International Socialisme nr. 9
mar 1995

International Socialisme – Nr. 9 – Forår 1995 – Side 15

Arbejderklassen i bevægelse

Jakob Nerup

I disse måneder vi oplever meget stor aktivitet i arbejderklassen, som udtrykkes gennem pædagogstrejker, Ri-Bus-chaufførernes månedlange kamp, nej-stemmer til overenskomsterne og et stigende lønpres. Det er glædeligt for alle socialister, fordi udviklingen i arbejdskampene er det aktuelle udtryk for, at selvtilliden er på vej tilbage i arbejderklassen. Den selvtillid som udtrykker tillid til strejkevåbenet og solidaritet og fornemmelsen af styrke til at udfordre arbejdsgiverne. Den stigende strejkeaktivitet og de mere offensive krav, der stilles, er derfor af stor betydning for styrkeforholdet i klassekampen og dermed også udslagsgivende for karakteren af udviklingen i hele samfundet. Jo stærkere og mere offensivt arbejderklasen kæmper, des mere presses borgerskabet på alle niveauer. En arbejderklasse med selvtillid finder sig ikke i de samme kriseløsninger som en desillusioneret og defensiv arbejderklasse.

Arbejderklassen er ikke vågnet til dåd som ved et trylleslag, men det er sket gennem gennem en årrække. Den herskende klasse i Danmark er i politisk krise og har dermed svært ved at regere. Der skulle kun en tamilsag til at vælte den borgerlige regering – og VKZ's felttog mod velfærdsstaten til folketingsvalget i 94 faldt sammen, fordi V og K ikke for alvor ønskede store klassekonfrontationer. Men arbejderklassen var heller ikke med et slag parat til at gribe mulighederne og udfordre den herskende klasse. Det er kommet langsomt.

Tilbagegangen i 80'erne

I 80'ernes nedgang blev kriseløsningerne gennemført af borgerlige politikere, og hverken socialdemokratiet eller venstrefløjen kunne udfordre dem. Det var også den herskende klasses ideologiske offensiv, hvor klassekampen blev afskrevet, yuppierne boltrede sig, og venstrefløjen faldt sammen og gled til højre.

Arbejderklassens erfaringer blev derfor først og fremmest generaliseret negativt. Det førte til et fald i antallet af arbejdskampe, hvis vi ser bort fra påskestrejkerne i 1985, og de, som kæmpede, blev isolerede og tabte, fordi solidariteten udeblev, og fordi fagbyrokraterne pakkede sig sammen indenfor deres egne fagområder. Havnearbejdernes strejke i 82, Bryggeriarbejderne i 85 og fraværet af store strejker i perioden 86-92¹ udtrykker dette.

Den generelle stemning i arbejderklassen var, at vi ikke kunne stille noget op overfor den stigende arbejdsløshed, reallønsnedgang, tempoopskruninger og offentlige nedskæringer og forringelser. Gennem hele perioden mindskes venstrefløjen og enhver fagopposition ophører. Både den politiske og faglige venstrefløj går mærkbart til højre, hvilket dels udtrykkes i samlingen omkring Enhedslisten, hvis politik og organisation til forvekling ligner SFs (med undtagelse af EU). Dels blev den faglige venstrefløj enten passiv eller spist op af fagbyrokratiets mægtige apparat.

En periode med nedgang i klassekampen betyder dårligere betingelser for revolutionære socialister og færre arbejdere i opposition til arbejdsgiverne og fagtoppen.

Farvel til nedgangen, goddag til...

Perioden med nedgang er afløst af en periode i klassekampen, hvor vi hele tiden svinger mellem bevægelse og stilstand i arbejdskampene, og hvor det ideologiske klima på en gang polariseres og svinger meget mellem solidariske og liberalistiske ideer.

Den store arbejdsløshed, som arbejdsgiverne og regeringen gennem 80'erne brugte til at gennemføre løntilbageholdenhed og nedskæringer, dur ikke længere. Det skyldes ikke kun det midlertidige opsving i økonomien, men også en ændret holdning i arbejderklassen. Først lancerede de århusianske skraldemænd i slutningen af 1993 modellen med 4 mand, der deler tre mands arbejde og går på dagpenge hver fjerde uge. Det var et politisk forslag, der kunne styres direkte fra arbejdspladsen, fik masser i arbejde og ikke kostede andet end dagpengene. Det forslag fik en en enorm opbakning.

Men opbakningen var rent holdningsmæssig og blev ikke omsat til handling, så regering og arbejdsgivere blev ikke for alvor udfordret. I stedet valgte tusinder de individuelle orlovsordninger, som hurtigt blev en enorm succes. Umiddelbart var dette godt for regeringen, fordi det nedbragte arbejdsløshedstallet, men på længere sigt gav det for megen optimisme, så derfor blev orlovsordningerne amputeret allerede i efteråret 94. Men da var den faldende arbejdsløshed² allerede en medvirkende årsag til stigende selvtillid i arbejderklassen.

Den pludselige og omsiggribende folkelige protest mod nazisterne i eftersommeren 94 blev en slags idelogisk test på gadeplan. Her fik flertallets modstand mod nazisterne kollektivt liv gennem de store demonstrationer i Kollund, Kværs, Randers og Greve. Protesterne fandt kke sted, fordi nazisterne var vokset eller marcherede i gaderne, men fordi den kollektive vrede og utilfredshed fik luft ideologisk. Men bevægelsen var ikke stærkere, end at det lykkedes for den samlede presse og de politiske partier at gennemføre en ideologisk tilbagerulning bestående af et lunkent forsvar for ytringsfriheden.

De borgerlige havde optimisk sat sig for at tilbageerobre regeringsmagten til folketingsvalget i september '94. VKZ gik sammen om et program mod velfærdsstaten og udfordrede på denne måde arbejderklassen politisk. Modreaktionen var så stor, at socialdemokratiet måtte gå til en storstilet ideologisk modoffensiv. Da meningsmålingerne viste, at VKZ-angrebet ikke var en succes gik deres alliance i opløsning, fordi Venstre og Konservative ikke ønskede en vred arbejderklasse med voksende selvtillid . Selvom Socialdemokratiet og venstrefløjen ikke fik flertallet ved valget, så tabte VKZ slaget.

Flere og stærkere arbejdskampe

Nu er det ikke sådan, at vi kan sætte nøjagtige datoer på, hvornår skiftet fra 80'ernes nedgang fandt sted, fordi det er en glidende proces, der handler om en ændret bevidsthed i arbejderklassen. Dels ændres denne bevidsthed over tid, fordi det tager lang tid, før erfaringerne generaliseres og omsættes til handling. Fornyet tillid til at bruge strejkevåbenet og solidaritet med kæmpende arbejdere kommer ikke på en nat efter de mange års fravær. Dels ændres bevidstheden gennem kamp, hvor enkelte arbejdergrupper oplever nødvendigheden og mulighederne i at kæmpe offensivt og bruge solidariteten. Hvorledes denne proces udvikler sig, og hvilke modsigelser den indeholder, kommer til udtryk gennem OK-95, Ri-bus-chaufførernes lange kamp og de mange pædagogstrejker over hele landet.

Vi skal ikke spå om, hvordan denne svingende tilstand udvikles, og hvor længe det varer, før klassekampen skifter til et egentligt opsving. Men en række faktorer er meget afgørende for udviklingen.

(1) For det første afhænger selvtilliden meget af, om nogle af de vigtigste arbejdskampe vindes til arbejderklassens fordel. Netop fordi disse kampe i udgangspunktet indeholder mange af nedgangens træk med villighed til kompromisser og en defensiv strejkeform, er det afgørende, at den offensive stil, de udvikler, og den øgede solidaritet bliver generaliseret. Det gælder bl.a. Ri-Bus, hvor vigtige principielle spørgsmål om privatiseringer er på dagsordenen.

(2) For det andet er det helt afgørende, at der udvikles et netværk af militante og socialistiske arbejdere, som er i stand til at fungere som et alternativt lederskab i forhold til fagbureaukratiets lederskab. Fordi selv venstrefløjen i fagbureaukratiet er ude af stand til at skabe den organisering fra neden, som er nødvendig for at vinde strejkerne. Det viser bl.a. erfaringerne fra pædagogstrejkerne landet over.

(3) For det tredje gælder det om at forstå det modsigelsesfyldte i situationen. På den ene side er en passiv opbakning til fagbureaukratiet stadig det dominerende træk i arbejderklassen, mens der på den anden side er ophobet så megen vrede og krav om forbedringer, at stemningen hurtigt kan udløses i store strejker på trods af fagbyrokratiet. Dette forhold udtrykkes meget konkret i resultaterne og afstemningerne om OK-95.

Selv om klassekampen i dag er præget af et stærkt øget antal arbejdskampe, er niveauet af generalisering og politisering i den nuværende klassekamp ikke højt. Den manglende generalisering udtrykkes gennem den langsomme udvikling i solidariteten til Ri-Bus chaufførernes kamp i Esbjerg og den manglende forbindelse mellem pædagogstrejkerne. Meget få bruger strejkerne politisk til at pege på sammenhængen mellem arbejderkamp og kampen mod de borgerlige og regeringen, endsige rejse spørgsmålet om et socialistisk samfund.

Derfor kan mange arbejdere og specielt folk fra områder uden direkte forbindelse med arbejderklassens kamp, som f.ex. på uddannelsesstederne, opleve situationen som uforandret, fordi der ikke er en forbindelse mellem den politiske kamp og strejkerne. I dette tomrum er fraværet af et stort og stærkt revolutionært socialistisk parti og en avis, der generaliserer og viderebringer erfaringerne og forbinder dem med kampen for socialisme, et stort savn.

Hverken SF, Enhedslisten eller resterne af de stalinistiske partier kan eller vil udfylde dette tomrum. Hertil kan kun den fortsatte vækst og opbygning af Internationale Socialister bruges, fordi vi tager udgangspunkt i både arbejderklassens egen kamp fra neden og nødvendigheden af et parti, der kan forbinde kampene med kampen for et andet og bedre samfund.

Tegn på mere selvtillid

De første tegn på, at selvtilliden i arbejderklassen var på vej tilbage, så vi gennem slagteriarbejdernes strejke i '93. Her stemte slagteriarbejderne to gange deres egne fagbureaukrater ned på spørgsmålet om øget daglig arbejdstid. Gennem en tre uger lang strejke lykkedes det at splitte arbejdsgiverne, så de til sidst måtte droppe en generel indførelse af fleksibel arbejdstid på slagterierne. En stor sejr, fordi den var den første, som for alvor viste, at arbejderne gennem strejke og sammenhold kunne knægte arbejdsgiverne.

Gennem 1994 var der flere vigtige strejker, der hver især viste, at selvtilliden var på vej tilbage. Ri-Bus-chaufførernes strejke sidste sommer mod de umiddelbare konsekvenser af privatiseringen endte med sejr til chaufførerne. Samtidig viste strejken, at når arbejderne i en by som Esbjerg står sammen og truer med generalstrejke, så holdt politiet sig væk fra chaufførernes blokade.

Samme sommer var der 12 dages strejke blandt 150 "pæne" funktionærer hos KTAS i København mod overarbejde og for flere ansatte. Strejken fik stor opbakning blandt de københavnske telefolk og endte med sejr. Men strejken viste også den nye stemning. De strejkendes talskvinde udtrykte det på denne måde: " Nu har jeg været ansat i KTAS i over 20 år. Vi har aldrig strejket. I stedet har vi forsøgt at opfylde ledelsens krav. Vi vil jo også gerne have en god arbejdsplads. Men nu er de gået for langt. Vi fandt hurtigt ud af, at vi intet fik ud af at forhandle. Det eneste ledelsen har respekt for, er, når vi strejker".³

Brobisserne på Storebæltsbyggeriet strejkede i flere omgange, for bl.a. at få bedre sikkerhed. Og de nøjedes ikke med små punktstrejker, men lammede hele byggeriet i mere end en uge. Det vigtige var, at der her var tale om spontane strejker, som havde militante ledere, der ville have resultater – ikke kompromisser. Strejkerne endte ikke i total sejr, fordi SIDs top modarbejdede strejken, men viste at det er fra neden vreden skal omsættes.

I september og oktober måtte lagerarbejderne ved UNICEFs lager i Københavns Frihavn i to omgange ud i strejker mod en ny direktørs angreb på de fagligt aktive. I første omgang blev klubbens næstformand fyret, og strejken sluttede først, da ledelsen fritstillede arbejdet. I anden omgang blev tillidskvinden fyret på et absurd grundlag, hvilket igen udløste strejke. Folkene gik dog i arbejde under trusler om fritstilling, men fik tillidskvinden genansat, fordi Lager og Handels arbejdernes tillidsmandsring dagligt organiserede blokade af lageret, som fagforeningens forskellige arbejdspladser udførte. Det viste for første gang i lang tid, at solidaritet og sympatiaktioner kan give en svækket arbejdsplads ny styrke.

I hele 1994 var der, udover de her nævnte vigtigste strejker, en opblomstring af små strejker, som var meget kortvarige, men som oftest endte med sejr. Selv om de officielle strejketal fra DA/LO-området⁴ kun viser en lille stigning i antallet af strejker fra 1156 i 1993 til 1201 i 1994 , så dækker dette ikke det reelle billede. Dels var der mange små arbejdspladser i meget korte strejker af 1-3 dages varighed. Dels var arbejdsgiverne generelt meget villige til at give indrømmelser hurtigt, hvilket de officielt 4% i lønudviklingen fra efteråret viser. Forklaringen skal søges både det midlertidige økonomiske opsving og den dermed stigende efterspørgsel på arbejdskraft og i den øgede selvtillid i arbejderklassen.

Den sidste faktor er langt den vigtigste, fordi det betød et skift i karakteren af strejkerne. På trods af et defensivt udgangspunkt, hvor det var arbejdsgivernes angreb, der udløste strejker, så blev de i mange tilfælde vendt til noget offensivt. Når ingen af disse strejker blev til mere omfattende arbejdskampe, skyldes det først og fremmest arbejdsgivernes imødekommenhed. Og dermed har arbejderklassen heller ikke haft mulighed for at udmønte den opsparede vrede og stigende selvtillid i handling. Den er ikke fordampet væk i desillusion, som det oftest var tilfældet i 80'erne, men ligger som en farlig understrøm, der når som helst kan udløses.

Også på en lang række offentlige arbejdspladser var der bevægelse. I en række kommuner og amter strejkede pædagoger, hjemmehjælpere og hospitalspersonale mod nedskæringer. I mange tilfælde blev nedskæringerne – f.ex. i form af privatisering – trukket tilbage efter strejker. Den vigtigste var den store to dages strejke i Hillerød mod privatiseringen af køkken og rengøringsarbejdet på hospitalet og andre sundhedsinstitutioner. Her gik 5000 ansatte spontant i strejke og demonstration mod amtsrådet, som måtte trække forslaget tilbage.

Den øgede selvtillid var altså ikke isoleret til det private arbejdsmarked, men noget generelt for hele arbejderklassen.

Overenskomst '95

Regering, arbejdsgivere og fagtoppen var forud for overenskomstforhandlingerne i 1995 enige om, "at overenskomsten ikke måtte blive for dyr for erhvervslivet, fordi det kunne svække konkurrenceevnen over for udlandet og sætte det igangværende økonomiske opsving i stå".⁵ På denne baggrund lagde regeringen sig fast på, at overenskomsten kun måtte stige med 2,9%, hvoraf de 2% mirakuløst allerede var opbrugt. I samme åndedrag udtalte LOs formand Finn Thorgrimmson, at han da var tilfreds med 3%.

Når det var helt afgørende for den herskende klasse at holde forventningerne nede, så skyldes det frygten for arbejderklassen. Naturligvis ønskede de fleste arbejdsgivere minimale lønstigninger af hensyn til profitten, men den megen snak om "flaskehalse" udtrykte, at arbejdsgiverne i lige så høj grad frygtede en stigning i den selvtillid, som kan svække arbejdsgivernes muligheder for rationaliseringer, tempoforøgelser og fyringer.

De er ikke banebrydende krav, som arbejdspladser og fagforeninger har stillet til denne overenskomst. Det handler om mere i løn, nej til lokalløn og flere i arbejde. Men bag kravene gemmer sig forventninger og et krav om resultater, hvilket er selve overenskomstens kerne. For netop sommerens og efterårets arbejdskampe viste, at selvtilliden og kampkraften er voksende, og det er et faktum som arbejdsgiverne må forholde sig til.

Dette var baggrunden for splittelsen i Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industris benhårde linie. Muligvis kan mindre hjemmemarkedsorienterede virksomheder, der rider med på opsvinget, klare indfrielsen af forventningerne til en vis grænse. Men de store internationalt opererende firmaer med A.P. Møller i spidsen ville ikke have en arbejderklasse som gik styrket ud af overenskomsten og som konsekvens deraf ville begynde at stille krav og kæmpe for dem på arbejdspladsen. Derfor har de stået så hårdt på de små lønstigninger.

Modstand og passiv accept

De overenskomster, der har været til afstemning udtrykker stemningen på godt og ondt. Det lykkedes kun med 57,5% for og 42,5% imod at få vedtaget transportoverenskomsten. Eksportchaufførerne var meget vrede og truede med at lukke både broer og grænser. Olie-og benzinchaufføererne strejkede i 3 dage, mens forhandlingerne foregik, før det lykkedes fagbureaukraterne fra SID at få dem i arbejde igen. Stærke markeringer fra gulvet, men uden nogen til at gribe og organisere den protest, der kunne udfordre et enigt fagbureaukrati i SID, der blev bakket op af venstrefløjen i f.ex. Lager&Handel. Derfor fusede protesten ud i ingenting.

Modelen fra transportområdet med lønstigninger på 1,90 i 1995 og 2,25 i 1996, samt 0,9% til pension er den model, som er blevet fulgt i de andre overenskomster. Men transportområdet introducerede også øget adgang for arbejdsgiverne til fleksibel arbejdstid. Det opfattes af de fleste arbejdere som en håndsrækning til arbejdsgiverne, fordi det betyder øget arbejde uden overtidsbetaling og på ingen måde flere arbejdsløse i jobs.

Vreden over dette udsalg er stort, men uorganiseret. Udsalget stemmer nemlig ikke overens med den udbredte opfattelse i arbejderklassen om, at arbejdsløsheden er det vigtigste problem, og at det skal løses solidarisk uden angreb på de arbejdsløse. De sidste års tempoopskruninger og rationaliseringer har ført til et øget arbejdspres og mere fleksibelt arbejde. Det ønsker folk ikke, så derfor markerede arbejderne på Lindø i efteråret deres modstand mod fleksibel arbejdstid, da Max Bæhring foreslog dette på Metals kongres.

DI og Metal frygter et nej

På denne baggrund kan fagbyrokratiets udsalg med CO-Industris som det allerværste kun forstås på fagbureaukratiets egne betingelser. De ønsker nemlig ikke at bruge den styrke og øgede selvtillid, der er i arbejderklassen. Derfor følger de fagbureaukratiets indbyggede logik, at i forhandlinger skal man sælge noget for at få noget. De solgte arbejdstiden for et par kroner.

At både arbejdsgivere og fagbureaukratiet fryger et nej er åbenlyst. Derfor var de enige om at strikke et fælles forslag sammen i forligsinstitutionen, så alle overenskomster kunne kædes sammen i én afstemning, hvilket ville forhindre enkelte faggrupper at stemme overenskomsten ned, fordi de forventede at kunne strejke sig til en bedre overenskomst.

Når de så tydeligt frygter et nej, skyldes det den konkrete modstand. Dels udløste forliget proteststrejker på en række arbejdspladser med Danyard og Lindø-værfterne i spidsen. Vreden udtryktes sådan: "Vi er dybt rystede over den ligegyldighed vore forhandlere har udvist overfor de krav, vore medlemmer har fremsat... Men vi har fået fleksibel arbejdstid – noget vi utrykkeligt frabad os på metalkongressen".⁶ Sidenhen viste et medlemsmøde i Metal-Odense med 500 deltagere, hvor formanden og 4 ja-sigere fra bestyrelsen blev hylet ud, at vreden er til stede, selv om et enigt fagbureaukrati bakker op.

Desværre manglede der en organiseret kraft, som tog fat om en "Stem nej-kampagne". Hverken tillidsmandsmøderne med de gamle DKP-formænd i spidsen eller andre tog troværdige initiativer, trods de åbenlyst store muligheder. Kun et spædt forsøg mellem værfterne for en nej-kampagne lyste op. Dette understreger på samme tid udueligheden hos fagbevægelsens venstrefløj og mulighederne fra neden.

Fagbyrokratiet lever altså roligt endnu, fordi arbejdernes vrede og selvtillid ikke organiseres og bruges til at udfordre dem. Men det er en passiv opbakning fagbureaukratiet får, så derfor kan situationen hurtigt vende, hvis vreden og utilfredsheden får et fokus.

Enigheden på det offentlige område mellem fagbureaukrater og arbejdsgivere om en ringe overenskomst med en camoufleret lokalløn er blevet passivt accepteret og vedtaget af medlemmerne.

Aftalerne er blevet stemt igennem med stort flertal af både pædagoger (BUPL) , socialpædagogerne (SL) med 85,4% for og medhjælperne (PMF) . Det paradoksale er, at det er netop disse grupper som gennem det sidste år har haft de mest omfattende kampe mod arbejdsgivernes nedskæringer.

Strejker gi'r resultater

De mange strejker og aktioner på daginstitutionsområdet udgør et specielt kapitel. For det første har bevægelsen nærmest landsdækkende karakter, selv om de enkelte kampe føres isoleret i forhold til den pågældende kommune. Derfor kan vi uddrage nogle fælles træk, der ikke kan bortforklares med tilstedeværelsen af en enkelt uduelig direktør. For det andet udtrykker bevægelsen meget klart muligheder og begrænsninger i den nuværende situation: på den ene side stor vrede, på den anden side stor tillid til fagbureaukratiet.

I 1995 har der været strejker, aktioner og demonstrationer over hele landet mod nedskæringer og for flere ansættelser på daginstitutionsområdet. I Helsingør strejkede 100 institutioner 2½ dag før jul 1994 og igen en uge efter jul og vandt en principiel sejr. I Odense strejkede 3.000 hjemmehjælpere og plejere i Odense i to dage og fik i stedet for besparelser og fyringer tilkæmpet 19 millioner ekstra. I Silkeborg strejkede samtlige institutioner i én uge og fik 22½ ekstra stilling ud af de forlangte 42. I Tårnby strejkede institutionerne for tredje gang siden jul i 14 dage i marts 1995 og fik en delvis sejr. I København er kombinerede forældre- og personaleaktiviteter i gang i skrivende stund (april 95) for tredje gang, siden man i fællesskab kæmpede nedskæringer for 70 millioner kroner tilbage i sommeren '94. I Århus har et sparekatalog på 300 millioner ført til ugentlige demonstrationer med tusinder af deltagere, faglige møder med mere end 5.000 deltagere og to én-dagsstrejker, og kampen er i skrivende stund i fuld gang.

Som man kan se, er der et stort strejke- og aktionsniveau på daginstitutionsområdet. Vreden er stor blandt de ansatte, og de støttes af forældrene, som åbenlyst bakker strejkerne op. Mange års nedskæringer og passiv accept af gentagne nedskæringer er nu vendt til stor strejkevilje. Når strejkerne ikke fører til sejre over hele linien og konstant fortsætter, så skyldes det følgende forhold:

(1) Strejkerne styres og planlægges ensidigt af den lokale fagforeningsledelse med det ene formål, at komme i forhandling. Det viste strejken i Silkeborg, hvor de efter en uges strejke fik løfte om halvdelen af de krævede stillinger, hvis de gik i arbejde, og resten kunne forhandles. Det sagde fagforeningslederne ja til og pædagogerne troede på et resultat. Efter forhandlinger, hvor man kun opnåede ekstra 1½ stilling, anbefalede fagforeningsledelsen resultatet. Det blev vedtaget med 60% for og en dyb frustration over det manglende alternativ.

Det samme har pædagogerne i Tårnby oplevet, hvor de efter to ugers strejke havde kommunen i knæ. I de forhandlinger, som Klaus Wilmann, næstformand i BUPL og SF'er, førte på de strejkendes vegne og derefter underskrev, var der stadig besparelser på 1,2 millioner og ingen forbedringer. Alligevel blev det vedtaget på strejkemødet med 140 for at gå i arbejde, 110 for fortsat strejke og 50 undlod, fordi tilliden til fagbureaukratiet var større end tilliden til fortsat kamp. Som en af de strejkende siger: "Som helhed vil jeg da sige, at aftalen ikke er, som vi havde drømt om, det er måske blevet mere snævert. Klaus Wilmann gjorde et forsøg, men man kan måske synes, at han var for villig og resultatet blev lovlig bredt. Men der er jo ikke noget at gøre ved nu, at det er faldet uheldigt ud".⁷

I modsætning til dette konkluderer de strejkendes talsmand, Kirsten Abilgård : "Det er smadderærgerligt, at det sluttede så brat og med så dårlig en stemning. Der har ellers været så flot et sammenhold... Jeg synes helt sikkert, at vi skulle ha' fortsat et par uger til og øget presset på socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen... Jeg fatter simpelthen ikke, at BUPL's næstformand kan skrive under ... Jeg taber meget for BUPL, hvis det er den her måde, de forhandler med kommunerne på".⁸

(2) Fagforeningsledelserne er i lighed med deres forbund BUPL og PMF styret af gamle venstrefløjsfolk (SF'ere, stalinister og en del Enhedslistefolk). De benytter sig af venstreorienteret retorik og stiller sig vældig solidarisk an. Det gælder bare mest for alle andre områder og sager end deres eget fagområde. Fagforeningsledelserne bruger gerne aktionsdage, endagsstrejker og forældremobilisering, hvilket ser meget radikalt ud, men bliver alene brugt som mobilisering og understregning af opbakningen bag fagforeningen, så den kan komme i forhandling. Som det udtrykkes af Ulla Nygaard, medlem af bestyrelsen i BUPL-Århus og DKP-ml'er: "Vi må holde fast i modstanden og tvinge politikerne ud af deres tavshed. Det er en kendsgerning, at befolkningen kræver kvalitet i daginstitutionerne".⁹ Men de fine ord følges hverken op af opfordringer eller argumenter for den totale og tidsubegrænsede strejke, fordi de ikke tror på, at det er medlemmernes kamp, der skaber resultater.

I både København og Århus trues institutionerne af voldsomme nedskæringer, som møder en samlet og stærk modstand hos både personalet og forældrene. Problemet er bare, at fagforeningsledelserne hverken tror på en total strejke, eller at det er kampen og ikke forhandlingerne, som skal tvinge nedskæringerne væk. I København var der en én-dagsstrejke i januar, som fagforeningen ikke ønskede forlænget, fordi de blev lovet forhandlinger af kommunen. De har i stedet for resultater og en strejkeopfordring valgt at se tiden an. Dermed svigter de den strejke og protest, de selv var en del af.

I Århus er opbakningen på de store fællesmøder massiv. 5.000 deltagere, som enigt står sammen mod nedskæringerne. Men fagforeningsledelserne vil kun demonstrationer og én-dagsstrejker, som alene kan markere utilfredsheden og opbakningen bag fagforeningen, og dermed skabe en forhandlingssituation. Derfor argumenterer de imod forslag om total og tidsubegrænset strejke, som en række institutioner med stigende opbakning har foreslået, fordi de dybest set ikke har tillid til en massestrejke, som overflødiggør deres forhandlingstalenter.

(3) Strejkerne og kampene er isolerede og foregår spredt over hele landet. Hverken PMF eller BUPL forsøger at samle personalet til en fælles kamp med en landsdækkende omgangsskrue eller fælles strejker. De fungerer ganske enkelt ligesom alle andre fagbureaukrater, der ikke tænker i kamp men i fagretslige systemer. Bl.a. som en konsekvens af ovenstående generaliseres erfaringerne ikke fra by til by. Silkeborgs strejkeerfaringer bliver ikke brugt i Århus og ditto i Tårnby. Det kan ikke undre at fagbureaukraterne ikke bruger dem, fordi en generalisering netop handler om forholdet mellem kamp og forhandling samt om svigfulde fagforeningsledere.

(4) Den fraværende politisering af kampene gør det sværere for det strejkende at vinde. I ingen af byerne er kampen mod nedskæringerne blevet forbundet politisk med kampen mod de borgerlige eller socialdemokratiske bystyrer. Kampene opfattes derimod som rent "faglige" og ikke med en politisk modstander. Når kommunalbetyrelserne ikke udfordres politisk, f.ex. gennem angreb fra venstrefløjen eller gennem den øvrige fagbevælgelse, så starter kampen forfra hver eneste gang, fordi der ikke bliver draget politiske konsekvenser. Dette medfører også, at socialister, der sælger f.ex. Socialistisk Arbejderavis til de strejkende, ikke sælger mange aviser.

(5) Der er ingen organiseret opposition hverken lokalt eller på forbundsplan. I de lokale strejker vokser det mindretal, som i militans og erkendelse er klar til at trodse fagbyrokratiet og slås for alvor. Det er stadig et mindretal, og det store problem er, at ingen gør noget for at samle dette mindretal – hverken i faglige eller politiske sammenhænge. Der er brug for en opposition, som gør op med illusionerne om isoleret faglig kamp, begrænsede aktioner og udfordrer de reformistiske fagforeningsbyrokrater, uanset om de er fra venstrefløjen.

Et skridt frem – skraldemændene

De 180 århusianske skraldemænd gennemførte den stærkeste og mest offensive kamp som modtræk til deres kollektive fyring, vi har set siden påskestrejkerne i 1985. Ikke fordi konflikten var langvarig – den varede faktisk kun 6 dage. Ikke fordi den var militant i sin fysiske form – blokaden var rent symbolsk. Og ikke fordi sejrens resultat var et fagligt gennembrud – faktisk blev alle genansat på de hidtidige vilkår. Det bemærkelsesværdige var måden, de vandt på – dvs. hvordan de organiserede og politiserede deres konflikt.

Fra første færd valgte de den aktive strejke, hvor alle skulle gøre en indsats. De valgte også den mobiliserende strejke, hvor de allerede på andendagen opfordrede til dannelse af støttearbejde over hele landet. Det stærkeste var deres offensiv mod arbejdsgiveren – det socialdemokratisk ledede Renholdningsselskab. Fra starten gjorde de det klart, at hvis ikke alle krav blev opfyldt, så ville de hurtigt udvide konflikten. De fik samlet opbakning til at afholde et tillidsmandsmøde i Århus og lagt pres på socialdemokraterne ad den vej. Og hele tiden argumenterede skraldemændenes ledere for, at deres kamp skulle gøres til hele fagbevægelsens kamp. Som de strejkendes talsmand og medlem af IS, Hans Erik Madsen, udtrykte det: "Det er de nemmeste forhandlinger jeg har været med til indtil dato. Hver gang de pressede for en modydelse... så lagde vi vores trumfkort på bordet: vi fortsætter konflikten".¹⁰

Det betød, at støttekomitéer blev dannet og skraldemændenes kamp et must for alle fagligt aktive, og derfor tog det kun 6 dage at vinde. Skraldemændenes eksemplariske kamp og deres meget overbevisende sejr gav selvtilliden et skub fremad hos det lille mindretal af militante og bevidste arbejdere, der argumenterer for at kun kamp giver resultater.

En konklusion – og Ri-Bus-chaufførernes kamp

Den stadig igangværende konflikt om bybuskørslen i Esbjerg udtrykker på godt og ondt situationen i dag.

(1) Situationen er præget af stor vrede i arbejderklassen og voksende selvtillid til at møde arbejdsgivernes angreb med offensive svar. I lighed med en lang række andre privatiseringsramte grupper er chaufførerne villige til at slås mod store forringelser af løn- og arbejdsforhold. Fra starten har de været meget sikre på, bl.a. ud fra deres strejkeerfaringer i sommeren 94, at kun en strejke kunne give resultater. Den lange kamp har kun underbygget denne opfattelse.

(2) Det er en meget svingende situation, hvor også den enkelte arbejdsplads påvirkes. Det ene øjeblik er det arbejderne, som er politisk i offensiven, mens det er arbejdsgiverne og de borgerlige det næste. Det ene øjeblik ser arbejdspladsen mægtig kampvillig ud, mens de kort efter bliver mere tilbageholdende. Det illustreres meget godt af situationen i Esbjerg. Sidste sommer havde Ri-Bus chaufførerne en markant stor opbakning fra såvel byens befolkning som arbejdspladserne. Mens det i april 1995 er en mere delt by. Både fordi solidariteten fra arbejdspladserne i form af strejker og støtten til blokader kræver et stort benarbejde og ikke sker af sig selv. Befolkningen i Esbjerg var længe henvist til at følge kampen fra lænestolen, og her er de borgerlige medier stærkest. Det kræver en stor offensiv i byen at vinde befolkningen og ikke bare de bedste arbejdspladser for chaufførernes kamp.

(3) Den passive opbakning til fagbureaukratiet er den usynlige og i kampen synlige modstander for det militante mindretal. På trods af flere arbejdskampe, så er tilliden til fagbyrokratiet stadig intakt, selvom det er passiv opbakning. Det betyder i Esbjerg, at chaufførerne ikke udfordrer deres forbund SID eller den lokale fagbevægelse og forlanger deres højlydte og offensive støtte til kampen. Tilliden er så stor, at chaufførerne i flere omgange har overladt forhandlingerne til topfolk i SID i stedet for at insistere på at de selv skal føre dem. Det kan give et bagslag i sidste ende, som det gjorde for en masse pædagoger i Tårnby og Silkeborg.

(4) Generaliseringen af erfaringerne fra arbejdskamp til arbejdskamp er meget mangelfuld. Som nævnt før generaliseres erfaringerne med pædagogstrejkerne ikke, fordi der hverken er et forbund, som vil det, eller en opposition, som kan det. I Esbjerg bruger man kun langsomt erfaringerne fra andre kampe, fordi de dels er få og dels kræver en direkte formidling. Da hverken aviserne, fagforeningerne eller venstrefløjen gør noget af dette, så har det været overladt til en lille skare med IS i spidsen at formidle erfaringer i generel form. Det lave niveau af generalisering hænger altså snævert sammen med fraværet af et alternativt lederskab i arbejderklassen.

(5) Arbejdskampene i dag føres som rent "faglige" kampe uden nogen form for politisering. Hverken pædagogerne eller Ri-Bus chaufførerne fører politisk kamp mod bystyret. På intet tidspunktet har kravet lydt om et andet og mere venstreorienteret og arbejdervenligt bystyre. Det forlyder heller ikke, at kampene har sammenhæng med den ideologiske kamp mod de borgerlige og deres partier.

Når politiseringen selv i en mere snæver form er fraværende, så bliver kampen for socialisme naturligvis ikke sat på dagsordenen af de kæmpende. Derfor er det altafgørende at forstå, at hverken en øget generalisering eller politisering opstår og udvikles massivt, med mindre et revolutionært parti griber ind. Et socialistisk parti, som har en avis, der generaliserer og forbinder kampene, men også politiserer dem i lyset af kampen for et andet samfund. Som Lenin skrev: "For socialisterne tjener den økonomiske kamp som et hjælpemiddel til at organisere arbejderne i et revolutionært parti, til at styrke og udvikle deres klassekamp mod hele det kapitalistiske system. Hvis den økonomiske kamp tages som noget tilstrækkeligt i sig selv, så kommer der ikke til at være spor socialisme i den".¹¹ I dag er der kun ét parti på den danske venstrefløj, der har dette perspektiv, og det er Internationale Socialister.

Noter

1. Dette viser sig bl.a. i strejketallene, hvor antallet af strejker er nogenlunde konstant, mens antallet af strejkedage falder markant fra 131.700 i 1984 til 52.900 i 1989. Se Hans Jørgen Vad: Påskestrejkerne 1985, SFAH 1995, s. 199.

2. Arbejdsløsheden faldt fra 12,4% i 1993 til 10,7% i marts 1995.

3. Interview i Socialistisk Arbejderavis nr.106 sept. 94.

4. DA's statstik. Dækker kun medlemsvirksomheder i DA, hvilket giver et ufuldstændigt, men alligevel klart billede.

5. Frit sammensat efter udtalelser fra Marianne Jelved, Mogens Lykketoft, DI's Hans Skov Cristensen og LO's formand Finn Thorgrimmson.

6. Udtalelse vedtaget af de strejkende værftsarbejdere på Danyard i Fredrikshavn d. 21.2.95.

7. Interview i Dagbladet Arbejderen d. 1.4.95.

8. Interview i Dagbladet Arbejderen d. 1.4.95.

9. Interview i Dagbladet Arbejderen d. 28.3.95.

10. Artikel i Socialistisk Arbejderavis nr. 112, februar 1995.

11. Lenin: Bemærkning om "Profession de foi" i: V.I. Lenin: Et brændende spørgsmål, Kampens vej nr. 2, u.å., s. 39.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 21. november 2024 kl. 18:02

International Socialisme nr. 9 mar 1995

Temasider

Nr. 9

Hovedmenu