![[ Socialistisk Arbejderavis nr. 202 ]](../saa/202/saa202.gif)
Socialistisk Arbejderavis nr. 202
mar 2002
Socialistisk Arbejderavis hjemmeside
Temasider
Nr. 202
Side 9
· Krig uden ende? (uforkortet)
Hovedmenu
Socialistisk Arbejderavis 202 – Side 9 – Marts-april 2002
Krig uden ende?
af Chris Nineham
Bush og Blair er ved at forberede krig mod Irak, men som Chris Nineham forklarer, risikerer de at fremprovokere en modstand, som de får svært ved at styre.
USA's trusler om ensidigt at optrappe krigen har sendt chokbølger verden rundt.. Ministre fra Frankrig, Tyskland, Canada og Japan, som alle er med i den vestlige alliance, har i alermerede vendinger advaret mod for tidlige amerikanske aktioner. I Storbritannien har avisen The Guardian, som normalt støtter New Labour, udtalt sig imod et angreb på Irak. Og inden for 2 uger efter at Bush holdt sin tale om "ondskabens akse" er der rapporteret om protester mod krigen i Japan, Iran og Sydkorea.
Men magthaverne i USA er enige om at trodse protesterne. Deres talsmænd bekymrer sig knapt nok om at kæde rækken af nye mål, som omfatter Iran, Irak, og Nordkorea, sammen med deres kamp mod terror-netværkene. Truslen om krig rettes nu mod alle regimer, der ikke indvilliger i USA's politik – og USA's allierede kan acceptere det eller lade være. Udenrigsminister Colin Powell, der i Washington-sammenhæng anses som moderat, indrømmede for nylig, at USA's allierede vil blive konsulteret angående planer om et "regime-skift" i Irak, men han tilføjede: "Vi er nødt til at holde muligheden for at handle alene åben." Deres arrogance er utrolig. Militære aktioner mod Irak forventes at finde sted efter at Irak har taget stilling til, om man vil lukke våben-inspektørerne ind. Men en USA-talsmand tilføjede: "Vi vil ikke tage ja som et svar."
Denne skræmmende udvikling bekræfter, hvad mange i anti-krigsbevægelsen har sagt fra starten: Vestmagterne har brugt det forfærdelige angreb den 11. september som en anledning til at forfølge videre geopolitiske ambitioner. Resultatet i Afghanistan viser det tydeligt. Krigen har ikke befriet landet, men tværtimod bragt en elendighed, man knapt kan forestille sig, til et land, der allerede var i knæ. En vurdering siger, at 8.000 uskyldige mennesker er blevet dræbt af vestligt militær, og ingen anfægter, at mange fortsat dør af den sult og de sygdomme, der følger efter krige.
På trods af denne desperate situation, og på trods af at den midlertidige regering allerede viser tegn på, at der foregår en morderisk intern fraktionskamp, så er den lovede genopbygningspakke ikke blevet til noget. Den midlertidige regering i Afghanistan har anmodet om hjælp for 45 milliarder dollars. Verdensbanken vurderer, at landet har behov for mellem 15 og 20 milliarder dollars de næste få år, hvis det skal løfte sig ud af "en situation, der er virkelig ekstrem". Hidtil er der kun blevet lovet 3 milliarder dollars.
For Pentagon har det derimod været en god krig indtil videre. Bortset fra hæderen ved ’sejr’ i Afghanistan, har USA fået mindst 13 nye baser og forlægninger i nabostaterne ud af det – herunder en enorm base i Khanabad i Usbekistan og et ’transport-center’ i Bishkek i Kirgisistan, der huser 3.000 soldater med jagere og overvågningsfly. Pentagon har allerede startet en periodisk udskiftning og rotation af tropper med det klare signal, at de har tænkt sig at blive. Høgene inden for administrationen har i årevis presset på for at få en militær tilstedeværelse i det centrale Eurasien. I 1998 vedtog den amerikanske kongres "Loven om Silkevejsstrategien" med det formål at få kontrol over de olieforsyninger, der snart vil blive tilgængelig i disse lande.
Operationen afslører, hvordan samspillet mellem militæret, statsfinanserne og storkapitalen er den centrale drivkraft i imperialismen. Fx har Bush, siden tropperne blev ’budt velkommen’ i Kasakhstan, belønnet den ikke-valgte regering med et løfte om 52 millioner dollars i hjælp, men kun på betingelse af, at en stor del af den bliver brugt på amerikanske våbensystemer. Ligeledes er Usbekistan blevet tilbudt 136 millioner dollars i amerikanske import-eksport bank-kreditter. Så våbenproducenterne i USA og andre får nye kontrakter og USA er velplaceret til at kontrollere olien og til at konkurrere med kinesisk eller russisk indflydelse i området.
Opmuntret af deres hurtige succes i Afghanistan og en ekstrabonus i form af en forhøjelse af militær-budgettet med 120 milliarder dollars kunne høgene ikke lade være med at kigge endnu længere fremad. De mener nu, at de har muligheden for at styrke deres overherredømme i Mellemøsten og for at tage fat i deres problemer på den asiatiske Stillehavsregion. Et vellykket angreb på Irak ville give åbenlyse gevinster. Saddam Husseins styre er blevet den symbolske test på USA styrke i området. Irak er en betydende olieproducent og er placeret i den vestlige del af "Silkevejen". Længere mod øst har USA længe haft bekymringer om Kina. Med de nuværende vækstrater på 7-8 pct. om året truer Kina med at blive den dominerende magt i Fjernøsten, og den seneste pagt med Rusland og nogle nabostater kunne udvide denne indflydelse mod vest. En militær tilstedeværelse i Sydkorea er afgørende for USA's strategi om at inddæmme Kina, og truslerne mod Nordkorea er beregnet på at sikre, at amerikanske tropper forbliver i Sydkorea. Imens er kampagnen mod Abu Sayyaf-terroristerne i Filippinerne (som er strategisk placeret på søvejen til det sydlige Kina) en nyttig sammenhæng, som kan bringe USA-tropper tilbage til landet, som de trak sig tilbage fra i 1992.
Militær magt
Dette er klart et kritisk øjeblik for USA's udenrigspolitik. Som Joseph Biden, formand for det amerikanske senats udenrigskomité, udtrykte det: "Den gode nyhed er, at vi er verdens eneste supermagt. Den dårlige nyhed er, at vi er verdens eneste supermagt." Ingen kan måle sig med USA's militær i form af rå våbenmagt, og det er teknologisk langt forud for alle konkurrenter. Når USA presser på med nye teknologier som ubemandede fly og missilforsvarssystemer, er selv de tætteste allierede i Europa i fare for ikke at kunne kæmpe sammen med USA. Uanset hvad fremtiden bliver for missilskjoldet, er den amerikanske krigsmaskines styrke allerede skræmmende. USA har næsten 1.000 strategiske kernevåben, 136 flådefartøjer i oversøisk tjeneste og en kvart million militært personel i udlandet, herunder 90.000 soldater i Østasien og Stillehavet.
Men USA-imperiet kan udfordres, i modsætning til hvad nogen på venstrefløjen mener. Imperialismen er faktisk et produkt af konkurrence. Grunden til at den vestligt-ledede globalisering har behov for våbenmagt er præcist fordi den møder udfordringer kloden over. Og selv massive våbenudgifter kan ikke garantere USA's magt. Enten vil andre magter blive tvunget til at følge med i konkurrencen, eller også vil de uforholdsmæssigt høje våbenudgifter ødelægge USA's økonomi.
Når den militære udvej er så tiltrækkende for det amerikanske establishment, så dækker det over mere akutte problemer. Sandheden er, at der er et misforhold mellem USA militære magt og dets økonomiske styrke. Efter 2. verdenskrig stod USA for omkring halvdelen af verdens produktion. Selv om det er steget igen på det sidste, er tallet i dag kun på omkring 30 pct. Historisk har USA vundet indflydelse i Vesten og andre steder gennem en kombination af pisk og gulerod. De milliarder af dollars, USA pumpede ind i det ødelagte Europa efter 2. verdenskrig, var afgørende for USA's evne til at genopbygge markeder og afværge social uro. Dets ondskab i Afghanistan efter krigen antyder, hvor meget tingene siden har ændret sig. Dets politik i forhold til økonomisk hjælp verden over fortæller den samme historie. Tal fra Verdensbanken viser, at USA's hjælp til udlandet er faldet fra over 0,5 pct. af bruttonationalproduktet i 1960erne til under 0,2 pct. i dag. Den holdning der er ved at udvikle sig, ser ud til at være den der så skræmmende blev sammenfattet af en Pentagon-repræsentant, som for nylig fortalte verden: "Vi gør ikke i fred".
En militariseret udenrigspolitik har store politiske omkostninger. Med undtagelse af den evigt loyale Tony Blair, føler USA's NATO-allierede sig klart sat uden for døren. De ved, at de ikke kommer til at spille nogen særlig rolle i Bush's krig mod "ondskabens akse". Det er i deres interesse at tale for en dialog-politik med de såkaldte slyngelstater. De er også oprigtigt bekymrede om, hvad virkningen af et angreb på Irak kunne være på andre regimer i Mellemøsten og globalt. Angrebene på Afghanistan udløste ikke storstilede regeringsfjendtlige protester i fx Saudi Arabien eller Pakistan. Men bitterheden er ikke forsvundet. Den saudiske kongefamilie er ekstremt nervøs for stigende intern opposition. I januar nævnte den for første gang muligheden for at smide amerikanske tropper væk fra saudisk jord. I februar blev sikkerhedsforanstaltningerne ved årets Haj, hvor op mod en million muslimer rejser til Mekka, øget massivt af frygt for protester.
Truslen om ensidige militære aktioner efterlader mange mellemøstlige regimer med meget få manøvre-muligheder. De ønsker de fordele, der kommer af at have et tæt forhold til USA, men de kan ikke tåle at blive set som støtter til direkte militær aktion. De iranske myndigheder gør alt hvad de kan for at udsende USA-venlige signaler, men sidste måned måtte de reagere på vreden mod USA ved at tillade, at den fejring af revolutionen, som normalt ikke er særlig markant, udviklede sig til en massiv fremvisning af modstand mod USA-imperialismen. I mellemtiden har krigen mod terror opmuntret den israelske regering til at optrappe sin undertrykkelse af palæstinenserne, hvilket yderligere øger spændingen i regionen. Som en unavngivet arabisk diplomat for nylig sagde det i Washington: "Det er en mareridtssituation for os. Vi føler, at amerikanerne vil kunne foretage sig meget drastiske aktioner, og vi er nødt til at være forberedt på en sådan realitet. Men den offentlige mening i gaderne vil ikke se dette som et velment forsøg på at skabe orden, men som amerikansk imperialisme."
Den offentlige mening er et reelt problem for dem verden over på grund af den økonomiske politik USA har stået for gennem de sidste 25 år. Storkapitalens globalisering har gjort næsten hver eneste afkrog på kloden til en del af verdensmarkedet, og har åbnet hidtil statsstyrede sektorer af økonomien for kommercielle interesser. Undervejs er især de vestlige multinationales magt og rækkevidde blevet massivt forøget. Men for de fleste andre verden over har det været en ødelæggende oplevelse. Den globale arbejdsstyrke er blevet mere end fordoblet siden 1965, men antallet af mennesker, der tjener mindre end 1 dollar om dagen er røget i vejret til over en milliard. Denne forarmelse kombineret med udsalget af helt centrale dele af den offentlige service har ført til tilbagegang i grundlæggende velfærdsindikatorer som sundhed, uddannelse, kost og forventet levetid i kæmpestore dele af verden fra Afrika syd for Sahara over Mellemøsten og Eurasien til mange dele af Latinamerika.
Trods ti års økonomisk opsving i USA, har nyliberalismen været en negativ oplevelse for de fleste, selv i de centrale kapitalistiske lande. Den gennemsnitlige realindkomst er ikke steget i USA gennem de sidste 15 år på trods af at arbejdstiden er steget massivt. Udhulingen af den sociale sikkerhed og af sundheden betyder, at millioner af mennesker ikke har noget sikkerhedsnet. De tætte bånd mellem et aggressivt erhvervsliv og en føjelig stat er altid i fare for at komme ud i offentligheden, som det skete med Enron-skandalen.
Det er disse erfaringer, der skabte den anti-kapitalistiske bevægelse i både Nord og Syd. Og trods magthavernes ønskedrømme var 11. september ikke i stand til at afspore bevægelsen. Faktisk forstod de fleste aktivister, efter nogle steder at have været desorienteret i starten, både farerne og den reelle dynamik bag krigen mod terror, og vendte sig klart mod den. Dette blev demonstreret i begyndelsen af februar, hvor i samme weekend 10.000 marcherede mod militarisme i München og kæmpestore anti-kapitalistiske forsamlinger i New York og Porto Alegre i Brasilien satte modstanden mod krigen i centrum for deres protester.
Lavkonjunkturen i USA og Europa og den økonomiske stagnation i Japan kan kun forstærke utilfredsheden. Dette indebærer så muligheden for at den egentlige anti-kapitalistiske bevægelse kan forbinde sig med langt bredere kræfter, specielt de organiserede arbejdere. I nogle lande er den proces allerede i gang. I Italien har de "sociale forum'er", der opstod ud af Genova-demonstrationerne, hjulpet med til at skabe en stor ny venstrefløj med virkelige rødder i arbejderklassen. Det er også meget sigende, at MST, de jordløse landarbejderes bevægelse i Brasilien, deltog med store sektioner af deltagere i Porto Alegre-demonstrationerne.
På denne baggrund ser USA's drejning mod en militariseret udenrigspolitik mere risikabel ud. Selv på kort sigt vil øgede våbenudgifter kun yderligere undergrave sammenhængskraften i samfundet – i USA er de sociale udgifter allerede blevet beskåret som et direkte resultat af at man har villet øge våbenudgifterne.
Og der er også andre farer indbygget i USA's høgeagtige nye selvtillid. De seneste militære eventyr blev givet en nøje designet ideologisk indpakning. Desert Storm i 1991 var en reaktion på Iraks invasion af Kuwait, interventionen på Balkan blev serveret som en humanitær krig, og angrebet på Afghanistan kunne præsenteres som en forståelig reaktion på angrebene på Pentagon og World Trade Center. Nu er der imidlertid svært at se den ideologiske berettigelse af deres næste angreb i andet end ren og skær aggression.
Henry Kissinger gav et eksempel på den nye ånd af åbenhed, da han for nylig indrømmede i Korean Times, at "Spørgsmålet er ikke, om Irak var involveret i terrorangrebet på USA, selv om der uden tvivl var efterretningskontakter mellem Iraks efterretningsvæsen og en af de ledende konspiratorer. Problemet med Irak er i bund og grund geopolitisk." Camp X-Ray er også et produkt af den nye åbne, aggressive stil. De fotografier, myndighederne jævnligt udsender fra Guantanamo kan kun have ét formål – at vise, at USA er indstillet på at bruge skrækindjagende barbariske metoder mod enhver, der tør gå til modstand.
Også i praksis kan et angreb på Irak meget vel vise sig at være i en noget anden størrelsesorden end angrebene på de taleban'er, der både var dårligt bevæbnede og ikke havde nogen folkelig støtte. Der findes ikke nogen lokale styrker, der kan angribe Irak på vegne af USA, og den ledende amerikanske høg, Richard Perle, anslog for nylig, at en invasion kunne presse Saddam Hussein til at bruge biologiske våben. Han anslog, at det ville være nødvendigt med op mod 200.000 amerikanske tropper for at kunne angribe på landjorden.
En Strategic Forecast-analyse siger, at der stadig er nervøsitet omkring denne mulighed i Washington, så meget at udenrigsministeriet tilsyneladende modsætter sig Pentagons konfrontatoriske linie. I stedet går de efter et kup i Irak, der skal vælte Saddam Hussein, hvilket de ser som "den stilfærdige løsning, som vil give de færreste dønninger i Mellemøsten og resten af verden".
Uanset hvilken mulighed de vælger, vil modstanden mod en udvidelse af krigen mod terror sandsynligvis blive massiv. Med den nuværende stemning i Washington ville det være tåbeligt at forlade sig på overtalelsesevnerne hos USA's hidtidige allierede. Men det at ministre i Europa og andre steder udtaler sig mod krig vil opmuntre anti-krigs-aktivister overalt. Her i Storbritannien tegner det til, at regeringen vil fortsætte sin slaviske støtte til et hvilken som helst USA-eventyr med den begrundelse, at man indefra kan have en modererende indflydelse. Ingen køber længere det argument, og hvis USA går til angreb med støtte fra Blair, vil der blive uro i Labour-partiet. Anti-krigs-følelser kan meget forbinde sig med den stigende spænding mellem fagforeningerne og New Labour. En række fagforbund tog afstand fra direkte støtte til angrebet på Afghanistan. Privat har en række fagforeningsledere udtrykt alvorlig tvivl ved denne operation. Mere vigtigt er det imidlertid, at aktivister har haft meget nemt ved at overbevise menige fagforeningsmedlemmer om at være mod krigen.
At slå Taleban er én ting – at håndtere massiv hjemlig modstand er en helt anden. Vietnam-krigen viste, hvordan kombinationen af lokal modstand og en hjemlig anti-krigs-bevægelse kunne stoppe USA, mens landet stod på højdepunktet af sin magt. Mens USA sorgløst giver sig i lag med flere og flere af sine modstandere, risikerer de at skabe en global bevægelse mod krig. Og fordi krigen er så tæt knyttet til vestlige kommercielle interesser, kan den hurtigt blive til en bevægelse, der generaliseres til at være imod hele systemet. Det er socialisters opgave at opbygge denne bevægelse så bredt og så energisk som muligt, og samtidig kæde den sammen med modstanden mod storkapitalens magt og privatiseringer på hjemmebanen. George Bush kan endnu nå at fortryde den dag han sagde: "I er enten med os eller imod os."
Oversat af Jørn Andersen fra Socialist Review 261, marts 2002, side 10-13.
En forkortet og bearbejdet udgave af artiklen blev bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 202, marts 2002.