International Socialisme nr. 7
feb 1994

International Socialisme hjemmeside

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

Temasider

Temaer

Indhold nr. 7

Udskriv artikel

Nr. 7

Side 2
· Indhold + Introduktion: Mellem fattigdom og strejker

Side 5
· Europa efter Maastricht - hvad nu?

Side 15
· SF og socialismen

Side 23
· Ghettoer og integration

Side 28
· Danmark set fra "den anden side"

Side 30
· Den danske syge - nationalismen

Side 33
· Lidt anderledes politikererindringer

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

International Socialisme – Nr. 7 – Forår 1994 – Side 28

Danmark set fra "den anden side"

Tyrkiske Danmarkshistorier
A. Brabrand
Mellemfolkeligt Samvirke, 1993. 94 sider.
kr. 120,-

Här behövs en Hitler. Der blir ingen ordning i landet, förran han kommer. Han var lite hårdhänt mot judarna – inte så sympatisk, men å andre sidan skadada det inte, att de hölls efter. Ty att judarna stod bakom, det var ju tydligt. Vad de egentligen stod bakom blev inte utrett, men bakom stod de.

Sådan skrev den svenske revykunstner og anti-nazist, Karl Gerhardt, i sin dagbog i begyndelsen af Anden Verdenskrig, som en kommentar til svenskernes Hitlerfølgagtighed.

Men bakom stod de. Det kunne såmænd også være en kommentar til nutidens indvandrerdebat – læs hetz. Indvanderer og flygtninge er et problem siges det. De er et problem, hvis de samler sig i bestemte kvarterer i de store byer. De er også et problem, hvis de slår sig ned i små landbyer.

Ja, efterhånden er det gentaget så ofte, at indvandrerne er et problem, at det ikke længere er nødvendigt at begrunde det – men et problem det er de. Det er selvfølgelig også en stor fordel at det er sådan, for alle de, der har forsøgt at vise hvori problemet består har haft stort besvær.

De har talt om, at indvandrerne ikke har villet lade sig integrere i det danske samfund, og det de har ment er tvungen assimilation.

De har talt om, at de "fremmede kulturer" var et problem, og det de har ment er, at deres egen er alle andres langt overlegen.

De har talt om at få en fordomsfri debat, og det de har ment var at få ret til at hetze mod indvandrerne.

Nu har en gruppe tyrkiske og danske langtidsledige i Århus lavet et projekt, hvor de har interviewet en række indvandrere, om det at komme til Danmark, og om det at bo, arbejde og begå sig i Danmark.

Det har resulteret i bogen Tyrkiske Danmarkshistorier, udgivet under pseodonymet A. Brabrand, hvori godt tyve mennesker, med oprindelse i den del af verden der går under navnet Tyrkiet, hver fortæller deres lille historie.

Bogen er ikke en politisk bog eller en debatbog, i den forstand at den analyserer og trækker argumenter frem.

Men hvor er det oplivende at læse en bog, der hverken er nedgørende eller patroniserende, og som samtidig, i en ubearbejdert form, leverer argumenter i massevis.

Det "danske paradis" og den "danske kultur", som vi i tide og utide belæres om, at der skal en effektiv grænsekontrol til for at beskytte mod de "horder" der står på spring, blegner en hel del.

Set med tyrkiske øjne er "vores" kultur knap så uovertruffen, og ganske vidst havde de fleste hørt om "paradiset" – men hvor de græd, de fleste af dem, da de skulle rejse til det.

I starten ønskede vi allermest at rejse hjem igen. Men det kunne vi ikke, for pengene, vi havde medtaget fra Tyrkiet, var ved at slippe op. Vi var flyttet til et fængsel. Et fængsel vi selv havde betalt for at komme ind i.

Sådan siger én af dem, og en anden siger:

Jeg var uden sprog. Følte mig som et dyr, der bare skulle trække læsset for menneskene. Men har dyrene alternativer? De ved jo, hvor maden kommer fra.

Sidstnævnte sætter samtidig postulatet, "de gider jo ikke lære dansk", ind i et fint relief.

På samme måde afdækkes myten om "kultursammenstød", som det den er: Kulturel adskillelse – udelukkelse.

Der bliver således intet hverken mystisk eller fordækt i, at man vælger at bo i nærheden af folk man føler man kan fungere sammen med.

Når man længe nok har følt sig betragtet som "dem", så er der intet mærkeligt i at man søger derhen, hvor man kan føle sig som en del af "os".

Mange af de interviewede giver udtryk for at de føler sig lige fremmede i Tyrkiet og i Danmark. Men samtidig er det også en ond cirkel, der bekymrer flere, fordi:

... tyrkerne presser hinanden til at holde fast i gamle mønstre og traditioner, som ikke engang findes i Tyrkiet længere.

Ud over de elendige bolig- og arbejdsforhold de fleste har oplevet, så er kulturen et vigtigt omdrejningspunkt i bogen. Men der er meget langt til de mere eller mindre racistiske postulater.

Det fremgår af interviewene, at jo bedre en indvandrer er blevet modtaget og faldet til, jo mere åben er han overfor andres kultur. Som én siger:

... vi prøver at tage det bedste fra de to kulturer og samle godbidderne på midten.

Det gode ved den slags argumenter er, at de ikke fremlægges som undskyldninger, men som noget ganske naturligt.

Derved er de også med til at underbygge flere socialistiske argumenter.

Dels at integration ikke drejer sig om at tvinge mennesker til at leve anderledes end de ønsker, men om at de nødvendige materielle og sociale betingelser, for at indvandrerne kan føle sig hjemme, stilles til rådighed.

Assimilering er derimod en frivillig proces, som den enkelte kan vælge at kaste sig ud i, hvis han eller hun føler sig accepteret og godt tilpas i det samfund, vedkommende nu er dumpet ned i. Det har for eksempel været tilfældet med mange jøder i Vesteuropa.

Dels at det som nationalister kalder nationale kulturer er en illusion. En hvilken som helst nation indeholder en række kulturer – som et minimum en for overklassen og en for underklassen.

Det er det, der med andre ord, udtrykkes i følgende udtalelse:

På en måde er der to tyrkiske kulturer i Danmark. De, der kommer fra storbyerne, og de, der kommer fra de små landsbyer. Tyrkerne fra de store byer er ofte opdraget mere frit, og de falder lettere til i et land som Danmark end dem fra de små landsbyer.

Det der er så godt ved Tyrkiske Danmarkshistorier er, at den rummer et væld af åbenhjertige udtalelser, både om tyrkere og deres traditioner og om Danmark og danskerne.

Jeg gav Danmark min ungdom og brugte al min energi her. Vi er mennesker. Vi er ikke citroner, som man kan presse saften ud af og så smide væk. Vi har arbejdet og tjent penge. Hvis jeg skal prøve at opveje, hvad jeg har givet, og hvad jeg har fået, så tror jeg Danmark har fået mere ud af mig, end jeg har fået ud af Danmark.

Sådan siger Salih, og selv om den slags købmandsregninger i grunden er uden betydning, så er det nok tilfældet for langt de fleste.

Bogen giver ligeledes et klart billede af, at racismen ikke har været der hele tiden – ihvertfald ikke i den stærke form den har i dag.

Den er kommet til efterhånden som systemets krise er vokset. Og netop på spørgsmål som dette, er det en stor svaghed at bogen er helt uden analyser.

Men selv om de, der vil dyrke deres fordomme også kan bruge bogen til det, så kan den varmt anbefales, fordi den er langt bedre egnet til det modsatte.

af Freddie Nielsen

Toppen af siden