![[ Socialistisk Arbejderavis nr. 21 ]](../saa/021/saa021.gif)
Socialistisk Arbejderavis nr. 21
aug 1986
Socialistisk Arbejderavis hjemmeside
Temasider
Nr. 21
Side 10
· Den spanske borgerkrig – 50 år efter
Hovedmenu
Socialistisk Arbejderavis 21 – Side 10-11 – august 1986
Den spanske borgerkrig – 50 år efter
De politiske våben stærkest
af Dorte Lange
Spanien fik sin første regering med arbejderdeltagelse i 1936, Folkefronts-regeringen. Præcis som det ville ske herhjemme idag var den ikke istand til at styrke arbejderklassens kamp for socialisme – men smadrede derimod arbejderopstandene mod fascismen.
Kampen vil altid stå mellem arbejdernes magt over deres egen hverdag på den ene side – og borgerskabet, fabriksejere og godsejere på den anden.
Folkefrontsregeringen, som kom til magten i februar '36, var meget bredt sammensat. Fra det yderste højre, over liberalt borgerskab til socialister og kommunister. Ikke destro mindre blev denne regering båret frem til magten af en kraftig aktivitet i arbejderklassen.
Generalstrejker i Madrid og flere andre store byer, fabriksbesættelser og gadekampe tvang store dele af borgerskabet væk fra deres støtte til monarkiet – og de måtte danne republikken.
Den nybagte regering ledet af premierminister Azana kunne ikke standse arbejderklassens aktivitet. Selvtilliden havde fået et ekstra skub ved den nye regerings valgsejr. Arbejderklassen ventede ikke på de lovede reformer fra folkefronts-regeringen, men åbnede fx. selv fængslerne og frigav de politiske fanger. Azana måtte hurtigt legalisere dette, for at det skulle se ud som om, regeringen kontrollerede situationen. Det gjorde den imidlertid i mindre og mindre grad.
Borgerskabets højrefløj – godsejere og fabriksejere – blev mere og mere utålmodige med regeringen, der ikke kunne styre arbejderne og dermed sikre en stabil produktion. Det er forklaringen på, at det ellers så "liberale" og "demokratiske" borgerskab så passivt bifaldende til, da general Franco startede et fascistisk oprør i juni `36.
Arbejderne organiserer
Regeringen var også tøvende med at gå til modværge. Men det var arbejderklassen heldigvis ikke. Arbejderne havde oplevet forbedringer på grund af deres aktivitet, som de ikke godvilligt ville lade gå fra sig. Derfor organiserede de en massiv modstand, der reelt holdt Franco stangen.
Modstanden blev orgsaniseret i arbejdermilitser opbygget udfra de arbejderråd, der blev dannet under fabriksbesættelserne. Derfor betød krigen mod Franco andet end blot at forsvare republikken. Den betød også at arbejdermagten blev styrket.
Arbejderne havde reelt kontrollen over Barcelona, hovedstad i Katalonien, og det var arbejderne i Madrid, Valencia, Asturien og Malaga, der standsede fascisterne.
Politiske svar det bedste våben
Det er værd at bemærke, at arbejderne begyndte kampen mod fascisterne uden tilsagn fra den centrale regering i Madrid eller delstatsregeringerne. Arbejderne var også nægtet våben af regeringerne. Men arbejderne kunne kæmpe næsten uden, for de mest effektive våben mod de meninge soldater i Francos hær var de politiske.
Da arbejderne mødte fascisternes hær i Barcelonas gader, var det med meget sparsomme våben. Det, der gjorde udslaget, var talerne til soldaterne: "Hvorfor skyder I jeres egne brødre?" "Støt den revolution, der er igang." Arbejderne vandt den politiske kamp – og derved den militære.
Arbejdermagten suveræn lokalt
Der fulgte nu nogle måneder med reel arbejdermagt i de delstater, hvor Franco var slået tilbage, specielt i Barcelona. Forfatteren George Orwell beskriver det i Hyldest til Catalonien: "Der var revolutionære plakater overalt højtalere brølede revolutionære sange. Folk på gaden var alle klædt som arbejderklassen eller i militsuniform."
I løbet af en uge var transportvæsnet og industrien i hænderne på arbejderkomiteerne. Størstedelen af arbejdene var organiseret i CNT, en anarkistisk ledet fagforening, og herfra blev de forskellige arbejderkomiteer dannet. Den gamle måde at organisere hære på var ubrugelig i den nye situation, og der blev dannet militskomiteer for at træne masserne. Alle kommunale forvaltninger blev overtaget af arbejderkomiteer.
Den gamle statsmagt var sat ud af spillet og erstattet af arbejderklassens egen forvaltning af deres liv og deres forsvar af revolutionen.
Selvom arbejdermagten var suveræn lokalt, eksisterede rammerne for statsmagten stadig – den eneste centrale magt i Spanien. Arbejdermagten var ikke koordineret. Der var altså tale om en dobbeltmagtssituation mange steder. En uholdbar situation, som måtte ende med den ene magts sejr.
Revolutionen udsat
Den borgerlige stat, der før var magtesløs, fik nyt liv, da Caballero, lederen af Socialistpartiets venstrefløj, lod sig vælge til premierminister. Caballeros fløj var under påvirkning af massebevægelsen rykket meget til venstre, og Cabballero udtalte før han blev premierminister, at folkefronts-regeringen måtte fratages magten og proletariatets diktatur indføres.
Efter valget skete der noget andet. Caballero begyndte genetableringen af den gamle stat. Han opbyggede en central hær efter borgerlige principper med hieraki, privilegier og disciplin. I skarp modsætning til de demokratiske arbejdermilitser, hvor ingen var mere end andre. Samtidig med opbygningen af hæren blev arbejdermilitserne nedprioriteret og hetzet.
Alt dette skete under nye politiske toner fra Caballero: "Kampen mod fascismen er den vigtigste opgave – alle andre er underordnet denne." Revolutionen måtte altså vente.
Demobilisering
Det førte til demobilisering i arbejderklassen at arbejdermilitserne – selve nerven i arbejdermagten og modstanden mod Franco – mødte modstand.
Kampen mod Franco fortsatte, men hvor man før havde kæmpet for at forsvare sin egen revolution, blev der nu agiteret for at forsvare den borgerlige stat. For det borgerskab der havde været tøvende og sløvt i kampen mod Franco. Arbejderklassen mistede tilliden til, at deres kamp og sejr ville betyde deres egen overtagelse af magten. Det politiske våben var skrottet.
De utallige revolutionære arbejderkomiteer blev erstattet af kommunale råd, og arbejderkontrollen med forvaltningen af samfundet og den militære modstand mod Franco blev svækket.
Caballero beordrede militær mod de strejkende telefonarbejdere i Sevilla. Hans regering kunne ikke tåle at blive kompromitteret af den generalstsejke, der startede i sympati – derfor måtte strejken slås ned.
Caballero kunne gøre, hvad borgerskabet ikke kunne. Han kunne genopbygge den borgerlige stat fordi han havde massernes tillid. I maj '37 var det centrale statsapparat så stærkt, at borgerskabet kunne overtage det, og fordrive de sidste rester af revolutionen.
Til dette arbejde fik borgerskabet dygtig hjælp af stalinisterne i kommunistpartiet, som i alliance med småborgerskabet angreb arbejdernes organisationer. En del af de våben, der blev sendt fra Moskva, blev brugt af politiet mod arbejderne – istedet for at blive sendt til fronten.
Caballero banede altså vejen for kontrarevolutionen ved helt tydeligt at tage ansvar for den borgerlige stat. Det tvang ham nemlig til at bremse revolutionen for at være en troværdig statsleder overfor det udenlandske og nationale borgerskab.
Dobbeltmagtssituationen i sommeren '36 skulle have været udnyttet til arbejdernes fordel. Arbejdermagten skulle centraliseres og dermed styrkes, og den gamle statsmagt, hul som den var, skulle smadres. Den nye statsmagt skulle bygges på de arbejderråd og militser, der var under direkte arbejderkontrol.
Men ingen pegede på det.
Til venstre for Caballero stillede anarkisterne og POUM sig med den ene fod i statsmagten og den anden i arbejdermagten. De deltog i den Katalanske regering, Generalidad. POUM var en socialistisk organisation til venstre for stalinisterne og Caballero.
POUM gik ind i Generalidad med krav om, at der skulle indkaldes delegeretmøde til stiftelse af en arbejder/bonde-regering. Men arbejdermagten dannes ikke fra toppen. For at opbygge den, må man styrke og udvide de arbejderråd, der allerede er udviklet. Arbejderne skal overbevises om nødvendigheden af kamp og sejr over den gamle statsmagt. Heri består de revolutionæres opgave.
Sad fast i staten
POUM sad dog allerede for godt fast i statsapparatet, da konfrontationen kom og var ikke uafhængige nok af det til at pege på dets ødelæggelse.
Både anarkisterne og POUM gik i Generalidad ind på at forbyde enhver våbenbesiddelse udover regeringshæren. Det var i sig selv en svækkelse af arbejdermagten.
Hvordan kan det nu være, at anarkisterne, der havde ledet arbejderopstandene og arbejdermagten via fagforeningen CNT, gik ind i statens rolle og smadrede arbejdermagten?
Anarkosyndikalisterne i Spanien nærede, ligesom andre anarkister og syndikalister generelt gør, en sådan afsky for centraliseret magt, at de ikke opfordrede arbejderne til at tage den, da de kunne have gjort det. For dem er en hvilken som helst statsmagt af den onde.
Det er sundt nok at være imod den borgerlige stat. Den er et redskab for borgerskabet til at bevare kapitalismen og en garanti for, at arbejderklassen fortsat kan udbyttes.
Men uden perspektiv om at ville smadre den borgerlige stat ved at støtte den modmagt der skal styrte og erstatte den, nemlig en koordineret arbejdermagt, bliver anarkismen og syndikalismen til et tredje hjul på borgerskabets vogn. Anarkisterne lod bevægelsen blomstre, men gav den ingen retning, intet mål.
For Franco var det rimeligt let at tage sejren hjem, da først kontrarevolutionen var gennemført og arbejderklassen passiviseret.
De, som ønskede et nederlag til arbejderklassen, var det spanske og internationale borgerskab. Heriblandt den herskende klasse af partiembedsmænd i Moskva. De brugte deres indflydelse i dele af arbejderklassen via kommunistpartiet og kæmpede for borgerligt demokrati istedet for socialisme, for at sikre goodwill mellem Frankrig, England, USA og Sovjet.
Revolutionært svar
Hvis de revolutionære svar – smadring af staten og opbygningen af en arbejderstat fra neden havde været tilstede i form af en revolutionær organisation, kunne revolutionen være fortsat og problemer med våben kunne være løst, som de blev det i den første modstand mod Franco.
Hvis de politiske våben havde været stærkere, kunne revolutionen have fået et betydeligt skub i hele Europa som et sidste forsvar mod fascismen.