigt middel til at fastholde sin magt i og med at det også har kontrollen over den "mentale" produktion, det vil sige kontrol over massemedier, skoler osv. Det er det, der ligger i Marx' ord om, at "de herskende ideer er den herskende klasses ideer".

For at modgå den indbyrdes konkurrence og borgerskabets kontrol over ideerne er det nødvendigt, at arbejderklassen organiserer sig. I Manifestet beskrives, hvordan arbejderne spontant organiserer sig i fagforeninger. Men der er brug for mere end det: Det er også nødvendigt, at arbejderklassen organiserer sig i et selvstændigt politisk parti.

Det kommunistiske manifest indeholder ingen færdig definition af, hvordan et revolutionært parti skulle se ud. Det skyldes i høj grad, at datidens politiske partier normalt var ret små og løse organisationer sammenlignet med senere tiders massepartier.

Alligevel indeholder Manifestet en række vigtige kendetegn ved det revolutionære parti, omtalt som "kommunisterne". På den ene side har kommunisterne "ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser." På den anden side adskiller kommunisterne sig ved, at de er "den mest resolutte del, den del der driver de andre fremad".

Den første del betyder, at det revolutionære parti ikke er et parti for den ene eller anden del af arbejderklassen. Det er ikke et specielt "dansk" eller "tysk" parti, men et parti som varetager arbejdernes interesser på tværs af nationalitet, køn, race, religion osv. Det betyder også, at partiet må fremhæve de krav, som kan forene arbejderklassen på trods af alle mulige splittelser og pege på solidaritet med andre arbejdere vendt imod borgerskabet.

Den anden del indebærer, at det revolutionære parti ikke er et parti, der står hævet over arbejderklassen. Det er en del af arbejderklassen, som har til opgave at vinde indflydelse gennem sin indsats i den daglige klassekamp, og ved at det konstant rejser de generelle perspektiver i arbejderklassens politiske og økonomiske kamp. Med andre ord skal partiet tage del i de aktuelle kampe men uden at underlægge sig de begrænsninger, som lokale eller enkeltstående kampe altid vil have.

Der er ét spørgsmål, som ikke tages op i Det kommunistiske Manifest: spørgsmålet om reformismen. Ganske vist angriber Marx både i Manifestet og senere ideer om en gradvis overgang til et socialistisk samfund. Men det skete primært som et angreb på reformistiske ideer – ikke på reformismen som organiseret politisk tendens, der bygger på eksistensen af et stort lag af professionelle forhandlere af prisen på arbejdskraft, nemlig bureaukratiet i fagbevægelsen. Dette lag har en selvstændig interesse i at forhindre arbejderklassen i at gennemføre en revolution, idet arbejderklassens selvstændige aktivitet altid opleves af fagbureaukratiet som en trussel mod dets eksistens.

Marx' manglende holdning til reformismen kan naturligvis forklares med, at de socialdemokratiske massepartier og den gennemorganiserede fagbevægelse først opstod i 1880'er-ne og 90'erne. Ikke desto mindre undervurderede Marx og Engels reformismens styrke, da de mødte den i det tyske Socialdemokrati fra midten af 1870'erne.

Deres fejl bestod i, at de aldrig udviklede en fuld forståelse af forholdet mellem arbejderklassen og dens partier. For der er forskel på den reformisme, som er bredt accepteret i arbejderklassen, og den reformisme, som findes hos arbejderklassens ledere. Ideerne i arbejderklassen kan udfordres og forandres, når arbejderne går i kamp – dette pegede Marx og Engels selv på. Men bevidstheden hos lederne er langt mere sammenhængende og modstandsdygtige over for udfordringer.

Det var af denne grund, at senere revolutionære som Lenin pegede på, at de revolutionære må organisere sig i deres egne partier, som er fysisk adskilt fra de reformistiske.

Men opbygningen af de partier sker med dybe rødder i Marx' ideer, uanset at Marx ikke kunne forudsige den senere udvikling. Det gælder ikke mindst også i dag, at de revolutionære "opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter".

Det er ikke de revolutionære, der skaber klassekampen. Den er – med Manifestets ord – "en bevægelse, der foregår for øjnene af os". De revolutionæres mål er at være en del af den bevægelse – den del, som i kraft af sin organisation og ideer kan føre bevægelsen til en succesfuld revolution.

Det er de revolutionæres mål at blive opfattet som på Manifestets tid: "Der går et spøgelse gennem Europa – kommunismens spøgelse".

 

 

www.socialister.dk – 3. oktober 2022 kl. 10:53